Økonomi- og Erhvervsudvalget - 10-11-2022

Referat
Dato:
Torsdag, 10 november, 2022 - 17:00
Hent som fil:
Lokation:
Referat publiceret:
Fredag, 11 november, 2022 - 17:45

Punkt 1 Godkendelse af dagsorden

Sagsresumé

 

 

Sagsbeskrivelse:

 

Indstillinger

Kommunaldirektøren indstiller:

  1. At det godkendes, at sagen behandles ved cirkulation – det vil sige behandling via mail.
  2. At dagsordenen godkendes.

 

Beslutning i Økonomi- og Erhvervsudvalget den 10-11-2022

1-2 Godkendt.

 

Punkt 2 Beslutningssag: Skærbæk Lystbådehavn, ansøgning om kommunal garantistillelse

Sagsresumé

I forbindelse med at Skærbæk Lystbådehavn ønsker at skifte den eksisterende ydermole til en ny ydermole med bølgebrydende flydebro elementer, har lystbådehavnen søgt om en kommunal garantistillelse for et lån på maksimalt 4,500 mio. kr.

 

Forvaltningen har konkluderet, at kommunen efter gældende lovgivning lovligt kan støtte lystbådehavnen og stille en garanti uden krav om opkrævning af garantiprovision. En garantistillelse vil dog påvirke kommunens låneramme (formentlig i 2023) med et beløb svarende til garantiens størrelse, alternativt skal et tilsvarende beløb deponeres. Da garantien ydes i mere end 3 år, skal Ankestyrelsen godkende støtten, jf. lånebekendtgørelsen §13.

 

Forvaltningen anbefaler, at der stilles den ønskede garanti og at der i lighed med tidligere praksis ikke opkræves garantiprovision. Forvaltningen anbefaler, at kommunen kræver sikkerhed for den stillede garanti i form af tinglysning af sikkerhedsstillelse i Skærbæk Lystbådehavns aktiver.

 

Jf. Skærbæk Lystbådehavns vedtægter kan kommunalbestyrelsen udpeget et medlem til bestyrelsen i Skærbæk Lystbådehavn, der skal træffes beslutning om denne mulighed ønskes udnyttet.

 

Sagsbeskrivelse:

I forbindelse med at Skærbæk Lystbådehavn ønsker at udskifte den eksisterende ydermole med flydebro til en ny ydermole med bølgebrydende flydebro elementer har lystbådehavnen søgt om en kommunal garantistillelse for et lån på maksimalt op til 4,500 mio. kr.

 

Formålet med udskiftningen er at forstærke og fremtidssikre yderhavnen, øge tilgængeligheden på ydermolen for alle og give bedre forhold for sejlerklubben. Molen etableres med niveaufri overgange for at sikre tilgængeligheden for alle. Den eksisterende ydermole er etableret i 2011 og er ikke projekteret hensigtsmæssigt i forhold til de klimamæssige forhold. Vejret i Danmark bliver vildere i form af hyppigere og kraftigere storme, herunder større bølger, stormflod og strømforhold. Samtidig gennemføres øvrige mindre tiltag og klimasikring i havnen.

 

Den nuværende svagere ydermole er repareret ad flere omgange efter storme m.v. med store vedligeholdelsesudgifter til følge. Det er vurderingen, at det ikke længere er forsvarligt, at forsætte denne model, og at der derfor er behov for en holdbar løsning med udskiftning af ydermolen til en tidssvarende løsning.

 

En ny ydermole vil være omfattet af 20 års garanti ved en eftersynsaftale med leverandøren. Det er Skærbæk Lystbådehavns intention at tiltræde en sådan vedligeholdelsesaftale med henblik på at minimere vedligeholdelsesomkostningerne.

 

Skærbæk Lystbådehavn har modtaget et overslag på udskiftningen af ydermolen som inkl. ekstra arbejder til etablering af el og vand udgør ca. 4,500 mio. kr., hertil kommer ca. 0,900 mio. kr. afsat til uforudsete udgifter, som havnen kan finansiere via havnens egen kapital.

 

Skærbæk Lystbådehavn oplyser, at der er søgt om finansiering fra fonde samt løbende arbejdes med at skabe yderligere egenfinansiering af hensyn til at minimere låneoptagelsen og dermed omkostningerne til afdrag og renter mest muligt. Dette betyder, at der kun vil blive optaget lån og dermed være behov for kommunal garantistillelse i det omfang, det er absolut nødvendigt.

 

Skærbæk Lystbådehavn har fremsendt årsregnskaber og et drifts- og likviditetsbudget for 2023 med indregning af det nye lån på 4,500 mio. kr. Dette ser umiddelbart fornuftigt ud og giver ikke anledning til bemærkninger fra forvaltningen.

 

Skærbæk Lystbådehavn søger således om en kommunal garantistillelse på maksimalt 4,5 mio. kr. Det endelige beløb kendes først efter etablering og udnyttelse af eventuelle alternative finansieringsmuligheder f.eks. tilskud fra fonde.

 

Forvaltningen har undersøgt om Skærbæk Lystbådehavn er omfattet af lov om havne, det vurderes ikke at være tilfældet, idet havnen ikke anvendes til erhvervsmæssig ekspedition. Skærbæk Lystbådehavn er en selvejende institution, hvis formål er at drive lystbådehavn og de dertil hørende faciliteter og forvaltningen har tilset, at foreningens vedtægter er udformet således, at kommunen lovligt må støtte foreningen.

 

I undersøgelsen af om kommunen lovligt kan støtte Skærbæk Lystbådehavn er det derfor reglerne i kommunalfuldmagten, der er gældende. Det skal herefter vurderes, hvorvidt der er en saglig kommunal interesse. Fredericia Kommune har i forhold til ovenstående og de aktuelle forhold konkluderet, at kommunen lovligt kan yde støtte i form af en garantistillelse til Skærbæk Lystbådehavn til udskiftning af den uforsvarlige mole. Kommunen er ikke jf. gældende lovgivning forpligtiget til at opkræve garantiprovision herfor og Kommunen har tidligere støttet foreninger med en garantistillelse uden at opkræve garantiprovision.

 

En garantistillelse, som løber mere end 3 år, hvilket vil være gældende i dette tilfælde, skal jf. lånebekendtgørelsen §13 godkendes af Ankestyrelsen.

 

Kommunen har jf. vedtægterne for Skærbæk Lystbådehavn mulighed for at udpeget et ekstra bestyrelsesmedlem - det skal besluttes, om kommunen ønsker at gøre brug af denne mulighed i forbindelse med en eventuel garantistillelse.

 

Økonomiske konsekvenser

Hvis Skærbæk Lystbådehavn ikke misligholder lånet, vil der ikke være nogen økonomiske konsekvenser forbundet med udstedelsen af en kommunal garanti for lånet. I tilfælde hvor Skærbæk Lystbådehavn misligholder lånets fastlagte betingelser ved f.eks. manglende betaling af afdrag, vil kommunen være forpligtiget til at overtage lånet og dermed blive ansvarlig for den aktuelle restgæld.

 

En kommunal garantistillelse vil jf. lånebekendtgørelsen betyde, at Fredericia Kommunes låneramme i det år garantien stilles (formentlig 2023) skal reduceres med et beløb svarende til garantisummen, alternativt deponere et tilsvarende beløb, som frigives over 25 år.

 

Vurdering

Fredericia Kommune har indtil nu, dog i mindre omfang, stillet garantier for selvejende institutioner og foreninger uden at opkræve garantiprovision og kræve sikkerhed for garantistillelsen.

 

Forvaltningen anbefaler, at kommunen kræver sikkerhed i anlæg for den omhandlede garantistillelse.

 

En eventuel sikkerhed for garantistillelsen skal tinglyses og det skal undersøges, hvad der kan stilles garanti i. Omkostningerne forbundet med tinglysningen vil ligge på omkring 1.850 kr. + ca. 1,5 % alt efter hvad der stilles sikkerhed i. Omkostningerne i forbindelse med tinglysning forventes afholdt af Skærbæk Lystbådehavn, som en del af projektomkostningerne.

 

Indstillinger

Kommunaldirektøren indstiller, at Økonomi- og Erhvervsudvalget anbefaler Byrådet at godkende:

  1. At der stilles en garanti på maksimalt 4,500 mio. kr. til Skærbæk Lystbådehavn.
  2. At der modregnes i kommunens låneramme.
  3. At der ikke opkræves garantiprovision ifm. garantistillelse.

 

Såfremt punkt 1-3 godkendes indstiller kommunaldirektøren videre, at Økonomi- og Erhvervsudvalget drøfter og beslutter, hvad anbefalingen til Byrådet skal være vedr. punkt 4-6:

 

  1. At der skal stilles krav om tinglyst sikkerhedsstillelse for garantien.
  2. At omkostningerne forbundet med tinglysningen afholdes af Skærbæk Lystbådehavn
  3. Om det ønskes, at Fredericia Kommune udnytter muligheden for at udpege et ekstra medlem til bestyrelsen i Skærbæk Lystbådehavn, jf. selskabets vedtægter.

 

Beslutning i Økonomi- og Erhvervsudvalget den 07-11-2022

Udsat til yderligere belysning.

 

Supplerende oplysninger

Fredericia Kommune har modtaget en række materialer, som nu er vedhæftet sagen som bilag. Det drejer sig om årsrapporter 2019-2020-2021, budget 2022 samt budget og likviditetsbudget for 2023 efter indregning af nyt lån til renovering af broen. Herudover er vedlagt et overslag på anlægsinvesteringen.

De modtagne årsrapporter viser, at havnen har haft overskud i årene 2019-2021, ligesom de modtagne budgetter for 2022 og 2023 - efter indregning af nyt lån - også fortsat viser forventninger om positive resultater. Forvaltningen vurderer, ud fra det modtagne materiale, at Skærbæk Lystbådehavn har en fin økonomi. Samlet set ser det fornuftigt ud, og giver ikke anledning til bemærkninger fra forvaltningen.

 

Besluttes det, at der skal udpeges et ekstra medlem til bestyrelsen, vil udpegning ske af Byrådet på et senere møde.

 

Kommunaldirektøren indstiller derfor fortsat, at Økonomi- og Erhvervsudvalget anbefaler Byrådet at godkende:

  1. At der stilles en garanti på maksimalt 4,500 mio. kr. til Skærbæk Lystbådehavn.
  2. At der modregnes i kommunens låneramme.
  3. At der ikke opkræves garantiprovision ifm. garantistillelse.

 

Såfremt punkt 1-3 godkendes indstiller kommunaldirektøren videre, at Økonomi- og Erhvervsudvalget drøfter og beslutter, hvad anbefalingen til Byrådet skal være vedr. punkt 4-6:

 

  1. At der skal stilles krav om tinglyst sikkerhedsstillelse for garantien.
  2. At omkostningerne forbundet med tinglysningen afholdes af Skærbæk Lystbådehavn
  3. Om det ønskes, at Fredericia Kommune udnytter muligheden for at udpege et ekstra medlem til bestyrelsen i Skærbæk Lystbådehavn, jf. selskabets vedtægter.

 

Beslutning i Økonomi- og Erhvervsudvalget den 10-11-2022

1-3 Anbefalet.

4. Anbefalet at der stilles krav om tinglyst sikkerhedsstillelse for garantien.

5. Anbefalet at omkostningerne forbundet med tinglysningen afholdes af Skærbæk Lystbådehavn.

6. Anbefalet at Fredericia Kommune udnytter muligheden for at udpege et ekstra medlem til bestyrelsen i Skærbæk Lystbådehavn, jf. selskabets vedtægter.