Navigation


Kom til Fredericia 

Kultur, natur og historie - Fredericia har det hele i rigt mål
 
Fredericia har den perfekte størrelse til en forlænget weekend, hvor man både kan nå at deltage i 6. Juli-Dagene, nyde andre dele af kulturlivet, bade fra de smukke, rene strande ned til Lillebælt, spise på de gode restauranter, høre masser af jazz til 6. Juli Jazz- og Bluesfestival og i det hele taget bare læne sig tilbage og nyde et par fridage.
 

Øster Strand har det hele for vandhunde i alle aldre: lavt vand, blåt flag og en fremragende cafe lige på stranden.
 
Fredericia er rigt udstyret med gode overnatningsmuligheder for både enlige rejsende, par og familier. Tag f.eks. et par nætter på et af Danmarks få 5-stjernede vandrerhjem, Fredericia Vandrerhjem, som har både golfbanen, Danmarks største gratis legepark, Madsbyparken, og Fredericia Idrætscenter som naboer. Eller ryk helt ind i midtbyen på Hotel Postgaarden, Star Hotel eller Fredericia Sømandshjem, som er gode overnatningsmuligheder med få skridt til både Gl. Havn og Fredericia midtby.
 
Vil du helst lidt uden for byen, så er Hotel Medio, Trinity Hotel og Konferencecenter og Hotel Kronprinds Fredericia absolut et besøg værd. Eller hvad med et kro-ophold på Kryb-i-Ly Kro eller Hejse Kro? Fuglsangcentret i byens vestlige ende ligger, så en dejlig spadseretur gennem skoven fører én lige ned til vandet og lystbådehavnen.
 
Endelig kan du vælge privat overnatning på en af de mange bed & breakfast, der ligger omkring Fredericia.
 
Restauranter
Også på forplejningssiden er der meget at vælge imellem i Fredericia og omegn. I midtbyen i et af de smukke gamle huse ligger "Restaurant Ti Trin Ned", som uden problemer måler sig med de bedste gourmet-restauranter i f.eks. hovedstaden. Restaurantchef Mette Gassner blev i februar 2011 kåret til Danmarks bedste kok.
 


Er pengepungen til mindre ambitiøse menuer, findes der mange andre gode spisesteder i Fredericia, f.eks. cafeerne i midtbyen. Vil man gerne spise ved vandet, kan man vælge Restaurant Oven Vande, der netop er flyttet i nye, dejlige lokaler på FredericiaC og med udsigt til lillebæltsbroen eller hvad med Cafe Østerstrand med den skønneste udsigt over Lillebælt til Fyn.
 
Med båd
Hvis du kommer sejlende til 6. Juli-Dagene, kan du nu lægge til ved en af de nye pladser i Gl. Havn. Der er gode toilet- og og badefaciliteter på Sømandshjemmet, der ligger skråt overfor Gl. Havn. Sømandshjemmet tilbyder også lækker mad, ligesom man også er godt trakteret på Havnegrillen og på restaurant "Oven Vande" rundt om hjørnet.
 

Gl. Havn har god plads til sejlere og ligger 200 meter fra centrum.
 
Læs meget mere om Fredericias mange tilbud, overnatningsmuligheder, spisesteder mm. på Fredericia Turistbureaus hjemmeside - se link til højre.