Miljø- og Teknikudvalget - 09-06-2021

Referat
Dato:
Onsdag, 9 juni, 2021 - 12:30
Hent som fil:
Dagsorden publiceret:
Torsdag, 3 juni, 2021 - 16:15
Referat publiceret:
Fredag, 11 juni, 2021 - 08:45

Punkt 1 Godkendelse af dagsorden

Beslutning i Miljø- og Teknikudvalget den 09-06-2021

Godkendt.

Punkt 2 Budgetlægning 2022 - Miljø- og Teknikudvalget

Sagsresumé

Som led i budgetproceduren for budget 2022-2025 drøfter udvalget den økonomiske situation og udarbejder input til den kommende budgetforhandling. Dette er forårets andet møde i udvalget om budgetlægningen.

 

Sagsbeskrivelse:

Den 1. marts 2021 vedtog Byrådet årets budgetproces, der blandt andet tager udgangspunkt i fagudvalgenes drøftelser og med fokus på en åben og mere inddragende proces, hvor fagligheden kan berige de politiske drøftelser. Hensigten er at skabe det fulde overblik over udvalgets økonomi til brug for de kommende budgetforhandlinger, som leder frem til det endelig budget.

 

På aprilmøderne blev udvalget præsenteret for den aktuelle økonomiske situation og fremdrift i implementering af budget 2021. Flere af fagudvalgene bestilte supplerende viden til mødet i juni. Forvaltningen vil på mødet redegøre for denne.

 

På mødet vil forvaltningen præsentere et samlet oplæg til udvalgets budgetbidrag til den kommende budgetlægning. Der er ikke lagt op til forhandlinger i udvalget – snarere at udvalget arbejder for at skabe det fulde overblik over udvalgets økonomi og dermed et oplyst grundlag for de kommende budgetforhandlinger.

 

Byrådet har fået fremlagt et program for udvalgenes drøftelser på juni-mødet. Programmet er vedlagt på sagen.

 

Økonomiske konsekvenser

Det helt overordnede mål for budgetlægningen er at realisere visioner og politikker for Fredericia Kommune på økonomiske forsvarlig vis. Med henblik på at sikre dette, anvendes målene i kommunens økonomiske politik som pejlemærker i budgetlægningen. Dvs.:

  • Balance i økonomien
  • Robust kassebeholdning
  • Investeringer i kommunens udvikling
  • Afdrag på 70 mio. kr. årligt på den langfristede gæld

 

Endvidere sigtes der mod overholdelse af de centralt fastsatte rammer for serviceudgifter og anlæg i kommuneaftalen. Forvaltningen vurderer, at råderummet i en kommende kommuneaftale i lighed med tidligere år vil være begrænset. Det er derfor af afgørende betydning, at der arbejdes ud fra rammestyringens principper som besluttet i byrådets økonomiske politik. Evt. merudgifter skal med andre ord søges finansieret inden for rammen.

 

Vurdering

Budgetlægningen for 2022-2025 tager udgangspunkt i budgetproceduren, som blev godkendt på Byrådets møde den 1. marts 2021. Her i beskrives en proces, der bygger på åbenhed, medinddragelse og faglig understøttelse af de politiske beslutninger.

 

Udgangspunktet for budgetlægningen er en sund økonomi, hvor der dog opleves pres på det specialiserede socialområde, og hvor der pga. corona og forventningen til en kommende midtvejsregulering er stor usikkerhed omkring, hvorvidt budgettet er tilstrækkeligt.

 

Indstillinger

Økonomi og Personale indstiller Miljø- og Teknikudvalget, at:

  1. Udvalget drøfter udvalgets budgetbidrag til den kommende budgetlægning.
  2. Udvalget fremsender udvalgets budgetbidrag til Byrådets budgetseminar.

 

Beslutning i Miljø- og Teknikudvalget den 09-06-2021

Drøftet og fremsendt.

Punkt 3 Status for arbejdet med Fredericia for Verdensmålene, juni 2021

Sagsresumé

Teknik og Miljø præsenterer status for arbejdet med Fredericia for Verdensmålene.

 

Sagsbeskrivelse:

Fredericia for Verdensmålene er kommunens strategi for bæredygtig udvikling, som blev vedtaget af Byrådet den 2. december 2019. Udarbejdelsen af strategien er sket efter Planlovens krav om, at byrådet hvert fjerde år skal redegøre for, hvordan kommunen vil arbejde med:

  1. mindskelse af miljøbelastningen,
  2. fremme af en bæredygtig byudvikling og byomdannelse,
  3. fremme af biologisk mangfoldighed,
  4. inddragelse af befolkningen og erhvervslivet i det lokale Agenda 21-arbejde og
  5. fremme af samspil mellem beslutninger vedrørende miljømæssige, trafikale, erhvervsmæssige, sociale, sundhedsmæssige, uddannelsesmæssige, kulturelle og økonomiske forhold.

 

Ved udarbejdelsen af Fredericia for Verdensmålene blev strategiarbejdet for første gang bredt ud til hele organisationen, og de politiske målsætninger blev udformet med inspiration fra FN’s 17 Verdensmål for bæredygtig udvikling.

 

Hermed blev især det femte af ovennævnte områder, ”fremme af samspil mellem beslutninger vedrørende miljømæssige, trafikale, erhvervsmæssige, sociale, sundhedsmæssige, uddannelsesmæssige, kulturelle og økonomiske forhold” styrket i forhold til tidligere bæredygtighedsstrategier, der overvejende havde fokuseret på natur, byudvikling, miljøbelastning og samskabelse med borgere og erhvervsliv.

 

Den nye strategi blev forankret i Økonomiudvalget, og programansvaret blev administrativt placeret i staben Sundhed og Velfærdsinnovation.

 

Teknik og Miljø præsenterer på mødet status for det tekniske områdes arbejde med implementering af strategien, som er nærmere beskrevet i vedlagte notat og skema:

-          I notatet beskrives proces og omstændigheder, og de væsentligste foreløbige resultater fremhæves.

-          I skemaet er for alle syv temaer i strategien samtlige dertilhørende hensigtserklæringer og mål listet op sammen med en kort beskrivelse af relevante indsatser og status herfor, i det omfang Teknik og Miljø er ansvarlig eller involveret.

 

Som det fremgår af notatet og skemaet, har vi siden vedtagelsen af strategien igangsat og gennemført en lang række tiltag og indsatser.

 

Økonomiske konsekvenser

Ingen.

 

Vurdering

Teknik og Miljø vurderer, at det præsenterede materiale viser et repræsentativt og dækkende billede af de igangsatte og gennemførte indsatser indenfor det tekniske område.

 

Indstillinger

Teknik & Miljø indstiller til Miljø- og Teknikudvalget, at orienteringen tages til efterretning.

 

Beslutning i Miljø- og Teknikudvalget den 09-06-2021

Taget til efterretning.

Punkt 4 Kollektiv trafik - fastlæggelse af køreplanstimer i nyt busudbud

Sagsresumé

Sagen omhandler fastlæggelse af det omtrentlige antal køreplanstimer og antallet af busruter som skal udbydes, i forbindelse med det nye udbud af kollektiv trafik i Fredericia Kommune.

 

Det indstilles, at der arbejdes videre med et busudbud, hvor der fremtidigt er 12 busser og evt. reservebusser, og i størrelsesordenen 37-40.000 årlige køreplantimer.

 

Sagsbeskrivelse:

Sagen er en opsamling på Miljø- og Teknikudvalgets temamøde med Sydtrafik den 18. maj 2021, hvor processen for det kommende arbejde med at udbyde den kollektive buskørsel fra sommeren 2023 blev gennemgået.

 

På mødet nævnte Sydtrafik, at der er behov for at det omtrentlige antal køreplantimer som ønskes i det nye udbud fastlægges snarest.

 

I forbindelse med et nyt busudbud er det vigtigt at fastlægge det omtrentlige antal køreplanstimer som ønskes, samt at fastlægge hvor mange busruter der ønskes. Antallet af busruter, har betydning for antallet af busser vognmanden skal indkøbe. Hvis det korrekte antal busser kendes fra starten, fås den længst mulige afskrivningsperiode for busserne. Ligeledes kan der forventes lavere priser på indkøb af busserne, og dette vil afspejle sig i den pris, som Fredericia Kommune vil skulle betale årligt.

 

I dag har Fredericia 10 bybuslinjer og i alt 11 busser samt reservebusser. Disse busser dækker sammenlagt 38.310 køreplantimer.

 

Da den nye buskontrakt løber fra 2023 og en periode på 10-12 år frem forventes et stigende behov for betjening af nye boligområder flere steder i kommunen, samt et øget behov for betjening af bymidten, i takt med udviklingen af Kanalbyen.

 

Økonomiske konsekvenser

Sydtrafik vurderer på nuværende tidspunkt merprisen for 0-Emissions busser til at være 0-7 %, men flere af de jyske nabokommuner, der for nylig har haft udbud af kollektiv trafik, har oplevet lavere priser end dem de betalte i forvejen.

 

Vurdering

Vækst, Teknik og Klima vurderer, at kommunens udvikling og et fremtidige øget behov for kollektiv trafik bør tænkes ind som en del af det kommende udbud, og at der derfor bør sigtes efter en løsning med 12 busser i stedet for de nuværende 11.

 

Ligeledes vurderes det hensigtsmæssigt, at der som udgangspunkt arbejdes med et antal køreplantimer svarende til det nuværende antal timer med mulighed for lidt flere eller lidt færre årlige køreplanstimer.

 

Indstillinger

Vækst, Teknik og Klima indstiller til Miljø- og Teknikudvalget, at der arbejdes videre med et busudbud, hvor der fremtidigt er 12 busser og evt. reservebusser, og i størrelsesordenen 37-40.000 årlige køreplantimer.

 

Beslutning i Miljø- og Teknikudvalget den 09-06-2021

Godkendt.

Punkt 5 Trafiksikkerhedsplan 2021

Sagsresumé

Miljø- og Teknikudvalget vedtog i 2016 en trafiksikkerhedsplan for Fredericia Kommune med en tilhørende prioriteringsmodel, der gør det muligt at prioritere mellem de mange ønsker om trafiksikkerhedsfremmende tiltag.

 

Udvalget besluttede i forbindelse med vedtagelsen, at planen skal revideres én gang årligt. Teknik & Miljø forelægger med denne sag et forslag til Trafiksikkerhedsplan 2021.

 

Sagsbeskrivelse:

Miljø- og Teknikudvalget vedtog i 2016 en ny trafiksikkerhedsplan for Fredericia Kommune. I den indgår en prioriteringsmodel, som gør det muligt at prioritere mellem de mange ønsker til trafiksikkerhedsfremmende tiltag. Prioriteringsmodellen sikrer, at de ønskede ombygninger sker i den rækkefølge, hvor det giver mest værdi.

 

Udvalget besluttede i forbindelse med vedtagelsen af trafiksikkerhedsplanen, at der én gang om året skal foretages en vurdering af projekterne i planen.

 

Et forslag til Trafiksikkerhedsplan for 2021 præsenteres på udvalgsmødet. Følgende lokaliteter har scoret ”Høj prioritet”.

 

Projekter under 100.000 kr. med høj prioritet:

  • Kraftværksvej / Klippehagevej (0,05 mio.kr)
  • Øster Voldgade (0,02 mio. kr.)

 

Projekter over 100.000 kr. med høj prioritet:

  • Sanddal Bakke v. chikaner (0,15 mio. kr.)
  • Korskærvej og Ullerupdalsvej (0,35 mio. kr.)
  • Egeskovvej ml. rundkørsel og Indre Ringvej (0,10 mio.kr)
  • Neptunvej (0,10 mio. kr)
  • Fælledvej ml. Indre Ringvej og Treldevej (0,10 mio. kr.)
  • Gl. Egumvej v. Rideskolen (0,10 mio. kr.)
  • Herredsvej v. Krügersvej (0,10 mio. kr.)
  • Kaltoftevej ml. Treldevej og Skansevej (0,10 mio. kr.)
  • Thorvaldsensvej (0,10 mio. kr.)
  • Søndermarksvej v. Skovvej (0,10 mio. kr.)
  • Antaresvej (0,10 mio. kr.)
  • Jupitervej (0,10 mio.kr)

 

Trafiksikkerhedsplanen vil senest til juli være tilgængelig på www.fredericia.dk

 

Økonomiske konsekvenser

Der er afsat 515.000 kr. i budgettet for 2021 til trafiksikkerhedsprojekter. Disse vil blive anvendt til gennemførelse af de projekter, der giver mest trafiksikkerhed for pengene. Der er desuden overført 173.000 kr. fra 2020, som ligeledes forventes brugt i 2021.

 

Vurdering

Teknik & Miljø vurderer, at den udarbejdede prioriteringsmodel sikrer, at de ønskede ombygninger sker i den rækkefølge, hvor det giver mest værdi og mest trafiksikkerhed for pengene.

 

Ud fra en helhedsbetragtning anbefales det, at følgende projekter under 100.000 kr. udføres i 2021:

  • Cykelkantbaner på Øster Voldgade (0,02 mio. kr.)

 

Det vurderes, at følgende projekter over 100.000 kr. bør udføres i 2021:

  • Hastighedsdæmpning med bump på Korskærvej og Ullerupdalsvej (0,35 mio. kr.)
  • Etablering af cykelkantbaner på Fælledvej ml. Indre Ringvej og Treldevej (0,10 mio. kr.)
  • Etablering af hastighedsdæmpning på Herredsvej v. Krügersvej (0,15 mio. kr.)

Indstillinger

Teknik & Miljø indstiller til Miljø- og Teknikudvalget, at:

  1. Trafiksikkerhedsplanen for 2021 godkendes.
  2. De udvalgte projekter for 2021 igangsættes.

 

Beslutning i Miljø- og Teknikudvalget den 09-06-2021

Godkendt.

Punkt 6 Parkering - Justering af beboerzone og parkeringsrestriktioner i Domus Axel

Sagsresumé

Denne sag indeholder forslag til justering af den nuværende beboerlicenszone, samt forslag til ændring af p-restriktioner i blandt andet Domus Axel.

 

Sagsbeskrivelse:

På et fælles temamøde den 22. marts mellem By- og Planudvalget og Miljø- og Teknikudvalget, blev forskellige udfordringer og forslag til mindre justeringer af parkeringsforholdene i bymidten drøftet. På mødet blev det aftalt, at Miljø- og Teknikudvalget, skulle behandle en særskilt sag, med forslag til mindre justeringer af beboerlicens og p-restriktioner, som kan gennemføres i 2021.

 

Med denne sag foreslår Teknik og Miljø, at følgende ændringer gennemføres i 2021:

  • Afskaffelse af betalingsparkering på Øster Strand fra 1. september til 30. april
  • Udvidelse af beboerzone jf. vedhæftede bilag
  • Tilladelse til brug af beboerlicens i de øverste etager af Domus Axel

 

Udvidelse af beboerzonen:

I takt med byens udvikling, ændring i parkeringsrestriktioner m.m. vurderes det nødvendigt og hensigtsmæssigt at udvide den nuværende beboerzone, og justere på de nuværende regler.

 

På nuværende tidspunkt tillader beboerlicens følgende:

Beboerlicens tillader fri parkering i siden af vejen, langs kantstenen inden for beboerzonen. Bemærk dette gælder ikke kantstens-parkeringspladser skiltet med tidsbegrænsning på 15 min eller 30 min.
En beboerlicens giver ikke adgang til betalingspladserne, og licensen fritager ikke for tidsbegrænsningen på p-pladser. En beboerlicens giver ikke garanti for en ledig plads.

 

Dette foreslås ændret, således at der fremover gives mulighed for følgende:

Beboerlicens tillader fri parkering i siden af vejen, langs kantstenen inden for beboerzonen. Bemærk dette gælder ikke kantstens-parkeringspladser skiltet med tidsbegrænsning på 15 min eller 30 min., medmindre andet er tilkendegivet med en undertavle med teksten ”beboerlicens tilladt” el. lign.
En beboerlicens giver ikke adgang til betalingspladserne, og licensen fritager ikke for tidsbegrænsningen på p-pladser. En beboerlicens giver ikke garanti for en ledig plads.

Ligeledes giver beboerlicens tilladelse til at parkere tidsubegrænset på parkering på p-pladser og p-hus, hvor skiltningen på stedet anviser dette.

 

Økonomiske konsekvenser

Udgifter til ændring af skilte m.m. afholdes indenfor den almindelige ramme til drift. De manglende indtægter fra betalingsparkering i perioden fra september til april forventes at andrage max 10.000 kr. Den manglende indtægt forventes opvejet af besparelser på vedligehold af p-automater i den periode, da særligt vinterperioden er hård ved p-automaten som står på Øster Strand. Denne vil med forslaget, kunne tildækkes i perioden.

 

Vurdering

Teknik og Miljø vurderer, at det er hensigtsmæssigt at gennemføre de ovenstående ændringer. Domus Axel udnyttes sjældent fuldt ud, mens de omkringliggende gader er presset på antallet af p-pladser. At give mulighed for beboerparkering i P-huset forventes at lette presset på de omkringliggende gader, og skabe en bedre udnyttelse af P-huset. Udvidelse af beboerzonen og ændringer i restriktionerne vil give mulighed for skiltning der tilgodeser beboerne i disse områder.

 

Ligeledes er der behov for at forbedre parkeringsmulighederne i Sønder Voldgade-kvarteret, for de ejendomme som ikke er nybyggede, og derfor ikke skal benytte parkeringshuset Hydra.

 

Indstillinger

Teknik og Miljø indstiller til Miljø- og Teknikudvalget, at:

  1. Betalingsparkering på Øster Strand fjernes i perioden fra 1. september til 30. april, med virkning fra 1. september 2021.
  2. Beboerzonen udvides jf. vedhæftede bilag, og at foreslåede ændringer i reglerne effektueres, med virkning fra 1. september 2021, eller evt. tidligere, såfremt opdatering af systemer, opsætning af skilte m.m. tillader dette. Der igangsættes på baggrund af udvalgsbeslutningen, en kortlægning af adresser som omfattes af ændringen. 
  3. Teknik og Miljø bemyndiges til, løbende at foretage mindre tilpasninger af beboerzonen og restriktionerne der gælder for denne.

 

Beslutning i Miljø- og Teknikudvalget den 09-06-2021

Godkendt.

Punkt 7 Fredericia Kommunes Affaldsplan 2021-2033

Sagsresumé

Der skal udarbejdes en ny affaldsplan for Fredericia Kommune. Forslaget til affaldsplanen skal sendes i offentlig høring i minimum 8 uger før den vedtages.

 

Sagsbeskrivelse:

I Miljøbeskyttelsesloven er der krav om, at kommunerne skal udarbejde en plan for håndtering af affald. Kravene til indholdet i affaldsplanen er opstillet i Affaldsbekendtgørelsen, hvor det er fastsat, at alle kommuner skal udarbejde og vedtage en 12-årig kommunal plan for håndtering af affald, som skal revideres mindst hvert 6. år.

 

Den nationale affaldsplan, som de kommunale affaldsplaner skal udarbejdes på baggrund af, har afventet klimapartnerskaber og implementering af nye EU-direktiver. Miljøstyrelsen har meddelt, at kommunerne kan vente med at udarbejde nye lokale affaldsplaner til den nationale plan kommer i høring.

 

Den 16. juni 2020 blev der indgået en bred politisk aftale i Folketinget om ”Klimaplan for en grøn affaldssektor og cirkulær økonomi”, hvor der er en række initiativer på affaldsområdet.

 

Den 8. december 2020 udsendte Miljøministeriet ”National plan for forebyggelse og håndtering af affald 2020-2032" i høring til den 9. februar 2021. Heri er der opstillet en lang række initiativer til at opfylde målsætninger om:

 

  • Mindre affald og bedre udnyttelse af naturressourcerne
  • Mere og bedre genanvendelse
  • Bedre udnyttelse af biomasse
  • Bæredygtig byggeri
  • Plastik i en cirkulær økonomi

 

Den 9. december 2020 blev en ny affaldsbekendtgørelse vedtaget og den 14. december 2020 blev en ny affaldsaktørbekendtgørelse vedtaget. Begge bekendtgørelser trådte i kraft 1. januar 2021.

 

Den kommunale affaldsplan skal medvirke til at nå de europæiske, nationale og lokale strategier og mål på affaldsområdet. Affaldsplanen skal i den forbindelse baseres på arbejdet med ”Fredericia for Verdensmålene”, herunder genanvendelse og minimering af affaldsmængder, og optimal udnyttelse af ressourcerne. 

 

Affaldsplanen skal indeholde en kortlægning af affaldsmængder og -ordninger og en planlægningsdel om de initiativer og projekter m.v., som forventes sat i gang i planperioden.

 

Ud fra disse forudsætninger drøftede Miljø- og Teknikudvalget den 28. april 2021 et oplæg til planmæssige fokuspunkter og initiativer m.m. i forhold til affaldsplanen. Der blev på udvalgsmødet blandt andet lagt vægt på cirkularitet og værdikædebetragtninger som det overordnede tema for affaldsplanen. Det skal understøtte sammenhængen i Fredericia Kommunes arbejde både omkring affald, klima og verdensmål.

 

Der er på baggrund heraf udarbejdet et forslag til en affaldsplan, med initiativer indenfor følgende fokuspunkter:

 

  • Indsamlingsordninger
  • Genbrugspladser og deponi
  • Affald i det offentlige rum
  • Cirkulær økonomi og værdikædebetragtninger
  • Kommunale institutioner
  • Bygge- og nedrivningsaffald samt erhverv
  • Øget samarbejder
  • Information og kommunikation

 

Tidsplanen for at gennemføre de forskellige initiativer er fastsat til at ske indenfor perioden 2021-2026, hvorefter der skal udarbejdes en ny affaldsplan, og som nævnt skal ske en revurdering af affaldsplanen for den resterende del af den 12-årige planperiode.

 

Planforslaget skal sendes i offentlig høring i minimum 8 uger før endelig vedtagelse.

 

Økonomiske konsekvenser

De beskrevne initiativer forventes at kunne gennemføres indenfor det allerede tildelte budget for Affald & Genbrug i den kommende planperiode. I givet fald at der vil være behov for et særligt tilskud til enkelte aktiviteter, vil der blive ansøgt om dette som en separat bevilling.

 

Vurdering

Affald & Genbrug vurderer, at Fredericia Kommune på affaldsområdet allerede opfylder en lang række af de nationale målsætninger og planer. Affaldsplanen er lovpligtig, og skal være med til at sikre, at Fredericia Kommune også fremadrettet lever op til nationale målsætninger.

 

Indstillinger

Teknik & Miljø, Affald & Genbrug, indstiller, at det anbefales Økonomiudvalget og Byrådet at ”Udkast til Affaldsplan for Fredericia Kommune 2021-2026”, godkendes og udsendes i offentlig høring i 8 uger.

 

Beslutning i Miljø- og Teknikudvalget den 09-06-2021

Anbefalet.

Punkt 8 Merafskrivning Energnist

Sagsresumé

I forbindelse med fusionen mellem TAS I/S og L90 blev der fastsat en merafskrivningsret. Den afskrivningsret har ikke kunne udnyttes fuldt ud, grundet ny varmeaftale. Den manglende merafskrivningsret fra fusionen mellem TAS I/S og L90 er nu opgjort, og Fredericia Kommunes andel andrager ca. 6,3 mio. kr. Vækst, Teknik og Klima foreslår at gælden foreslås afdrages over 5 år.

 

Sagsbeskrivelse:

Baggrund

I forbindelse med fusionen mellem L90 og TAS blev begge selskaber værdiansat med hjælp fra Deloitte. En del af TAS’ værdiansættelse bestod af en merafskrivningsret, der på fusionstidspunktet lød på 125,9 mio. kr., hvoraf de 60 % er et tilgodehavende hos varmekunderne. Værdiansættelse indgik i åbningsbalancen for Energnist og dannede grundlag for den kompensationsbetaling fra øst- til vest-puljen på 18,- kr./ton i de første 5 år.

 

I årene efter fusionen og frem til dags dato er der sket udnyttelse af den største del af merafskrivningsretten, således tilgodehavendet hos varmekunderne nu lyder på 23,7 mio. kr./40,1 mio. kr. afhængig af udfaldet i retssagen mod TREFOR.

 

Efter TREFOR’s opsigelse af varmeaftalen og indgåelse af ny varmeaftale med TVIS til 2037 kommer Energnist ikke til, at udnytte merafskrivningsretten inden udgangen af 2020, hvilket var en del af grundlaget for fusionen jf. nedenstående:

 

Som led i udarbejdelse af værdiansættelsen af selskaberne, udarbejde Deloitte et notat af 29/8 2014 ”Notat om Takstprognose L90 og TAS – varme- og affaldstakster”, hvori 6. forudsætning lyder:

 

” TAS har en merafskrivningsret på varmesiden, der har samme virkning som en underdækning. Værdien af TAS’ anlægsaktiver udgør pr. 31/12 2013 524 mio. kr. efter varmeforsyningsloven og 352 mio. kr. efter årsregnskabsloven. Merafskrivningsretten udgør forskellen på 172 mio. kr. Afskrivningerne kan, på baggrund af 60/40-fordelingen mellem varme- og affaldssiden, udnyttes med 60 % heraf til varmesiden, hvilket udgør ca. 103 mio. kr. Merafskrivningsretten anvendes i årene 2014-2020, hvorefter retten er udtømt. ”

 

Ligeledes fremgår det af bilag til den indgåede fusionsaftale under Bilag 1.1, pkt. 9, til Fusionsaftalen, at:

”Såfremt det viser sig, at tilgodehavende i form af merafskrivningsret, som TAS har hos varmekunderne, ikke kan realiseres, skal det udelukkende afspejle sig i taksterne overfor kunder i TAS’ tidligere geografiske område. ”

 

 

Foranlediget heraf var der i efteråret 2019 en række møder og drøftelser mellem repræsentanter fra de fire oprinde TAS-kommuner og Energnist om en løsningsmodel for indhentning af den resterende merafskrivningsret, hvilket kan opgøres til følgende:

 

cid:image003.png@01D6868A.CB9644C0

 

 

Med de væsentlige forandringer, som forbrændingsanlæggene forventes at stå overfor i de kommende år, foreslår Affald & Genbrug, at gælden afvikles over 5 år.

 

Økonomiske konsekvenser

Affald & Genbrug foreslår, at gælden på 6,3 mio. kr. afvikles over 5 år med opkrævning af 60,00 kr. pr. ton forbrændingsegnet affald, at pristillægget justeres årligt, så det tilpasses for ændringer i affaldsmængder og restgæld, herunder udfaldet af retssagen mod TREFOR.

 

Vurdering

Fredericia Kommunes gæld er nu opgjort til 6,3 mio. kr. jævnfør fusionsaftalen. Fredericia Kommune skal sikre, at dette beløb viderefaktureres til affaldskunderne i kommunen.

Den samlede årlige mængde af affald til forbrændingsanlægget fordeler sig med 60% dagrenovation samt 40% erhvervsaffald.

I 2022 er der budgetteret med 20.000 ton forbrændingsegnet affald, fordelt med 12.000 ton dagrenovation og 8000 tons erhvervsaffald. Affaldsbranchen - herunder forbrændingsanlæggene - er en branche, som nu og i de kommende år, forventes at gennemgå store forandringer. Det er derfor Affald & Genbrugs vurdering, at det vil være hensigtsmæssigt, at afdragsprofilen har et kort forløb i et kendt scenarie.

 

Med baggrund i ovennævnte foreslår Affald & Genbrug, at der opkræves 60,00 kr. pr. ton  forbrændingsegnet affald fra 1. januar 2022, således at gælden er afviklet i løbet af knap 5 år.

 

Den samlede forbrændingstakst er i år 2021 på 560,00 kr. pr. tons.

 

Retssagen mellem Energnist og TREFOR om betaling for varme hidrørende 2017 forventes afgjort ultimo august 2021. Udfaldet af retssagen har betydning for den resterende merafskrivningsret, idet de 6,3 mio. kr. er opgjort i forventning om, at de resterende 4,4 mio. kr. for 2017 tilbagebetales Fredericia Kommune. Indbetalingen af gælden vil blive tillagt Energnist overdækningssaldo, og vil herefter blive brugt på udligning af prisudsving. Med en uændret affaldsmængde, vil indbetalingen over en 10 årig periode have en værdi på ca. 10 kr. pr. ton affald. Energnist får hvert år gennemgået og påtegnet priseftervisningen af selskabets revisor. Måtte dette medføre, at Energnist kan udnytte noget af denne merafskrivningsret, vil de 4 TAS kommuner (Fredericia, Kolding, Middelfart og Vejle kommuner) blive godtgjort deres andel af de merafskrivninger, der udnyttes, enten i form af gældsnedskrivelse eller, såfremt gælden er indbetalt, i form af en kontant refusion.

Indstillinger

Affald & Genbrug indstiller, at det anbefales Økonomiudvalget og Byrådet at godkende, at der opkræves 60,- kr.  pr. ton forbrændingsegnet affald, der indregnes i taksten fra 2022.

Beslutning i Miljø- og Teknikudvalget den 09-06-2021

Anbefalet.

Punkt 9 Vedtagelse af straffebestemmelse til regulativ for fugle og fjerkræ i boligområder

Sagsresumé

Tilføjelse af straffebestemmelse til Fredericia Kommunes regulativ for fugle og fjerkræ i boligområder er klar til vedtagelse efter offentlig høring.

 

Sagsbeskrivelse:

Som forelagt Miljø- og Teknikudvalget den 28. april 2021 foreslås, at der tilføjes en straffebestemmelse til kommunens regulativ for fugle og fjerkræ. Straffebestemmelsen kan anvendes i de meget få tilfælde, hvor kommunens indskærpelser om at overholde regulativet ikke efterkommes. Straffebestemmelsen gør det muligt at politianmelde overtrædelser af regulativet.

 

Ændringen af regulativet har i perioden 3. maj til 18. maj været i offentlig høring på kommunens hjemmeside, og den 11. maj 2021 annonceret i Elbobladet.

 

Fredericia Kommune har ikke modtaget bemærkninger i høringsperioden.

 

Det nye regulativ, med ændring, er vedlagt. Det nuværende regulativ, før ændring, kan ses på Fredericia Kommunes hjemmeside: Se her

 

Økonomiske konsekvenser

Ingen.

 

Vurdering

Se sagsbeskrivelse.

 

Indstillinger

Teknik & Miljø indstiller, at det anbefales overfor Økonomiudvalget og Byrådet, at forslag til ændret regulativ godkendes.

 

Beslutning i Miljø- og Teknikudvalget den 09-06-2021

Anbefalet.

Punkt 10 Grundvandsbeskyttelse i de boringsnære beskyttelsesområder i Fredericia Kommune

Sagsresumé

Fremtidssikring af vandværkerne i Fredericia Kommune handler blandt andet om grundvandsbeskyttelse. Teknik & Miljø er i gang med at risikovurdere de boringsnære beskyttelsesområder (BNBO) for de almene vandværker i Fredericia Kommune. Det er det første skridt for at kunne lave aftaler om grundvandsbeskyttelse og dermed følge Folketingets udmelding om, at ”det som det helt klare udgangspunkt skal være slut med at sprøjte i de boringsnære beskyttelsesområder”.

 

Sagsbeskrivelse:

Aftalepartnerne bag Pesticidstrategien 2017-2021 har vedtaget en tillægsaftale, for at nedbringe risikoen for forurening af grundvandet fra erhvervsmæssig brug af pesticider. Tillægsaftalen blev fulgt op med et hyrdebrev til kommunerne, hvor det blev fremhævet, at det som det helt klare udgangspunkt skal være slut med at sprøjte i BNBO.

 

Boringsnære beskyttelsesområder (BNBO)

BNBO udpeges for at beskytte områder tæt på boringer mod forurening. Disse områder tæt ved indvindingsboringer er væsentligere at beskytte end andre områder, da der er kortere afstand og transporttid til boringen og mindre mulighed for opblanding af en eventuel forurening.

 

Miljøstyrelsen har beregnet eller vil beregne et BNBO rundt om hver indvindingsboring til almene vandværker. Størrelse og form på BNBO beregnes individuelt for de enkelte boringer, og afhænger af blandt andet indvindingsmængde, lokale jordbundsforhold og strømningsforhold i grundvandet.

 

Fase 1

Inden udgangen af 2022 skal kommunerne gennemgå alle BNBO for at vurdere behovet for yderligere indsatser for at mindske risikoen for forurening. Herefter skal der så vidt muligt laves frivillige aftaler med lodsejerne om at friholde BNBO for pesticider. Ved frivillige aftaler er der mulighed for at finde mere lokale, bæredygtige helhedsløsninger, der tager mange hensyn og er til gavn for flere.

 

Risikovurderinger:

Teknik & Miljø er i gang med at risikovurdere alle vandværkernes BNBO. De bliver vurderet ud fra Miljøstyrelsens vejledning om boringsnære beskyttelsesområder (BNBO), vejledning nr. 45, juni 2020. 

I risikovurderingen vurderes bl.a.:

-          Forsyningsstruktur

-          Arealanvendelse og forureningskilder

-          Naturlig beskyttelse (herunder geologi, grundvandsdannelse, grundvandskemi)

 

I Fredericia Kommune er der 34 indvindingsboringer tilhørende kommunens 7 almene vandværker.

 

Risikovurderingerne forventes færdiggjort i juni 2021. Derefter sender vi risikovurderingerne ud til vandværkerne og indarbejder deres bemærkninger i de endelige risikovurderinger, som således forventes færdiggjort senest i juli 2021.

 

Aftale mellem vandværker og lodsejere:

De konkrete arealer forhandles mellem det enkelte vandværk og den enkelte lodsejer.

 

Hvis vandværk og lodsejer ikke kan blive enige om en aftale, har Fredericia Kommune mulighed for at meddele påbud og ekspropriere med det formål at beskytte grundvandet. Et påbud har virkning med det samme, også selv om det evt. påklages. Teknik & Miljø har dog en forventning om, at vandværk og lodsejer i langt de fleste tilfælde kan blive enige om en aftale.

 

Teknik & Miljø ønsker at give vandværker og lodsejere de mest optimale betingelser for at indgå frivillige aftaler om at friholde BNBOerne for erhvervsmæssige brug af pesticider. Det er derfor af væsentlig betydning, at Fredericia Kommune melder ud, at kommunen som udgangspunkt er villig til at meddele påbud og ekspropriere, hvis der ikke kan indgås frivillige aftaler. Frivillige aftaler kan så indgås på ekspropriationslignende vilkår, så erstatningen bliver skattefri.

 

Med denne sag ønsker Teknik & Miljø en overordnet udmelding fra Byrådet om ekspropriationsvillighed i de tilfælde, hvor der ikke kan opnås enighed om en aftale. Der skal efterfølgende træffes en konkret beslutning i hver enkelt sag.

 

Fase 2

Hvis der ikke er lavet aftaler mod beskyttelse om forurening i BNBO i fase 1, er aftaleparterne i Folketinget enige om at gennemføre et generelt forbud mod sprøjtning i BNBO. Hvis der gennemføres et forbud, vil det betyde, at vandværker og lodsejere ikke har indflydelse på, hvordan aftalerne bliver. Teknik & Miljø vurderer derfor, at det er bedst for alle parter, at der indgås frivillige aftaler. Dette bakkes op af både landbrugets organisationer og vandværkerne.

 

Lovgivning

Risikovurderingerne er lavet efter § 1 i Bekendtgørelse om vurdering af boringsnære beskyttelsesområder og indberetning (nr. 1476 af 17. december 2019) og tilhørende vejledning.

 

Hvis vandværker og lodsejere ikke kan lave en frivillig aftale kan Vejle Kommune meddele påbud efter hhv. Miljøbeskyttelseslovens § 24 og § 26a (lov nr. 358 af 6. juni 1991 jf. lovbek. nr. 1218 af 25. november 2019).

 

Økonomi

Lodsejere skal have fuld erstatning, når der indgås aftaler om rådighedsindskrænkelser. Erstatningen bliver fastsat efter de principper, som bruges ved ekspropriation.

 

Efter Miljøbeskyttelseslovens § 64 skal vandværket betale den erstatning, der skal udredes i forbindelse med en frivillig aftale, et forbud eller påbud efter Miljøbeskyttelseslovens § 24 eller § 26 a.

Økonomiske konsekvenser

Ingen.

 

Vurdering

For at gøre den videre proces så smidig som mulig foreslår Teknik & Miljø, at kompetencen til at træffe afgørelse i de konkrete sager delegeres til Teknik – og Miljøudvalget.

 

Indstillinger

Teknik og Miljø indstiller, at Miljø- og Teknikudvalget overfor Økonomivalget og Byrådet anbefaler:

  1. At Fredericia Kommune som udgangspunkt er villig til at ekspropriere, hvis frivillige aftaler ikke kan indgås.
  2. At Kompetencen til at træffe afgørelser om ekspropriation i de konkrete sager delegeres til Teknik- og Miljøudvalget.

 

Beslutning i Miljø- og Teknikudvalget den 09-06-2021

Anbefalet.

Punkt 11 Endelig vedtagelse af ny fælles ejerstrategi for TVIS

Sagsresumé

TVIS og ejerkommunerne har udarbejdet en fælles ejerstrategi for TVIS. Ejerstrategien sendes til endelig vedtagelse hos ejerkommunerne.

 

Sagsbeskrivelse:

Ved udarbejdelsen af nye vedtægter for TVIS i 2019 blev fremsat ønske om udarbejdelse af en ejerstrategi for TVIS, idet ejerkommunerne ønsker et aktivt ejerskab.

 

Ejerstrategien sammenfatter ejerkommunernes forventninger til selskabet og sikrer sammenhængen til de kommunale visioner samt strategier. Ejerstrategien og TVIS’ vedtægter fra januar 2020 definerer herefter handlerummet for TVIS’ aktiviteter.

 

Udkast til ejerstrategi, der var sendt i høring tidligere på året, gav ikke anledning til bemærkninger fra Miljø- og Teknikudvalget. Der er heller ikke kommet bemærkninger til udkastet fra Kolding, Vejle og Middelfart Kommuner.

 

Økonomiske konsekvenser

Ingen.

Vurdering

Teknik og Miljø vurderer, at den foreslåede fælles ejerstrategi er i overensstemmelse med Fredericia Kommunes strategier og mål i henholdsvis Fredericia for Verdensmålene og Klimaplan2020:

 

Efter Fredericia for Verdensmålene vil vi sikre bæredygtig forsyning i tæt samarbejde med bl.a. forsyningsselskaberne, og vi vil sammen med nabokommunerne og forsyningsselskaberne arbejde for en fortsat udvikling af fjernvarmesystemet. Vi vil være åbne overfor nye metoder og potentialer i forhold til at få mere vedvarende energi og overskudsvarme ind i energisystemerne.

 

I Klimaplan2020 har vi bl.a. fastsat mål om, at vi vil udarbejde og revidere ejerstrategier, således at selskabernes drift påvirkes i retning af CO2-reducerende løsninger.

Ud over grøn omstilling og klima forholder TVIS-ejerstrategien sig også til forsyningssikkerhed, økonomi og konkurrencedygtighed, som er vigtige parametre i fortællingen om den attraktive, bæredygtige kommune - dvs. relevant i forhold til bosætning og målene om bæredygtig vækst og udvikling.

Indstillinger

 Teknik & Miljø indstiller til Miljø- og Teknikudvalget, at det anbefales overfor Økonomiudvalget og Byrådet, at Ejerstrategien for Trekantområdets Varmetransmissionsselskab IS (TVIS) godkendes.

Beslutning i Miljø- og Teknikudvalget den 09-06-2021

Anbefalet.

Punkt 12 Godkendelse af projekt for fjernvarme til Ullerup Nord

Sagsresumé

TREFOR Varme har den 1. marts 2021 sendt projektforslag til Fredericia Kommune om fjernvarmeforsyning til boligområde i Ullerup Nord (nyt planområde for åben lav bebyggelse).

 

Fredericia Kommune ejer området og påtænker at udstykke og byggemodne med henblik på salg.  Projektforslaget viser positiv samfundsøkonomi for fjernvarmeløsningen frem for individuel opvarmning. For den enkelte boligejer vil fjernvarmeløsningen alt iberegnet være lidt dyrere end individuel opvarmning ved varmepumpe. Natur og Miljø har udarbejdet udkast til godkendelse af projektforslaget efter Varmeforsyningslovens og Projektbekendtgørelsens bestemmelser.

 

Sagsbeskrivelse:

TREFOR Varme har den 1. marts 2021 sendt projektforslag for etablering af ledningsanlæg til fjernvarmeforsyning til nye boliger i Ullerup Nord, del 1. Området omfatter 20 boliger. Projektforslaget er baseret på en forventet tilslutning på 18 boliger med et samlet areal på 3.240 m2. Anlægget dimensioneres efter et nettovarmebehov på 128 MWh.

 

Der er tale om en kommunal udstykning beliggende i et område omfattet af lokalplan LP 362, Boliger ved Højgård, Ullerup Nord, hvor det fremgår, at området forventes fjernvarmeforsynet. Der er i lokalplanen fastlagt tilslutningspligt til fjernvarmeforsyning i området. Ved eventuel etablering af lavenergiboliger i området skal kommunen som byggemyndighed give dispensation fra tilslutningspligten, hvis bygherre ønsker at etablere individuel vedvarende varmekilde – f.eks. varmepumpe - frem for fjernvarme.

 

Natur og Miljø har vurderet fjernvarmeprojektet i henhold til bestemmelserne i Varmeforsyningsloven og Projektbekendtgørelsen. TREFOR Varmes projektforslag viser, at etablering af fjernvarmeforsyning i området samfundsøkonomisk set er den bedste varmeløsning frem for individuel opvarmning med varmepumper (DKK 530.000 over 20 år). Resultatet er robust overfor ændringer i beregningsforudsætningerne. Projektet udviser også beskeden positiv selskabsøkonomi (DKK 25.000 over 20 år).

 

Udstykningens karakteristik med spredt bebyggelse nødvendiggør et omfattende fjernvarmeanlæg, hvilket resulterer i forøgede byggemodningsomkostninger i form af forhøjet bidrag til fjernvarmeselskabet, TREFOR Varme. Det forhøjede bidrag antages at indgå i grundsalgsprisen og udgør dermed en indirekte varmeomkostning for slutbrugeren. Sammen med de øvrige beregningsforudsætninger betyder det, at fjernvarmeløsningen frem for individuel varmepumpe vil forøge varmeudgiften med ca. 644 kr./år for den enkelte kunde. Dette er en ”skjult merudgift” som er delvist indeholdt i grundprisen. Resultatet er ikke udtryk for, at en enkelt kunde/boligejer vil kunne høste en besparelse på 644 kr./år ved at vælge varmepumpe i stedet for fjernvarme, når/hvis først fjernvarmen er rullet ud i området.

 

Resultatet er robust overfor ændringer i beregningsforudsætningerne.

 

Økonomiske konsekvenser

Ingen.

 

Vurdering

Projektet gør det muligt at realisere intentionerne om kollektiv varmeforsyning af området jf. lokalplanen – og understøtter hensigten om at arbejde for udbredelsen af fjernvarme i Fredericia Kommune jf. bl.a. Fredericia for Verdensmålene og kommunens medejerskab af TVIS.

 

Det er samfundsøkonomien, der lovmæssigt er afgørende for, om kommunen kan godkende et projektforslag efter varmeforsyningslovens bestemmelser. Samfundsøkonomien taler i denne sag for, at fjernvarmeprojektet godkendes.

 

Ved vurdering af projektforslag for fjernvarme til nye områder er det Fredericia Kommunes praksis at tillægge positiv brugerøkonomi vægt/værdi. Positiv brugerøkonomi har hidtil været tilfældet i de fleste projektforslag for fjernvarme i Fredericia Kommune – men ikke i netop dette område. Den kollektive varmeforsyning vil her ikke være den billigste løsning for brugerne. Dette er væsentligt at forholde sig til, da der er fastlagt tilslutningspligt til kollektiv varmeforsyning, såfremt det etableres i området.

 

Merprisen for brugerne vurderes at være så beskeden, at det ikke taler for at fravige hensigten om at etablere kollektiv varmeforsyning i området. Ud over økonomien spiller drifts- og forsyningssikkerhed og nem og enkel betjening i dagligdagen også en rolle for brugerne, og her vurderes fjernvarmen at være konkurrencedygtig i forhold til det individuelle alternativ.

 

Varmeforsyningsloven har til formål at fremme den mest samfundsøkonomiske anvendelse af energi til bygningers opvarmning. Kommunen skal efter projektbekendtgørelsens § 4, stk. 2, punkt 3) behandle og godkende projekter, der opfylder gældende betingelser.

 

På ovenstående baggrund er det Natur og Miljøs samlede vurdering, at projektforslaget for fjernvarmeforsyning af Ullerup Nord, del 1, kan godkendes efter varmeforsyningsloven.

 

Indstillinger

Natur og Miljø indstiller, at Miljø- og Teknikudvalget godkender TREFOR Varmes projektforslag for fjernvarmeforsyning til bebyggelse i Ullerup Nord, del 1.

 

Beslutning i Miljø- og Teknikudvalget den 09-06-2021

Godkendt.

Punkt 13 Orientering om godkendelse af fjernvarme til Adelvej 7, Fredericia

Sagsresumé

Fredericia Kommune har den 14. april 2021 godkendt projektforslag fra TREFOR Varme om fjernvarmeforsyning af nye boliger på Adelvej 7 i Fredericia.

 

Sagsbeskrivelse:

TREFOR Varme har den 5. marts 2021 sendt projektforslag for etablering af ledningsanlæg til fjernvarmeforsyning til syv nye boliger på Adelvej 7 med et samlet opvarmet areal på i alt 770 m2. Anlægget dimensioneres efter et nettovarmebehov på 30 MWh.

 

Boligerne etableres i område omfattet af lokalplan LP 7. Lokalplanen fra 1979 forholder sig ikke til varmeforsyning, men området ligger i distrikt 13 i Fredericia Kommunes varmeplan fra 1984 og er hermed udlagt til fjernvarmeforsyning. Der er ikke fastlagt tilslutningspligt til kollektiv varmeforsyning. Bygherre for boligerne har indgået aftale med TREFOR Varme om fjernvarmeforsyning.

 

Natur og Miljø har vurderet og godkendt projektet i henhold til bestemmelserne i varmeforsyningsloven og projektbekendtgørelsen.

 

TREFOR Varmes projektforslag viser, at etablering af fjernvarmeforsyning i området samfundsøkonomisk set er den bedste varmeløsning frem for individuel opvarmning med varmepumper (DKK. 0,35 mio. over 20 år). Projektet udviser også positiv selskabsøkonomi (DKK 17.000 over 20 år). Endelig viser beregningerne, at der vil være en beskeden økonomisk fordel for brugerne/beboerne (300 kr./år pr. bolig), et resultat, der ikke er robust overfor ændringer i beregningsforudsætningerne: Resultatet for brugerøkonomien vil ændres fra en beskeden besparelse til en mindre meromkostning (120 kr./år pr. bolig), hvis eksempelvis det forudsatte investeringsniveau mindskes 20%.

 

Positiv samfundsøkonomi er afgørende for, at kommunen kan godkende et projektforslag efter varmeforsyningslovens bestemmelser. Projektet gør det muligt at fjernvarmeforsyne de nye boliger, som ønsket af bygherre – og understøtter hensigten om at arbejde for udbredelsen af fjernvarme i Fredericia Kommune.

 

TREFOR Elnet og bygherre for de syv boliger er hørt og har ikke haft bemærkninger til projektforslaget.

 

Økonomiske konsekvenser

Ingen.

Vurdering

På denne baggrund har Natur og Miljø vurderet, at projektforslaget kan godkendes efter varmeforsyningsloven.

Indstillinger

Natur og Miljø indstiller, at Miljø- og Teknikudvalget tager godkendelsen af TREFOR Varmes projektforslag for ny fjernvarmeforsyning til Adelvej 7 til efterretning.

Beslutning i Miljø- og Teknikudvalget den 09-06-2021

Taget til efterretning.

Punkt 14 Orientering om fjernvarme til nye boliger, Gl. Færgevej 61, Snoghøj

Sagsresumé

Fredericia Kommune har den 28. april 2021 godkendt projektforslag fra TREFOR Varme om fjernvarmeforsyning af ny bebyggelse på Gl. Færgevej 61 i Snoghøj.

 

Sagsbeskrivelse:

TREFOR Varme har den 29. marts 2021 sendt projektforslag for etablering af ledningsanlæg til fjernvarmeforsyning til nye boliger i området Gl. Færgevej 61. Der er tale om 39 boliger med et opvarmet areal på i alt 3.705 m2. Anlægget dimensioneres efter et nettovarmebehov på 150 MWh. (TREFOR har samtidig beskrevet projektet i forhold til miljøvurderingslovens bestemmelser).

 

Bebyggelsen ligger i område omfattet af lokalplan LP 359, Boliger nord for Snoghøjgårdparken i Snoghøj, hvor det fremgår, at området forventes fjernvarmeforsynet.

 

Natur og Miljø har vurderet og godkendt projektet i henhold til bestemmelserne i varmeforsyningsloven og projektbekendtgørelsen. Projektet er desuden VVM-screenet efter bestemmelserne i Miljøvurderingsloven.

 

TREFOR Varmes projektforslag viser, at etablering af fjernvarmeforsyning i området samfundsøkonomisk set er den bedste varmeløsning frem for individuel opvarmning med varmepumper (dkr. 2,2 mio. over 20 år). Projektet udviser også positiv selskabsøkonomi (dkr. 0,6 mio over 20 år). Endelig viser beregningerne, at der vil være en beskeden økonomisk fordel for brugerne/beboerne (190 kr/år pr. bolig), et resultat, der ikke er robust overfor ændringer i beregningsforudsætningerne – dvs. at resultatet vil ændres fra en beskeden besparelse til en mindre meromkostning, hvis eksempelvis det forudsatte investeringsniveau mindskes 20%.

 

Positiv samfundsøkonomi er afgørende for, at kommunen kan godkende et projektforslag efter varmeforsyningslovens bestemmelser. Projektet gør det muligt at realisere intentionerne om kollektiv varmeforsyning af området – og understøtter hensigten om at arbejde for udbredelsen af fjernvarme i Fredericia Kommune.

 

Økonomiske konsekvenser

Ingen.

 

Vurdering

På denne baggrund har Natur og Miljø vurderet, at projektforslaget kan godkendes efter varmeforsyningsloven. Natur og Miljø har desuden vurderet, at projektet ikke er omfattet krav om miljøvurdering.

Indstillinger

Natur og Miljø indstiller, at Miljø- og Teknikudvalget tager godkendelsen af TREFOR Varmes projektforslag for ny fjernvarmeforsyning til Gl. Færgevej 61 til efterretning.

Beslutning i Miljø- og Teknikudvalget den 09-06-2021

Taget til efterretning.

Punkt 15 Orientering (Lukket)

Punkt 16 Underskriftsside

Sagsresumé

 

Udvalget skal godkende beslutningsprotokollen.

 

Sagsbeskrivelse:

Udvalget skal godkende beslutningsprotokollen.

 

For at godkende beslutningsprotokollen, skal hvert medlem underskrive ved at trykke på Godkend i First Agenda.