Miljø- og Teknikudvalget - 11-12-2019

Referat
Dato:
Onsdag, 11 december, 2019 - 16:00
Hent som fil:
Dagsorden publiceret:
Fredag, 6 december, 2019 - 10:01
Referat publiceret:
Fredag, 13 december, 2019 - 15:00

Punkt 66 Godkendelse af dagsorden

Beslutning i Miljø- og Teknikudvalget den 11-12-2019

Godkendt.

Punkt 67 Kollektiv Trafik - optimering af køreplan

Sagsresumé

I budget 2020 har forligspartierne vedtaget, at der skal foretages en ruteoptimering af den kollektive trafik, som skal frigøre 0,5 mio. kr. Der er ligeledes afsat midler til en uddannelsesrute fra Skærbæk / Taulov til Gymnasiet.

Teknik og Miljø har sammen med Sydtrafik udarbejdet et forslag til en rute og en køreplan for denne.  

Sagsbeskrivelse:

I budget 2020 har forligspartierne vedtaget at der skal foretages en ruteoptimering af den kollektive trafik, som skal frigøre 0,5 mio. kr. årligt. Teknik og Miljø har ved hjælp af rejsekortsdata kigget nærmere på de nuværende ruter. På mødet vil der blive præsenteret et forslag til optimering af de nuværende ruter.

Rejsekortsdata giver mulighed for, at kigge nærmere på de enkelte ruter, med information omkring de enkelte busafgange. Denne detaljerede viden omkring de enkelte afgange, giver et detaljeret grundlag for at kunne omprioritere de eksisterende ruter, således at flest mulig opnår en god dækning af den kollektive trafik.

Det er med rejsekortsdata muligt at finde afgange, som bruges meget lidt.

De forslag der præsenteres på mødet, forventes at kunne give den nødvendige frigørelse på 0,5 mio. kr. årligt.

På de fleste ruter vil der være tale om reduktionen i antallet af afgange tidligt om morgenen, samt i aftentimerne. Dog er der på rute 2 også forslag til ændringer i formiddagstimerne.

Der foreslås ligeledes en reduktion i antallet af afgange i weekender.

Der foreslås ændringer på følgende ruter:

Rute 1

Ingen ændringer

Rute 2 - Hverdage:

Følgende foreslås nedlagt:

  • 2 morgenafgange før kl. 6,
  • 3 afgange mellem 10 og 13 samt
  • 1 afgang kl. 17.24.

Det foreslås ligeledes, at sidste afgang fremover er kl. 17.54 fra banegården.

Rute 2 – Weekender:

Det foreslås, at der fremover er en afgang pr. time i stedet for 2 gange i timen.

Det foreslås ligeledes, at bussen om lørdagen kører sidste tur kl. 18.24 fra banegården og om søndagen kører 18.24 fra banegården. 

Rute 3 – Hverdage

Det foreslås, at der etableres 3 ekstra afgange kl. 19.55, 20.55 og 21.55. På den måde vil der hele dagen være afgange pr. 30 min.

Rute 4:

Der foreslås etableret en ekstra afgang om aftenen således, at sidste tur mod Taulov og Skærbæk bliver kl. 22.25 fra banegården.

Rute 5 - Hverdage:

Bussen kører i dag tom til Herslev og starter ruten kl. 5.46. Dette forslås ændret således, at bussen starter kl. 6.22 fra banegården. Først tur fra Herslev vil med denne ændring blive kl. 6.46.

Det foreslås ligeledes, at sidste afgang fra banegården mod Bredstrup / Pjedsted og Herslev fremover sker kl. 18.32

Rute 5 – Weekender:

Bussen kører i dag tom til Herslev og starter ruten kl. 7.56. Dette forslås ændret således, at bussen starter kl. 8.32 fra banegården. Første tur fra Herslev vil med denne ændring blive kl. 6.46.

Det foreslås ligeledes at der i weekenden ændres til afgange pr. 2 timer, i stedet for nuværende 1 afgang pr. time. Sidste afgang fra banegården foreslås at være kl. 18.32.

Rute 6 - Hverdage:

Den første afgang kl. 5.22 fra banegården foreslås nedlagt. Første afgang fra banegården bliver så kl. 6.22. Det foreslås at sidste afgang fra banegården bliver kl. 17.32.

Rute 6 – Weekender:

Det foreslås, at der i weekenden ændres til afgange pr. 2 timer, i stedet for nuværende 1 afgang pr. time. Sidste afgang fra banegården foreslås at være kl. 18.22.

Øvrigt:

Det foreslås, at der fremover ikke køres med sommerkøreplan. Køreplanen vil således være ens hele året.

Rute 1 omdøbes til Rute 1A og Rute 1B således, at det er nemmere at finde ud af, hvilken rute der kører mod Vestbyen og hvilken rute der kører mod Nordbyen.

Som alternativ til de nedlagte afgange er der mulighed for at benytte sig af Flextur.

Flextur er kollektiv trafik, bare med mindre vogne der kører på bestilling. Der er ingen fast køreplan eller stoppesteder. Det er kørsel fra adresse til adresse efter dit behov. Du kører sammen med andre og vognen kører måske en omvej for at hente dem. Flextur kører alle ugens dage fra 6 morgen til midnat. Du skal bestille mindst 2 timer før afhentning. Alle kan benytte sig af Flextur. Det kræver blot at du kan komme til og fra bilen uden hjælp fra chaufføren.

Sydtrafik har udarbejdet en folder om Flextur, som kan findes på www.sydtrafik.dk/flextur

 

Uddannelsesrute fra Taulov og Skærbæk

Der er ligeledes i budget 2020 afsat midler til en uddannelsesrute – Rute 4U fra Skærbæk / Taulov til Fredericia Gymnasium. Teknik og Miljø har sammen med Sydtrafik udarbejdet et forslag til en rute og en køreplan for ruten.

Det vurderes hensigtsmæssigt at betjene både Taulov og Skærbæk hvor der potentielt er mere end 100 studerende, der vil kunne benytte sig af bussen til Fredericia Gymnasium.

Rute forslag: start ved Taulov Station kl. 7.20, og via Taulov Kirkevej og Adelvej forbi Elbohallen, og herfra til Skærbæk. Bussen er ved Skærbæk Ringvej kl. 7.30, og kører herfra via Skærbækvej til Kolding Landevej og videre via Erritsø mod Gymnasiet. Studerende i retning mod uddannelserne i Erritsø har mulighed for at benytte rute 106, som kører på samme tidspunkt. Der er af samme grund ikke planer om at den nye rute 4U skal stoppe ved uddannelserne i Erritsø. Bussen vil efter planen ankomme til Gymnasiet kl. 7.55.

Det forventes at den nye rute 4U kan køre fra medio marts 2020. Bussen kører kun på skoledage, og således ikke i skoleferier m.m..

Forslaget til ruteændringer sendes i høring i perioden fra d. 13 december 2019 til 10. januar 2020. Forslaget sendes til Seniorrådet, Handicaprådet samt offentliggøres på kommunens hjemmeside.

 

Økonomiske konsekvenser

Ved vedtagelse af de præsenterede ændringer forventes der at kunne frigøres ca. 0,5 mio. kr. årligt på budgettet til kollektiv trafik. Dette er inkl. tab af indtægter på de afgange, som fjernes.

Ligeledes benyttes de 0,5 mio. kr. afsat i budgettet til den nye uddannelsesrute.

Vurdering

På baggrund af udtræk af rejsekortsdata vurderes det, at de afgange som foreslås fjernet benyttes meget lidt. De fleste afgange benyttes af 3 eller færre pr. afgang, i et gennemsnit over et helt år.

Det vurderes ligeledes at der er gode muligheder for at der kan gøres brug af flextur i de tidsrum, hvor der fjernes afgange.

 

Indstillinger

Teknik og Miljø indstiller,

  • At den foreslåede rute 4U bestilles hos Sydtrafik således at bussen kan være i drift i løbet af marts 2020.
  • At forslaget til ændringerne af køreplanerne sendes i høring og at forslaget færdigbehandles på udvalgsmødet den 15. januar 2020.

Beslutning i Miljø- og Teknikudvalget den 11-12-2019

Godkendt som indstillet idet rute 4U tilføjes et ekstra stop på Houstedgårdsvej