Byrådet - 06-04-2020

Referat
Udvalg:
Dato:
Mandag, 6 april, 2020 - 17:00
Hent som fil:
Lokation:
Dagsorden publiceret:
Søndag, 5 april, 2020 - 17:51
Referat publiceret:
Lørdag, 18 april, 2020 - 00:00

Punkt 56 Godkendelse af dagsorden

Sagsresumé

 

 

Sagsbeskrivelse:

Dagsordenen til mødet er udsendt den 5. april 2020. Mødet afholdes den 6. april 2020 og er dermed ikke indkaldt indenfor den sædvanlige tidsramme på fire hverdage. Dette er som følge af de særlige omstændigheder i samfundet i øjeblikket.

Indstillinger

Byrådssekretariatet indstiller at dagsordenen godkendes.

 

Beslutning i Byrådet den 06-04-2020

Godkendt.

Punkt 57 Fremrykning af anlæg 2020

Sagsresumé

Kommunerne har med en ny aftale fået mulighed for at øge anlægsaktiviteten med fuld lånefinansiering. Formålet hermed er at holde gang i erhvervsliv og beskæftigelse under corona-epidemien. I sagen lægges der op til fuld overførsel af ikke forbrugte beløb i 2019 samt peges på fremrykkede og nye anlægsprojekter i 2020.

 

Sagsbeskrivelse:

Regeringen og KL har indgået en aftale om tiltag, der skal understøtte dansk økonomi under corona-epidemien. Et af tiltagene i aftalen er, at kommunerne sættes fri af anlægsloftet i 2020. Kommunerne får herved mulighed for at fremrykke anlægsinvesteringer, som kan igangsættes hurtigt og som udgangspunkt afsluttes i 2020. Formålet hermed er at understøtte byggeriet og beskæftigelsen.

 

For at sikre, at likviditeten ikke er en hindring for fremrykning og igangsætning af anlægsaktiviteter, kan de øgede anlægsudgifter fuldt lånefinansieres af kommuner, som har en likviditet under landsgennemsnittet. Dette er tilfældet for Fredericia Kommune. Der er åbnet for låneansøgninger, og det er muligt at indsende ansøgninger frem til 1. december 2020. Ministeriet har lovet hurtig ekspedition og kommunerne får løbende svar på låneansøgninger.

 

På mødet har økonomiudvalget mulighed for at drøfte, om det over for byrådet skal indstilles at anvende de nye regler.

Økonomiske konsekvenser

Afhænger af Økonomiudvalgets indstilling til byrådet.

Vurdering

Se sagsbeskrivelse.

Indstillinger

Økonomi og Personale indstiller, at

  1. At Økonomiudvalget drøfter, om det over for byrådet skal indstilles, at anlægsrammen i 2020 udvides.

Beslutning i Økonomiudvalget den 03-04-2020

Økonomiudvalget ser med stor alvor på konsekvenserne af corona-pandemien. Udvalget hilser derfor aftalen mellem regeringen og KL velkommen og er parate til at tage et medansvar for dansk økonomi.

 

Der er udarbejdet et forslag til historisk store udvidelser af anlægsbudgettet i 2020 med i alt 165 mio. kr., hvor der er tale om projekter, som kan igangsættes med det samme, og som udgangspunkt kan være afsluttede inden udgangen af indeværende år. Projekterne vil skabe mange nye arbejdspladser og holde gang i beskæftigelsen. Derudover vil tiltagene skabe nye og forbedrede faciliteter for kommunens borgere og medarbejdere, bidrage til den grønne omstilling med bæredygtige løsninger og indhente flere års efterslæb på de kommunale anlæg.

 

Økonomiudvalget anbefaler, at der søges om låneadgang til den samlede anlægsinvestering. Låneomkostningerne er p.t. lave, og lånefinansieringen sikrer, at investeringsomkostningen spredes ud over de næste 25 år.

 

Økonomiudvalget anbefaler over for byrådet

  1. At der søges om låneadgang for i alt 164,9 mio. til udvidelser af bruttoanlægsrammen jfr. bilag på sagen

 

Såfremt låneansøgningen imødekommes fuldt ud anbefales det

  1. At uforbrugte anlægsbeløb i 2019 overføres til 2020, jfr. bilag på sagen
  2. At der meddeles anlægsbevilling og frigivelse af rådighedsbeløb til alle spare-/låneoverførsler samt fremrykkede anlæg og projekter, jfr. bilag på sagen, med henblik på hurtig igangsætning
  3. At Økonomiudvalget præsenteres for 1. etape af en implementeringsplan på økonomiudvalgsmødet den 20. april 2020

 

Såfremt lånansøgningen ikke imødekommes eller imødekommes delvist anbefales det

  1. At sagen genoptages på førstkommende Økonomiudvalgsmøde.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Beslutning i Byrådet den 06-04-2020

Økonomiudvalgets anbefaling blev godkendt.

Punkt 58 Orientering om Covid-19 (Lukket)

Punkt 59 Investering (Lukket)