Byrådet - 15-03-2021

Referat
Udvalg:
Dato:
Mandag, 15 marts, 2021 - 17:30
Hent som fil:
Lokation:
Dagsorden publiceret:
Fredag, 12 marts, 2021 - 14:46
Referat publiceret:
Onsdag, 17 marts, 2021 - 21:46

Punkt 1 Godkendelse af dagsorden

Sagsresumé

 

Dagsordenen til mødet er udsendt den 12. marts 2021. Dagsordenen er dermed ikke udsendt indenfor den sædvanlige tidsramme på fire hverdage. Dette er som følge af et massivt tidspres i forvaltningen henset til de særlige omstændigheder Fredericia Kommune er i pt.

 

 

Sagsbeskrivelse:

 

Dagsordenen til mødet er udsendt den 12. marts 2021. Dagsordenen er dermed ikke udsendt indenfor den sædvanlige tidsramme på fire hverdage. Dette er som følge af et massivt tidspres i forvaltningen henset til de særlige omstændigheder Fredericia Kommune er i pt.

 

Indstillinger

 

Byrådssekretariatet indstiller, at dagsordenen godkendes.

 

Beslutning i Byrådet den 15-03-2021

 

Godkendt.

Punkt 2 Forslag til lokalplan 378 for erhvervsområde ved Ydre Ringvej

Sagsresumé

By- og Planudvalget godkendte den 18. august 2020, at der arbejdes videre med planarbejde og miljøvurdering for ændret anvendelse af et område til erhverv ved Ydre Ringvej.

 

Teknik og Miljø har udarbejdet et forslag til lokalplan 378 for et erhvervsområde ved Ydre Ringvej, der muliggør, at området kan anvendes til erhvervsformål. Lokalplanen ledsages af en miljørapport. En virksomhed ønsker at etablere et brintanlæg på en del af lokalplanområdet.

 

Teknik & Miljø indstiller, at det anbefales overfor Økonomiudvalget og Byrådet, at lokalplanforslag og miljørapport vedtages og sendes i 8 ugers offentlig høring.

 

Sagsbeskrivelse:

Der er udarbejdet et forslag til lokalplan for et erhvervsområde ved Ydre Ringvej, der muliggør, at området kan anvendes til erhvervsformål. Lokalplanområdet er ca. 12 ha og ligger i byzone.


En virksomhed ønsker at etablere et brintanlæg i en del af lokalplanområdet, hvorfor der er igangsat et arbejde for dette.

 

Lokalplanen disponerer området i to dele. Et grønt område med mulighed for etablering af en jordvold mod Ydre Ringvej og et bagvedliggende erhvervsområde.

 

Lokalplanen fastlægger bestemmelser, der sikrer, at arealet op til Ydre Ringvej udformes, så det fremstår som et grønt område.

 

Der gives i lokalplanen mulighed for nødvendig støjafskærmning i lokalplanens område.

 

Med planlægningen kan der etableres overkørsel fra Ydre Ringvej.

Lokalplanforslaget er i overensstemmelse med gældende kommuneplanrammer, hvorfor der ikke er udarbejdet et kommuneplantillæg.

 

Miljøvurdering

Planforslaget ledsages af en miljørapport, der behandler lokalplanens miljøpåvirkning af omgivelserne og omgivelsernes påvirkning af lokalplanområdet. Der er i miljørapporten taget udgangspunkt i etablering af et brintanlæg.

 

Forhold omkring risikovirksomhed og erhvervsstøj er behandlet i miljørapporten. Miljørapporten konkluderer, at man i forhold til erhvervsstøj i vidt omfang kan skærme brintanlæggets støjende aktiviteter. Rapporten konkluderer endvidere, at gældende støjgrænser vil kunne overholdes, og at støjniveauet ved boligerne i nærområdet, i Nordbyen og i Egeskov ikke vil ændres væsentligt. I forhold til risikobilledet konkluderer rapporten, at risikozonerne vil holde sig inden for egen matrikel, og at risikobilledet i forhold til omgivelserne dermed ikke vil ændre sig væsentligt.

 

Miljørapporten er vedlagt lokalplanforslaget som et selvstændigt dokument og som bilag til dagsordenspunktet.

 

Der er også igangsat en miljøvurdering af et brintanlæg som projekt. Det er Miljøstyrelsen, som er ansvarlig myndighed for projektet/ den kommende virksomhed, mens Fredericia Kommune er ansvarlig myndighed for lokalplanen.

 

Miljøstyrelsen og Fredericia Kommune har et samarbejde omkring planlægning og mydighedsbehandling af et brintanlæg.

 

Høring af risikomyndighederne

 

Da lokalplanområdet ligger indenfor planlægningszoner for risikovirksomhederne Shell, FDO og Dong Råvareterminal, skal der jf. risikobekendtgørelsen foretages en høring af risikomyndighederne forud for offentliggørelsen af lokalplanen. En virksomhed kategoriseres som en risikovirksomhed, hvis den opbevarer farlige stoffer over en vis mængde, jf. risikobekendtgørelsens bilag 1. I Danmark er der omkring 150 risikovirksomheder.

 

Følgende risikomyndigheder er hørt: Trekantområdets Brandvæsen, Beredskabsstyrelsen, Sydøstjyllands Politi og Arbejdstilsynet.

 

Beredskabsstyrelsen har i processen bemærket, at lokalplanområdet er beliggende inden for risikozonerne for en række risikovirksomheder, hvorfor der i forbindelse med udarbejdelsen af lokalplanen skal foretages en konkret risikomæssig afklaring, på et tilstrækkeligt oplyst grundlag. Der er ikke indkommet yderligere bemærkninger.

 

Høringssvarene er jf. risikobekendtgørelsen inddraget i forslaget til lokalplanen.

Økonomiske konsekvenser

Ingen.

Vurdering

Teknik & Miljø vurderer, at der med lokalplan 378 skabes det nødvendige plangrundlag, som kan sikre områdets fremtidige anvendelse som erhvervsområde.

 

Teknik & Miljø vurderer endvidere, at et brintanlæg vil overholde gældende støjgrænser og ikke vil ændre risikobilledet i området væsentligt. 

Indstillinger

Teknik & Miljø indstiller, at det anbefales overfor Økonomiudvalget og Byrådet,

  1. at lokalplanforslag og miljørapport vedtages og sendes i 8 ugers offentlig høring, og
  2. at administrationen bemyndiges til at foretage mindre redaktionelle rettelser inden offentliggørelse af lokalplanforslaget og miljørapporten

Beslutning i By- og Planudvalget den 09-03-2021

Anbefales.

Beslutning i Økonomiudvalget den 15-03-2021

 

  1. Anbefalet.
  2. Anbefalet.

Beslutning i Byrådet den 15-03-2021

 

  1. Godkendt.
  2. Godkendt.

Punkt 3 DanmarkC - Bundgårdsvej (Lukket)