Kultur- og Idrætsudvalget - 10-06-2021

Referat
Dato:
Torsdag, 10 juni, 2021 - 15:30
Hent som fil:
Lokation:
Dagsorden publiceret:
Fredag, 4 juni, 2021 - 14:00
Referat publiceret:
Tirsdag, 29 juni, 2021 - 10:29

Punkt 1 Godkendelse af dagsorden

Sagsresumé

 

 

Sagsbeskrivelse:

 

Indstillinger

Indstilles til godkendelse.

 

Beslutning i Kultur- og Idrætsudvalget den 10-06-2021

Godkendt.

Punkt 2 Præsentation af oplæg om udvikling af Kringsminde

Sagsresumé

Fredericia og Omegns Biavlerforening har, ligesom andre foreninger (lav), i mange år haft deres aktiviteter i tilknytning til museumsgården Kringsminde. Et stigende aktivitetsniveau udfordrer imidlertid faciliteterne og en arbejdsgruppe har derfor drøftet en udviklingsplan der skal tilgodese den stigende efterspørgsel. Planen præsenteres på mødet.

 

Sagsbeskrivelse:

Fredericia og Omegns Biavlerforening har, ligesom andre foreninger (lav) i mange år haft deres aktiviteter i tilknytning til museumsgården Kringsminde. Et stigende aktivitetsniveau udfordrer imidlertid faciliteterne og en arbejdsgruppe har derfor drøftet en udviklingsplan der skal tilgodese den stigende efterspørgsel. Se bilag.

 

Formand for Fredericia og Omegns Biavlerforening, Viggo Munck, præsenterer planen på mødet.

 

Økonomiske konsekvenser

Ingen.

 

Vurdering

Ingen.

 

Indstillinger

Kultur & Idræt indstiller sagen til drøftelse.

Beslutning i Kultur- og Idrætsudvalget den 10-06-2021

Drøftet.

Punkt 3 Perspektiver og muligheder i sport- og eventsamarbejder

Sagsresumé

Sport-og eventkonsulent i Trekantområdet, Thomas Kastrup, præsenterer perspektiver og muligheder i sport- og eventsamarbejdet i Trekantområdet i de kommende år, herunder en mulig selvstændig strategi for Fredericia.

 

Sagsbeskrivelse:

Fredericia Kommune samarbejder med de øvrige kommuner i Trekantområdet om at hverve og gennemføre sportsevents. Der er navnlig fokus på events, der kan markedsføre Trekantområdet på f.eks. turismeområdet, men markedsføringen kan også have andre formål.


Foruden de fælles indsatser ønsker Trekantområdet at gennemføre et udviklingsarbejde i samarbejde med den enkelte kommune i forhold til særlige lokale profiler for sportsevents.

 

Økonomiske konsekvenser

Ingen.

 

Vurdering

 Kultur & Idræt vurderer, at en strategi for udvikling af sportsevents, både i forhold til samarbejdet i Trekantområdet og i forhold til en selvstændig profil for Fredericia vil være et nyttigt redskab. Det vil kunne medvirke til at prioritere ressourcer og indsatser, ligesom det vil tydeliggøre Fredericias potentialer. Strategier vil desuden være gode udgangspunkter for dialog med de relevante aktører.

 

Indstillinger

Kultur & Idræt indstiller til Kultur- og Idrætsudvalget, at:

  1. Udvalget drøfter, hvorvidt man ønsker udarbejdet forslag til en strategi for sportsevents, der både forholder sig til samarbejdet med Trekantområdet og skaber en retning på en lokal profil for Fredericia.

 

Beslutning i Kultur- og Idrætsudvalget den 10-06-2021

Udvalget ønsker at drøfte sportevents på det førstkommende møde.

Punkt 4 Klimaskærm ansøgninger

Sagsresumé

Kultur & Idræt støtter én gang årligt vedligehold af kommunale Idrætsfaciliteter. Der er tale om udvendig vedligehold i form af faciliteternes klimaskærme. Desuden tekniske installationer. Der indstilles at støtte med i alt 1.070.035 kr. i 2021 på baggrund af indkomne ansøgninger fra klubber og idrætshaller. Tilskud er betinget af, at opgaven udføres i løbet af året 2021.

 

Sagsbeskrivelse:

Kultur & idræt støtter årligt vedligehold af kommunale idrætsfaciliteter, som drives af lokale klubber og idrætshaller. I 2021 er der 1.097.000 kr. til formålet.

Kultur & Idræt og Ejendomsafdelingen indstiller, at der udbetales støtte for i alt 1.077.535 kr. på baggrund af indkomne ansøgninger fra klubber og idrætshaller.


Blandt de idrætsklubber der har ansøgt om midler til vedligehold er bl.a. Fredericia Motorklub, der har søgt om i alt 193.750 kr. til vedligehold af klubhuset, bl.a. til tagplader, samt nye vinduer. Ligeså har Fredericia Modelflyveklub søgt om 62.000 kr. til forbedring af det eksisterende klubhus.

Fredericia Fag og Firma har søgt om 48.000 kr. til udskiftning af gavlbeklædning ud mod boldbanerne i Hannerup ligesom Dykkerklubben Aktiv har søgt om 43.000 kr. – herunder bl.a. 25.000 kr. til udskiftning af døre og vinduer i foreningens klubfaciliteter.

Enkelte klubber har ikke søgt i år. Blandt disse er: KFUMs Boldklub, Fredericia Kajak Klub, TGI Tennis, Bredstrup Pjedsted Hallen.

Økonomiske konsekvenser

ingen

Vurdering

Midlerne udbetales i henhold til gældende vedligeholdelsesplaner for idrætsfaciliteterne, som er udarbejdet af Ejendomsafdelingen tilbage i henholdsvis 2012 og 2017.

Midlerne er disponeret til faciliteternes klimaskærme. Udvendig vedligehold samt til tekniske installationer.

Flere foreninger er indstillet til at modtage større beløb, end der umiddelbart er afsat midler til i vedligeholdelsesplanen. Der kan være tale om at behov for vedligehold, der er opstået tidligere end forventet. Ligeså er der også eksemplar på, at foreninger kan have et efterslæb og ikke har fået søgt året før, hvorfor der søges til mere end der umiddelbart er afsat for året 2021.

Der er blandt ansøgningerne også søgt om midler til andre forhold end faciliteternes klimaskærme. Disse dele af klubber og hallers ansøgninger er ikke indstillet til at modtage tilskud fra puljen.

Indstillinger

Kultur & Idræt indstiller, at udvalget bevilger i alt 1.07.035 kr. til klubber og idrætsfaciliteters klimaskærme i henhold til indkomne ansøgninger. Midlerne kan tilgå fra puljen klimaskærme.

Beslutning i Kultur- og Idrætsudvalget den 10-06-2021

Godkendt.

Punkt 5 Budgetlægning 2022 - Kultur- og Idrætsudvalget

Sagsresumé

Som led i budgetproceduren for budget 2022-2025 drøfter udvalget den økonomiske situation og udarbejder input til den kommende budgetforhandling. Dette er forårets andet møde i udvalget om budgetlægningen.

 

Sagsbeskrivelse:

Den 1. marts 2021 vedtog Byrådet årets budgetproces, der blandt andet tager udgangspunkt i fagudvalgenes drøftelser og med fokus på en åben og mere inddragende proces, hvor fagligheden kan berige de politiske drøftelser. Hensigten er at skabe det fulde overblik over udvalgets økonomi til brug for de kommende budgetforhandlinger, som leder frem til det endelig budget.

 

På aprilmøderne blev udvalget præsenteret for den aktuelle økonomiske situation og fremdrift i implementering af budget 2021. Flere af fagudvalgene bestilte supplerende viden til mødet i juni. Forvaltningen vil på mødet redegøre for denne.

 

På mødet vil forvaltningen præsentere et samlet oplæg til udvalgets budgetbidrag til den kommende budgetlægning. Der er ikke lagt op til forhandlinger i udvalget – snarere at udvalget arbejder for at skabe det fulde overblik over udvalgets økonomi og dermed et oplyst grundlag for de kommende budgetforhandlinger.

 

Byrådet har fået fremlagt et program for udvalgenes drøftelser på juni-mødet. Programmet er vedlagt på sagen som bilag.

 

Økonomiske konsekvenser

Det helt overordnede mål for budgetlægningen er at realisere visioner og politikker for Fredericia Kommune på økonomiske forsvarlig vis. Med henblik på at sikre dette, anvendes målene i kommunens økonomiske politik som pejlemærker i budgetlægningen. Dvs.:

  • Balance i økonomien
  • Robust kassebeholdning
  • Investeringer i kommunens udvikling
  • Afdrag på 70 mio. kr. årligt på den langfristede gæld

 

Endvidere sigtes der mod overholdelse af de centralt fastsatte rammer for serviceudgifter og anlæg i kommuneaftalen. Forvaltningen vurderer, at råderummet i en kommende kommuneaftale i lighed med tidligere år vil være begrænset. Det er derfor af afgørende betydning, at der arbejdes ud fra rammestyringens principper som besluttet i byrådets økonomiske politik. Evt. merudgifter skal med andre ord søges finansieret inden for rammen.

 

Vurdering

Budgetlægningen for 2022-2025 tager udgangspunkt i budgetproceduren, som blev godkendt på Byrådets møde den 1. marts 2021. Her i beskrives en proces, der bygger på åbenhed, medinddragelse og faglig understøttelse af de politiske beslutninger.

 

Udgangspunktet for budgetlægningen er en sund økonomi, hvor der dog opleves pres på det specialiserede socialområde, og hvor der pga. corona og forventningen til en kommende midtvejsregulering er stor usikkerhed omkring, hvorvidt budgettet er tilstrækkeligt.

 

Indstillinger

Økonomi og Personale indstiller til Kultur- og Idrætsudvalget, at:

  1. Udvalget drøfter udvalgets budgetbidrag til den kommende budgetlægning
  2. Udvalget fremsender udvalgets budgetbidrag til Byrådets budgetseminar

 

Beslutning i Kultur- og Idrætsudvalget den 10-06-2021

Udvalget drøftede sagen og fremsender til budgetseminar.

Punkt 6 Status på økonomisk handleplan for Kultur- og Idrætsudvalgets område

Sagsresumé

På Kultur- og Idrætsudvalgsmødet i april måned 2021 behandlede udvalget en foreløbig handleplan for den økonomiske genopretning på området. Udvalget besluttede, at punktet skulle genoptages på det næstkommende møde i juni-måned, hvor udvalget vil blive præsenteret for en række konkrete reduktionsmuligheder med henblik på at nedbringe det forventede merforbrug.

 

Med sagen indstilles, at udvalget drøfter de af forvaltningen fremlagte reduktionsmuligheder og vedtager en samlet handleplan for udvalgsområdet.

 

Sagsbeskrivelse:

Kultur- og Idrætsudvalgets område er økonomisk presset som følge af COVID-19, der rammer især Fredericia Idrætscenter på indtægtsbudgettet, der udgør en væsentlig andel af idrætscenterets samlede budget. På udvalgsmødet den 29. april 2021 blev udvalget præsenteret for et samlet forventet merforbrug på 7,3 mio. kr. på udvalgets område – et beløb, der løbende genvurderes. Som følge heraf besluttede udvalget, at der skulle fremsættes en række konkrete reduktionsmuligheder på udvalgsmødet i juni.

 

Forvaltningen har på den baggrund udarbejdet en række konkrete muligheder for reduktioner og tilbageholdelse af aktiviteter, der kan effektueres i den nuværende situation. Forslagene er udarbejdet efter en konkret gennemgang af udvalgets samlede konti med baggrund i det politiske mandat, der blev givet på udvalgsmødet den 29. april 2021. Det er således ikke givet, at forvaltningen kan pege på direkte reduktionsmuligheder i samme størrelsesorden som den opgjorte udfordring på 7,3 mio. kr. Det kan af den årsag være nødvendigt at drøfte den fremadrettede handleplan for området, herunder muligheden for mere drastiske reduktioner samt eventuelt behovet for at søge en tillægsbevilling i slutningen af året.

 

Udvalget vil blive præsenteret for forvaltningens redegørelse på udvalgsmødet, hvor en eventuel effektuering af forslagene er en politisk beslutning.

 

Med sagen indstilles, at udvalget drøfter de af forvaltningen fremlagte reduktionsmuligheder og vedtager en samlet handleplan for udvalgsområdet.

 

Økonomiske konsekvenser

Der vurderes, at være ingen direkte økonomiske konsekvenser. På mødet er der alene lagt op til at udvalget træffer afgørelse omkring en omprioritering inden for udvalgets eget område, samt tager stilling til den fremadrettede håndtering af udfordringen. Dette betyder, at beslutningen er udgiftsneutral for både budget og sker inden for den gældende serviceramme.

 

Vurdering

Kultur og Idræt og Økonomi og Personale vurderer, at der er behov for at træffe en afgørelse omkring omprioritering af en række aktivitetsbestemte midler med henblik på at nedbringe det økonomiske merforbrug.

 

Indstillinger

Kultur og Idræt indstiller til Kultur- og Idrætsudvalget, at:

  1. Udvalget drøfter de fremlagte reduktionsmuligheder.
  2. Udvalget vedtager en samlet handleplan for udvalgsområdet.

 

Beslutning i Kultur- og Idrætsudvalget den 10-06-2021

Udvalget drøftede sagen og følger udviklingen nøje med henblik på beslutning på førstkommende møde, idet man opfordrer til at området udviser tilbageholdenhed.

Punkt 7 Eksercerhuset, forpagtningsaftale

Sagsresumé

Forpagtningsaftale og vilkår for drift af det nyetablerede spillested Eksercerhuset fremsættes til godkendelse.

 

Sagsbeskrivelse:

Det nyetablerede spillested Eksercerhuset er klar til brug og skal i den forbindelse omfattes af en organisationsform, der sikrer stedets drift og udvikling.

Kultur- og Idrætsudvalget, i hvis regi Eksercerhuset hører hjemme, bemyndigede på sit møde den 4. februar 2021 forvaltningen til at udarbejde forpagtningsaftale med foreningen FredericiaLive, der også forpagter Tøjhuset.

Foreningen FredericiaLive har en årelang erfaring med forpagtning af et spillested, idet foreningen forpagtede Det Bruunske Pakhus, før det flyttede til Tøjhuset. Foreningens mange frivillige er grundlaget for afvikling af musikvirksomheden, der efterhånden tæller 300 arrangementer i normale driftsår. Foreningen har et varieret program, der tilgodeser et bredt publikum, der da også kvitterer med stor opbakning til arrangementerne.

Fredericia Kommune har gennem årene haft et godt og konstruktivt samarbejde med FredericiaLive, der har sikret et sprudlende og attraktivt musikmiljø, som er kendt i vide kredse. Fredericia Kommune ejer og driver bygningerne Tøjhuset og Eksercerhuset med medarbejdere, der varetager den daglige drift.

Tøjhuset og forventeligt også Eksercerhuset bruges også af en lang række andre interessenter, navnlig musikforeninger, orkestre og bands.

Med indretningen af Eksercerhuset som Fredericias nye, store spillested er der skabt mulighed for en yderligere udvikling af musiklivet i Fredericia, der fordrer, at koncerter mv. vil kunne afvikles på betryggende vis samtidig med, at der er etableret en arena, hvor udefra kommende interessenter kan leje sig ind og afvikle egne arrangementer. Således er der allerede et frugtbart og etableret samarbejde med blandt andre EventC.

Forvaltningen har nu udarbejdet forpagtningsaftale mellem Fredericia Kommune og FredericiaLive om vilkårene for brugen af Eksercerhuset, se bilag.

Af aftalen fremgår, at FredericiaLive skal betale 0,809 mio. kr. årligt i forpagtningsafgift. Beløbet er delt i to:

1)       Afgift på inventar på 0,2 mio. kr.

2)       Afgift på 0,609 mio. kr. for arealerne, der er beregnet ud fra en kvadratmeterpris på 45 kr., hvilket er udgiften for øvrige lejemål på Bülows kaserne.

I alt forpagter FredericiaLive følgende arealer på Bülows kaserne:

Eksercerhuset – 795 m2

Nordfløj stue (sidebygning) – 233 m2

Nordfløj 1. sal – 100 m2

Samlet 1.128 m2 x 45 kr. = 50.760 kr. x 12 mdr. = 609.120 kr. årligt.

FredericiaLive betaler 0,5 mio. kr. i forpagtningsafgift for Tøjhuset og modtager 0,9 mio. kr. i forenings- og aktivitetsstøtte. FredericiaLive får desuden en statslig honorarstøtte, som beregnes ud fra det kommunale tilskud. Den statslige støtte beløber sig i 2020 til 0,4 mio. kr.

FredericiaLive har en forventning om at modtage et beløb svarende til forpagtningsafgiften i støtte til aktiviteterne i Eksercerhuset, hvilket forvaltningen vil fremsætte som forslag i forbindelse med budgetforhandlingerne 2022.

Forpagtningsaftalen, som er vedlagt i bilag, er godkendt af Team Jura.

Ud over forpagtningsaftalen har forvaltningen udformet rammen for driften af Eksercerhuset, herunder vilkår for udleje. Disse baserer sig på sammenlignelige vilkår for udleje/brug af andre spillesteder. Se bilag.

 

Økonomiske konsekvenser

Forpagtningsaftalen for Eksercerhuset er udgiftsneutral, såfremt byrådet godkender aftalen og efterfølgende bevilger et tilsvarende tilskud til FredericiaLive finansieret af forpagtningsafgiften.

Vurdering

Kultur & Idræt vurderer, at Fredericia Kommune får en rigtig god løsning på driften af Eksercerhuset ved at forpagte spillestedet til FredericiaLive. Det sikrer en forsvarlig afvikling af koncerter og aktiviteter og det medvirker til brede samarbejder og udvikling. Det er en driftsform, der har vist sig gavnlig i Tøjhuset.

Indstillinger

Kultur & Idræt indstiller

At Byrådet godkender forpagtningsaftalen

At Byrådet i forbindelse med budget 2022 afsætter 0,809 mio. kr. i tilskud til FredericiaLive og at beløbet finansieres af indtægten fra forpagtningen af Eksercerhuset.

At Byrådet godkender vilkårene for driften af Eksercerhuset.

 

 

Beslutning i Kultur- og Idrætsudvalget den 10-06-2021

Anbefales.

Beslutning i Økonomiudvalget den 21-06-2021

 

Dansk Folkeparti stillede følgende ændringsforslag:

 

a. Dansk Folkeparti anbefaler, at forpagtningen sendes i udbud, så alle interesserede kan byde ind på forpagtningen af spillestedet. Dansk Folkeparti anser dette, som den mest demokratisk og fair proces.

 

b. Dansk Folkeparti ønsker at bemyndige forvaltningen til at påbegynde en analyse, som skal se på fordele og ulemper i forhold til om Tøjhuset/Eksercerhuset på lidt længere sigt skal være en selvejende institution.

 

For ændringsforslag a stemte: Dansk Folkeparti

Imod ændringsforslag a stemte: Socialdemokratiet, Venstre og Enhedslisten

Ændringsforslag a bortfaldet.

 

For ændringsforslag b stemte: Dansk Folkeparti

Imod ændringsforslag b stemte: Socialdemokratiet, Venstre og Enhedslisten

Ændringsforslag b bortfaldet.

 

Indstillingens punkt 1

For stemte: Socialdemokratiet, Venstre og Enhedslisten.

Imod stemte: Dansk Folkeparti

Anbefalet.

 

Indstillingens punkt 2

For stemte: Socialdemokratiet, Venstre og Enhedslisten.

Imod stemte: Dansk Folkeparti

Anbefalet.

 

Indstillingens punkt 3

For stemte: Socialdemokratiet, Venstre og Enhedslisten.

Imod stemte: Dansk Folkeparti

Anbefalet.

 

Punkt 8 7. Regiments Musikkorps, ansøgning om tilskud til uniformer

Sagsresumé

Foreningen 7. Regiments Musikkorps har fremsendt en ansøgning om støtte til anskaffelse af uniformer. Ansøgningen indstilles til Kultur- og Idrætsudvalget til tilsagn.

 

Sagsbeskrivelse:

7. Regiments Musikkorps er en frivillig forening med hjemsted i Fredericia, som er stiftet i 2020. Musikkorpset har til formål at samle musikere med speciel interesse i march og militærmusik om at opretholde de musiktraditioner der knytter sig til de historiske begivenheder i Fredericia. Korpset spiller et bredt repertoire, lige fra traditionelle marcher, valse, originale kompositioner til moderne musik, for netop at ramme den brede befolkning.

 

Musikkorpset har som mål at blive en naturlig del af bybilledet i Fredericia og spille til forskellige begivenheder og arrangementer (6. juli-dagene, 4. maj, krydstogtsanløb mv.)

 

Korpset tæller i dag 19 medlemmer inkl. dirigent og reserver. Orkestret er sammensat af musikere fra hele landet, der alle i dag bor i eller omkring Fredericia. Der lægges vægt på, at medlemmerne har interesse i at bevare de historiske værdier i Fredericia og det angives i ansøgningen, at der sigtes efter et højt musikalsk ambitionsniveau.

 

7. Regiments Musikkorps har en midlertidig aftale om lån af Slesvigske Musikkorps (SMUK) gallauniform, da SMUK ikke længere må bære denne uniform, efter at de ikke længere er tilhørende Fredericia. Uniformerne tilhører Forsvarets enhed i Fredericia, men eftersom Føringsstøtteregimentet ikke udlåner materiel til private, er aftalen ikke permanent. 7. Regiments Musikkorps ansøger derfor om midler til støtte til fremstilling af egne uniformer.

 

Foreningen ønsker ikke at gå på kompromis med originalitet og kvalitet, hvorfor det ønskes at få uniformerne fremstillet af Forsvarets uniformsleverandør af gallauniformer, hvorfra der er indhentet tilbud. En komplet uniform koster kr. 11.205,00 inkl. moms. Der skal fremstilles i alt 19 uniformer, således at den samlede udgift bliver kr. 212.895,00 inkl. moms.

 

7. Regiments Musikkorps har spillet til arrangementer og har opnået støtte fra fonde, hvilket har resulteret i, at korpset i dag mangler 40.000 kr. for at kunne købe egne uniformer.

 

Kultur- og Idrætsudvalget søges således om et tilskud på kr. 40.000 til fremstilling af nye uniformer. Den samlede ansøgning er vedlagt som bilag.

Økonomiske konsekvenser

Ønsker udvalget at imødekomme ansøgningen kan finansiering ske af udvalgets tilskudskonto, hvor der resterer 169.000 kr.

Vurdering

Kultur & Idræt vurderer at:

-          7. Regiments Musikkorps er et godt nyt bidrag til Fredericias musikliv, som kan understøtte de stærke historiske musiktraditioner og dermed byens historieformidling.

-          Ansøgeren har gjort et stort stykke arbejde for at sikre finansiering ad andre kanaler.

-          7. Regiments Musikkorps med deres aktiviteter vil give værdi for Fredericias borgere og gæster.

-          Anskaffelsen af uniformer kan betragtes som en etableringsudgift for en ny forening, og at et tilskud dermed er en håndsrækning i orkesterets opstartsfase.

Indstillinger

Kultur & Idræt indstiller til Kultur- og Idrætsudvalget at:

  1. Foreningen 7. Regiments Musikkorps tildeles et tilskud på kr. 40.000 til anskaffelse af nye uniformer.
  2. Tilskuddet ydes fra udvalgets tilskudskonto.

Beslutning i Kultur- og Idrætsudvalget den 10-06-2021

Godkendt.

Punkt 9 Orientering (Lukket)

Punkt 10 Underskriftsside

Sagsresumé

Udvalget skal godkende beslutningsprotokollen.

 

Sagsbeskrivelse:

Udvalget skal godkende beslutningsprotokollen.

 

For at godkende beslutningsprotokollen, skal hvert medlem underskrive ved at trykke på Godkend i First Agenda.