Grib din iphone eller ipad og vær klar til at gøre tjeneste som soldat på Fredericia Vold anno 1849.

Læg bøgerne fra dig og grib din iphone eller ipad for at lære en del af Fredericias historie at kende.
Fra 1. juli kan alle selv lege soldater og være med i forberedelserne til det store slag ”Udfaldet fra Fredericia”, som fandt sted den 6. juli 1849. Direkte over telefonen modtager du ordrer fra general Lunding – modelleret efter en af de rigtige generaler i slaget – og så er du med til at gøre fæstningen klar til det store slag.
Velkommen rekrut – gør dit bedste for fædrelandet!
Baggrund
Da legen foregår via telefonen, kan man gå på Fredericia Vold og lege soldat, når man har lyst – der er åbent hele døgnet, og det er gratis! Man skal bare kunne læse eller have én med, som kan. Rollelegen er især rettet mod de 8-12-årige, men familier kan have stor fornøjelse af at lege sammen og samtidig lære noget om Fredericias – og Danmarks – historie.
Praktisk fungerer spillet sådan, at man henter en applikation ned til sin smartphone, og derefter bliver man budt velkommen af general Lunding, som sender én ud på de i alt tre poster, der indtil nu udgør spillet. Det er gratis at lege med, og det varer cirka 20-30 minutter. Man kan i øvrigt godt hente applikationen ned, inden man f.eks. kører hjemmefra, men da spillet er låst til bestemte gps-koordinater, kan man kun spille spillet ved at stå på Fredericia Vold.
Begynd med at sende en sms med beskeden ”1849” til 1919 og hent derefter applikationen ned.
Spillet begynder på Landsoldatpladsen i Fredericia.
Prøve på større spil
Den udgave af Battle 1849, man kan lege med i fra den 1. juli, er et smugkig ind i værkstedet for et fremtidigt stort og udbygget historiespil, som dog endnu er på tegnebrættet. Men både denne mini-udgave og den planlagte fuldt udviklede udgave af rollelegen vil give både historisk viden, motion og spændende opgaver at samarbejde med familie eller kammerater om.
Aktiviteten ”Battle 1849” er blevet til i et samarbejde mellem Fredericia Kommune,
Trekantområdet Danmark og
Syddansk Turisme - Leg og Læring, Kidsn’Tweens Lifestyle. Projektet er finansieret med støtte fra bl.a. EU’s europæiske fond for regional udvikling.
Opdateret 02-02-2012 16:01 af Fredericia Kommune