Kultur- og Idrætsudvalget - 26-08-2022

Referat
Dato:
Fredag, 26 august, 2022 - 08:00
Hent som fil:
Lokation:
Dagsorden publiceret:
Fredag, 19 august, 2022 - 00:50
Referat publiceret:
Onsdag, 31 august, 2022 - 20:35

Punkt 1 Godkendelse af dagsorden

Sagsresumé

 

 

Sagsbeskrivelse:

 

Beslutning i Kultur- og Idrætsudvalget den 26-08-2022

Godkendt.

Punkt 2 Orienteringssag: Kultur- og Idrætsudvalget besøger Kringsminde

Sagsresumé

Kultur og Idrætsudvalget afholder møde på Kringsminde den 26. august. I den forbindelse vil forvalter af Kringsminde fremvise stedet for Kultur og Idrætsudvalgets medlemmer.

 

Sagsbeskrivelse:

Kultur og Idrætsudvalget afholder møde på Kringsminde den 26. august. I den forbindelse vil forvalter af Kringsminde fremvise stedet for Kultur og Idrætsudvalgets medlemmer.

Økonomiske konsekvenser

Ingen

Vurdering

Ingen

Indstillinger

Konst. direktør for Børn, Unge og Kultur indstiller at rundvisningen tages til efterretning

Beslutning i Kultur- og Idrætsudvalget den 26-08-2022

Rundvisning taget til efterretning.

Punkt 3 Orienteringssag: Børne- og ungdomskorpsenes samråd besøger Kultur- og Idrætsudvalget

Sagsresumé

Børne og ungdomskorpsenes samråd (BUS) besøger Kultur- og Idrætsudvalget for at fortælle om deres arbejde

 

Sagsbeskrivelse:

BUS er Børne- og Ungdomskorpsenes Samråd i Fredericia Kommune. BUS repræsenterer de 10 uniformerede korps i Fredericia – herunder grupper under KFUM, DDS og FDF. Samlet har de knap 700 medlemmer.

Lokale samråd kan både være med til at fremme samarbejdet mellem de organisationer der er med, men de kan også tage fælles initiativer eksempelvis i forhold til dialog om politiske forslag. 

Formanden for BUS, Jan Møller Jørgensen, deltager i udvalgsmødet og fortæller om Børne- og Ungdomskorpsenes Samråds arbejde.

Økonomiske konsekvenser

Ingen

Vurdering

Ingen

Indstillinger

Konst. direktør for Børn, Unge og Kultur indstiller at orienteringen tages til efterretning

Beslutning i Kultur- og Idrætsudvalget den 26-08-2022

Orientering taget til efterretning.

Punkt 4 2. Budgetopfølgning Kultur- og Idrætsudvalget

Sagsresumé

2. budgetopfølgning 2022 viser et mindreforbrug i forhold til det korrigeret budget på Kultur- og Idrætsudvalgets serviceudgifter på 1,266 mio. kr. (jf. tabel 1).

Der ansøges om en tillægsbevilling på serviceudgifter (0,047 mio. kr.), som er beskrevet i sagen. Efter godkendelse af tillægsbevillingen forventes der et mindreforbrug på serviceudgifter på 1,313 mio. kr. (jf. tabel 2).

Anlæg forventes at have et merforbrug på 0,700 mio. kr. (jf. tabel 1).

 

Sagsbeskrivelse:

Udvalgets økonomi gennemgås ved tre årlige politiske budgetopfølgninger. Ved disse budgetopfølgninger fremlægger direktøren økonomien for de respektive områder.

 

Efter gennemgang og behandling i fagudvalget skal budgetopfølgningen sendes videre til godkendelse i byrådet. Budgetopfølgningerne skal sikre, at byrådet løbende informeres om kommunens økonomi, herunder om overholdelse af korrigeret budget, serviceramme og udvalgets anlægsbudget overholdes.

 

Ved budgetopfølgningerne kan budgettet rettes til, så det er i overensstemmelse med ny lovgivning, byrådsbeslutninger, fejl og mangler og ændret efterspørgsel på overførselsudgifter. Hvis fagområdet ser behov for tilretninger af budgettet herudover, skal disse kunne finansieres inden for udvalgets egen ramme.

Økonomiske konsekvenser

Nedenstående tabel viser udvalgets andel af kommunens samlede økonomi udtrykt ved det vedtagne og det korrigerede budget samt det forventede regnskab ved 2. budgetopfølgning 2022 før evt. godkendelse af tillægsbevillingen, som er indstillet i denne budgetopfølgning.

Tabel 1

Mio. kr.

Vedtaget budget 2022

Korrigeret budget

Forventet regnskab

Afvigelse

Serviceudgifter

90,194

90,715

89,449

-1,266

Anlæg

11,686

36,140

36,840

0,700

- = mindreforbrug / merindtægt     + = merforbrug / mindre indtægt

 

ÆNDRINGER FRA VEDTAGET BUDGET TIL KORRIGERET BUDGET

Forskellene mellem vedtaget og korrigeret budget ved 2. budgetopfølgning 2022 omhandler:

SERVICE, 0,521 mio. kr.

  • Fra Beskæftigelses- og Sundhedsudvalget: Midler fra fleksjobpuljen til fleksjobansat, 0,086 mio. kr.
  • Fra Økonomi- og Erhvervsudvalget: Udmøntning af særpulje OK21, 0,027 mio. kr.
  • Til Økonomi- og Erhvervsudvalget: Effektivisering vedrørende indkøbsbesparelse, 0,297 mio. kr.
  • Til Økonomi- og Erhvervsudvalget: Effektivisering vedrørende befordring, 0,035 mio. kr.
  • Til Økonomi- og Erhvervsudvalget: Medfinansiering af Contract Manager i Fællessekretariatet, 0,029 mio. kr.
  • Overførsler mellem årene, Folkeoplysningens lov §22 tildeling af tilskud, 1,507 mio. kr.
  • Overførsler mellem årene, Novo Nordisk projekt, 0,795 mio. kr.
  • Overførsler mellem årene, tilskud og gammel kassebeholdning fra SIF, 0,273 mio. kr.
  • Overførsler mellem årene: Forskydning i udbetaling af tilskud, ?0,144 mio. kr.
  • Tillægsbevilling: VM i orienteringsløb, 0,200 mio. kr.
  • Tillægsbevilling: Egenfinansiering af overførsler fra 2021: -0,585 mio. kr.
  • Tillægsevilling: Ændring af kapitalmiddel for vedligehold af veje og parker, -1,565

ANLÆG, 24,454 mio. kr.

  • Overførsler mellem årene: Tidsforskydning af følgende anlæg, 25,554:
    • Anlægspulje til selvejende haller, 11,686 mio. kr.
    • Kunstgræsbane ved FIC, 5,424 mio. kr.
    • Belysning på Monjasa park, 2,800 mio. kr.
    • Kanoner på volden, 2,600 mio. kr.
    • Udvikl. Madsbyparken og mountainbikespor, 1,406
    • Klimaskærme idrætsfaciliteter, 0,551 mio. kr.
    • Vedligeholdelse idræts- og svømmehaller, 0,502 mio. kr.
    • Anlægspulje til idrætsforeninger, 0,260 mio. kr.
    • Udvikl. Bredstrup-Pjedsted Skydeklub, 0,236 mio. kr.
    • FIC etape 2, 0,089 mio. kr.
  • Ændring af kapitalmiddel: Fæstningscenter, -0,850 mio. kr.
  • Til Økonomi- og Erhvervsudvalget: Omprioritering af midler til finansiering af negativ anlægspulje, 0,250 mio. kr.

JUSTERINGER AF UDVALGETS KORRIGEREDE BUDGET VED 2. BUDGETOPFØLGNING 2022.

I forbindelse med 2. budgetopfølgning 2022 indstilles til godkendelse af en tillægsbevilling for i alt 0,047 mio. kr. på serviceudgifter.

Serviceudgifter 0,047 mio. kr.

Tillægsbevillinger, 0,047 mio. kr.

•          DUT-midler: Kompensation fra staten, grundet pas ikke længere sendes med posten, men nu skal borgeren selv afhente, 0,047 mio. kr.

 

Hvis Byrådet godkender ovenstående justering til 2. budgetopfølgning 2022 på mødet den 12. september 2022, vil udvalgets økonomi efterfølgende se således ud:

 

 

Tabel 2

Mio. kr.

Vedtaget budget 2022

Korrigeret budget

Forventet regnskab

Afvigelse

Serviceudgifter

90,194

90,762

89,449

-1,313

Anlæg

11,686

36,140

36,840

0,700

- = mindreforbrug / merindtægt     + = merforbrug / mindre indtægt

Vurdering

SERVICEUDGIFTER

2. budgetopfølgning 2022 viser mindreforbrug i forhold til det korrigeret budget på Kultur- og Idrætsudvalgets område.

Efter godkendelse af omplaceringerne, har Kultur- og Idrætsudvalget et mindreforbrug i forhold til det korrigeret budget på 1,313 mio. kr. (jf. tabel 2).

Det forventede mindreforbrug på service kan specificeres som følgende:

  • Forskydning i udbetaling af tilskud (mindreforbrug), 0,884 mio. kr.
  • Forskydning af vakante stillinger (mindreforbrug), 0,400 mio. kr.
  • Projekt Let’s Go ikke afslutet (mindreforbrug), 0,200 mio. kr.
  • Lokal historisk arkiv flyttes til Bülow (merforbrug), 0,096 mio. kr.
  • Depotgården opsigelse af aftale med CSV (merforbrug), 0,075 mio. kr.

 

ANLÆG

Efter godkendelse af omplaceringerne, har Kultur- og Idrætsudvalget et merforbrug i forhold til det korrigeret budget på 0,700 mio. kr. (jf. tabel 2).

Der forventede merforbrug på anlæg kan specificeres som følgende:

  • Etablering af kunstgræsbaner ved FIC, forsinkelse af projektet og stigende materialepriser (merforbrug), 0,700 mio. kr.

Grunden til det forventede merforbrug på 0,700 mio. kr. kommer af, at Byrådet i 2020 bevilligede 5.650.000 kr. til anlæg af en kunstgræsbane ved Fredericia Idrætscenter, med særligt fokus på pigefodbold. Anlægget er ved at være færdigt og den endelige pris forventes at blive 6.350.000 kr., hvilket svarer til en merudgift på 700.000 kr. Merudgiften skyldes primært to faktorer. For det første blev projektet først sat i gang efter et år, hvilket medførte en generel prisstigning på projektet grundet stigninger i materialepriser. For det andet viste det sig nødvendigt at lokalisere en stor regnvandsledning, der løber på tværs af p-pladsen, via tv-inspektion og at føre dæksler under p-pladsen og vejen op til terræn. Den samlede udgift til dette blev 130.000 kr.

Det forventede merforbrug forventes at blive afklaret frem imod 3. budgetopfølgning, da der er anlægsprojekter der bliver påvirket af stigende materialepriser, hvor problemet skal løses i samarbejde på tværs.

Indstillinger

Kommunaldirektøren samt Kultur- og Idrætsudvalget indstiller:

  1. At 2. budgetopfølgning 2022 godkendes og fremsendes til Økonomi- og Erhvervsudvalget og Byrådet

Beslutning i Kultur- og Idrætsudvalget den 26-08-2022

Godkendt, sagen fremsendes til Økonomi- og Erhvervsudvalget og Byrådet.

Punkt 5 Beslutningssag: Kultur- og Idrætsfest 2023

Sagsresumé

Kultur- og Idrætsudvalget beder forvaltningen forestå en fejring af Fredericias kultur- og idrætsliv.

 

Sagsbeskrivelse:

Kultur- og Idrætsudvalget ønsker gennem en fejring at markere og anerkende de største resultater og det store arbejde, der ydes af frivillige i Fredericia Kommunes kultur- og idrætsliv.

Der har tidligere været tradition for lignende fejringer på idrætsområdet ved afholdelse af en årlig Idrætsfest. Festen har ikke været afholdt i et par år, men Kultur- og Idrætsudvalget ønsker nu fejringen genoptaget og udvidet til både at fejre kultur- og idrætsområdet i en samlet fælles fest.

Kultur og Idrætsudvalget beder forvaltningen forestå denne fejring.

Folkeoplysningsrådet har siden 2018 holdt en nytårskur (eller en kur senere på året), med uddeling af 6 priser. Formålet har været at anerkende det brede folkeoplysende foreningsarbejde. Kuren har været afholdt i Det Bruunske Pakhus med mellem 50-100 deltagere fra foreningslivet. Budgettet har været på ca. 25.000 kr.

Folkeoplysningsrådet vil gerne være med i en fælles fejring af kultur- og idrætslivet, hvis det for en form og et indhold, som de kan se foreningerne i, og hvor fokus også er på det brede foreningsarbejde.

Samtidig foreslår forvaltningen af Fredericia Idrætsråd, Fredericia Eliteidræt og relevante aktører på kulturområdet også inddrages i planlægningen og afholdelsen af fejringen, og at den afholdes i første kvartal af 2023.

Økonomiske konsekvenser

Der er afsat 201.000,- kr. i budget 2022 til fejring af ildsjæle.

Vurdering

Forvaltningen vurderer, at det økonomisk og ressourcemæssigt vil være en forel med en samlet fest, samtidig med, at det også vil øge muligheden for at skabe bånd på tværs af hele området.

Indstillinger

Konst. direktør for Børn, Unge og Kultur indstiller, at Kultur- og Idrætsudvalget bemyndiger Kultur- og Idrætsafdelingen til at lave en samlet fejring i henhold til ovenstående formål, og at man indgår i et samarbejde med Folkeoplysningsrådet, Fredericia Idrætsråd, Fredericia Eliteidræt og relevante kulturaktører, så der bliver en fælles fejring.

 

Beslutning i Kultur- og Idrætsudvalget den 26-08-2022

Godkendt.

Punkt 6 Beslutningssag: TSIF Fodbold - ansøgning om støtte til udskiftning af eltavle og yderligere lys på fodboldbaner

Sagsresumé

TSIF Fodbold søger om tilskud til en ny eltavle samt opsætning af yderligere lys ved deres fodboldbaner, for at de kan bruges i vinterhalvåret. Klubben søger om i alt 363.625 kr. kr. Sagen indstilles til godkendelse med finansiering via forskellige puljer.

 

Sagsbeskrivelse:

TSIF Fodbold søger om tilskud til udskiftning af den eksisterende eltavle ved deres kunstgræsbane og til at sætte yderligere lys op ved deres kunstgræsbane og deres 11 mands træningsbane (kan også bruges som 2 x 8 mandsbaner). Ingen af banerne er tilstrækkeligt oplyst til, at der kan spilles i længere tid ind i vinterhalvåret, og til at dommerforeningen vil dømme kampe fremadrettet. Begge dele er en stor udfordring for klubben.

Eltavlen er nedslidt og den er blevet vurderet usikker, hvorfor TSIF Fodbold har fundet det nødvendigt at bestille en udskiftning. Det vil koste 29.875 kr. inkl. moms (se bilag 1 fra Ladegaard El).

Brugen af kunstgræsbanen og 11 mands træningsbanen er påvirket af, at der ikke er nok lys på nogen af banerne. Fodboldklubben har to lysmaster de kan sætte op ved kunstgræsbanen, men har ikke ville gøre det tidligere pga. en klage, der nu er blevet afvist.

TSIF Fodbold har indhentet to tilbud på yderligere opsætning af lys, men tilbuddene er ikke helt identiske, fordi lysbehovet er blevet vurderet forskelligt. I begge tilbud indgår opsætning af de 2 allerede indkøbte master.
Ladegaards Els tilbud dækker over 2 master mere, hvilket svarer til at hver bane oplyses af 5 lys. Tilbuddet er på 219.875 kr. inkl. moms (se bilag 2).
Dansk Sportsbelysnings tilbud dækker over 3 master mere pr. bane, så hver bane oplyses af 6 lys. Tilbuddet er på 111.250 kr. for multibanen og 222.500 kr. for 11 mands træningsbanen – i alt 333.750 kr. (se bilag 3).

I begge tilbud indgår udgravningsarbejdet til fundamenterne for de master der skal sættes op ikke. Klubben har meddelt, at de godt kan stå for den del.

Fodboldklubben vil gerne benytte tilbuddet fra Dansk Sportsbelysning, da dette vurderes bedst at dække klubbens behov og fremtidssikre banerne. Klubben søger derfor om et samlet tilskud på 363.625 kr.

Fodboldklubben vil gerne kunne bruge kunstgræsbanen og 11 mands træningsbanen med lys mandag til torsdag fra 16.30-21.30 (senest), og en sjælden gang fredage og i weekender – i vinterhalvåret.

TSIF Fodbold er en forening med medlemsfremgang, og med relativt få indendørs træningstimer i Elbohallen. Foreningen er derfor afhængig af at kunne træne udenfor med de fleste medlemmer hele året.

I 2018 fik TSIF Fodbold et tilskud på 112.500 kr. til opsætning af de nuværende lysmaster, ud af en pris på 225.000 kr. Det lys viste sig ikke at være tilstrækkeligt.

Nye oplysninger i sagen efter Kultur- og Idrætsudvalgets møde d. 10-06-2022:

TSIF Fodbold har efter Kultur- og Idrætsudvalgets ønske forsøgt at indhente et tilbud mere på opsætning af eltavle. Dette har ikke været muligt, i det eltavlen allerede var sat op på grund af sikkerhedsmæssige årsager. Beløbet, der søges tilskud til vedr. eltavlen, er derfor fortsat 29.875 kr. inkl. moms.

TSIF Fodbold har efter Kultur- og Idrætsudvalgets ønske indhentet et tilbud mere på opsætningen af lysmaster til de to baner. Tilbuddet er på opsætning af yderligere 4 nye master samt de 2 master klubben allerede har. Tilbuddet lyder på i alt 323.437,50 kr. inkl. moms (se bilag 4). Dette tilbud er  10.312,50 kr. billigere end det sammenlignelige tilbud fra Dansk Sportsbelysning, som TSIF Fodbold tidligere har indhentet.

Winters vurderer også, at 6 master til hver bane, vil give den optimale belysning. Dansk Sportsbelysning har samme vurdering.

Ud fra det nye tilbud søges der om 29.875 kr. til eltavlen og 323.437,50 kr. til opsætning af lys, i alt 353.312,50 kr.

Økonomiske konsekvenser

I puljen til idrætsforeninger med udendørs faciliteter er der årligt et budget på 15.000 kr., hvilket ikke rækker til at finansierer TSIF Fodbolds ønske om et samlet tilskud på 363.625 kr. Forvaltningen har derfor arbejdet på at finde finansieringsmuligheder fra andre puljer/områder, hvor det er vurderet muligt.

Vurdering

Forvaltningen vurderer, at det er nødvendigt med udskiftningen af eltavlen og hensigtsmæssigt med opsætning af mere lys ved begge fodboldbaner, dels for at give mulighed for mere træning og dels for flere muligheder for at afvikle kampe.

Forvaltningen foreslår følgende finansiering af de 363.625 kr.:

15.000 kr. via puljen til idrætsforeninger med udendørsanlæg

100.000 kr. via kompensationspuljen under folkeoplysningsområdet

50.000 kr. via overskydende midler på klimaskærmspuljen

50.000 kr. via lokaletilskudsområdet

148.625 kr. via puljen til vedligeholdelse af idræts- og svømmehaller

Indstillinger

Konst. direktør for Børn, Unge og Kultur indstiller, at Folkeoplysningsrådet anbefaler Kultur- og Idrætsudvalget, at:

  1. TSIF Fodbold bevilges et tilskud til udskiftning af eltavlen på 29.875 kr.
  2. TSIF Fodbold bevilges et tilskud til opsætning af yderligere lys på kunstgræsbanen samt 11 mands træningsbanen på 333.750 kr.
  3. Tilskuddene finansieres via:
  • 15.000 kr. via puljen til idrætsforeninger med udendørsanlæg
  • 100.000 kr. via kompensationspuljen under folkeoplysningsområdet
  • 50.000 kr. via overskydende midler på klimaskærmspuljen
  • 50.000 kr. via lokaletilskudsområdet
  • 148.625 kr. via puljen til vedligeholdelse af idræts- og svømmehaller
  1. Tilskuddet vedr. opsætning af yderligere lys er under forudsætning af, at byggetilladelsen går igennem og at en mulig vurderet lysforurening ikke blokerer for opsætningen.

 

Beslutning i Folkeoplysningsrådet den 25-05-2022

Anbefales.

Beslutning i Kultur- og Idrætsudvalget den 10-06-2022

Sagen udsættes. Kultur- og Idrætsudvalget beder forvaltningen om at sikre, at der indhentes yderligere tilbud på eltavle og lysanlæg.

 

Indstillinger d. 26-08-2022

Konst. direktør for Børn, Unge og Kultur indstiller, at:

  1. TSIF Fodbold bevilges et tilskud til udskiftning af eltavlen på 29.875 kr.
  2. TSIF Fodbold bevilges et tilskud til opsætning af yderligere lys på kunstgræsbanen samt 11 mands træningsbanen på 323.437,50 kr.
  3. Tilskuddene finansieres via:
  • 15.000 kr. via puljen til idrætsforeninger med udendørsanlæg
  • 100.000 kr. via kompensationspuljen under folkeoplysningsområdet
  • 50.000 kr. via overskydende midler på klimaskærmspuljen
  • 39.687,50 kr. via lokaletilskudsområdet
  • 148.625 kr. via puljen til vedligeholdelse af idræts- og svømmehaller
  1. Tilskuddet vedr. opsætning af yderligere lys er under forudsætning af, at byggetilladelsen går igennem og at en mulig vurderet lysforurening ikke blokerer for opsætningen.

Beslutning i Folkeoplysningsrådet den 25-05-2022

Anbefales.

Beslutning i Kultur- og Idrætsudvalget den 10-06-2022

Sagen udsættes. Kultur- og Idrætsudvalget beder forvaltningen om at sikre, at der indhentes yderligere tilbud på eltavle og lysanlæg.

Beslutning i Kultur- og Idrætsudvalget den 26-08-2022

Ad 1) – Ad 4) Godkendt

Nye Borgerlige stemmer imod beslutningsforslaget, da vi ikke finder begrundelsen og dokumentationen for den udvidede lyskapacitet retfærdiggjort.

Punkt 7 Beslutningssag: Fredericia Arab Film Festival 2022, ansøgning om tilskud

Sagsresumé

Foreningen Arab Film Festival AFF fremsender ansøgning om tilskud til afholdelse af Fredericia Arab Film Festival 2022. Ansøgningen indstilles til delvist tilsagn.

 

Sagsbeskrivelse:

Foreningen Arab Film Festival er hjemmehørende i Odense og har til formål at arbejde for integration og ligestilling.

Formålet med festivalen er at vise den diversitet, der er i den arabiske verden ved at give et indblik i arabiske film, kulturer og tanker gennem afholdelse af en internationalt orienteret filmfestival målrettet et dansk publikum. Den samlede ansøgning er vedlagt som bilag.

Arrangørerne har tidligere afholdt Syriske Filmdage med filmforevisninger i Odense og København.

Fredericia Arab Film Festival planlægges afholdt d. 1. – 7. oktober med i alt 10 filmforevisninger og med en målsætning om et samlet billetsalg på 500. Filmene vil blive vist i Panorama.

Det fremgår af ansøgningen, at festivalen vil blive planlagt og afviklet i samarbejde med projektpartnere og frivillige, men det beskrives ikke nærmere hvem disse projektpartnere er.

Festivalen har et samlet budget på kr. 66.500, hvor salleje og filmleje udgør hovedposterne (hhv. 24.000 og 20.000). Der er søgt støtte hos Det Danske Filminstitut (20.000) og der budgetteres med en billetindtægt på kr. 15.000. Desuden budgetteres der med egenfinansering (5.000) og sponsorater (6.500). Budgettet er vedlagt som bilag.

Kultur- og idrætsudvalget søges om et tilskud på kr. 20.000.

Kultur- og idrætsudvalget har på deres møde d. 28. januar 2022 tildelt foreningen et tilskud på kr. 10.000 til afholdelse af en anden festival, International Women’s Film Festival. Tilskuddet blev givet under forudsætning af, at projektet opnåede støtte fra Det Danske Filminstitut. Denne støtte blev ikke bevilget, hvorfor Kultur- og idrætsudvalgets tilskud bortfaldt.

Økonomiske konsekvenser

Ønsker udvalget at imødekomme ansøgningen, kan finansiering ske af udvalgets tilskudspulje, hvor der resterer 38.000 kr.

Vurdering

Kultur & Idræt vurderer, at

-          Fredericia Arab Film Festival er et nyt kulturarrangement af god kvalitet, der kan medvirke til et varieret og mangfoldigt kulturudbud i Fredericia.

-          At der er tale om et forholdsvis smalt kulturtilbud, hvor den kunstneriske kvalitet formodes at være vigtigere end stor publikumstilstrømning.

-          Festivalen ville stå stærkere, hvis der allerede var etableret samarbejde med lokale aktører. Arrangørerne bør opfordres til dette, hvis festivalen skal gentages i Fredericia.

-          Festivalen kan tildeles støtte selvom foreningen bag arrangementet ikke er hjemmehørende i Fredericia, idet arrangementet kommer borgerne og kulturlivet i Fredericia til gode.

-          Det ansøgte beløb ligger over, hvad Kultur- og idrætsudvalget kan bevilge, arrangementets størrelse taget i betragtning.

Indstillinger

Konst. direktør for Børn, Unge og Kultur indstiller at

-          Arab Film Festival tildeles et tilskud på kr. 10.000 til afholdelse af filmforevisninger i Fredericia i oktober 2022.

-          At tilskuddet tildeles under forudsætning af, at arrangementet opnår støtte fra Det Danske Filminstitut.

-          At tilskuddet, såfremt det bevilges, kan ydes fra Kultur- og idrætsudvalgets tilskudskonto, hvor der resterer 38.000

Beslutning i Kultur- og Idrætsudvalget den 26-08-2022

Udvalget kan ikke tiltræde forvaltningens indstilling.

Punkt 8 Orienteringssag: Fredericia Musicalteater - afrapportering pr. 30, juni 2022

Sagsresumé

Fredericia Musicalteater har fremsendt en status på økonomien pr. 30, juni 2022.

 

Opfølgningen viser samlet et overskud på 1,6 mio. kr. for perioden, og viser ligesom ved afrapporteringen pr. marts måned, at et lavere billetsalg end forventet er finansieret af besparelser på udgiftssiden.

Det er fortsat Fredericia Musicalteaters forventning, at det estimerede årsresultat med et overskud på 0,6 mio. kr. realiseres.

 

Det indstilles, at sagen tages til efterretning.

 

Sagsbeskrivelse:

Fredericia Musicalteaters vedtægter foreskriver, at der skal sendes en økonomisk opfølgning til Fredericia Kommune den 15. i hver måned med en status ultimo foregående måned. Afrapporteringerne behandles kvartalsvis politisk i Fredericia Kommune.  Fredericia Musicalteater ar således fremsendt en status på økonomien pr. 30. juni 2022.

 

Fredericia Kommune modtager i forbindelse med afrapporteringen en resultatopgørelse, balance, likviditetsbudget samt en ledelsesberetning. Disse er vedlagt sagen som bilag.

 

Opfølgningen viser i forhold til budgettet netto et samlet overskud for perioden 1. januar – 30. juni på 1,6 mio. kr.

 

Afrapporteringen pr. 2. kvartal viser, at der fortsat er lavere indtægter på salg af billetter end forventet, dels på afholdt forestilling dels er forsalget til kommende hovedforestilling ”Come From Away” på nuværende tidspunkt lavere end forudsat i budgettet. Det lavere billetsalg tilskrives ifølge Fredericia Musicalteater, at købeadfærden hos forbrugerne fortsat er påvirket af COVID-19.

 

Denne tendens er jf. Fredericia Musicalteater i tråd med den oplevelse andre teatre har, hvor publikum er mere afventende i forhold til tidligere med at købe billetter i forsalg. På årets hovedforestilling ”Come From Away” forventes der i august måned at ske en intensivering af markedsføringen og udviklingen af billetsalget vil være et fokuspunkt frem mod rapporteringen pr. september måned.

 

Den mindre indtægt modsvares ultimo juni af større indtægter på partnerskaber og sponsorater samt tilbageholdenhed på omkostningssiden, hvor der bl.a. fortsat er mindreforbrug på markedsføring, produktions-, personale- og administrationsomkostninger.

 

Fredericia Musicalteaters egenkapital er pr. 30. juni opgjort til 7,1 mio. kr.

 

Fredericia Musicalteater vurderer fortsat, at økonomien for 2022 er robust og det estimerede overskud på 0,6 mio. kr. i 2022 fortsat er realistisk og forventes realiseret.

Økonomiske konsekvenser

Ingen.

Vurdering

Forvaltningen vurderer, at oplysningerne fra Fredericia Musicalteater er udarbejdet i tråd med god regnskabsskik og giver et realistisk billede af økonomien og forventningerne til årets resultat på nuværende tidspunkt.

 

Forvaltningen har ingen bemærkninger i øvrigt til materialet, men der vil være fokus på udviklingen i billetsalget frem mod næste politiske afrapportering.

Indstillinger

Direktionen indstiller, at Kultur- og Idrætsudvalget

  1. Tager sagen til efterretning.
  2.  Oversender sagen til orientering i Økonomi- og Erhvervsudvalget og Byrådet.

 

Beslutning i Kultur- og Idrætsudvalget den 26-08-2022

Ad 1) Sagen taget til efterretning, med den tilføjelse at udvalget udtrykker bekymring for udviklingen af det fremtidige billetsalg. Udvalget ønsker en dialog med Fredericia teaters ledelse og bestyrelse ved afrapportering til Fredericia kommune.

Ad 2) Sagen oversendes til Økonomi- og Erhvervsudvalget. Sagen oversendes ikke til Byrådet, jf. styrelsesvedtægten.

 

Punkt 9 Orienteringssag: Status på samarbejdsaftaler 2022

Sagsresumé

Hermed følger årlig status omkring samarbejdsaftalerne på det sociale område.

 

Denne orientering tilgår Beskæftigelses- og Sundhedsudvalget, Senior- og Socialudvalget, Kultur- og Idrætsudvalget, Børne- og Skoleudvalget samt Økonomi og Erhvervsudvalget.

 

Sagsbeskrivelse:

Fredericia Kommune har en række samarbejdsaftaler. I sagsfremstillingen er fokus på aftalernes form, generelt om aftalerne samt en oversigt over aftalerne. I bilaget gives en kort status på den enkelte aftale.

 

Der afholdes årlige statusmøder med aktørerne. Aftalerne har forskellige udformninger og tyngde. Samtidig er beløbenes størrelse og samarbejdets karakter også varierende.

 

Form på aftalerne

De fleste aftaler er fortløbende og kan opsiges skriftligt af begge parter med 6 måneders varsel til udgangen af kalenderåret. Der er et igangværende arbejde med at gøre alle samarbejdsaftalerne 3-årige. Det er nødvendigt for at sikre aftalernes aktualitet, samt sikre at aftalerne til stadighed lever op til gældende lovgivning.

 

Når aftalerne revideres er der fokus på at estimere et eventuel kommunalt resssourcetræk ind i aftalen, såfremt det er relevant.

 

Generelt om aftalerne

Corona har i løbet af år 2021 stadig haft store konsekvenser for alle aftalerne både i forhold til det forventede output og outcome af aftalerne. De fleste organisationer har svært ved at finde frivillige og få igangsat initiativer til samme niveau som før corona brød ud. Det betyder, der er behov for at bruge kræfter på rekruttering og oplæring af nye frivillige.

 

Nogle af organisationerne har fundet nye måder at arbejde på ift. at være mere digitalt tilgængelige – men det afhænger af målgruppe mv.

 

Generelt fremhæves det gode samarbejde med kommunale parter, og samarbejdet beskrives som konstruktivt. Der er et ønske fra flere af samarbejdspartnerne om at mødes med politisk niveau.

I bilaget gennemgås status på samtlige aftaler.

 

Der er samarbejdsaftaler med følgende:

Samarbejdsaftale med

Ansvarligt udvalg

Apotekerne

Beskæftigelses- og Sundhedsudvalget

Diabetesforeningen

Beskæftigelses- og Sundhedsudvalget

Kræftrådgivningen

Beskæftigelses- og Sundhedsudvalget

Foreningen Korskær

Beskæftigelses- og Sundhedsudvalget

Fredericia Provsti

Beskæftigelses- og Sundhedsudvalget

Mødrehjælpen

Børne- og Skoleudvalget

Fredericia Frivilligcenter

Senior- og Socialudvalget

Grow Your Life

Senior- og Socialudvalget

Fredericia Middelfart Selvhjælp

Senior- og Socialudvalget

Kirkens Korshær

Senior- og Socialudvalget

Krisecenter for mænd

Senior- og Socialudvalget

Kvindernes Krisecenter

Senior- og Socialudvalget

SIND Fredericia

Senior- og Socialudvalget

Social Sundhed Fredericia

Senior- og Socialudvalget

Solstrålen Vejen til Frihed (NY)

Senior- og Socialudvalget

Ældre Sagen

Senior- og Socialudvalget

Headspace

Børne- og Skoleudvalget, Senior- og Socialudvalget

TUBA

Børne- og Skoleudvalget, Senior- og Socialudvalget

Idræt i Dagtimerne

Kultur- og Idrætsudvalget, Beskæftigelses- og Sundhedsudvalget, Senior- og Socialudvalget

Get2Sport  OBS er stoppet

Kultur- og Idrætsudvalget, Beskæftigelses- og Sundhedsudvalget, Børne- og Skoleudvalget

 

 

Der er aftaler der udløber i 2022:

Boblberg (er udløbet i maj 2022)

Tidligere Sundhedsudvalget

Fredericia Middelfart Selvhjælp pårørende projektet (udløber med udgangen af år 2022)

Senior- og Socialudvalget

Ny Mor i DK (Dansk Flygtningehjælp) Stopper i august 2022

Børne- og Skoleudvalget

Peer-Partnerskabet (udløber med udgangen af 2022)

Senior- og Socialudvalget

 

Derudover er der et igangværende arbejde med at udarbejde en aftale med lydavisen jfr. budgetbeslutning i budget 2021.

 

Se bilag A for de nærmere detaljer omkring de enkelte aftaler. Se bilag B for oversigt over økonomi.

Økonomiske konsekvenser

De fleste af aftalernes økonomi er koblet op til Økonomi- og Erhvervsudvalget.

Vurdering

Forvaltningen vurderer, at der skal være en løbende vurdering af hver aftale med henblik på at sikre optimalt samarbejde med fokus på ressourcer mv.

Indstillinger

Direktionen indstiller:

  1. At Beskæftigelses- og Sundhedsudvalget, Senior- og Socialudvalget, Kultur- og Idrætsudvalget og Børne- og Skoleudvalget tager orienteringen til efterretning.
  2. At Beskæftigelses- og Sundhedsudvalget, Senior- og Socialudvalget, Kultur- og Idrætsudvalget og Børne- og Skoleudvalget oversender sagen til orientering i Økonomi- og Erhvervsudvalget.

Beslutning i Kultur- og Idrætsudvalget den 26-08-2022

Ad 1) Orienteringen taget til efterretning

Ad 2) Sagen oversendes til Økonomi- og Erhvervsudvalget

Punkt 10 Orienteringssag: Orientering om den kommende Planstrategi 2023

Sagsresumé

Ifølge planloven skal byrådet vedtage og offentliggøre en planstrategi hvert 4 år og indenfor den første halvdel af den kommunale valgperiode, dvs. inden udgangen af 2023.

 

Vækst, Teknik og Klima har den 13. juni 2022 været i dialog med Teknisk Udvalg omkring fastlæggelse af en tids- og procesplan for udarbejdelse af Planstrategi 2023 (PS23), hvilket blandt andet omhandler fastlæggelsen af den politiske involvering undervejs i processen.

 

Teknisk Udvalg har en ambition om at sikre en bred politisk involvering i og forankring af arbejdet med Planstrategi 2023. Indledningsvis får alle fagudvalg derfor en orientering om, hvad planstrategien er for et dokument, samt en orientering om den proces, der er tilrettelagt for udarbejdelsen af Planstrategi 2023. 

 

Parallelt med denne orienteringssag indstilles udarbejdelse af Planstrategi 2023 med tilhørende tids- og procesplan, hvori der sikres sammenhæng med Byrådets kommende Vision 2032, til formel igangsættelse af byrådet via Teknisk Udvalg og Økonomi- og Erhvervsudvalget. 

 

Sagsbeskrivelse:

Generelt om planstrategien

Planstrategiens formål

Planstrategien er et strategisk plandokument, som beskriver den ønskede udvikling i kommunen, og den fungerer som afsæt for den efterfølgende kommuneplanrevision. Udarbejdelsen af en planstrategi er således første skridt på vejen mod en ny kommuneplan.

 

Formålet med en planstrategi er, at byrådet drøfter og beslutter, hvad de overordnede strategiske pejlemærker skal være i forhold til kommunens udvikling og kommuneplanen.

 

Planstrategien skal desuden medvirke til at skabe en offentlig debat om den fysiske planlægning og indholdet i den efterfølgende kommuneplan.

 

Byrådet skal i planstrategien endvidere beslutte omfanget af den efterfølgende kommuneplanrevision ift. om der skal være tale om en fuld revision af kommuneplanen, eller om det kun er enkelte emner, der skal revideres.

 

Myndigheder

Planstrategier skal vedtages af byrådet. Byrådet kan, ud over den obligatoriske planstrategi indenfor den første halvdel af valgperioden, til enhver tid offentliggøre en planstrategi.

 

Andre myndigheder har mulighed for at fremsætte idéer, forslag og kommentarer til den fremlagte planstrategi i offentlighedsfasen. De har imidlertid ikke hjemmel til at fremsætte indsigelse mod en planstrategi, da planstrategien ikke er et planforslag (som forslag til hhv. kommuneplan eller lokalplan).

 

Krav til planstrategiens indhold

Der er kun få formelle krav til indholdet i planstrategien, og byrådet har derfor stor grad af frihed til at fastlægge indholdet i planstrategien.

 

Planstrategien skal dog indeholde oplysninger om:

  1. Byrådets vurdering af og strategi for kommunens udvikling

Byrådet skal i planstrategien fremlægge sin strategi for, hvordan kommunen skal udvikle sig fremover, sådan at borgerne gives mulighed for at drøfte byrådets tanker om kommunens fremtid.

Byrådets vurdering af og strategi for udviklingen er normalt de centrale afsnit i en planstrategi. Bortset fra de få indholdsmæssige krav, har byrådet frihed til at fokusere på de temaer, som det finder relevante.

  1. Planlægning, der er gennemført efter den seneste revision af kommuneplanen

Der er ikke detaljerede forskrifter for, hvilke oplysninger planstrategien skal indeholde om den gennemførte planlægning siden seneste revision af kommuneplanen. Ofte er det behandlet ganske kort fx via en liste over hvilke kommuneplantillæg og lokalplaner mv., der er vedtaget siden sidst.

  1. Revisionsbeslutning

Planstrategien skal indeholde en oplysning om, hvorvidt kommuneplanen skal revideres i sin helhed, eller det er enkelte temaer, der skal revideres i den kommende Kommuneplan 2025-2037.

 

Den statslige planlægning kan også medføre krav om planlægning for særlige emner. I det omfang der er sådanne krav, kan det betyde, at kommunen har pligt til at revidere dele af kommuneplanen. Det kan være i form af ny lovgivning på planområdet og/eller nye statslige udmeldinger via de ”Nationale interesser i kommuneplanlægningen”, som har relevans for den efterfølgende kommuneplanrevision.

 

Offentlig debat om planlægningen

En vigtig hensigt i planloven er, at befolkningen inddrages og høres i forbindelse med ændret planlægning.

 

Planstrategien har en vigtig rolle i forhold til at inddrage offentligheden i de strategiske sigtelinjer for planlægningen. Planstrategien fremlægges offentligt i minimum 8 uger, hvor offentligheden har mulighed for at komme med bemærkninger.

Kommunen skal sikre en offentlig debat i forbindelse med tilblivelsen af en ny kommuneplan. Debatten kan derfor ske i forbindelse med planstrategien eller senest i forbindelse med offentliggørelse af kommuneplanrevisionen.

 

Den debatskabende planstrategi

Planstrategien er ikke kun et produkt men også en proces.

Debatten i forbindelse med planstrategien vil typisk have fokus på de store linjer i den fremtidige udvikling. En grundig debat i denne fase vil afklare mange spørgsmål i forhold til den efterfølgende planlægning. Debatten vil medvirke til at sikre ejerskab til det efterfølgende kommuneplanforslag - både politisk og i befolkningen - og medvirke til en helhedsorienteret og bæredygtig planlægning.

 

Offentliggørelse

Planstrategien skal offentliggøres af to omgange. Første gang, når den er vedtaget af byrådet og herefter skal i offentlig høring. Anden gang, når byrådet har taget stilling til de indkomne bemærkninger, og den herefter skal offentlig bekendtgøres.

 

Når planstrategien er vedtaget, skal den offentliggøres i mindst 8 uger. I denne periode kan offentligheden komme med ideer, forslag og bemærkninger til den fremsatte planstrategi.

 

Planstrategien skal offentliggøres i det fælles plansystem (Plandata.dk). Det gælder både offentliggørelsen i forbindelse med høringen og den senere offentlige bekendtgørelse af den endelige planstrategi. Planstrategien vil også blive offentliggjort på kommunens hjemmeside.

 

Offentliggørelsen skal oplyse om tidsfristen for, at offentligheden (borgere, foreninger, virksomheder m.v.) kan komme med idéer, forslag og kommentarer til den offentliggjorte planstrategi, og hvordan disse fremsendes. Endvidere vil offentliggørelsen også ofte indeholde praktiske oplysninger om eventuelle borgermøder.

 

Efter udløbet af offentlighedsperioden skal byrådet tage stilling til de indkomne høringssvar, og beslutte om der skal ændres i strategien. Der er ikke nogen begrænsning i omfanget af de ændringer, der kan foretages af kommunalbestyrelsen i forbindelse med behandling af de indkomne høringssvar.

 

Den endelig planstrategi skal herefter offentliggøres sammen med oplysningen om de eventuelle ændringer, der er foretaget.

 

Specifikt om Fredericia Kommunes planstrategi

Kommunerne i Trekantområdet har gennem mange år samarbejdet om en fælles planstrategi og kommuneplan, der er gældende for alle 7 kommuner.

Hver af de 7 kommuner har desuden valgt at tilføje nye lokale emner til planstrategien og uddybe dele af de fælles emner, så planstrategien kommer til at omhandle netop det, der er vigtigst for den enkelte kommune.

 

For Fredericia Kommune har det indtil nu betydet, at planstrategien reelt er to strategier i ét dokument; En fælles del som gælder for hele Trekantområdet og en lokal del som alene gælder for Fredericia Kommune.

 

I Planstrategi 2019 har Fredericia Kommune fokus på temaerne: Bymidten, Detailhandel, Bosætning, Erhverv, Infrastruktur og mobilitet, Natur, landskab og friluftsliv samt Klimatilpasning. Hvert tema bliver præsenteret via følgende afsnit: Status, Vision, ”Hvad er målet” samt ”Ved revisionen af kommuneplanen vil vi”.

 

Gældende planstrategi kan ses via følgende link: Planstrategi 2019 for Fredericia Kommune og Trekantområdet

 

Den lokale del af Planstrategi 2023

Ud over nogle få formelle krav er der metodefrihed ift. udarbejdelse af planstrategier. Det ligger derfor helt åbent, hvad indholdet og formen bliver i den kommende Planstrategi 2023.

 

I udarbejdelse af den lokale del af Planstrategi 2023 vil det dog være relevant at sikre størst mulig sammenhæng med byrådets kommende Vision 2032.

 

Dertil kommer allerede vedtagne politiske strategier og planer (fx Fredericia for Verdensmålene og Klimaplan 2020), som på forskellig vis har eller kan få et mere fysisk aftryk.

 

En række kommende strategier og planer (fx Bymidtestrategi, Bosætningsstrategi og Turismestrategi samt Klimatilpasningsplan 2022), har også - afhængig af tidspunkt for færdiggørelse - relevans for Planstrategi 2023.

 

I sidste instans er Planstrategi 2023 en forløber for den kommende Kommuneplan 2025-2037, som omhandler den fysiske planlægning for, anvendelse og disponering af kommunens arealer. Der ligger derfor en opgave i at få ”oversat” vision, strategier og planer til et mere fysisk sigte.

 

Såfremt der kommer ny lovgivning på planområdet og/eller nye statslige udmeldinger via de ”Nationale interesser i kommuneplanlægningen” med relevans for kommuneplanen, vil det skulle nævnes i planstrategien ift. den efterfølgende kommuneplanrevision.

 

Den fælles del af Planstrategi 2023

Ud over den lokale del af Planstrategi 2023, er det fortsat planen, at der skal udarbejdes en fælles Planstrategi 2023 for hele Trekantområdet. Den fælles planstrategi skal indeholde en revisionsbeslutning om, hvilke dele af den fælles kommuneplan for Trekantområdet, der skal revideres.

 

I forhold til den fælles del af Planstrategi 2023 vil det være relevant at holde fokus på Trekantområdets fælles visionsproces kaldet Vision 2050.

 

Visionsprocessen vil involvere de 7 byråd i Trekantområdet, men er endnu ikke igangsat. Det vil potentielt først ske i 2023, hvilket er sent i forhold til Fredericia Kommunes tidsplan for udarbejdelse af Planstrategi 2023. Der arbejdes derfor administrativt på at sikre, at Trekantområdets bestyrelse træffer en foreløbig revisionsbeslutning i løbet af efteråret 2023, som vil skulle drøftes i og godkendes af de 7 byråd i løbet af 2023.

 

Tids- og procesplan for udarbejdelse af Planstrategi 2023

På baggrund af den forudgående drøftelse i Teknisk Udvalg den 13. juni 2022, indstilles nedenstående tids- og procesplan for udarbejdelse af Planstrategi 2023 til godkendelse i byrådet den 12. september 2022.

 

Med tids- og procesplanen er der tilrettelagt en plan, der sikrer en bred politisk involvering i og forankring af arbejdet med Planstrategi 2023.

 

Hvad angår borgerinddragelse, så har Teknisk Udvalg et ønske om, at arbejdet med Planstrategi 2023 i høj grad hviler på arbejdet med den nye vision 2032, herunder at borgerinddragelsen bygger ovenpå de processer, der allerede er foregået i det regi. En nærmere afklaring af dette, forventes af ske i løbet af efteråret 2022.

 

29. aug., 5. sept. og 

12. sept. 2022 

Teknisk Udvalg > Økonomi- og Erhvervsudvalget > Byrådet

Formel igangsætning af PS23

Introduktion til planstrategi som dokument

 

Aug. 2022

Alle øvrige fagudvalg

Orientering om den kommende Planstrategi 2023

19. & 20. sept. 2022

Teknisk Udvalg, Klima, Energi- og Miljøudvalget, Bosætnings- og Turismeudvalget

 

Drøftelse af administrations bud på temaer

Drøftelse af politisk oversættelse fra ”Vision 2032  til PS23”

Fastlægge program og temaer til fælles temamøde for byrådet den 4. okt. 

4. okt. 2022

Fælles temamøde 

for hele byrådet

Fastlæggelse af temaer/fokusområder i PS23

24. okt. 2022

Teknisk Udvalg

Fastlæggelse af indhold i temaerne og revisionsbeslutning(er)

28. nov. 2022

Teknisk Udvalg

Fastlæggelse af indhold i temaerne og revisionsbeslutning(er)

Mar.-apr. 2023

 

Teknisk Udvalg > Økonomi- og Erhvervsudvalget > Byrådet

Vedtagelse af PS23

Maj-jul. 2023

 

 

Offentlig høring (min. 8 uger)

Aug. 2023

 

 

Opsamling på høringssvar

Sept. 2023

 

Teknisk Udvalg

Trykprøvning af evt. ændringer

Okt.nov. 2023

 

Teknisk Udvalg > Økonomi- og Erhvervsudvalget > Byrådet

Endelig vedtagelse af PS23

Dec. 2023

 

 

Offentliggørelse

 

Økonomiske konsekvenser

Ingen.

Vurdering

Ingen.

Indstillinger

Direktøren for Vækst, Teknik og Klima indstiller, at udvalget tager orienteringen til efterretning.

Beslutning i Bosætnings- og Turismeudvalget den 23-08-2022

Orienteret

Beslutning i Senior- og Socialudvalget den 23-08-2022

Taget til efterretning.

Beslutning i Klima-, Energi- og Miljøudvalget den 24-08-2022

Taget til efterretning.

Beslutning i Kultur- og Idrætsudvalget den 26-08-2022

Orienteringen taget til efterretning.

Punkt 11 Orientering

Sagsresumé

 

 

Sagsbeskrivelse:

Orientering og spørgsmål fra udvalgsformanden

 

Orientering og spørgsmål fra udvalgsmedlemmer

 

Orientering og spørgsmål fra afdelingerne

  1. Samlet overblik over grej – hvad har vi, og hvor ligger det?
  2. Padelbane i Bøgeskov
  3. Kunstgræsbane ved Fredericia Idrætscenter

Indstillinger

Konst. direktør for Børn, Unge og Kultur indstiller at tage orienteringen til efterretning.

 

Beslutning i Kultur- og Idrætsudvalget den 26-08-2022

Orientering taget til efterretning.

Punkt 12 Underskriftsside

Sagsresumé

Udvalget skal godkende beslutningsprotokollen.

 

Sagsbeskrivelse:

Udvalget skal godkende beslutningsprotokollen.

 

For at godkende beslutningsprotokollen, skal hvert medlem underskrive ved at trykke på Godkend i First Agenda.

 

Indstillinger

Fagafdelingen indstiller