Børne- og Skoleudvalget - 10-03-2022

Referat
Dato:
Torsdag, 10 marts, 2022 - 08:30
Hent som fil:
Lokation:
Dagsorden publiceret:
Fredag, 25 februar, 2022 - 12:49
Referat publiceret:
Torsdag, 29 september, 2022 - 15:30

Punkt 1 Godkendelse af dagsorden

Sagsresumé

 

 

Sagsbeskrivelse:

 

Indstillinger

Direktøren for Børn, Unge og Kultur indstiller, at dagsordenen godkendes.

 

Beslutning i Børne- og Skoleudvalget den 10-03-2022

Godkendt.

Punkt 2 Skolefravær - 4. kvartal 2021

Sagsresumé

På Børne- og Skoleudvalgets møde den 8. december 2020, blev udvalget orienteret om en ny bekendtgørelse om elevers fravær fra undervisningen i folkeskolen. Samtidigt blev udvalget orienteret om Fredericia Kommunes reviderede procedurer for elevfravær.

Børne- og Skoleudvalget ønskede, at der kvartalsvis bliver givet en status på fravær. Det gives i nærværende sag, en status på skolefraværet for 4. kvartal 2021.

 

Sagsbeskrivelse:

Jf. lov om social service § 153, stk. 2, skal skoleledere på folkeskoler underrette kommunalbestyrelsen, når en elev har ulovligt skolefravær på 15 pct. eller derover inden for et kvartal.

Børn og Unge følger løbende op på skolefraværet, og Familie og Børnesundhed følger løbende op på underretninger.

Udvalget vil få fremlagt status på ulovligt fravær, samt en status på, hvor langt forvaltningen er med at skabe øget systematik og koordinering i arbejdet med trivsel og mistrivsel hos børn og unge i Fredericia.

Udvalget vil også blive orienteret om Familieafdelingens arbejde med at vurdere sagerne og træffe afgørelser om standsning af børne- og ungeydelsen.

På udvalgsmødet deltager udviklingskonsulent Mette Nørmark og faglig konsulent Lene Gamborg Andersen.

Økonomiske konsekvenser

Ingen

Vurdering

Direktør for Børn, Unge og Kultur anbefaler, at den kvartalsvise orientering vedrørende ulovligt skolefravær fremadrettet indgår som en del af en kvartalsvis status vedrørende Trivsel+ projektet.

Indstillinger

Direktøren for Børn, Unge og Kultur indstiller, at sagen drøftes.

Beslutning i Børne- og Skoleudvalget den 10-03-2022

Drøftet.

Punkt 3 Orientering om Trivsel+

Sagsresumé

Trivsel+ er et projekt, der er igangsat i 2021 med det overordnede formål, at skabe en mere smidig, hurtigt reagerende og systematisk trivselsorganisering i forhold til børn og unge i mistrivsel. Trivsel+ projektet går på tværs af personer, afdelinger, forvaltninger og døgn.

Udvalget bliver orienteret om projektet og dets potentialer i forhold til børn og unge, der er i mistrivsel. Udvalget vil endvidere blive orienteret om de kerneudfordringer, der er identificeret i den indledende kortlægningsfase.

 

Sagsbeskrivelse:

Der er i Fredericia kommune et fælles fokus på at øge kvaliteten i samarbejdet omkring trivsel for børn og unge. Trivsel+ projektet arbejder med at forme en hurtigt reagerende trivselsorganisering, der går på tværs af forvaltninger, afdelinger, døgn og personer. Trivselsorganiseringen betyder, at trivselsindsatser fremadrettet bliver mere systematiseret og koordineret med udgangspunkt i gruppen, barnet, den unge og familien. Gennem en styrket koordinering og systematik kan vi reagere hurtigere på børn og unge i mistrivsel, således at effekten af trivselsarbejdet øges og eksisterende ressourcer anvendes mere effektivt.

Trivsel+ projektet er organiseret i 3 spor:

Synlig fritid, fravær/fællesskaber og SSP.

De tre spor bliver samtænkt i Trivsel+ for at gå et spadestik dybere end isolerede symptombehandlende mistrivselsindsatser, som typisk er personafhængige. Gennem Trivsel+ projektet flytter vi fokus til at arbejde mere helhedsorienteret, tværfagligt og personuafhængigt. Projektet skal løse de problemer der reelt bliver identificeret i praksis og ikke kun dem man forestiller sig eller synes, der er.

I et projekt som Trivsel+ er det helt afgørende, at så mange som muligt er med til at forme de nye gode løsninger, der skal komme børn og unge til gavn. Børn og unge i Fredericia må ikke ryge ud i langvarig mistrivsel.

Projektet har fire faser: Kortlægning og kerneudfordringer, design/koncept for fælles model med afprøvninger, pilotfasen og udbredelsesfasen.

Første fase er en kortlægning af, hvordan trivselsarbejdet opleves på tværs af fagligheder, afdelinger, forvaltninger og samarbejdspartnere. Der er i første fase indsamlet input og viden om eksisterende indsatser, ressourcer, værktøjer, tilbud, og mødefora, hvor der arbejdes med trivselsindsatser i Fredericia kommune på tværs af organisationen. Hertil kommer input fra forskningen. Kortlægningen består af både kvantitative og kvalitative input fra mellem 300-350 personer.  De kerneudfordringer som er identificeret har baggrund i ovenstående.

 

På udvalgsmødet deltager Rasmus Balder, der er leder af fritid sammen med udviklingskonsulent Mette Nørmark fra Pædagogisk konsulentteam i Børn, Unge og Kultur.

Økonomiske konsekvenser

Ingen

Vurdering

Direktør for Børn, Unge og Kultur anbefaler, at Børne- og Skoleudvalget fremadrettet får en samlet status på skolefravær og Trivsel+, idet Trivsel+ anvender den kvartalsvise opgørelse over skolefraværet.

Indstillinger

Direktøren for Børn, Unge og Kultur indstiller,

1)       at orienteringen tages til efterretning, og

2)       at den kvartalsvise orientering vedrørende ulovligt skolefravær fremadrettet indgår som en del af en kvartalsvis status vedrørende Trivsel+ projektet.

Beslutning i Børne- og Skoleudvalget den 10-03-2022

Ad 1) Orienteringen taget til efterretning

Ad 2) Godkendt

Punkt 4 Status vedrørende ny streetsportsfacilitet ved Ungdommens Hus

Sagsresumé

Byrådet besluttede i forbindelse med Budget 2020, at en ny facilitet til streetsport skal placeres i forbindelse med Ungdommens Hus, og indgå i et samspil med andre fritidsarenaer i midtbyen såsom Gasværksgrunden. Den nye streetsportsfacilitet etableres som en erstatning for De Orange Haller, som lukkede marts 2019. En projektgruppe arbejder med realiseringen af den nye streetsportsfacilitet, og der vil på mødet blive givet en status på, hvilke udfordringer og løsningsforslag, der er mulige.

 

Sagsbeskrivelse:

Placeringen af ny streetsportsfacilitet ved Ungdommens Hus har resulteret i flere forhold, som skal vurderes nærmere, idet de har betydning for både udformningen af anlægget samt placeringen på arealet. Det drejer sig om følgende forhold:

  • Jordforurening skal håndteres
  • Jordbundsforholdene skal vurderes ved boringer
  • Der skal tages højde for støj ind i området i forhold til udviklingen af havnens aktiviteter
  • Der skal tages højde for støj ud af området, dvs. påvirkning af de eksisterende boliger
  • Der skal tages højde for nye reviderede risikovurderinger i forhold til virksomhed der opererer på havneområdet
  • Tilsagn fra Slots- og Kulturstyrelsen skal indhentes, idet dele af området ligger inden for  fortidsmindebeskyttelseslinjen der omgiver volden. (Voldanlægget)
  • Ny lokalplan skal udarbejdes

 

På mødet vil udvalget få en status på projektgruppens vurderinger af ovenstående forhold samt hvilke mulige scenarier, der vil kunne arbejdes videre med i forhold til en realisering.

Projektejer for ny streetsportsfacilitet Rasmus Balder, leder af Fritid deltager under punktet.

Økonomiske konsekvenser

Der er afsat 8 mio. kr. (+ buffer på 2 mio. kr.) i Budget2020 samt 4 mio. kr. i Budget2022 til etablering af ny streetsportsfacilitet ved Ungdommens Hus. Der er ikke afsat midler til drift, når streetsportsfaciliteten er realiseret.

Vurdering

Direktør for Børn, Unge og Kultur vurderer, at den endelige placering og løsning er nødt til at afvente de nye reviderede risikovurderinger af området omkring Ungdommens Hus. Vurderingerne forventes at foreligge i løbet af april 2022.

Indstillinger

Direktøren for Børn, Unge og Kultur indstiller,

1)       at orienteringen tages til efterretning

2)       at udvalget får forelagt mulige løsningsforslag på et kommende udvalgsmøde inden sommerferien, når kommunen kender til de nye reviderede risikovurderinger.

Beslutning i Børne- og Skoleudvalget den 10-03-2022

Ad 1) Orienteringen taget til efterretning

Ad 2) Godkendt

Punkt 5 Midlertidig løsning på Frederiksodde Skoles kapacitetsudfordringer

Sagsresumé

Børne- og Skoleudvalget (BSU) godkendte den 31. januar 2022 dels et forslag til midlertidig løsning på kapacitetsudfordringerne for afd. A på Frederiksodde Skole (FOS), dels en procesplan for yderligere dialog om løsningsforslag for afd. B, herunder præcisering af, at dialogerne skal fokusere på to mulige scenarier; flytning til pavilloner i Bøgeskov eller ved Kommunikationsvej/Lumbyesvej. Sidstnævnte scenarie åbner op for, at talentklasserne på afd. Nørre Allé kan blive berørt. Med afsæt i de supplerende dialoger skal BSU diskutere og godkende en midlertidig løsning for afd. B, C og D – enten med eller uden involvering af talentklasserne på afd. Nørre Allé.

 

Sagsbeskrivelse:

Det er med budgetforliget 2022-2025 besluttet, at Børne- og Skoleudvalget i foråret 2022 skal drøfte en permanent løsning på de kapacitetsudfordringer, som Frederiksodde Skole (FOS) har. Der er på forhånd afsat 40 mio. kr. hertil i forbindelse med prioriteringen af anlægsmidlerne til skoleområdet fra Budget 2021, jf. Byrådsbeslutning den 6. september 2021.

Der er dog behov for at finde en midlertidig løsning, som kan fungere, indtil en permanent løsning er på plads. Det skyldes, at pladsproblemerne er så store, at det udfordrer elevernes læringsmiljø og medarbejdernes arbejdsmiljø. Problemstillingen er derfor heller ikke ny. Børn, Unge og Kultur forelagde derfor både Børne- og Skoleudvalget (BSU), Økonomiudvalget og Byrådet for fem scenarier i juni 2021, hvoraf to blev vurderet mulige. Ingen af løsningerne blev godkendt. Børn, Unge og Kultur fik i stedet mandat til at udvide mulighedsrummet til løsninger, der involverer pavilloner.

Dagtilbud, Skole og Fritid samt Infrastruktur og Ejendomme præsenterede med afsæt heri den 31. januar 2022 BSU for 16 nye scenarier, hvoraf to blev anbefalet. De fremgår igen af bilag til sagen. BSU vedtog med afsæt heri dels en midlertidig løsning for afd. A, dels en procesplan der har sikret yderligere dialog om to scenarier:

a)       Flytning af afd. B (delvis) til pavillon i Bøgeskov

b)       Flytning af afd. B (delvis) eller talentklasserne (3 årgange a to klasser) på Nørre Allé til pavillon på rekreativt område i Madsbyparken (plads ved Kommunikationsvej/Lumbyesvej)

BSU skal med afsæt i de supplerende dialoger på udvalgsmødet diskutere og godkende en midlertidig løsning for afd. B – og herigennem også en midlertidig løsning for afd. C og D. Løsningen kan berøre talentklasserne på afd. Nørre Allé. Målgrupperne er beskrevet i bilag til sagen.

Forslag a) indebærer konkret, at:

  • FOS’ afd. B’s basisafdeling (forventet 40-45 elever) fra skoleåret 2022/2023 flytter til afd. Bøgeskovvej
  • FOS kommer til at dele faglokaler, idrætsfaciliteter, mødelokaler og personalefaciliteter med afd. Bøgeskovvej. FOS har puljemidler til etablering af legeplads, som vil blive brugt i denne sammenhæng.
  • FOS bevarer alle deres undervisningslokaler på Ullerupdalvej – til gavn for bl.a. afd. C og D.
  • Afd. Nørre Allé får lettet presset på deres faglokaler

Forslag b) indebærer konkret, at:

  • FOS’ afd. B’s basisafdeling (forventet 40-45 elever) eller talentklasserne (3 årgange a 2 klasser) på afd. Nørre Allé fra skoleåret 2022/2023 flytter til plads ved Kommunikationsvej/Lumbyesvej.
  • Løsningen gør det muligt for alle elever og undervisere at forblive relativt tæt på deres nuværende fællesskaber, men det vurderes i praksis stadig at blive en selvstændig ”satellit”.
  • Faglokalerne på afd. Nørre Allé vil skulle bruges, som derved ikke aflastes for presset herpå.
  • FOS bevarer alle deres undervisningslokaler på Ullerupdalvej eller overtager de undervisningslokaler, som talentklasserne bruger - til gavn for bl.a. afd. C og D.

De to løsningsforslag er i bilaget til sagen uddybende beskrevet og vurderet med blik for pædagogiske forhold (fremtidens læringsmiljø), myndighed (plangrundlag og adkomstmuligheder), økonomi, tid og samlet faglig vurdering.

Økonomiske konsekvenser

Se bilag til sagen.

Der blev i forbindelse med prioriteringen af anlægsmidlerne til skoleområdet afsat en buffer på 23 mio. kr. til supplerende anlægsudgifter og midlertidige løsninger ifm. kommende anlægsarbejde. Puljen skal således også finansiere udgifter knyttet til renoveringen af de øvrige fire skoler, der er prioriteret i anlægsprogrammet, og ikke kun en midlertidig løsning til Frederiksodde Skole.

Styregruppen vurderer, at løsningsforslagene til afd. B har en række afledte driftsudgifter, som vil kunne finansieres via omlægning af anlægsudgifterne i bufferpuljen til drift eller via omprioritering af driftsmidler i den centrale investeringspulje på skoleområdet.

Vurdering

Dagtilbud, Skole og Fritid samt Infrastruktur og Ejendomme vurderer, at de to løsningsforslag til afd. B på det nuværende stade er tilstrækkeligt belyst.

Der er behov for en meget snarlig afklaring af, hvordan FOS’ kapacitetsudfordringer håndteres, indtil en permanent løsning kan stå klar – forventeligt i 2027. Det handler både om at kunne tænke den midlertidige løsning ind i planlægningen af næste skoleår, som starter i marts 2022, og om, at afklaring på løsningen for afd. B er også en forudsætning for en afklaring på løsningen for afd. C og D.

 

Undervejs i processen har der været bragt forslag i spil om at flytte eleverne i talentklasserne på Ullerup Bæk Skolen i stedet for eleverne i afd. B. Det er forvaltningens vurdering, at det ikke er hensigtsmæssigt at flytte talentklasserne, som er en integreret del af udskolingen på Ullerup Bæk.

 

Forvaltningerne vurderer, at den samlet set bedste løsning indenfor de opstillede rammer med fokus på pædagogiske forhold, tidsaspekter, plangrundlag og økonomi er, at afd. B (basis) flytter til Bøgeskov. Kun denne løsning kan realiseres i det kommende skoleår, og samtidig er det kun denne af de to løsninger, der frigiver plads på Nørre Alle, som er voldsomt trængt både ift. faglokaler og klasselokaler.

 

Løsningen i Bøgeskov rummer en række udfordringer for både elever, medarbejdere og lokalemuligheder, som blev belyst på dialogmødet der. Løsningen ved Kommunikationsvej/Lumbyesvej efterlader dog efter forvaltningens vurdering flere og større udfordringer.

Først og fremmest vil denne løsning først kunne realiseres fra 2023, hvorfor de aktuelle og stigende kapacitetsudfordringer for FOS ikke bliver løst. Dertil kommer, at muligheden for yderligere kapacitetsudvidelse, fx ved opstilling af yderligere pavilloner, er bedre i Bøgeskov, hvor udearealerne er større og bedre egnet.

 

Løsningen med Kommunikationsvej/Lumbyesvej kan desuden – især i lyset af det forventet stigende elevtal på FOS – give så store pladsproblemer, at det bliver overordentlig vanskeligt at visitere nye elever til Frederiksodde Skole. Det følger af lovgivningen på området, at der skal ske løbende visitation hele året, og at eleven skal kunne starte i tilbuddet umiddelbart efter en visitationsafgørelse.
Det kan derfor blive nødvendigt at finde og finansiere specialtilbud uden for kommunen. Erfaringen viser, at det kan være svært at finde mellemkommunale tilbud med ledige pladser og derved svært at overholde lovgivningen. Det er samtidig erfaringen, at mellemkommunale tilbud ofte er dyrere end lokale tilbud i kommunen, og for barnet vil skolegang i en anden kommune kunne give udfordringer i dagligdagen.

Såfremt løsningen med Kommunikationsvej/Lumbyesvej vælges, vil forvaltningen vende tilbage med forslag til - eventuelt midlertidige - løsninger på denne problemstilling.

 

Desuden vil løsningen med Kommunikationsvej/Lumbyesvej ikke løse pladsudfordringerne på Nørre Alle, hvor der allerede nu er stort pres på især faglokalerne. Der er fra bestyrelsen på Ullerup Bæk Skolen rejst et stort behov for at finde løsninger herpå. Forvaltningen vurderer på muligheden for eventuelt at indrette faglokaler i pavilloner som en mulig løsning og vil vende tilbage herom på et kommende møde.

 

Indstillinger

Direktøren for Børn, Unge og Kultur indstiller,

at udvalget beslutter en samlet midlertidig løsning for afd. B, C og D

at udvalget beslutter, hvordan de afledte driftsomkostninger skal finansieres indenfor    udvalgets eget område

at forvaltningen på kommende møde forelægger sag om de afledte konsekvenser af den valgte løsning for bl.a. visitation af nye elever til specialtilbud og for lokaleudfordringen på Nørre Alle

Beslutning i Børne- og Skoleudvalget den 10-03-2022

Ad 1) Der opsættes pavilloner til den midlertidige løsning for Frederikodde skole på parkeringspladsarealet på Kommunikationsvej

Ad 2) Afledte driftsomkostninger finansieres af bufferpuljen til drift eller den centrale investeringspulje på skoleområdet, således de prioriterede midler til den permanente løsning for Frederiksodde ikke bringes i anvendelse.

Ad 3) Godkendt, med den tilføjelse at udvalget også forelægges løsningsforslag for fag- og klasselokaler på Nørre alle.

 

Punkt 6 Fællesrådsmøder med skolebestyrelser og forældrebestyrelser i dagtilbud 2022

Sagsresumé

Hvert år fastlægger Børne- og Skoleudvalget en møderække med skolebestyrelserne og forældrebestyrelserne i dagtilbud. Det er Børne- og Skoleudvalgets møder med de forældrevalgte bestyrelsesmedlemmer. I seneste byrådsperiode blev der årligt afholdt fire fællesrådsmøder med forældrebestyrelserne i dagtilbud og seks fællesrådsmøder med skolebestyrelserne. To af fællesrådsmøderne var fælles for dagtilbud og skole. Det ene af de to fælles møder blev som forsøg afviklet lokalt i de fem distrikter: Fjordbakke, Erritsø, Kirstinebjerg, Ullerup Bæk, Frederiksodde.

Børne- og Skoleudvalget skal beslutte datoer for fællesrådsmøderne for den kommende periode 2022-23.

 

Sagsbeskrivelse:

Skolebestyrelserne og forældrebestyrelserne i dagtilbud er et rådgivende organ for Børne- og Skoleudvalget.

Det er bestyrelsernes ønske, at det er et samlet Børne- og Skoleudvalg, der deltager i fællesrådsmøderne.

Der har i en periode i 2019-2020 været afprøvet distriktsvise fællesrådsmøder, hvor det er bestyrelserne i distriktet, der er værter ved et fællesrådsmøde. Nogle af møderne blev udsat grundet corona-restriktionerne i 2020. Formanden har fået flere positive tilbagemeldinger på fællesrådsmøderne i distrikterne.

Det er vigtigt for bestyrelserne, at der ligger en plan for fællesrådsmøderne, således at det øvrige bestyrelsesarbejde kan tilpasses til fællesrådsmøderne.

Form og indhold:

På første fællesrådsmøde aftaler Børne- og Skoleudvalget form og indhold med bestyrelserne.

Sekretariatet i Børn, Unge og Kultur har ansvaret for at udsende dagsordnerne til fællesrådsmøderne, som aftales med formandskabet.

Et udkast til hvordan et årshjul for 2022-23 kan se ud fremlægges på udvalgsmødet.

Økonomiske konsekvenser

Ingen

Vurdering

Børn, Unge og Kultur anbefaler, at der udarbejdes et årshjul for fællesrådsmøderne for 2022-23. Årshjulet bør indeholde temaer, som ønskes drøftet, således at bestyrelserne oplever fællesrådsmøderne som meningsfulde at deltage i.

Indstillinger

Direktøren for Børn, Unge og Kultur indstiller,

  1. at udvalget beslutter at første fællesrådsmøde afholdes inden påske.
  2. at udvalget beslutter der udarbejdes et årshjul for fællesrådsmøderne for perioden 2022-2023.

Beslutning i Børne- og Skoleudvalget den 10-03-2022

Ad 1) Udvalget ønsker første møde i april

Ad 2) Godkendt.

Punkt 7 Samarbejde med Far for livet om Fars Legestue

Sagsresumé

Sundhedsplejen ønsker at starte Fars Legestue op til Fredericia kommunes fædre med børn i alderen 0-5 år i samarbejde med Far for livet.

Far for livet er et projekt, der skal skabe stærke relationer mellem far og barn, da man mener at det er utrolig vigtigt for, at far, barn og resten af familien trives. Det er Forum for Mænds Sundhed, der står bag projekt Far for livet, og projektet er støttet af Nordea Fonden.

Fars legestue oprettes som et ønske om at skabe lige muligheder for fædre og mødre i forhold til at være sammen med deres barn. Målet er derfor gennem Fars Legestue, at styrke småbørnsfamilierne ved at tilbyde småbørn og fædre et mødested uden for hjemmet, hvor leg og relationen mellem far og barn styrkes, og fædrene kan få lov at møde sundhedsplejen på fædrenes præmisser.

Fars Legestue kræver et minimum af ressourcer, da initiativet støttes af Far for livet med materialer, legetøj mv. Ligeledes skal Fars Legestue drives af frivillige, der skal være tovholdere og gennemgangspersoner. Mht. lokaler er der indgået et samarbejde med Medborgerhuset om lån af lokaler i Korskærparken som lånes gratis.

Udgifterne til Fars Legestue vil derfor ligge i sundhedsplejersketimer ca. 1,5 time hver 14. dag og derudover en mindre udgift til kaffe, te og frugt til fædrene.

 

Sagsbeskrivelse:

Hvad handler Fars Legestue om?:

  • At tilbyde småbørnsfædre og deres børn fysiske rammer for samvær udenfor hjemmet.
  • At skabe rum for at øge fædrenes bevidsthed omkring deres rolle som far.
  • At stimulere fædrenes engagement i deres børn.
  • At skabe rammer for et netværk, hvor fædrene kan varetage behovet for at dele oplevelser og tanker med hinanden.
  • At tilbyde fædrene mulighed for samvær med deres børn uden kvinders tilstedeværelse.
  • At tilbyde fædrene mulighed for at møde sundhedsplejen på fædrenes præmisser.

 

Hvem er målgruppen?

Alle fædre med børn mellem 0 - 5 år

 

Hvorfor er det en god ide?

Vor tids fædre deltager i deres børns fødsel og pasning, fordi de selv har lyst. I dag lægger stort set alle mænd vægt på at være nærværende, at være til stede, at have kontakt, at være engageret og at have tid sammen med deres barn. De ønsker at lære barnet at kende og have en rolle over for mor og barn, og at blive betragtet som en lige så vigtig forælder. Og der er grunde nok til, at det er godt for både barn og forældre, at barnet er sammen med begge forældre, og at begge forældre får oplevelsen af at have ansvar og være meget sammen med barnet - det vil bl.a. sætte sig spor langt frem i forholdet mellem forældre og barn.

Undersøgelser peger bl.a. på, at mænd, der er engagerede i deres børn, også har bedre sundhed end mænd generelt, bl.a. fra undersøgelsen ”Fædre Sundhed” fra 2017 udgivet af Forum for Mænds Sundhed.

 

Der er desværre stadig mange mænd der ikke føler sig så godt mødt af sundhedsvæsnet, hvilket der kan være flere årsager til. En af måderne til at nå mændene og få dem engagerede, er ved at lave rammerne til at inddrage mændene, og møde dem der hvor de er.

 

Et tilbud som Fars Legestue kan være med til at lave rammer, hvor fædre føler sig velkommen og kan være sammen og skabe en god relation til deres barn, der er til gavn for hele familien. Samtidig er det en god mulighed for sundhedsplejerskerne, til at få et unikt indblik i hvad fædrene tænker og har af spørgsmål til deres rolle som far.

 

Udover ovenstående ses der også fordele i at Fars Legestue planlægges i Medborgerhuset i Korskærparken, da dette kan bidrage til at få flere borgere til at anvende tilbuddene i Korskærparken, samt bidrage til mere fællesskab mellem fædre fra Korskærparken og fædre udefra.

 

Såfremt der indgås samarbejde om Fars Legestue, binder man sig for 2 år.

Økonomiske konsekvenser

Medborgerhuset i Korskærparken stiller lokaler gratis til rådighed til Fars Legestue.

 

Det vurderes at Fars Legestue kræver at der afsættes 1,5 Sundhedsplejersketimer hver 14. dage. Ligeledes skal der dækkes mindre udgifter til kaffe, te, frugt mm. Disse udgifter findes inden for sundhedsplejens egen budgetramme. 

 

Far for livet leverer materialer, legetøj og diverse udstyr gratis, såfremt sundhedsplejen har en opstartsdato for Fars Legestue i marts måned.

Vurdering

Med Fars Legestue kan man styrke småbørnsfamilierne, ved at tilbyde småbørn og fædre et mødested uden for hjemmet, hvor leg og relationen mellem far og barn styrkes. Det er et godt initiativ, som samtidigt kan afprøves inden for en meget begrænset økonomisk ramme.

 

Der har været kontakt til frivillighedscentret med henblik på at finde frivillige til at være tovholdere til Fars Legestue. Frivillighedscentret er meget positive over for ideen, og står gerne for processen med at finde frivillige.

 

Indstillinger

Direktøren for Børn, Unge og Kultur indstiller,

-          at udvalget godkender at der indgås samarbejdsaftale med Far for livet om igangsættelse af Fars Legestue i Fredericia for de kommende to år.

 

Beslutning i Børne- og Skoleudvalget den 10-03-2022

Godkendt.

Venstre stemte imod.

Punkt 8 Orientering om børn fra Ilulissat i Fredericia

Sagsresumé

Fredericia har en venskabsbyaftale med Ilulissat på Vestgrønland, hvilket betyder at Fredericia hvert år tager imod en gruppe grønlandske børn fra 5.klasse. Det er børn der alle ønsker at komme på ophold i 7 uger og bo hos en værtsfamilie, mens de går i almindelig folkeskole sammen med værtsfamiliens børn. Grundet corona har der ikke været børn fra Ilulissat i Fredericia i foråret 2020 og i foråret 2021. Fra 25.april til 10.juni 2022 er der 31 børn/familier fra Ilulissat, der har ønsket at komme på ophold.

 

Sagsbeskrivelse:

Fredericia har gennem mere end 50 år haft en venskabsbyaftale med Ilulissat i Vestgrønland, hvor børn på 5.årgang får mulighed for at komme på ophold i Danmark i 7 uger. Børn i 5.klasse i Grønland svarer til 4.klasse i Danmark.

Det er Grønlandsudvalget som hvert år finder de mange værtsfamilier til det antal børn fra de to skoler i Ilulissat, som ønsker at komme på ophold i Fredericia og omegn.

Fra 25.april til 10.juni 2022 forventer Grønlandsudvalget at tage imod 31 børn. Der er fundet værtsfamilier til de fleste. Omkring 20 værtsfamilier er bosiddende i Fredericia mens øvrige værtsfamilier primært er spredt i Trekantområdet.

Børnene vil være på et 5 dages lejrskoleophold i Høl, når de ankommer 25.april og inden de afhentes af værtsfamilierne og starter et skoleforløb på 6 uger.

Grønlandsudvalgets formand er i løbende kontakt med forvaltningen i Ilulissat vedrørende corona-situationen i Grønland og Danmark.

Økonomiske konsekvenser

Opholdet finansieres inden for rammen af Grønlandsudvalgets budget.

Vurdering

Direktør for Børn, Unge og Kultur vurderer, at det vil være forsvarligt, at børnene kommer på ophold fra april til juni, idet Sundhedsmyndighederne vurderer, at omicron på dette tidspunkt vil være klinget af.

Indstillinger

Direktøren for Børn, Unge og Kultur indstiller, at orienteringen tages til efterretning.

Beslutning i Børne- og Skoleudvalget den 10-03-2022

Orienteringen taget til efterretning.

Punkt 9 Orientering (Lukket)

Punkt 10 Underskriftsside

Sagsresumé

Udvalget skal godkende beslutningsprotokollen.

 

Sagsbeskrivelse:

 

Udvalget skal godkende beslutningsprotokollen.

 

For at godkende beslutningsprotokollen, skal hvert medlem underskrive ved at trykke på Godkend i First Agenda.

Indstillinger

Direktøren for Børn, Unge og Kultur indstiller, at udvalget godkender beslutningsprotokollen.

 

Beslutning i Børne- og Skoleudvalget den 10-03-2022

Godkendt.