Jobplan
Jobplanen er din kontrakt med Jobcentret. Det er vigtigt, at du:
har en digital postkasse, som du benytter til at modtage breve fra Fredericia Kommune. (Du finder en vejledning til, hvordan du opretter en digital postkasse HER).
underskriver og returnerer det ene eksemplar af jobplanen til Jobcentret
følger jobplanen. Kan du ikke følge den, så skal Jobcentret have det at vide i god tid, så vi kan sikre, at du bevarer retten til revalideringsydelse
Økonomi
De aktuelle satser for revalidering finder du HER - under punktet Revalideringsydelser.
Så længe du er under revalidering, må du ikke arbejde. Din sagsbehandler kan dog tillade studierelevant arbejde i et begrænset omfang, hvis arbejdet kan forenes med jobplanen. Vær opmærksom på, at der er en grænse for, hvor meget du må tjene, før din indtægt trækkes fra din revalideringsydelse.
Det er i det hele taget vigtigt, at du gør opmærksom på, hvis du modtager løbende udbetalinger fra arbejdsgiver, Arbejdsskadestyrelsen, pensionsordning eller fra privat forsikring.
Uddannelse
Engangsbeløb til diverse
Når du begynder på din uddannelse, får du et engangsbeløb på 500 kr. Beløbet er et tilskud til køb af blyanter, mapper, taske, studieture m.v.
Dækning af udgifter til bøger
Du har mulighed for at få dækket udgifter til de bøger, der er nødvendige i din uddannelse. Det kræver, at du gør følgende:
Du skal gemme de to første sider af ”Tilbud efter Lov om aktiv beskæftigelsesindsats”, som du modtog sammen med din jobplan, og du skal gemme litteraturlisten fra skolen.
Disse sider tager du med til
Billunds Boghandel, der bestiller bøgerne til dig. Du kan så hente bøgerne uden at betale. Billunds Boghandel beholder papirerne.
Skal du senere supplere med bøger, der ikke står på litteraturlisten, skal din underviser skrive, at de er nødvendige for at gennemføre uddannelsen.
Du kan scanne og maile til
reva@fredericia.dk eller sende litteraturlisten til os, eller din underviser er velkommen til at maile den. Husk at skrive din sagsbehandlers navn i emnefeltet. Herefter vil din sagsbehandler tage stilling til, om udgifterne kan dækkes.
Computer, blækpatroner og specielle software programmer
Du kan ikke få en computer med almindelige kravspecifikationer til fx almindelige skriftlige opgaver. Hvis du har brug for en computer for at gennemføre uddannelsen, skal du tale med din uddannelsesinstitution.
Kommunen dækker ikke udgifter til blækpatroner.
Hvis din uddannelse ikke er SU-berettiget, og du har behov for særlige programmer (fx større grafiske programmer) under uddannelsen, skal du have en ansøgning fra uddannelsesstedet. Du skal scanne og maile til
reva@fredericia.dk eller sende den til din sagsbehandler. Ansøgningen skal indeholde uddannelsesinstitutionens dokumentation på, at uddannelsen ikke kan gennemføres uden dette program.
Dækning af udgifter til kopikort
Fredericia Kommune dækker udgifterne til køb af kopikort. Det kræver, at du scanner og mailer til reva@fredericia.dk eller sender en underskrevet kvittering på beløbet fra uddannelsesinstitutionen til din sagsbehandler.
Dækning af udgifter til hjælpemidler
Har du en lidelse, der giver dig særlige behov for hjælpemidler fx kontorstol, hæve/sænkebord, IT-rygsæk skal du i første omgang kontakte din uddannelsesinstitution. Hvis din uddannelse ikke er SU-berettiget, skal du henvende dig til din sagsbehandler.
Transport
Fredericia Kommune dækker udgifter i forbindelse med transport til og fra uddannelsesstedet/praktikstedet. Du har ret til en fast takst udover 24 km pr. dag.
Ansøgningsskema og vejledning finder du
HER.
Du skal søge om dækning af udgifter til transport/befordring mindst hver 3. måned.
Ansøgningen skal underskrives af uddannelsesstedet/praktikstedet, da de skal godkende, at de oplyste mødedage er korrekte.
Fravær
Ferie i revalideringsperioden
Når skolen holder ferielukket, har du ret til at holde ferie med revalideringsydelse. Har du feriepenge til gode, fra før du kom på revalidering, har du ret til at få disse udbetalt, uden at de bliver modregnet din revalideringsydelse.
Graviditet, barsel og adoption
Du bevarer din revalideringsydelse under graviditet, barsel eller adoption.
Afbrydelser i revalideringsforløbet
Du bevarer din ydelse ved kortvarige afbrydelser i revalideringsforløbet, hvis de ikke har betydning for at gennemføre jobplanen.
En afbrydelse på indtil 6 måneder er en kortvarig afbrydelse. Sygdom og mangel på uddannelses- eller praktikplads er typiske eksempler på afbrydelser af forløbet.
Ved mangel på en uddannelses- eller praktikplads skal du finde frem til, hvordan du udnytter tiden til uddannelse, eller optræning i en aktivitet, der har relevans for jobplanen, og som er på fuld tid.
Husk, når du mailer til os, skal du skrive sagsbehandlerens navn i emnefeltet og skrive dit fulde navn i mailen.
Opdateret 06-01-2012 11:15 af Fredericia Kommune