Økonomiudvalget - 17-08-2020

Referat
Dato:
Mandag, 17 august, 2020 - 17:30
Hent som fil:
Dagsorden publiceret:
Mandag, 17 august, 2020 - 10:54
Referat publiceret:
Onsdag, 19 august, 2020 - 14:42

Punkt 166 Godkendelse af dagsorden

Sagsresumé

Godkendelse af dagsorden

 

Sagsbeskrivelse:

Dagsordenen til mødet er udsendt den 14. august 2020. Mødet afholdes mandag den 17. august og er dermed ikke indkaldt indenfor den sædvanlige tidsramme på fire hverdage. Dette er som følge af ønske om tæt opfølgning på Covid-19.

 

Indstillinger

Byrådssekretariatet indstiller at dagsordenen

 

Beslutning i Økonomiudvalget den 17-08-2020

Godkendt

Punkt 167 Status - Covid-19

Sagsresumé

Aktuel status på Covid-19.

 

Sagsbeskrivelse:

Siden starten af marts har danske myndigheder iværksat omfattende tiltag for at undgå smittespredning af coronavirus. Men virussen er igen på vej frem i Europa og Danmark. Både her hjemme og i flere lande omkring os er der registreret stigninger i smitten.

Fredericia Kommune har fulgt - og følger - anbefalinger fra myndigheder og KL i Covid-19-indsatsen - og generelt er det lykkedes med, at følge anbefalinger om at holde fysisk afstand, holde høj hygiejne og vise hensyn i Fredericia Kommune.

På mødet drøftes den aktuelle status på Covid-19.

 

 

Indstillinger

Byrådssekretariatet indstiller at orienteringen tages til efterretning.

 

Beslutning i Økonomiudvalget den 17-08-2020

Samfundet genåbnes fortsat og gradvist efter den omfattende nedlukning i foråret. Fredericia Kommunes strategi for håndtering af covid-19, bølge 2 skal medvirke til, at fredericianerne i den kommende tid kan vende tilbage til daglige aktiviteter, arbejde og hverdag samtidig med at smitten holdes under kontrol. Smitteudbrud blandt fredericianerne skal inddæmmes konsekvent og koordineret, så byens handelsliv, byrum og kultur og fritidstilbud fortsat kan bruges sikkert og til gavn for alle borgere, detailhandel og erhvervsdrivende.

 

 

Fredericia Kommunes strategi for håndtering af bølge 2 baseres på følgende:

  • Retningslinjer fra nationale myndigheder følges stringent.
  • Fredericia Kommune arbejder ud fra et fortsat udvidet forsigtighedsprincip.
  • Alle indsatser varetages med udgangspunkt i tæt samarbejde og koordinering med regionale, lokale og nationale myndigheder.
  • Mulighed for tests skal være så tilgængelige for alle fredericianere som muligt.
  • Der rettes en samlet henvendelse fra økonomiudvalget til regionale og nationale myndigheder med henblik på at sikre permanente og mobile testfaciliteter i Fredericia.
  • Kommunens personale bidrager til udvidet smitteopsporing i tæt samarbejde og koordinering med øvrige myndigheder og samarbejdspartnere.
  • Der etableres flere muligheder for isolationsfaciliteter for borgere, som ikke kan gå i isolation og karantæne i eget hjem.
  • Information til borgere øges.
  • Der iværksættes en særlig indsats, opsporing, hjælp og information til udsatte grupper.
  • Kommunen går forrest som arbejdsplads.
  • Kommunen etablerer tilbud om information og vejledning til borgere, samarbejdspartnere, virksomheder og detailhandel om covid-19, håndtering af smitteudbrud og forebyggelse heraf.
  • Ansatte og borgere, som har været i kontakt med personer, som er konstateret smittet forventes at lade sig teste samt gå i karantæne, indtil der foreligger et negativt svar.
  • Ledere på Fredericia Kommunes institutioner har et udvidet ansvar for at sikre, at der ikke kommer smitte ind på kommunens institutioner.
  • Ved mistanke om smitterisiko kontaktes kommunens hygiejnesygeplejerske samt corona-taskforce øjeblikkeligt. Der fastlægges straks en konkret plan for håndtering. Indsatsen fastlægges i samarbejde med relevante myndigheder.

 

 

Konkret håndtering:

  • Fredericia Kommunes håndteringskapacitet styrkes. Der afsættes 2 mio. kr. til formålet fra spar/lån-reserven, men det forventes, at udgifterne vil blive dækket af den kommende aftale mellem KL og regeringen.
  • Der etableres en corona-taskforce, og opnormeres på hygiejne, isolationsfaciliteter, sikring af tilstrækkeligt lager af værnemidler, muligheder for udebesøg samt styrket kommunikationsindsats mm.
  • Taskforcen nedsættes indtil videre med virke frem til årsskiftet. 
  • Der omorganiseres så forvaltningsområder, der er særligt påvirket af corona og corona-restriktioner ledes via taskforcen.
  • Administrativt ansatte i Fredericia Kommune opfordres til at arbejde hjemme i øget omfang. Der gives mulighed for minimum 2 ugentlige hjemmearbejdsdage. Opgaveløsningen tilrettelægges i samarbejde med egen leder og tillidsvalgte.
  • Herudover gives mulighed for hjemmearbejde for ansatte i andre funktioner, såfremt opgaverne tillader det. Opgaveløsningen tilrettelægges i samarbejde med egen leder og tillidsvalgte.
  • Som udgangspunkt omlægges alle møder i organisationen til digital afholdelse. Der kan være undtagelser herfor. Disse vil bero på konkret vurdering.
  • Som udgangspunkt omlægges alt kompetenceudvikling til digitale løsninger. Fredericia Kommune vil i den kommende tid øge egne udbud af digital kompetenceudvikling, der hvor der er behov - herunder ift. hygiejne og arbejdsmiljø.
  • Mødelokaler vil have tydelig angivelse af antal tilladte personer.
  • Ansatte og borgere forventes at følge sundhedsstyrelsens retningslinjer for forebyggelse af smittespredning.
  • Medarbejdere og borgere opfordres til at downloade den nationale smittestop-app.
  • Et fortsat højt hygiejneniveau opretholdes i hele organisationen.
  • Tilgængelighed til værnemidler sikres fortsat, ligesom der fortsat sikres et lager heraf til brug ved smitte op blusning.
  • Der opbygges intern testkapacitet i organisationen via uddannelse af personale på plejens område.
  • Medarbejdere i ældreplejen testes hver 6.uge. Frekvens og omfang øges ved smitteudbrud. Konkret plan herfor tilrettelægges via taskforcen og kommunens tillidsvalgte.

 

Særligt på Børn og Ungeområdet:

  • Aflevering af børn i dagtilbud og skoler foregår som udgangspunkt ved døren/lågen.
  • Der etableres fortsatte rammer for at mest mulig aktivitet og læring kan foregå udendørs og i mindre grupper.
  • Der etableres særlige tiltag på fritidsområdet, som skal medvirke til, at børn bliver i så faste grupperinger som muligt.
  • Ved brug af offentlig transport i skoletid/dagtilbud stilles mundbind til rådighed til børn og voksne.
  • Alle skolerejser frem til 31.12.2020 udskydes.

 

De forebyggende tiltag ovenfor vil i udgangspunktet være gældende frem til årsskiftet.

 

Tiltagene kan justeres i forhold til udviklingen i smittetrykket.