Bosætnings- og Turismeudvalget - 03-05-2022

Referat
Dato:
Tirsdag, 3 maj, 2022 - 12:00
Hent som fil:
Lokation:
Dagsorden publiceret:
Torsdag, 28 april, 2022 - 23:15
Referat publiceret:
Mandag, 30 maj, 2022 - 09:46

Punkt 1 Godkendelse af dagsorden

Beslutning i Bosætnings- og Turismeudvalget den 03-05-2022

Godkendt.

Punkt 2 Orienteringssag: Introduktion til Destination Trekanten

Sagsresumé

På mødet introduceres Bosætnings- og Turismeudvalget til Destination Trekanten.

Sagsbeskrivelse:

I Budget 2022 besluttede forligspartierne, at forvaltningen skulle undersøge muligheden for, at Fredericia Kommune bliver en del af et destinationssamarbejde, da det på sigt er vurderingen, at det er for sårbart at stå alene som kommune. Udvalget introduceres derfor til Destination Trekanten og de muligheder, som et medlemskab vil give Fredericia Kommune.

Økonomiske konsekvenser

Ingen for nuværende. Et destinationssamarbejde vil forventeligt beløbe sig til i en udgift på omkring 1,400 mio. kr. p.a.

Vurdering

Ingen.

Indstillinger

Kommunaldirektøren indstiller, at Bosætnings- og Turismeudvalget tager introduktionen til efterretning.

Beslutning i Bosætnings- og Turismeudvalget den 03-05-2022

Orienteret.

Punkt 3 Orienteringssag: Sommer i Fredericia 2022

Sagsresumé

I budget 2022 har forligspartierne ønsket fortsat at understøtte de gode oplevelser i Fredericia med Fredericia Sommerby. Derfor præsenteres årets planer for brug af midlerne.

 

Sagsbeskrivelse:

I budget 2022 har forligspartierne ønsket fortsat at understøtte de gode oplevelser i Fredericia med Fredericia Sommerby. Desuden er det formuleret, at der skal ”fokuseres på Fredericias unikke oplevelser og historie som fæstningsby”. Derfor er det en del af forslaget til brug for midlerne for 2022.

 

Den faglige vurderinger er, at midlerne anvendes bedst på følgende aktiviteter: Torsdagskoncerter på Cirkelbroen – Gratis musikoplevelser i Fredericia, oplevelser der underbygger: Fredericias enestående historie – i samarbejde med Museerne i Fredericia, samt yderligere aktiviteter: Hytter, bordfodbold, bordtennis, Teater Figulette mv. Programmet er lavet i samarbejde med Fredericia Shopping. De resterende penge (ca. 350.000 kr.) bliver brugt på en samlet indsats, så vi kan få tiltrukket gæster, samt overnatninger til vores by og kommune. Den del har været i udbud, så arbejdet er begyndt.

Programmet er under udarbejdelse og vil blive fremlagt på mødet.

Økonomiske konsekvenser

De afsatte midler anvendes til formålet.

Vurdering

Det vurderes, at aktiviteterne er med til at understøtte, der er liv og positive oplevelser i Fredericia, og skaber gode vilkår for turisme mv.

Indstillinger

Kommunaldirektøren indstiller, at orienteringen tages til efterretning.

Beslutning i Bosætnings- og Turismeudvalget den 03-05-2022

Orienteret.

Punkt 4 Orienteringssag: Kommuneplanen, herunder sammenhæng med bosætning, del 2

Sagsresumé

Bosætnings- og Turismeudvalget påbegyndte den 5. april 2022 drøftelsen af denne orienteringssag.

Hvor fokus på første møde var på de mange bindinger, som kommuneplanlægningen er underlagt i relation til bosætning, vil dette udvalgsmøde i højere grad fokusere på mulighederne indenfor bosætning.

Dette dagsordenspunkt er identisk med det oprindelige dagsordenspunkt til udvalgsmødet den 5. april 2022. 

 

Alle kommuner skal efter planloven opretholde og vedligeholde en kommuneplan. Planen formidler byrådets prioriteringer i relation til arealanvendelsen i kommunen.

 

Kommuneplanen fastlægger de overordnede mål og retningslinjer for den enkelte kommunes udvikling, både i byerne og i det åbne land, for en periode på 12 år.

 

Ifølge planloven skal byrådet foretage en revision af den samlede kommuneplan hvert fjerde år. Byrådet skal senest halvvejs inde i en byrådsperiode beslutte, om kommuneplanen revideres helt eller delvist. Dette fastlægges i planstrategien.

 

Det er via kommuneplanen, at man f.eks. udlægger nye områder til boliger.

 

Sagsbeskrivelse:

Kommuneplanen omsætter Fredericia Byråds overordnede mål til bindende planlægning og rammer for den videre udvikling. Planen berører derfor borgernes dagligdag, idet den fastlægger de fysiske rammer for handlemuligheder og levevilkår i kommunen.

 

En kommuneplan består af:

  • En hovedstruktur med overordnede mål for udviklingen og arealanvendelsen
  • Retningslinjer for arealanvendelsen for en række emner
  • Rammer for lokalplanernes indhold for de enkelte dele af kommunen
  • En forudsætningsredegørelse

 

De 7 kommuner i Trekantområdet har gennem en årrække lavet en del af kommuneplanen i fællesskab. Kommuneplanen består således af en fælles del for Trekantområdet og en lokal del for Fredericia Kommune.

 

Kommuneplanens to dele:

  • En fælles kommuneplan for Trekantområdet, bestående af en fælles hovedstruktur og fælles retningslinjer gældende for hele Trekantområdet.
  • En lokal kommuneplan for Fredericia Kommune, bestående af en lokal hovedstruktur, som indeholder lokale mål og handlinger samt lokale retningslinjer for Fredericia Kommune. Kommuneplanrammerne for lokalplanlægningen indgår i den lokale del af kommuneplanen. Forudsætningsredegørelsen er ligeledes en del af den lokale kommuneplan.

Kommuneplanen generelt

Kommuneplanen er forankret i planloven. Planlovens formålsparagraf lyder således:

§ 1 Loven skal sikre en sammenhængende planlægning, der forener de samfundsmæssige interesser i arealanvendelsen, medvirker til at værne om landets natur og miljø og skaber gode rammer for vækst og udvikling i hele landet, så samfundsudviklingen kan ske på et bæredygtigt grundlag med respekt for menneskets livsvilkår, bevarelse af dyre- og planteliv og øget økonomisk velstand.

 

Stk. 2. Loven tilsigter særlig,

1) at der ud fra en planmæssig og samfundsøkonomisk helhedsvurdering sker en hensigtsmæssig udvikling i hele landet og i de enkelte kommuner og lokalsamfund,

2) at der skabes og bevares værdifulde bebyggelser, bymiljøer og landskaber,

3) at skabe gode rammer for erhvervsudvikling og vækst,

4) at de åbne kyster fortsat skal udgøre en væsentlig naturværdi og landskabelig værdi,

5) at biodiversiteten understøttes, og at forurening af luft, vand og jord samt støjulemper forebygges,

6) at offentligheden i videst muligt omfang inddrages i planlægningsarbejdet, og

7) at alsidighed i boligsammensætningen fremmes gennem mulighed for planlægning for almene boliger i byerne.

 

Kommuneplanen har en særlig reference til § 11a, der indeholder en fortegnelse over de emner, kommuneplanen skal fastlægge retningslinjer og arealudpegninger for (retningslinjekataloget).

 

Kommuneplanen tager herudover udgangspunkt i statens ”Oversigt over nationale interesser i kommuneplanlægningen” med hensyn til vægtning.

 

Ministeren har efter den moderniserede planlov pligt til at gøre indsigelse over for forslag og ændringer til en kommuneplan, der ikke er i overensstemmelse med overordnede interesser vedrørende:

  1. Vækst og erhvervsudvikling: Produktionsvirksomheder, Jordbrug og store husdyrbrug, Risikovirksomheder, Detailhandel
  2. Natur- og miljøbeskyttelse: Naturbeskyttelse og -genopretning herunder lavbundsarealer, Grundvand, Kystbeskyttelse og klimatilpasning, Skovrejsning
  3. Kulturarvs- og landskabsbevarelse: Landskab og geologi, Kystnærhedszonen, Turisme, friluftsliv og ferie- og fritidsanlæg, Kulturarv
  4. Hensyn til nationale og regionale anlæg: Flyvepladser og indflyvningszoner, Trafikanlæg og andre infrastrukturanlæg, Anvendelse af undergrunden og dens naturforekomster, Forsvaret, Hjemmeværnet og Beredskabsstyrelsen, Affalds- og deponeringsanlæg samt biogasanlæg
  5. Regler og beslutninger efter planlovens § 3 fx landplandirektiver.

 

Retningslinjerne udgør et grundlag for kommunens administration af planlovens by- og landzonebestemmelser, og for kommunens administration inden for anden lovgivning herunder naturbeskyttelsesloven, miljøbeskyttelsesloven, byggeloven og vejloven.

 

Kommuneplanen er således byrådets overordnede, samlede plan for den fysiske udvikling og arealanvendelse, og den er dermed udtryk for den samlede interesseafvejning, som byrådet har foretaget.

 

Retsvirkning og forhold til sagsbehandling

Byrådet skal efter planlovens § 12 virke for planens gennemførelse. Byrådet er derfor forpligtet til, at mål og retningslinjer i kommuneplanen efterleves, og byrådet skal arbejde for, at kommuneplanen gennemføres.

 

Kommuneplanen og dermed rammerne for lokalplanlægningen har derimod ikke direkte bindende virkning for den enkelte grundejer. Det er først juridisk bindende for den enkelte grundejer, når området er omfattet af en lokalplan eller byplanvedtægt.

 

Kommuneplanens rammer ændrer ikke status for allerede gældende tinglyste lokalplaner og byplanvedtægter samt deklarationer. Såfremt der er modstrid mellem kommuneplanen og disse ældre planer, kan kommuneplanen kun håndhæves ved udarbejdelse af en ny lokalplan. Kommuneplanen er dog tilkendegivende for, hvad byrådet vil med den fremtidige planlægning.

 

For områder, hvor der ikke er udarbejdet lokalplaner eller byplanvedtægter, gælder Bygningsreglementets almindelige bygningsregulerende bestemmelser.

 

Kommuneplanens rammer er vejledende for behandlingen af de enkelte byggesager. Planloven giver ligeledes mulighed for, at rammebestemmelserne kan udgøre et direkte administrationsgrundlag i en del sager om byggeri og anvendelse.

 

Byrådet kan modsætte sig eller endog nedlægge forbud mod en ændret anvendelse eller bebyggelse, når den strider imod bestemmelserne i kommuneplanens rammer for lokalplanlægningen, uden at dette automatisk udløser krav om udarbejdelse af en lokalplan.

 

Ønskes der gennemført en lokalplanlægning, som er i strid med kommuneplanen, er det nødvendigt at udarbejde et tillæg til den gældende kommuneplan.

 

Kommuneplanens sammenhæng med bosætning

Byudvikling og bosætning har gennem mange år været et fokusområde for Fredericia Kommune. I regi af kommuneplanen er der arbejdet på at øge Fredericia Kommunes attraktion som bosætningskommune, hvor et stort, varieret og attraktivt udbud af boliger og bomiljøer spiller en væsentlig rolle for at øge befolkningstallet.

 

Gennem de seneste to kommuneplanrevisioner har der derfor været et særskilt fokus på at kunne tilbyde et varieret og attraktivt udbud af bosætningsmuligheder i hele kommunen. Mere specifikt er der arbejdet på at få udlagt nye attraktivt beliggende arealer til boligformål i form af nye rammeområder i kommuneplanen. Da der ikke må udlægges mere areal til boligformål, end der er behov for i en 12 årig planperiode, er nye arealudlæg sket via en omfordeling af arealer, hvor mindre attraktive arealer er udtaget af kommuneplanen. 

 

Med 135 km2 er Fredericia Kommune arealmæssigt en af landets små kommuner og er kendetegnet ved, at en stor del af kommunen er udlagt til bymæssig bebyggelse.

 

Kommunens struktur og geografi sætter klare rammer for den ønskede byudvikling. Fredericias muligheder for byudvikling er begrænset af kysten mod øst og syd. Mod nord er byen afgrænset af de store industriområder ud mod Ydre Ringvej, der markerer en klar overgang til det åbne land. Fredericias naturlige udviklingsretning er derfor mod vest.

 

Fredericia Kommune er desuden omfattet af en lang række bindinger i forhold til natur- og landskabsinteresser samt kystnærhedszonen, hvor områderne skal beskyttes mod ændret anvendelse. Derudover er der bindinger i forhold til infrastruktur og virksomheder, hvor der skal holdes afstand bl.a. på grund af støj. Byudviklingen skal derfor ske med stor omtanke. Mulighederne for byudvikling i form af nye arealudlæg i det åbne land er reelt begrænsede i Fredericia Kommune.

 

Ved nye arealudlæg skal Bolig- og Planstyrelsen på vegne af alle statslige myndigheder tilse, at kommunen overholder de nationale interesser i kommuneplanlægningen. Hvis styrelsen vurderer, at det ikke er tilfældet, kan det udløse et veto, hvilket betyder, at arealet ikke vil kunne udlægges til det ønskede formål.

 

Byudvikling kan ske i eksisterende byområder eller på bar mark. En bæredygtig byudvikling skal understøttes ved at skabe tættere byområder (byfortætning) og ved at genanvende eksisterende byområder via omdannelse (byomdannelse). Det kan medvirke til at skabe fornyelse og bedre bymiljø. Samtidig optimeres udnyttelsen af den eksisterende infrastruktur, og arealforbruget begrænses.

 

Den del af byudviklingen, der foregår i endnu ubebyggede områder (bar mark), skal foregå med ressourcebevidsthed og hensyn til vandmiljø og klimaforandringer. Det er således afgørende, at der ikke udlægges arealer til byudvikling, der hindrer tilpasning til klimaændringer på længere sigt. Derudover skal nye arealudlæg udlægges i umiddelbar tilknytning til eksisterende by og tages i brug indefra og udefter.

 

Kommunens arealer til ny byudvikling indenfor de tre typologier byfortætning, byomdannelse og bar mark er udpeget i kommuneplanen.

 

Kort over ledige arealer til boligformål i Kommuneplan 2021-2033

C:\Users\ma853\OneDrive - Fredericia Kommune\Skrivebord\Restrummelighed boliger.jpg

 

I kommuneplanen bruger vi begrebet ”restrummelighed”. Det er en betegnelse for områder, hvor kommuneplanen og evt. lokalplaner allerede giver mulighed for boliger, men hvor de endnu ikke er bygget.

 

Ved den seneste opgørelse over kommunens restrummelighed for boliger var der således stadig plads til ca. 4.300 nye boliger. De fordeler sig på ca. 400 boliger til byfortætning, ca. 1.900 boliger til byomdannelse (hvoraf de godt 1.100 boliger er lokaliseret indenfor bymidten) og de resterende ca. 2.000 boliger på bar mark.

 

Når områderne bliver lokalplanlagt, vil antallet af boliger ofte ende med at blive højere, end hvad det oprindeligt anslås til i kommuneplanens opgørelse over restrummelighed.

 

Det er via kommuneplanens rammer for lokalplanlægning, at det enkelte områdes anvendelse er fastlagt.

 

I relation til bosætning vil det typisk være rammeområder til centerområde, boligområde eller blandet bolig og erhverv, der er fokus på.

 

I rammens anvendelsesbestemmelser fastlægges, hvilke boligtyper der er mulighed for, fx åben-lav, tæt-lav eller etageboliger. Det er ligeledes her, at de bebyggelsesregulerende bestemmelser vil fremgå, eksempelvis bebyggelsesprocent, grundstørrelse, bygningshøjde mv.

 

Det er ligeledes i rammen, at det fremgår, hvad kommunens målsætning for det pågældende område er. For enkelte rammeområder stilles der krav om udarbejdelse af en helhedsplan, inden en lokalplanproces for et mindre areal kan igangsættes. Dette gøres for at sikre en sammenhængende og helhedsorienteret arealudvikling for det pågældende område. Dette er eksempelvis tilfældet for det store byudviklingsområde ved Himmerigshuse.

 

Med kommuneplanrammen gives der nogle rammer for, hvad der efterfølgende kan detailplanlægges for via en lokalplan. Rammernes anvendelsesmuligheder er ofte bredere formuleret end det, som det som lokalplanen ender med at indeholde bestemmelser om.

Økonomiske konsekvenser

Ingen.

Vurdering

Ingen.

Indstillinger

Direktøren for Vækst, Teknik og Klima indstiller, at orienteringen tages til efterretning.

Beslutning i Bosætnings- og Turismeudvalget den 03-05-2022

Orienteret.

Punkt 5 Orienteringssag: Verdens Vildeste Brobyggere - event 10. juni 2022

Sagsresumé

Fredericia Kommune samarbejder foreningen Verdens Vildeste Brobyggere om at afholde en brobygningskonkurrence i Kanalbyen den 10. juni 2022.

Samarbejdet er fortsat i gang, og udvalget får en status.

 

Sagsbeskrivelse:

Den 10. juni 2022 er der brobygningsevent i Kanalbyen, hvor tre hold dyster om at bygge den bedste bro over kanalen. Ved eventen skal der være madboder og et messe- og sceneområde, der tiltrækker publikum. Sceneprogrammet opdateres løbende på foreningens hjemmeside brobyggere.dk og ser foreløbig ud som følgende:

 

Kl. 10.00: Pladsen åbner

Kl. 10.45: Åbningstale ved borgmester, Steen Wrist + præsentation af konkurrencens tre brotyper

Kl. 11.00: Konkurrencen skydes i gang

Kl. 12.30: Interview med tidligere statsminister, nu formand for EuroSkills 2025, Poul Nyrup Rasmussen

Kl. 14.00: Interview med forbundssekretær i Dansk Metal, Kasper Palm

Kl. 16.00: Koncert med Lasse Skriver, sanger og deltager i X-factor 2022

Kl. 18.00: Tiden er gået, brobyggerne forlader deres byggepladser

Kl. 20.30: Lyset tændes på broerne, dommerpanelet voterer

Kl. 20.45: Vinderholdet kåres på scenen.

 

Værtsparret på dagen bliver Sif Grandorf (kendt fra Nybyggerne) og Josefine Høgh (tv-vært og journalist). De sørger for interview på scenen og fra felten, hvor de løbende kommenterer på selve brobygningsarbejdet. Der arbejdes på at transmittere til en storskærm ved sceneområdet.

 

Målet er at skabe en folkefest i Fredericia, der både kan tiltrække publikum fra Fredericia og omegn. Verdens Vildeste Brobyggere har blandt andet taget kontakt til Middelfart Kommune med henblik på at sprede ordet på tværs af Lillebælt.

Alle folkeskoler og privatskoler i Fredericia har fået besked om eventen den 10. juni med en målrettet invitation.

Der rækkes via samarbejde med Business Fredericia og Fredericia Shopping ud til erhvervslivet i Fredericia, som får en guide til, hvordan de kan involvere sig og støtte op om Verdens Vildeste Brobyggere.

 

Af tilstødende aktiviteter kan nævnes en brobygningsdag for 4. klasser i Bülows Makerspace, hvor elever arbejder med at bygge deres egen bro. Der vil blive delt billeder af forløbet i forbindelse med Verdens Vildeste Brobyggere. Bülows Makerspace deltager også med en stand i messeområdet, hvor en 3D-printer medbringes, og elever vil demonstrere, hvordan den virker.

 

Også Studieby Fredericia er til stede i messeområdet og vil fortælle om de mange uddannelsesmuligheder, særligt inden for erhvervsuddannelser, Fredericia byder på.

 

De tre hold har forberedelsestid til blandt andet at støbe deres elementer forud for konkurrencedagen, hvilket sker på en byggeplads i Kanalbyen, der åbner den 21. april, hvor de tre hold så småt går i gang.

Fredericia Kommune er i kontinuerlig dialog med foreningen vedrørende byggesagstilladelser, parkeringsforhold mv.

 

Verdens Vildeste Brobyggere har en kommunikationsstrategi, der indebærer øget branding og presse i perioden op til 10. juni. Kommunikationsstrategien understøttes af Fredericia Kommune i tæt dialog.

Økonomiske konsekvenser

Det er i februar 2022 besluttet i Økonomi- og Erhvervsudvalget, at der finansieres 100.000 kr. fra Brandingpuljen til lokale tilknyttede aktiviteter til at støtte op omkring Verdens Vildeste Brobyggere. Dog hører udgiften til under Unge- og Uddannelsesudvalget, hvorfor det anbefales, at de 100.000 kr. finansieres af ”Aktiviteter under Uddannelsesudvalget” under Unge- og Uddannelsesudvalget.

Vurdering

Ingen.

Indstillinger

Direktøren for Vækst, Teknik og Klima indstiller, at Bosætning- og Turismeudvalget og Unge- og Uddannelsesudvalget tager orienteringen til efterretning.

Beslutning i Bosætnings- og Turismeudvalget den 03-05-2022

Orienteret.

Beslutning i Unge- og Uddannelsesudvalget den 03-05-2022:

Orienteringen taget til efterretning.

Punkt 6 Orientering (Lukket)

Punkt 7 Underskriftside

Sagsresumé

Udvalget skal godkende beslutningsprotokollen.

Sagsbeskrivelse:

Udvalget skal godkende beslutningsprotokollen.

 

For at godkende beslutningsprotokollen, skal hvert medlem underskrive ved at trykke på Godkend i First Agenda.