Navigation


Fredericia Kommune skal spare 100 mio. kr. 

I marts i år besluttede økonomiudvalget, at der var behov for besparelser på 60 mio. kr. årligt for at skabe balance i kommunens økonomi, der er under pres fra flere sider. Direktionen blev derfor bedt om at udarbejde et sparekatalog og komme med et forslag til et budget i balance til byrådets budgetseminar i august. Byrådet har netop været på budgetseminar den 25. og 26.august, og her stod det  klart, at den økonomiske situation er langt alvorligere end hidtil antaget. Der er derfor behov for at forhøje sparekravet fra 60 til 100 mio. kr. for at genskabe den økonomiske balance i Fredericia Kommune. De politiske partier har offentligt tilkendegivet, at de principielt er enige i dette nye sparemål.
 
Direktionens budgetforslag, der blev præsenteret på seminaret indeholder besparelser i den krævede størrelsesorden, og økonomiudvalget besluttede tirsdag den 30. august 2011 at fremsende direktionens budgetforslag med besparelser for 100 mill. kr. til 1. behandling i byrådet. Samtidig udsendes budgetforslaget sammen med direktionens sparekatalog i høring blandt kommunens personale, brugere, interesseorganisationer m.fl. frem til 15. september. Det endelige budget vedtages i byrådet fredag d. 7. oktober.
 
Borgmester Thomas Banke understreger, at budgetforslaget ikke er udtryk for, at der på nuværende tidspunkt er politisk enighed om de konkrete spareforslag, som fremgår af direktionens forslag.
”Nu har vi en to ugers høringsperiode, hvor alle skal have mulighed for at komme med deres bemærkninger til forslaget og de konkrete spareforslag. Når vi har studeret de indkomne bemærkninger, tager vi for alvor fat på de politiske forhandlinger. Og jeg håber meget, at vi kan nå frem til et bredt forlig, der kan sikre den nødvendige robusthed i kommunens budget for de kommende år. Jeg vil arbejde intenst for at skabe et økonomisk bæredygtigt forlig med bredest mulig politisk opbakning. Vi skal alle have arbejdstøjet på i den kommende tid,” siger Thomas Banke og fortsætter:
”Vi kommer ikke uden om nedlæggelse af stillinger og dermed afskedigelser, når vi skal skære 100 mio. kr., og borgerne vil ligeledes komme til at opleve forringelser af den kommunale service. Vi vil naturligvis gøre alt for at reducere antallet af afskedigelser gennem naturlig afgang og omplacering af medarbejdere. Vore nabokommuner har været ude i større sparerunder end os i de forgående år, og det kan ses på størrelsen af serviceudgifterne, hvor vi i dag ligger et pænt stykke over både Kolding, Middelfart og Vejle. Men det har vi altså ikke råd til mere – nu er turen kommet til Fredericia.”
 
Årsagen hertil er udgifterne til overførselsudgifter, dvs. kontanthjælp, sygedagpenge og førtidspension samt forsikrede ledige, der presser kommunens økonomi. Staten kompenserer godt nok kommunerne under ét for stigninger i disse udgifter, men da Fredericia Kommune har udgifter, der ligger et stykke over landsgennemsnittet, får kommunen ikke kompensation for den sidste del, og det svarer i runde tal til ca. 100 mio. kr. Kommunens andel af sygehusudgifter ligger også over landsgennemsnittet svarende til ca. 20 mio. kr. Hertil kommer stigende udgifter til flere børn, unge, ældre og voksne handicappede for tilsammen ca. 15 mio. kr. årligt. Når der er indført 0-vækst i kommunerne, kan disse merudgifter kun findes ved at skære andre steder.