Kultur- og Idrætsudvalget - 20-08-2019

Referat
Dato:
Tirsdag, 20 august, 2019 - 13:30
Hent som fil:
Dagsorden publiceret:
Fredag, 16 august, 2019 - 13:00
Referat publiceret:
Fredag, 23 august, 2019 - 13:00

Punkt 43 Godkendelse af dagsorden

Sagsresumé

 

 

Sagsbeskrivelse:

 

Indstillinger

Indstilles til godkendelse.

 

Beslutning i Kultur- og Idrætsudvalget den 20-08-2019

Godkendt.

Punkt 44 2. budgetopfølgning 2019 for Kultur- og Idrætsudvalget

Sagsresumé

Koncernområdet forventer i 2019 at have et merforbrug på 3,5 mio. kr. på serviceudgifter, hvilket er en forbedring på 0,4 mio. kr. sammenlignet med 1. budgetopfølgning.

Merforbruget på de 3,5 mio. kr. skyldes primært de fortsatte udfordringer hos Fredericia Idrætscenter samt udfordringer vedrørende Tøjhusets driftsbudget tilsvarende tidligere år.

Koncernområdet forventer i 2019, at det forventede regnskab er i balance ift. anlægsloftet, hvilket er tilsvarende resultatet ved 1. budgetopfølgning.

 

Sagsbeskrivelse:

Udvalgets økonomi gennemgås ved tre årlige politiske budgetopfølgninger. Ved disse budgetopfølgninger fremlægger koncern- og stabscheferne økonomien for deres respektive områder.

Efter gennemgang og behandling i fagudvalget skal budgetopfølgningen sendes videre til godkendelse i byrådet. Budgetopfølgningerne skal sikre, at byrådet løbende informeres om kommunens økonomi, herunder om serviceramme og anlægsloft overholdes.

Ved budgetopfølgningerne kan budgettet rettes til, så det er i overensstemmelse med ny lovgivning, byrådsbeslutninger, fejl og mangler og ændret efterspørgsel på overførselsudgifterne. Hvis koncernområdet ser behov for tilretninger af budgettet herudover, skal disse kunne finansieres inden for udvalgets egen ramme.

Ved budgetopfølgningerne foretages en vurdering af udvalgets økonomi i forhold til udvalgets andel af rammerne for hhv. serviceudgifter og anlæg.

Økonomiske konsekvenser

Nedenstående tabel viser udvalgsområdets andel af servicerammen og anlægsloftet samt det forventede regnskab. Eventuelle afvigelser er et udtryk for enten et pres eller råderum på rammerne.

Tabel 1

Mio. kr.

Ramme

Forventet regnskab

Serviceudgifter

86,9

90,4

Anlægsudgifter

9,1

9,1

 

Nedenstående tabel viser udvalgsområdets økonomi udtrykt ved det vedtagne og korrigerede budget samt det forventede regnskab ved 2. budgetopfølgning.

Tabel 2

Mio. kr.

Vedtaget budget

Korrigeret budget

Forventet regnskab

Kultur- og Idrætsudvalget

90,0

96,0

99,5

Serviceudgifter

86,9

86,9

90,4

Anlæg, skattefinansieret

3,1

9,1

9,1

 

Der forekommer ved 2. budgetopfølgning ingen forskel imellem det vedtagne og det korrigerede budget på serviceudgifterne, da der hverken er overført opsparede midler eller tilført tillægsbevillinger.

Forskellen mellem vedtaget budget og korrigeret budget på anlægsudgifterne udgør 6,0 mio. kr., som vedrører de ændringer, som blev foretaget ifm. Byrådets behandling af sagen om forskydning af anlægsprojekter d. 17. juni 2019.

Det er muligt at overføre opsparede midler og gæld fra 2018 til 2019, når det enkelte fagudvalg godkender det politisk jf. Økonomiudvalgets beslutning d. 29. april 2019. En opgørelse af udvalgets opsparede midler og gæld er vedlagt som bilag på sagen.

Status på politiske tiltag er vedlagt som bilag til orientering.

Vurdering

Serviceudgifter

2. budgetopfølgning for Kultur- og Idrætsudvalget viser et forventet merforbrug på 3,5 mio. kr. på udvalgets andel af servicerammen.

Det forventede merforbrug udgøres hovedsageligt af Fredericia Idrætscenter, som lig forventningen ved første budgetopfølgning oplever en række udfordringer, som samlet set udgør et forventet merforbrug på 3,0 mio. kr. Tøjhuset forventer lig tidligere år at have et merforbrug på 0,5 mio. kr. vedrørende driften, hvor budgettet ikke er blevet tilpasset efter flytningen fra Det Bruunske Pakhus. Der udarbejdes på nuværende tidspunkt en plan for at skabe et budget i balance.  

Ved 1. budgetopfølgning forventede man et merforbrug på de lovbestemte pulje- og tilskudsmidler grundet tildelinger i 2018, som ikke var blevet effektueret ved årsskiftet. Denne udfordring forventes i midlertidigt løst, da man ved at udvise mådeholdenhed med tildelinger af indeværende års budget forventer at kunne overholde rammen.

Anlæg

Byrådet besluttede på deres møde den 17. juni 2019, at opsparede midler overføres fra 2018 til 2019 og udskyde projekter til år 2020 med henblik på at overholde anlægsloftet i 2019.

Forvaltningen forventer overvejende balance på anlægsprojekterne. Der er i 2. budgetopfølgning ikke behov for yderligere ændringer i anlægsbudgettet.

Indstillinger

Økonomi og Personale og Kultur og Idræt indstiller

  1. At resultatet af 2. budgetopfølgning godkendes og fremsendes til Økonomiudvalget og Byrådet
  2. At status på politiske tiltag tages til efterretning

Beslutning i Kultur- og Idrætsudvalget den 20-08-2019

Godkendt.

Punkt 45 Ansøgning om støtte til National Cup, Taulov BMX

Sagsresumé

Taulov BMX afholder i weekenden d. 14.-16. september 2019 National Cup. Der forventes at deltage 250-300 BMX-kørere fra hele landet med op mod det dobbelte som tilskuere/supportere. Taulov BMX ansøger om støtte til arrangementet, hvilket indstilles til delvis godkendelse.

 

Sagsbeskrivelse:

Taulov BMX skal i år afholde en afdeling af National Cup i Fredericia i samarbejde med Dansk Cykel Union. National Cup afholdes henover året fordelt i landet via fire afdelinger, hvoraf den sidste er i Fredericia – Taulov BMX.

Taulov BMX Kultur- og Idrætsudvalget om 18.000 kr. i støtte til at afholde arrangementet. Der er blandt andet udgifter til etablering af overnatningsplads. 

Stævnet vil også markere, at klubben har fået et nyt klubhus, som vil være synligt for alle stævnets deltagere og besøgende, hvorfor klubben har lagt op til, at weekenden bliver en festlig fejring af det kommende arbejde med at skabe et attraktivt miljø, som gerne skal medvirke til medlemstilgang til klubben.

Ønsker udvalget at imødekomme ansøgningen kan finansiering ske af udvalgets tilskudspulje, hvor der resterer 80.000 kr.

Økonomiske konsekvenser

Ingen

Vurdering

Taulov BMX har en tydelig målsætning om at vende tilbage til et stærkt set up og træningsmiljø, hvilket det nye klubhus bl.a. skal være behjælpelig med. Derudover vil en National Cup tiltrække opmærksomhed til byen og det lokale Taulov i form af mange deltagere samt gæster i øvrigt. Ved at yde Taulov BMX et tilskud støtter man, foruden det enkeltstående stævne, også det fremtidige arbejde, hvor klubbens målsætning blandt andet er at fordoble medlemstallet.

Indstillinger

Kultur & Idræt indstiller,

at udvalget støtter Taulov BMX med 9.000 kr.

at finansiering sker af udvalgets tilskudskonto

Beslutning i Kultur- og Idrætsudvalget den 20-08-2019

Godkendt.

Punkt 46 Fredericia forende Fodboldklubber - ansøgning om udbetaling af yderligere tilskud til udskiftning af varmekilde

Sagsresumé

Fredericia forenede Fodboldklubber søger om yderligere tilskud til udskiftning af varmekilde. Sagen indstilles til afslag.

 

Sagsbeskrivelse:

Fredericia forenede Fodboldklubber (FFF) fik i september 2017 bevilget et tilskud på 214.000 kr. til udskiftning af varmekilde til deres klubhus. Beløbet var bevilget på baggrund af et ønske om skift til fjernvarme, hvilket forventedes at ville koste omkring 425.000 kr. De 214.000 kr. var det tilbageværende beløb i puljen til ekstraordinære lokaletilskud.

FFF forsøgte at få en aftale om at få lagt fjernvarme ind, men det lykkedes ikke. Klubben valgte derfor at få udskiftet deres gamle oliefyr med et nyt oliefyr. Klubben fik udbetalt et tilskud på 65 % af udskiftningsprisen på 206.813 kr., svarende til 134.428 kr. Dette fordi det er gældende praksis, at der udbetales 65 % i ekstraordinært lokaletilskud af de faktiske udgifter, med mindre det overstiger det bevilgede beløb. Klubben står derfor tilbage med en egenfinansiering på 72.385 kr.

FFF anmoder nu om, at få udbetalt 72.000 kr. af den resterende del af tilskuddet på de 214.000 kr. som oprindeligt blev bevilget til fjernvarmeløsningen (se bilag 1). Der resterer 79.572 kr. af det oprindelige tilskud. Klubben ønsker dette ekstra tilskud, fordi de mener, at deres daglige drift ellers vil komme under pres (se bilag 1 og 2).

Økonomiske konsekvenser

Ingen.

Vurdering

Kultur & Idræt vurderer, at der ud fra gældende praksis kan bevilges et tilskud på 65 % af de faktiske udgifter, svarende til det tilskud FFF har fået udbetalt.

Indstillinger

Kultur & Idræt indstiller at der ikke bevilges yderligere tilskud til Fredericia forenede Fodboldklubber vedr. udskiftningen af deres oliefyr.

 

Beslutning i Folkeoplysningsrådet den 19-06-2019

Godkendt som indstillet.

Beslutning i Kultur- og Idrætsudvalget den 20-08-2019

Godkendt.

Punkt 47 Principper for bevilling af tilskudsmidler

Sagsresumé

Kultur & Idræt fremsender forslag til opkvalificering af behandlingen af ansøgninger om tilskudsmidler samt forslag om etablering af en særlig ”Turbopulje” til mindre projekter og arrangementer. Forslagene indstilles til godkendelse.

 

Sagsbeskrivelse:

Kultur & Idræt har arbejdet med en gennemgang af, hvordan indkomne ansøgninger om økonomisk støtte, primært fra Kultur- og idrætsudvalgets tilskudskonto, behandles i afdelingen. Det er på den baggrund et ønske om

-          at sikre en mere ensartet behandling af indkomne ansøgninger

-          at sikre et højere fagligt niveau i behandlingen på tværs af fagområderne

-          at arbejde imod en større grad af synlighed og gennemskuelighed, både mht. hvilke muligheder der er for at søge støtte og mht. de anvendte kriterier i behandlingen.

Kultur & Idræt ønsker som første skridt i dette arbejde at afprøve to nye redskaber; en ny model med 8 faste kriterier til vurdering af indkomne ansøgninger på 5.000 – 100.000 kr. samt en ny ”Turbopulje” med hurtig sagsbehandling til små støttebeløb, højst 5.000 kr.

Bedømmelseskriterier
For at styrke fagligheden i behandlingen af ansøgninger samt den faglige sparring internt i afdelingen introduceres et fælles redskab i vurderingen. Redskabet består af 8 kriterier, og alle ansøgninger, hvad enten det er kultur-, fritids- eller idrætsprojekter, behandles på baggrund af disse kriterier. Ansøgninger gives point for hvert enkelt kriterie og den samlede score er et udtryk for ansøgningens styrke. En ansøgning behøver ikke at score højt på alle områder og der er ikke et egentlig hierarki, selvom nogle kriterier naturligt vil veje tungere end andre. Kriterierne formidles på fredericia.dk og facebook således at kommende ansøgere ved, hvad der bliver set på, når Kultur & Idræt vurderer en ansøgning. Det er således også håbet, at initiativet på lidt længere sigt kan være med til at kvalificere ansøgningerne – og dermed projekterne.

De 8 kriterier er:

  1. Kultur-, idræts- og fritidspolitik
  2. Værdi for borgerne
  3. Frivillighed
  4. Medfinansiering
  5. Kvalitet og indhold
  6. Samarbejde
  7. Publikumsappel
  8. Organisation og ressourcer

De enkelte kriterier er beskrevet nærmere i vedlagte bilag.

Turbopuljen
Der etableres en særlig pulje, som kan søges af foreninger, enkeltpersoner og andre, der har en god idé til et arrangement eller mindre projekt i Fredericia Kommune og som mangler et mindre beløb for at kunne realisere idéen. Formålet er at anspore borgere til at sætte flere ting i gang i kommunen – puljen skal sikre, at arrangementer og projekter, der ellers ikke ville blive til noget, får luft under vingerne.

Puljen kan søges løbende og der sendes svar indenfor 8 dage. Der er ikke formelle krav til ansøgningen – der skal dog foreligge en skriftlig henvendelse, f.eks. pr. mail, men det kan i princippet også foregå via en sms. Målet er, at processen skal være så enkel og lettilgængelig som muligt. Støtte tildeles dog kun efter en dialog/sparring med den relevante sagsbehandler i Kultur & Idræt og en vurdering af, om arrangementet er realistisk og lever op til puljens formål.

Støttebeløbet kan udbetales til CVR- eller CPR-nummer og skal anvendes indenfor 30 dage fra udbetalingen. Der skal indsendes dokumentation for afholdte udgifter.

Det er allerede nu muligt for Kultur & Idræt at bevilge op til kr. 5.000 uden at forelægge sagen for Kultur- og Idrætsudvalget, hvorfor den ’nye’ pulje ikke kræver formelle ændringer. Det foreslås, at der afsættes 50.000 kr. årligt af udvalgets tilskudspulje til Turbopuljen. Endvidere foreslås det, at det nye initiativ kommunikeres aktivt til byens borgere og ildsjæle.

Begge initiativer og deres effekt vil blive evalueret løbende.

Økonomiske konsekvenser

Ingen

Vurdering

Kultur & Idræt vurderer

-          at mere tydelige principper for bevilling af tilskud vil være et godt og meget nyttigt redskab i forvaltningens sagsbehandling og dermed skabe et bedre grundlag for den politiske proces.

-          At den foreslåede opkvalificering vil komme både ansøgere og afdelingen til gode i kraft af en mere ensartet og fagligt velfunderet sagsbehandling.

-          At Turbopuljen kan bruges til at anspore flere nye initiativer og til at komme i kontakt med nye aktører på kultur-, fritids og idrætsområdet.

Indstillinger

Kultur & Idræt indstiller sagen til godkendelse.

 

Beslutning i Kultur- og Idrætsudvalget den 20-08-2019

Godkendt.

Punkt 48 Aftenskolerne i Fredericia - forslag om Aftenskolernes Hus

Sagsresumé

Aftenskolerne i Fredericia ønsker et fælles hus til deres undervisning, aktiviteter, ledelse og sociale arrangementer. Sagen indstilles til drøftelse.

 

Sagsbeskrivelse:

Aftenskolerne i Fredericia samarbejder i deres samråd ”Aftenskolerne i Fredericia” (AIF). De har gennem længere tid ønsket et fælles hus til aftenskolerne, hvor de dels kan have mange af deres hold, dels have administrative lokaler og fællesskaber for de ansatte og dels muligheden for at lave sociale aktiviteter for deltagerne. Dette er ikke muligt i dag, hvor aftenskolernes administrationer, ansatte og hold foregår mange forskellige steder i Fredericia. Aftenskolerne har drøftet deres ønsker og behov samt undersøgt forskellige muligheder for et fælles hus (se bilag 1).

Det forrige Kultur- og Idrætsudvalg behandlede i 2017 også et ønske om et hus til aftenskolerne. Udvalget valgte at sende sagen videre til et nyt Kultur – og Idrætsudvalg (efter valget), med et ønske om, at det blev i eksisterende kommunale lokaler under området. Efterfølgende har AIF arbejdet videre med at præcisere deres ønsker og muligheder.

Økonomiske konsekvenser

Ingen.

Vurdering

Kultur & Idræt vurderer, at et hus til aftenskolerne, hvor de kan samle en væsentlig del af deres undervisning, vil være til stor gavn for aftenskolerne og deres deltagere, både fagligt og socialt. Et aftenskolernes hus vil også rumme udviklingsmuligheder inden for mængden af fag der tilbydes, antallet af hold, sociale arrangementer for deltagerne og andre borgere samt partnerskaber med kommunen.

De hold med fysisk aktivitet, der i dag foregår i gymnastiksale rundt omkring i kommunen, vil formentligt ikke kunne flyttes til et fælles hus, med mindre der etableres bevægelseslokaler til det. Undervisning, der i dag foregår i klasselokaler, vil derimod kunne flyttes til et samlet sted. Bagsiden ved dette er, at det vil trække aktiviteter ud af lokalsamfundene uden for midtbyen.

Fredericia Kommune betaler kun lokaletilskud til hold, der ikke kan være i kommunale lokaler. Det drejer sig om ca. 50.000 kr. pr. år. Nogle af disse udgifter dækker over bevægelseslokaler i dagtimerne. Lokaler som aftenskolerne bruger til deres ledelse, gives der ikke tilskud til, det finansierer aftenskolerne selv.

Indstillinger

Kultur & Idræt indstiller sagen til drøftelse.

Beslutning i Kultur- og Idrætsudvalget den 20-08-2019

Sagen drøftet idet udvalget ønsker yderligere oplysninger.

Punkt 49 Forslag om kunstprojekt på ammoniakhavnen

Sagsresumé

Kunst- og kulturbureauet Creator Projects fremsender anmodning til Fredericia og Middelfart Kommuner om officiel støtte til et stort kunstprojekt på de gamle ammoniaktanke ved Lillebæltsbroen. Sagen indstilles til godkendelse for så vidt angår det videre arbejde med projektet.

 

Sagsbeskrivelse:

Kunstbureauet Creator Projects har i samarbejde med den verdenskendte kunstner Katharina Grosse udarbejdet et forslag til et kunstprojekt i storformat på Ammoniakhavnen i Fredericia Kommune.

Kunstværket
Kunstneren har udarbejdet en foreløbig skitse (se bilag). Værket er tænkt som en bemaling af ammoniakbeholderne, der vil kunne ses på stor afstand og påkalde sig stor opmærksomhed. Det meget store maleri vil være farverigt og vil appellere bredt og umiddelbart. Værket vil både kunne opleves tæt på og på afstand. Placeringen er valgt på baggrund af den centrale beliggenhed i Danmark, den store synlighed ved Lillebælt samt stedets helt særlige karakter, der både rummer historien om fortiden og potentialer for fremtiden.

Katharina Grosse har tidligere lavet markante værker rundt om i verden, og har stor erfaring med at skabe kunst i det offentlige rum. I Danmark har hun markeret sig med et projekt i Mindeparken i Aarhus i 2017, faciliteret af kunstmuseet Aros (se bilag).

Partnere og rollefordeling
Eftersom et stort kunstværk på ammoniakbeholderne vil være meget synligt fra Middelfart/Strib, har Kultur & Idræt rettet henvendelse til Middelfart Kommune med forslag om at etablere et partnerskab mellem de to kommuner og Creator Projects omkring projektet. Udstrækningen og indholdet af dette samarbejde vil skulle aftales nærmere. Børn- Kultur og Fritidsudvalget i Middelfart Kommune behandlede sagen på deres møde d. 13. august 2019 og har tilkendegivet, at Middelfart Kommune ønsker at involvere sig i projektet og gerne vil indgå i formuleringen af et egentligt projektgrundlag.

Øvrige partnere omfatter Ny Nitrogen v/Mogens Nielsen, der ejer området og bygningerne, samt Trekantområdet Danmark, der kan medvirke med sparring og synliggørelse af projektet. Senest har Roskilde Festival vist interesse for at indgå i projektet, angiveligt med et ønske om at bruge det til at synliggøre festivalen med en ’kunstsattelit’ centralt i Danmark. Roskilde Festival vil også kunne understøtte ambitionerne i projektet om en stærk lokal forankring.

Creator Projects varetager projektledelse, budget, fundraising og koordinering af selve tilblivelsen af værket samt pressearbejde mv. Fredericia og Middelfart Kommunes støtte er af stor symbolsk betydning, idet det vil lette arbejde med at søsætte projektet, f.eks. som medunderskriver på fondsansøgninger.

Godkendelser
På nuværende tidspunkt er projektet godkendt af ejeren, der har formuleret en række betingelser i forbindelse med realisering af kunstprojektet. Vejdirektoratet har ligeledes godkendt projektet. Der er ikke søgt om øvrige myndighedsgodkendelser.

Eksponering
Placeringen af værket i et trafikal knudepunkt og synligt fra Lillebæltsbroen (op mod 80.000 biler i døgnet) og Middelfart/Strib vil påkalde sig stor opmærksomhed, både i lokalt, regionalt, nationalt og internationalt. Et kunstværk i denne kaliber vil bringe de to byer ved Lillebælt i fokus som nyskabende og ambitiøse og vil rette medieinteresse imod området.

Økonomi
Det samlede budget for kunstprojektet forventes at blive på 3,5 mio. kr. Der er lagt en finansieringsplan, der baserer sig på donationer fra forskellige fonde og puljer; Region Syddanmark, Spar Nord Fonden, Statens Kunstfond, 15. juni Fonden og Det Obelske Familiefond m.fl. Det egentlige arbejde med at søge disse fonde, er ikke gået i gang. Creator Projects afventer Fredericia og Middelfart Kommunes godkendelse og støtte. Det påpeges, at det vil lette ansøgningsarbejdet væsentligt, hvis de to kommuner afsætter midler til at støtte projektet, evt. på symbolsk niveau. Erfaringsmæssigt kan det være en vigtig løftestang i forhold til fondene, at værtskommunerne støtter et projekt aktivt. Børn- Kultur og Fritidsudvalget i Middelfart Kommune tilkendegav på deres møde d. 13. august, at de var villige til at støtte projektet økonomisk uden dog at lægge sig fast på niveauet.

Tidsplan
Efter en evt. politisk godkendelse vil arbejdet med fundraising kunne påbegyndes. Det er planen, at værket vil kunne indvies i 2021, evt. i forbindelse med en anden stor kulturbegivenhed (f.eks. Trekantområdets Festuge eller Rock under Broen)

Økonomiske konsekvenser

Ingen

Vurdering

Kultur & Idræt vurderer

-          At et stort og ambitiøst kunstværk vil være en meget stor gevinst for Fredericias borgere og kulturliv og at projektet, hvis det gennemføres, vil sætte Fredericia Kommune på det kunstneriske danmarks- og verdenskort.

-          At et samarbejde med Middelfart Kommune i sig selv vil være en god fortælling og at det vil kunne danne basis for fremtidigt kultursamarbejde hen over Lillebælt.

-          At Fredericia Kommunes støtte og engagement er afgørende for, at projektet kan få luft under vingerne. Dette omfatter også på længere sigt en (symbolsk) økonomisk støtte, der kan hjælpe fondsansøgningerne i gang.

Indstillinger

Kultur & Idræt indstiller

-          At Kultur- og idrætsudvalget udtrykker sin støtte til kunstprojektet på Ammoniakhavnen i 2021

-          At Kultur- og idrætsudvalget bemyndiger Kultur & Idræt til at gå videre med at etablere et formelt samarbejde med Middelfart Kommune og Creator Projects om kunstprojektet.

-          At Kultur- og idrætsudvalget drøfter en mulig økonomisk støtte til projektet.

Beslutning i Kultur- og Idrætsudvalget den 20-08-2019

Godkendt.

 

Karsten Byrgesen stemte imod.

Punkt 50 Fredericia Vold, udviklingsplan 2020-2025

Sagsresumé

Museerne i Fredericia har udformet ny strategi for formidling og vedligehold af Fredericia Vold. På mødet gennemgår Museerne i Fredericia strategien, som indstilles til drøftelse med henblik på det videre arbejde.

 

Sagsbeskrivelse:

Museerne i Fredericia har udformet en ny strategi for formidling og vedligeholdelse af Fredericia Vold. Strategien, der imødekommer de kommende års renovering og forskønnelse af Volden (Voldprojektet), har til formål at tydeliggøre både formidlings- og plejeindsatsen.

På mødet fremlægger Museerne i Fredericia strategien.

Økonomiske konsekvenser

Ingen.

Vurdering

Kultur & Idræt vurderer, at en strategi er gavnlig for både arbejdet med at formidle og vedligeholde Fredericia Vold, og vil kunne medvirke til øget udvikling af det store fredede fortidsminde, som samtidig fungerer som bypark.

Indstillinger

Kultur & Idræt indstiller strategien til drøftelse med henblik på at Museerne udformer en endelig strategi og handleplan.

 

Beslutning i Kultur- og Idrætsudvalget den 20-08-2019

Drøftet med henblik på udformning af en endelig strategi og handleplan til udvalgets godkendelse.

Punkt 51 Orientering (Lukket)