Grib din smartphone og vær klar til at gøre tjeneste som soldat på Fredericia Vold anno 1849
I Fredericia kan man lægge bøgerne fra sig og i stedet gribe sin smartphone for at lære en del af byens historie at kende. Alle historieinteresserede kan selv lege soldater og være med i forberedelserne til det store slag ”Udfaldet fra Fredericia”, som fandt sted den 6. juli 1849.
Med smartphonen i hånden deltager man i krigsmanøvrer, og som en ægte soldat modtager man ordrer over telefonen fra general Lunding – en af generalerne fra det rigtige slag. Undervejs skal man både vise mod, list og samarbejdsevner, og klarer man opgaverne godt kan man blive forfremmet og rykke op i de militære grader.

Da legen foregår via telefonen, kan man gå på Fredericia Vold og lege soldat, når man har lyst – der er åbent hele døgnet, og det er gratis! Rollelegen er især rettet mod de 8-12-årige, men familier kan have stor fornøjelse af at lege sammen og samtidig lære noget om Fredericias – og Danmarks – historie. Det har flere tusind allerede gjort. De eneste forudsætninger for at være med er, at man har en smartphone, og at man kan læse.
Praktisk info
Praktisk fungerer spillet sådan, at man henter en applikation ned til sin smartphone, og derefter bliver man budt velkommen af general Lunding, som sender en ud på de i alt tre poster, der indtil nu udgør spillet. Det er gratis at lege med, og det varer cirka 30-45 minutter. Legen er første del af en endnu større historieleg, som efter planen skal udvikles over de kommende år.
Send en sms med ”1849” til 1919, hent app'en ned og lad soldaterlivet begynde!
Opdateret 14-05-2012 13:52 af Fredericia Kommune