By- og Planudvalget - 07-11-2018

Referat
Dato:
Onsdag, 7 november, 2018 - 16:45
Hent som fil:
Lokation:
Referat publiceret:
Fredag, 9 november, 2018 - 13:01

Punkt 78 Godkendelse af dagsorden

Sagsresumé

 

 

Sagsbeskrivelse:

 

Indstillinger

Fagafdelingen indstiller

 

Beslutning i By- og Planudvalget den 07-11-2018

Godkendt

Punkt 79 3. budgetopfølgning 2018 - By- og Planudvalget

Sagsresumé

For at sikre, at byrådet løbende informeres om kommunens økonomi og det forventede regnskab udarbejder fagafdelingerne i samarbejde med Økonomi og Personale hvert år tre budgetopfølgninger.? 
?Efter behandling i fagudvalget skal budgetopfølgningen sendes videre til godkendelse i byrådet.? 

Der bliver ikke søgt om tillægsbevillinger/omplaceringer i forbindelse med 3. budgetopfølgning.

Det forventede regnskabsresultat for udvalgets ramme, inkl. forventet spar/lån, er derefter på 42,547 mio. kr., hvilket svarer til et merforbrug på 0,060 mio. kr.

Teknik & Miljø forventer, at serviceudgifterne er i balance ved udgangen af 2018.

På anlægssiden forventes et merforbrug på 3,087 mio. kr., hvilket primært skyldes, at tilskuddet vedrørende supercykelstien til Middelfart (ca. 5,500 mio. kr.) først udbetales i 2019.

Mindreforbruget vedrørende indskud i Landsbyggefonden forventes at skulle indbetales i 2019.   

 

Sagsbeskrivelse:

Ved de tre årlige budgetopfølgninger kan budgettet rettes til, så det er i overensstemmelse med ny lovgivning, byrådsbeslutninger, fejl og mangler og ændret efterspørgsel på overførselsudgifterne. For alle andre afvigelser fra budgettet gælder rammestyringens principper om, at overskridelser skal finansieres inden for udvalgets ramme. 

 

Udvalgets økonomi fra korrigeret budget til forventet regnskab er vist i tabellen herunder: 

 

Mio. kr.

Korrigeret budget

3. budget-opfølgning

Forventning spar/lån

Forventet regnskab

Serviceudgifter

        4,461

 

             -  

       4,461

 

 

 

 

 

Skattefinansieret drift i alt

        4,461

        0,000

           0,000

       4,461

 

 

 

 

 

Skattefinansieret anlæg i alt

        9,935

        0,000

           3,087

     13,022

 

 

 

 

 

Skattefinansieret område i alt

    14,396 

        0,000

           3,087

   17,483 

 

 

 

 

 

Jordforsyning/Danmark C

       0,870

        0,000

 

       0,870

 

 

 

 

 

Finansforskydninger

 

 

 

 

Indskud i Landsbyggefonden

      27,221

         0,000

         -3,027

     24,194

 

 

 

 

 

Total

      42,487

         0,000

           0,060

     42,547

+ = udgift / lån af næste år (underskud) 

 - = indtægt / opsparing (overskud) 

 

 Korrigeret budget 

Det korrigerede budget omfatter vedtaget budget, spar/lån-overførsler fra 2017 og godkendte budgetændringer. 

 

3. budgetopfølgning 

3. budgetopfølgning viser de budgetændringer, som udvalget ansøger om i denne sag, og som sendes videre til godkendelse i byrådet. Alle sager fremgår af bilag ”3.budgetopfølgning 2018 – specifikation”, men de væsentligste sager er kort beskrevet her: 

Der søges ikke om tillægsbevillinger ved 3. budgetopfølgning. 

 

Forventning spar/lån 

Forventet spar/lån viser den forventede opsparing eller lån af næste års budget.  

 Teknik & Miljø forventer på nuværende tidspunkt et merforbrug på 0,060 mio. kr. 

Der er indmeldt et mindreforbrug på 3,027 mio. kr. vedrørende indskud i Landsbyggefonden, hvilket stort set modsvares af et merforbrug på skattefinansieret anlæg.

Spar/lån skal ses i sammenhæng med overført mindreforbrug på ca. 33,000 mio. kr. fra 2017-2018.

Reduktionen skyldes primært en reduktion i spar/lån på indskud i Landsbyggefonden, dels at Fredericia Kommune først modtager tilskuddet vedrørende supercykelstien til Middelfart i 2019.

 Spar/lån behandles og godkendes ved regnskabsafslutningen. 

  

Økonomiske konsekvenser

Der henvises til afsnittene ”Sagsbeskrivelse” samt ”Vurdering”.

Vurdering

Teknik & Miljø vurderer ved 3. budgetopfølgning, at serviceudgifterne er i balance ved udgangen af 2018.

Under indskud i Landsbyggefonden forventes et mindreforbrug på 3,027 mio. kr., som forventes at forfalde til betaling i 2019.

Dette modsvares stort set af et forventet merforbrug på skattefinansieret anlæg på 3,087 mio. kr.

Dette merforbrug kan opdeles i et merforbrug vedrørende supercykelstien til Middelfart (ca. 5,500 mio. kr.), da tilskuddet først modtages i 2019, som delvist opvejes af et mindreforbrug, som kan henføres til udskydelse af færdiggørelsen af lyskryds ved Snaremosevej til 2019 samt diverse byfornyelsesprojekter. 

Status på politiske ændringer i budget 2018:

Se vedhæftede bilag.

Indstillinger

Teknik & Miljø indstiller:

 

  1. at budgetopfølgningen godkendes og videresendes til Økonomiudvalget og byrådet.

Beslutning i By- og Planudvalget den 07-11-2018

Godkendt

Punkt 80 Drøftelse af indhold i Planstrategi 2019

Sagsresumé

Ifølge planloven skal byrådet vedtage og offentliggøre en planstrategi hvert 4. år og indenfor den første halvdel af den kommunale valgperiode, dvs. inden udgangen af 2019. 

Som optakt til udarbejdelse af Planstrategi 2019 vil Teknik & Miljø gerne i dialog med By- og Planudvalget på et temamøde omkring deres overvejelser og ønsker til indholdet i den kommende planstrategi.

 

Sagsbeskrivelse:
Planstrategien er byrådets strategi for kommunens langsigtede udvikling og som sådan en strategi for kommuneplanlægningen. Planstrategien er samtidig et juridisk dokument, som indeholder en revisionsbeslutning om, i hvilket omfang og ikke mindst hvilke emner, der skal revideres i den kommende Kommuneplan 2021. Den resterende del af Kommuneplan 2017 forventes dermed genvedtaget.

På temamødet gives en introduktion til, hvad en planstrategi er, hvad den kan indeholde, og hvordan den hænger sammen med kommuneplan og lokalplaner.

Derudover udarbejder Teknik & Miljø et oplæg om bud på planstrategiemner til den politiske drøftelse på temamødet. Oplægget skal blandt andet baseres på de allerede kendte politiske fokusområder og prioriteringer, nye statslige krav til kommuneplanlægningen (via de seneste planlovsændringer), administrationens vurdering af behov for revisionsemner mv.

Er der ønske om yderligere drøftelse af planstrategiens indhold, kan der afholdes et nyt temamøde på udvalgets møde i december.

Med afsæt i de politiske tilbagemeldinger vil Teknik & Miljø udarbejde Planstrategi 2019, som skal godkendes i byrådet. Efter byrådets godkendelse af Planstrategi 2019, skal strategien i offentlig høring, med efterfølgende endelig vedtagelse i byrådet.

 

Sammenhæng til Trekantområdets fælles Strategi for vækst og attraktivitet

Trekantområdets syv kommuner har hver en fælles og en lokal del af både planstrategi og kommuneplan.

Trekantområdets fælles Strategi for vækst og attraktivitet udgør formelt også den fælles planstrategi. I Fredericia Kommune vil udkastet til den fælles strategi blive drøftet på det fælles udvalgsmøde den 22. oktober 2018. Forud for bestyrelsen i Trekantområdets godkendelse af det endelige forslag til fælles Strategi for vækst og attraktivitet, skal der tilføjes en revisionsbeslutning, hvori det fremgår, hvordan den kommende fælles Kommuneplan 2021 skal revideres. Det vil blandt andet afhænge af de syv kommunernes tilbagemeldinger på baggrund af de lokale drøftelser om planstrategiens indhold.

Trekantområdets fælles Strategi for vækst og attraktivitet skal derfor godkendes sammen med den lokale planstrategi i hvert af de syv byråd.

 

Tids- og procesplan

I august 2018 godkendte Trekantområdets bestyrelse en tids- og procesplan for færdiggørelse af Trekantområdets fælles Strategi for vækst og attraktivitet og de lokale planstrategier.

Det betyder, at de syv byråd får den fælles Strategi for vækst og attraktivitet og de respektive lokale planstrategier til politisk godkendelse i perioden februar-maj 2019. Herefter sendes de to strategier i offentlig høring i perioden maj-juli 2019. I september 2019 forventes strategierne endelig godkendt i de syv byråd.

En mere detaljeret tidsplan ses nedenfor. Markeringerne med hvid baggrund vedrører udelukkende tidsplanen for Fredericia Kommune:

30. oktober 2018

Administrativ workshop om indhold til lokal Planstrategi 2019

7. november 2018

Temamøde i By- og Planudvalget om indhold til Planstrategi 2019

Primo december 2018

Kommunerne afleverer bemærkninger til forslag til Trekantområdets fælles Strategi for vækst og attraktivitet

19. december 2018

Evt. nyt temamøde i By- og Planudvalget om indhold til Planstrategi 2019

Primo januar 2019

De politiske følgegrupper behandler de indkomne bemærkninger til forslag til Trekantområdets fælles Strategi for vækst og attraktivitet og indstiller endeligt forslag til bestyrelsen

Primo februar 2019

Bestyrelsen godkender det endelige strategiforslag til Trekantområdets fælles Strategi for vækst og attraktivitet

Februar – maj 2019

Udvalgs- og byrådsbehandling af Trekantområdets fælles Strategi for vækst og attraktivitet i de enkelte kommuner

27. marts, 8. april og 29. april 2019

By- og Planudvalgets, Økonomiudvalgets og Fredericia Byråds godkendelse af Trekantområdets fælles Strategi for vækst og attraktivitet samt Fredericia Kommunes lokale Planstrategi 2019 (forslag)

Maj - juli 2019

Offentlig høring

September 2019

Endelig godkendelse af Trekantområdets fælles Strategi for vækst og attraktivitet i de 7 byråd.

September 2019

By- og Planudvalgets, Økonomiudvalgets og Fredericia Byråds godkendelse af Trekantområdets fælles Strategi for vækst og attraktivitet samt Fredericia Kommunes lokale Planstrategi 2019 (endelig).

Oktober 2019

Bekendtgørelse

 

 

Økonomiske konsekvenser

Ingen.

Vurdering

Ingen.

Indstillinger

Teknik & Miljø indstiller, at By- & Planudvalget drøfter emner til den kommende Planstrategi 2019 med henblik på efterfølgende udarbejdelse af strategien.  

Beslutning i By- og Planudvalget den 07-11-2018

Drøftet

Punkt 81 Anmodning om igangsætning af lokalplan 365 Samkørselsplads Dronningens kvarter

Sagsresumé

Det anbefales, at der igangsættes lokalplanarbejde med henblik på at udlægge et areal til en ny rasteplads/ samkørselsplads ved Dronningens Kvarter, tæt på motorvejsafkørsel 61 og Arla Foods. Rastepladsen tænkes at skulle omfatte fast food restauranter, tankanlæg og vaskehal.

Arealet ejes af Fredericia Kommune.

Sagsbeskrivelse:

Teknik & Miljø er i dialog med en projektudvikler, som ønsker at etablere en rasteplads, der skal tilbyde, især bilister, muligheder for at tanke og købe et hurtigt måltid. Forskellige mulige placeringer er undersøgt og valget er faldet på en placering, syd for motorvej E45, ved Dronningens Kvarter, tæt på motorvejsafkørsel 61 og Arla Foods.

Forhold til eksisterende plangrundlag

Området er i dag omfattet af lokalplan 160 Stormejeri i Taulov, som udlægger arealet til grønt område og til landbrugsformål. Arealet ligger i landzone og må ifølge gældende lokalplan ikke bebygges. Den ønskede anvendelse er ikke i overensstemmelse med anvendelsesbestemmelserne i den gældende lokalplan, hvorfor udarbejdelsen af en ny, og dermed aflysning af en del af den gældende, lokalplan vil være nødvendig. 

Området er i Kommuneplan 2017-2029 omfattet af kommuneplanramme TD.E.3 Erhverv, Dronningens Kvarter, som udlægger området til erhverv i miljøklasse 1-5, primært virksomheder med stort arealbehov og behov for central placering i forhold til det overordnede vejnet og med højst tilladelig støj på 60dB.

Samtidig er det målet inden for rammen,

-          at der gøres en særlig indsats med beplantning mod områdets overordnede veje

-          at sikre områdets visuelle udtryk gennem krav til beplantning, byggeriets udseende og materialevalg samt tilpasning til omgivelserne

Lokalplanens indhold

Lokalplanen afgrænses omtrentligt som angivet på vedlagte bilag.

Lokalplanen vil omfatte en del af matr. 11v, Børup By, Taulov. Samlet set udgør arealet ca. 22.500 m2, som afgrænses af Skærbækvej mod vest, motorvejsrampen mod nord og mod syd og øst af Dronningens Kvarter og Arla Foods.

Med lokalplanen åbnes mulighed for at udlægge et areal til rasteplads med bil- og lastbilparkering, fastfood restauranter, tankanlæg til hhv. biler og lastbiler samt en vaskehal.

I lokalplanen indarbejdes målene fra kommuneplanen idet der søges at finde en balance ift. ønsket om synlighed.

Økonomiske konsekvenser

 

Ingen.

Vurdering

Projektet med etablering af en rasteplads / samkørselsplads med servicefaciliteter for pendlere, bilister og chauffører vil højne Taulov som knudepunkt, og først og fremmest tilgodese et behov for private for at kunne holde hvil og spise lidt mad i forbindelse med kørsel på motorvejen. Samtidig vil borgerne og medarbejderne på virksomhederne i Taulov-området også kunne nyde godt af flere spisemuligheder, bilvask mv.

Ligeledes vil pendlere, som samkører til arbejdspladser, drage fordel af at få en pendler-/samkørselsplads i tilknytning til et større rastepladsområde. Det betyder også, at de to nuværende pendlerpladser i området ved hhv. Adelvej og Nordensvej vil kunne lukkes og den kommunale drift fremadrettet vil blive samlet på én plads.

Etableringen af et område med servicefaciliteter for bilister vil også give mulighed for at koble med yderligere parkeringsbehov især for lastbiler, enten i tilknytning til eller i nærheden af rastepladsen.

Det er tanken at lastbilparkeringen skal være tidsbegrænset. Dette kan dog ikke reguleres med lokalplanen.

Indstillinger

Teknik & Miljø indstiller, at By- og Planudvalget igangsætter lokalplan 365 Samkørselsplads Dronningens kvarter.

Beslutning i By- og Planudvalget den 07-11-2018

Godkendt

Punkt 82 Vedtagelse af forslag til Lokalplan 364 - Blandet bolig og erhverv i Kanalbyen, Oldenborggadekvarteret samt Tillæg 7 til Kommuneplan 2017 - 2029

Sagsresumé

Teknik & Miljø har udarbejdet Forslag til Lokalplan 364 – Blandet bolig og erhverv i Kanalbyen – Oldenborggadekvarteret samt Tillæg 7 til Kommuneplan 2017 - 2029.

 

Lokalplanen har til formål at muliggøre opførelse af ejerboliger, almene ungdomsboliger og erhverv/offentlig og privat service. Lokalplanlægningen skal sikre, at der skabes gode sammenhænge til de tilstødende byområder.

 

Tillæg 7 til kommuneplanen muliggør, at der kan opføres bebyggelse i op til 7 etager i lokalplanens område.

 

 Planforslaget ledsages af en miljørapport.

 

Teknik & Miljø indstiller, at det indstilles overfor Økonomiudvalget og Byrådet, at forslag til Tillæg 7 og Lokalplan 364 med den ledsagende miljørapport vedtages og udsendes i offentlig høring.

 

Sagsbeskrivelse:

Teknik & Miljø har udarbejdet et lokalplanforslag for byggefelt 3, 4 og 5 i Kanalbyen som muliggør at der kan opføres 12.100 m2 bebyggelse til blandet bolig og erhverv. Området ligger mellem Oldenborggade og Frederiks Kanal.

 

Der er udarbejdet et skitseprojekt som kan realiseres med lokalplanens vedtagelse.

 

Lokalplanen er udarbejdet så den nye bebyggelse vil indgå i en helhed med den eksisterende bebyggelse i Frederikshuset samt med bebyggelsen i Kongens Punkt, der er under opførelse. Den nye bebyggelse vil medvirke til at skabe et sammenhængende forløb langs Frederiks Promenade med bl.a. udadvendte funktioner i stueetagen.  

 

Lokalplanen er udarbejdet, så kommende byggeri placeres således, at den eksisterende bys sigtelinje videreføres gennem Dalegade som forlænges ind i den nye bydel via Voldmesterstræde.

 

Lokalplanen giver mulighed for at opføre bebyggelse i 2-7 etager, så der skabes variation i bebyggelseshøjder.

 

Området ligger indenfor planlægningszonen for Shells havneterminal. Lokalplanlægningen sikrer, at sikkerhedsforholdene i området er acceptable med den planlagte bebyggelse i overensstemmelse med VVM-redegørelsen for Kanalbyen. En realisering af skitseprojektet kan ske indenfor rammerne af risikovurderingen.

 

Skitseprojektet

Skitseprojektet indplacerer sig i overgangen mellem den eksisterende by og Kanalbyen og har ryggen til de post industrielle arealer langs Oldenborggade, som er præget af salt-haller, transformatorstation, parkeringsplads m.v. Skitseprojektet tager således afsæt i en fortolkning af beliggenheden ved Oldenborggade, som er urbant og industrielt præget samt et mere maritimt præget miljø omkring Frederiks Kanal. 

 

Projektet består af to elementer ”Promenaden” og ”Oldenborghus”. ”Promenaden” orienterer sig mod Frederiks Kanal og består af ejerboliger. ”Oldenborghus” orienterer sig mod Oldenborggade og består af en række ungdomsboliger. De to bebyggelser adskilles af et indre, grønt opholdsareal. Begge bebyggelser opføres ovenpå et parkeringshus der etableres på terræn.

 

Bebyggelsen opføres som karréer, adskilt af Voldmesterstræde. Som det fremgår af skitseprojektet placerer bebyggelsen i hovedreglen med facade i gadelinjen mod de omgivende veje. Der etableres åbninger og porte i bebyggelsen, der giver mulighed for passage gennem karréernes gårdrum.

 

Skitseprojektet indeholder en palette af forskellige funktioner der blandes. Der etableres almene ungdomsboliger og ejerboliger, samt udadvendte funktioner (cafeer) i stueetagen ud mod Frederiks Promenade.

 

Ejerboligerne består af 3 sammenhængende huse der placeres med facade ud mod Frederiks Promenade. Husene varierer i højde og fremspring og opføres i en højde på op til 7 etager. Ungdomsboligerne tager venligt imod den eksisterende bydel omkring Oldenborggade med en lav bygningshøjde på 3 etager, hvorved der dannes en blid overgang mellem eksisterende og ny bebyggelse.

 

Kommuneplanen

Lokalplanens område er omfattet af kommuneplanens lokalplanramme B.BE.2. – Blandet bolig og erhverv syd for Oldenborggade. Området kan anvendes til boliger og erhverv i miljøklasse 1-2, herunder mindre butikker og cafeer.

 

Kommuneplanen giver mulighed for, at der opføres 12.100 m2 bebyggelse i 3-5 etager fordelt på 8.800 m2 til boliger, 3.100 m2 til erhverv og 200 m2 til kultur, offentlig og privat service.

 

Byggeri i op til 7 etager er ikke i overensstemmelse med kommuneplanens bebyggelsesregulerende bestemmelser for rammen. For at bringe lokalplanen i overensstemmelse med kommuneplanen er der udarbejdet et tillæg til kommuneplanen. Tillægget udlægger en ny ramme B.BE.3. – Blandet bolig og erhverv syd for Oldenborggade, Kanalbyen.

 

Forud for udarbejdelsen af kommuneplantillægget er der indkaldt ideer og forslag til tillægget. I en periode på 14 dage har det været muligt at indsende forslag og synspunkter til kommuneplantillægget. I høringsperioden indkom der ét forslag fra en borger. Forslaget indeholder en række betragtninger om bygningernes højde på de tre byggefelter hvori det fremhæves, at det nye byggeri bør møde den eksisterende bymidte med en gradvis optrapning af bygningshøjden. Ligeså foreslås det, at byggeri i de tre byggefelter gives en varierende højde. Endelig er der en betragtning om parkering.

 

Teknik & Miljø har i forslag til Tillæg 7 imødekommet borgerens forslag om bygningshøjder.

 

Tillæg 7 til Kommuneplan 2017 – 2029 offentliggøres sammen med lokalplanen.

 

Forslag til Lokalplan 364 og Tillæg 7 til Kommuneplan 2017 – 2029 er vedlagt dagsordenspunktet som bilag 1 og 2. Bemærkningerne fra idefasen for kommuneplantillægget er vedlagt dagsordenspunktet som bilag 3.

 

Miljøvurdering

Planforslaget ledsages af en miljørapport, der behandler kommuneplantillægget og lokalplanens miljøpåvirkning af omgivelserne og omgivelsernes påvirkning af planområdet.

 

Der er gennemført en miljøvurdering af følgende parametre:

• Støj fra nærliggende virksomheder

• Luft, lugt og støv fra omgivende virksomheder

• Risikoforhold

• Håndtering af eksisterende jordforurening

• Bebyggelsens visuelle sammenhæng med den eksisterende by

• De indbyrdes forhold mellem ovenstående faktorer

 

Miljørapporten er vedlagt planforslaget som et selvstændigt dokument. Der er udarbejdet et ikke-teknisk resume af miljørapporten som indgår i lokalplanen. Miljørapporten er vedlagt dagsordenspunktet som bilag 4.

 

Høring af risikomyndighederne

Da lokalplanområdet ligger indenfor planlægningszonen omkring Shell Havneterminal, som er risikovirksomhed, er der foretaget en høring af risikomyndighederne forud for offentliggørelsen af lokalplanen.

 

Der indkom høringssvar fra Miljøstyrelsen, Beredskabsstyrelsen, Arbejdstilsynet og Trekantområdets Brandvæsen som har meddelt, at det påtænkte planforslag på det foreliggende grundlag, ikke giver anledning til bemærkninger.

Økonomiske konsekvenser

 

Det vurderes, at de afledte økonomiske konsekvenser ved realiseringen af de byggeprojekter og nye byrum, som lokalplanforslaget giver mulighed for, vil være af stor positiv betydning for Fredericias og Kanalbyens fortsatte udvikling.

 

En realisering af lokalplanen vil indebære, at der på sigt skal ske en opgradering af Oldenborggade samt, at der skal udføres kryds- og fortovsjusteringer i tilknytning til lokalplanens område.

Vurdering

Teknik & Miljø vurderer, at lokalplanlægningen vil kunne sikre gode sammenhænge til de tilstødende byområder. Lokalplanen vil give mulighed for, at Kanalbyen tilføres et attraktivt og varieret boligmiljø i overensstemmelse med visionerne for udvikling af Kanalbyen. Muligheden for opførelse af ungdomsboliger ud mod Oldenborggade vil styrke områdets sammenhæng med uddannelsesinstitutionerne i bydelen.

Indstillinger

Teknik & Miljø indstiller, at det indstilles overfor Økonomiudvalget og Byrådet,

 

  1. at forslag til Tillæg 7 til Kommuneplan 2017 – 2029 med ledsagende miljørapport vedtages og udsendes i offentlig høring, og

 

  1. at forslag til Lokalplan 364 med den ledsagende miljørapport vedtages og udsendes i offentlig høring, og

 

  1. at administrationen bemyndiges til at foretage mindre redaktionelle rettelser inden offentliggørelse af planforslaget og miljørapporten.

 

Beslutning i By- og Planudvalget den 07-11-2018

Anbefales

Bilag

 

 

Punkt 83 Forslag til lokalplan 338 for kolonihaveområde ved Egeskovvej

Sagsresumé

By- og Planudvalget besluttede på mødet den 21. marts 2018 at igangsætte udarbejdelse af lokalplan for kolonihaveområdet ved Egeskovvej med en maksimalstørrelse for kolonihavehuse på 80 m2.

 

Teknik og Miljø har udarbejdet et forslag til lokalplan 338 for et kolonihave ved Egeskovvej.

 

Baggrunden for udarbejdelsen af lokalplanen er, at den eksisterende lokalplan nr. 4 fra 1978 ønskes afløst af en lokalplan med nogle nye bestemmelser, der gør det muligt at renovere og udvide kolonihavehusene, så de fysiske rammer lever bedre op til de aktuelle behov. Anvendelsen som kolonihaveområde fastholdes.

 

Sagsbeskrivelse:

By- og Planudvalget besluttede på mødet den 21. marts 2018 at igangsætte udarbejdelse af lokalplan for kolonihaveområdet ved Egeskovvej med en maksimalstørrelse for kolonihavehuse på 80 m2.

 

Baggrunden for udarbejdelsen af lokalplanen er, at den eksisterende lokalplan nr. 4 fra 1978 ønskes afløst af en lokalplan med nogle nye bestemmelser, der gør det muligt at renovere og udvide kolonihavehusene, så de fysiske rammer lever bedre op til de aktuelle behov.

 

Forud for igangsættelse af lokalplanen har der været omfattende undersøgelser af mulighederne for at omdanne området til beboelsesområde, da det har været et stort ønske fra mange af kolonihaveejerne at kunne bo der hele året. Støjundersøgelser og dialog med Erhvervs- og Miljøstyrelsen har dog gjort det klart, at støj fra Shell Raffinaderiet i praksis umuliggør dette.

 

Erhvervsstyrelsen har derudover gjort opmærksom på, at der er grænser for, hvor store kolonihavehuse, at kommunen må planlægge for. Bliver de for store, vil styrelsen gribe ind, da det i så fald ikke længere vil kunne betragtes som kolonihavehuse.

 

I den indledende proces har der været dialog mellem Teknik & Miljø og Grundejerforeningen, men efter beslutningen om igangsættelse af lokalplanlægning for kolonihavehuse op til 80 m2, har Grundejerforeningen ikke ønsket at være i dialog omkring udarbejdelsen af lokalplanforslaget.

 

Lokalplanen

Lokalplanen udlægger området til kolonihaver, fredskov og almen vandforsyning. Der sker således ikke en ændring i forhold til den eksisterende anvendelse i området.

 

I forhold til lokalplan nr. 4 vil lokalplanen give mulighed for at udvide de eksisterende bygninger eller opføre større bygninger på de enkelte kolonihavegrunde, således kolonihavehuse kan have en størrelse på maks. 80 m2 samt at det samlede areal til drivhuse, udhuse, overdækninger, garage/carporte mm kan have et samlet areal på maks. 21 m2.

 

Lokalplanen fastlægger fortsat, at kolonihavehusene ikke må anvendes til helårsbeboelse.

 

Lokalplanens hensigt er ikke at bestemme, hvordan det enkelte kolonihavehus ser ud eller indrettes. Derfor lægger lokalplanen heller ikke op til en bestemt række materialer eller måder at bygge husene op på.

 

Der er dog en række hensyn, der primært sigter på mulige genevirkninger af bebyggelsen.

Blanke eller reflekterende materialer må ikke anvendes til tag- og udvendige bygningssider.

 

Lokalplanen har bestemmelser om udstykning, bebyggelsens omfang og udearealers tilstand.

 

Der må monteres solceller, der i denne sammenhæng sidestilles med vinduespartier og ikke regnes som et tagmateriale.

 

Der er endvidere fastsat afstande for bebyggelsens afstand til skel og vej.

Kravene til omfang og afstand mellem bygninger er fastsat af primært to årsager: Brandhensyn og nabogener. Det vigtigste er at undgå brandspredning.

Overbebyggelse og for tæt bebyggelse skaber brandfare. Det typiske kolonihavehus er opført i lette og som oftest brændbare materialer, og denne byggestil kræver en god sikkerhedsafstand til naboens kolonihavehus.

 

Der er for at bevare områdets grønne struktur bestemmelse om, at hegning skal ske med levende hegn.

 

Lokalplanen fastlægger, at eksisterende fredskovareal skal fastholdes i sin nuværende tilstand.

 

Vejstrukturen fastholdes med sin nuværende udformning.

 

Kommuneplan

Lokalplanen er i overensstemmelse med kommuneplanen.

 

Risikovirksomhed

Lokalplanområdet er delvist beliggende indenfor en 500 m planlægningszone omkring Raffinaderiet samt delvist indenfor sikkerhedszonen omkring Raffinaderiet.

 

Der må ikke indenfor disse zoner planlægges for boliger, erhverv mv., såfremt det ved en vurdering af risikoforholdene kan godtgøres, at den samfundsmæssige risiko og/eller risikoen for individer ligger inden for risikomyndighedernes acceptkriterium.

Idet der ikke sker en ændring af anvendelsen for kolonihaveområdet, sker der heller ikke en ændring af risikoforholdene omkring kolonihaveområdet.

 

Miljøvurdering

Idet anvendelsen for området ikke ændres, er det Fredericia Kommunes vurdering, at den samfundsmæssige risiko heller ikke ændres.

Fredericia Kommune har afgjort, at der ikke skal udarbejdes en miljørapport fordi miljøscreeningen viser, at der ikke forventes væsentlig indvirkning på miljøet.

Økonomiske konsekvenser

Lokalplanen har ingen økonomiske konsekvenser for Fredericia Kommune.

Vurdering

Det er administrationens vurdering, at lokalplanforslagets muliggørelse af bebyggelse på over den nuværende størrelsesgrænse på 35 m2 vil gøre det muligt at renovere og udvide kolonihavehusene, så de fysiske rammer lever bedre op til nutidens behov.

 

Der er som nævnt en del byggeri i området, som er ulovligt i forhold til den gældende lokalplan, og som ikke vil kunne lovliggøres af den nye lokalplan. I de tilfælde vil der efter lokalplanens vedtagelse skulle ske en konkret vurdering af, hvorvidt der kan ske retlig eller fysisk lovliggørelse.

 

Når den nye lokalplan er vedtaget, vil der kunne bygges i henhold til denne.

Håndteringen af de ulovlige forhold i området vil skulle foregå uanset, om der igangsættes/gennemføres ny lokalplanlægning for området eller ej.

Indstillinger

Teknik & Miljø indstiller, at det anbefales overfor Økonomiudvalget og Byrådet,

 

  • at forslag til lokalplan 338 for kolonihaveområde ved Egeskovvej med beslutning om, at der ikke skal udarbejdes en miljørapport vedtages og udsendes i offentlig høring i 8 uger, og

 

  • at administrationen bemyndiges til at foretage mindre redaktionelle rettelser inden offentliggørelse af planforslaget og miljørapporten.

Beslutning i By- og Planudvalget den 07-11-2018

Anbefales.

Punkt 84 Ansøgning om dispensation fra lokalplan 20

Sagsresumé

Ejeren af Egeskovvej 147 har søgt om dispensation til at opføre to lagerbygninger på henholdsvis 240m² og 539m² på ejendommen Egeskovvej 147. Ejendommen vil med nybyggeriet have en bebyggelsesprocent på 36,2. Ifølge Lokalplan 20 som er gældende for området må bebyggelsesprocenten for den enkelte ejendom ikke overstige 25.

Ansøgningen har været i nabohøring, og der er modtaget forskellige indvendinger.

Teknik & Miljø finder, at der er grundlag for at meddele dispensation. 

 

Sagsbeskrivelse:

Ejeren af Egeskovvej 147 har søgt om tilladelse til opførelse af to lagerbygninger på henholdsvis 240m² og 539m² på ejendommen beliggende Egeskovvej 147. Ejendommen vil med nybyggeriet have en bebyggelsesprocent på 36,2

Lager bygningerne vil bestå af lagerrum af varierende størrelser, fra 41m² op til 120m².

 

Ejendommen er omfattet af lokalplan 20, som bl.a. fastsætter følgende:

 

§7.1 Bebyggelsesprocenten for den enkelte ejendom må ikke overstige 25

 

Ansøgeren begrunder sin ansøgning med, at der er nedrevet og fjernet overdækninger, skur m.m. hvor der har været uautoriseret anvendelse samt ryddet op på grunden. De nye bygninger vil sikre at der fremover vil være ordnede forhold på ejendommen.

 

I henhold til § 19 i planloven kan kommunen dispensere fra bestemmelserne i en lokalplan, byplanvedtægt mv., hvis dispensationen ikke er i strid med principperne i planen. Dette kan dog først ske, efter at der har været foretaget naboorientering.

  

Lokalplan 20 omfatter et område ved Egeskovvej. Lokalplanen udlægger området til boliger men sikrer samtidig de to eksisterende erhvervsvirksomheder indenfor området har muligheden for udvidelse.

 

Ansøgningen har været sendt i naboorientering. Der er indkommet indsigelser fra beboerne på Godhavnsvej 11, 12, 13, 15 og 17 (se bilag )

 

Indsigelserne drejer sig om følgende:

  • Anvendelsen 
  • Støj fra eksisterende udnyttelse
  • Øget aktivitetsniveau
  • Aktivitet døgnet rundt
  • Nedklipning af hæk

 

Der har efterfølgende været foretaget partshøring af ansøger, som har taget kontakt til indsigerne og forklaret hvilken type lejere, der vil komme fremover og at det er indskærpet overfor eksisterende lejere, at miljøreglerne skal overholdes. Ligesom ansøger har udleveret telefon nr. så de fremover kan kontakte ham, hvis der opstår problemer (vedlagt som bilag 9)

 

Økonomiske konsekvenser

Ingen.

Vurdering

Teknik & Miljø vurderer, at en bebyggelsesprocent på 36,2 til erhvervsbyggeri ikke er høj, da erhvervsområder oftest er udlagt med en bebyggelsesprocent på 40 eller derover. Bebyggelsesprocenten i Lokalplan 20 er beregnet på anvendelse til boliger. 

  

Teknik & Miljø vurderer på denne baggrund, at der kan være grundlag for at meddele en dispensation som ansøgt.

Indstillinger

Teknik & Miljø indstiller, at der meddeles dispensation som ansøgt til at opføre to lagerbygninger med vilkår om at de kun anvendes til lagerformål, og ikke til værksteds- eller produktionsvirksomhed.

Beslutning i By- og Planudvalget den 07-11-2018

Godkendt.

Punkt 85 Gadenavneskilte

Sagsresumé

Bevaringsfonden støtter økonomisk udfærdigelsen- og opsætningen af nye gadenavneskilte i Fredericia midtby. Med udgangspunkt i de historiske emaljeskilte i midtbyen, er der udfærdiget et skiltedesign som favner de historiske skilte samtidig med, at skiltet kan sidde på moderne nutidige huse.

Den samlede økonomiske ramme er estimeret til 720.000,- for skilte og opsætning, hvilket Bevaringsfonden vil betale.

Sagsbeskrivelse:

I forlængelse af Bevaringsfondens arbejde med restaurering og forskønnelse af byen (vi har nu restaureret 89 huse og yderligere 41 vil blive afsluttet inden maj 2019, dvs. i alt 132 huse) har fonden bevilget penge til nye gadenavneskilte i Fredericia by inden for voldene.

I dag bærer gadenavneskiltningen præg af tilfældige ad-hoc løsninger uden et overordnet design- og funktionsmæssigt hovedgreb.

Begrundelsen for støtten er derfor, at skabe en sammenhængende linje for hele byen.

Afgrænsningen for de nye skilte er Voldene mod nord og vest og i princippet Oldenborggade mod syd, dog med nogle gader på Gl. Havn og kvarterene øst for Kongensgade syd.

I den historiske bydel drejer det sig om ca. 578 skilte (ca. 51 gade- og torvenavne).

Vi har, med baggrund i de historiske emaljeskilte i midtbyen, udfærdiget et skiltedesign som favner de historiske skilte samtidig med, at skiltet kan sidde på moderne nutidige huse.

Skiltene tænkes, som de historiske skilte, med rubinrød baggrundsfarve med hvid skrift og kantstreg.

Skrifttypen findes ikke som en defineret digital font, hvorfor vi har opbygget en skrifttype på baggrund af de historiske skilte. Denne font opkaldes efter Fredericia og hedder herefter ”Fredericia”

Bevaringsfonden giver midler til produktion og opsætning af alle skilte. Fondstilskud er på 720.000,- inkl. moms for alle 578 skilte i den historiske Fredericia.

Tidsplanen er således, at efter udvalgsmødet vil produktionen kunne igangsættes, og sidste skilt vil være opsat 1. maj 2019, dvs. inden afslutningsfesten for Bevaringsfonden.

Økonomiske konsekvenser

Ingen, da Bevaringsfonden finansierer både skilte og opsætning.

Vurdering

Plan & Arkitektur vurderer, at de nye gadenavneskilte i det beskrevne design vil give et løft til midtbyen og på fin måde understøtte den forskønnelse, som de mange restaureringsprojekter har givet.

Indstillinger

Teknik & Miljø indstiller, at By- og Planudvalget beslutter

  • At nye gadenavneskilte opsættes som beskrevet, samt
  • At fremtidige gadenavneskilte inden for området skal udformes som beskrevet.

Beslutning i By- og Planudvalget den 07-11-2018

Godkendt.

Punkt 86 Orientering: Tidsbegrænset miljøgodkendelse til omladningsplads til jern- og metalskrot på kaj 22 hos Bradal Produkthandel ApS

Sagsresumé

Teknik & Miljø har den 11. september 2018 meddelt tidsbegrænset miljøgodkendelse til omladningsplads til jern- og metalskrot til virksomheden Bradal Produkthandel ApS på Centerhavnsvej 12 i Fredericia. Miljøgodkendelsen indeholder vilkår, der sikrer, at virksomheden kan drives uden væsentlige gener eller risiko for miljøet og omgivelserne i øvrigt.

Miljøgodkendelsen tidsbegrænses til 30. juni 2019.

Samtidig har Teknik & Miljø truffet afgørelse om, at Bradal Produkthandel ApS’ aktiviteter er i overensstemmelse med planforholdene i området, og at aktiviteterne ikke medfører pligt til udarbejdelse af en miljøvurdering.

 

Sagsbeskrivelse:

ADP A/S har på vegne af Bradal Produkthandel ApS den 31. august 2018 søgt om miljøgodkendelse til etablering af en omladningsplads til jern- og metalskrot på kaj 22 på Centerhavnsvej 12, Fredericia.

Virksomheden modtager forskellige typer rent klipjern (jernskrot fraktioner) til midlertidig opbevaring inden udskibning. Jernskrottet, som modtages fra Bradal Produkthandel ApS’ egne pladser, samles og opstakkes på pladsen, inden lastning og udskibning til eksport.

De ansøgte aktiviteter på omladningspladsen er midlertidige med forventet ophørstidspunkt den 30. juni 2019. Der er tale om et midlertidigt anlæg på en eksisterende oplagsplads, som kun vil være i brug indtil der er etableret en permanent plads. Miljøgodkendelsen tidsbegrænses derfor til 30. juni 2019, hvorefter den erstattes af en miljøgodkendelse for den permanente plads.  Der forventes at være 3-4 udskibninger i løbet af miljøgodkendelsens gyldighedsperiode.

Med miljøgodkendelsens vilkår vurderer Teknik & Miljø, at virksomheden kan drives uden væsentlige gener for omgivelserne.

Teknik & Miljø har på baggrund af en screening af miljøforholdene truffet afgørelse om, at aktiviteterne ikke har væsentlig indflydelse på miljøforholdene i området. Der er således truffet afgørelse om, at der ikke er krav til udarbejdelse af en miljøvurdering.

Begge afgørelser kan påklages, og klagefristen udløber den 9. oktober 2018.

Økonomiske konsekvenser

Ingen.

Vurdering

Ingen.

Indstillinger

Teknik & Miljø indstiller, at orienteringen tages til efterretning.

 

Beslutning i By- og Planudvalget den 07-11-2018

Taget til efterretning.

Punkt 87 Orientering: Lokalt Naturråd

Sagsresumé

Miljø- og Teknikudvalget blev den 7/2/2018 orienteret om den lovbundne opgave, der bestod i at etablere et lokalt naturråd, hvis formål var at komme med input til Det Grønne Danmarkskort ifm. den kommende revision af kommuneplanen. Kommunerne i Trekantområdet har samarbejdet herom og derfor har ”Trekantområdets Lokale Naturråd” nu sendt en række overordnede anbefalinger og bemærkninger til hhv. byrådene og Miljø- og Fødevareministeren.

Sagsbeskrivelse:

Trekantsområdet Lokale Naturråd blev i medfør af bekendtgørelse nr. 971 af 7. august 2017 om etablering af lokale naturråd, nedsat d. 1. marts 2018 med repræsentanter for erhvervs-, natur-, miljø-, og fritidsinteresser, se bilag 5. Der blev i løbet af forår/sommer 2018 afholdt 3 møder, hvor naturrådet og repræsentanter fra de 7 kommuner i trekantområdet deltog. Der var ikke udpeget politiske repræsentanter til at deltage i processen.

Naturrådet har taget udgangspunkt i ”de grønne udpegninger” (Det Grønne Danmarkskort) jf. kommuneplan 2017 – 2021og er kommet med en række anbefalinger. Anbefalingerne skal bistå kommunerne i den kommende kommuneplanlægning med udpegning af områder i henhold til naturbeskyttelse og Grønt Danmarkskort.

Naturrådet har udtrykt tilfredshed med processen og er kommet med en række anbefalinger til kommunerne, se bilag 4. Naturrådet har valgt at beskæftige sig med de overordnede principper for udarbejdelsen af Grønt Danmarkskort og er derfor ikke kommet med anbefalinger til konkrete udpegninger. Anbefalingerne til kommunerne er, efter aftale med Naturrådet, sendt til KL, der vil lave en opsamling af anbefalingerne fra de 20 naturråd, som har været nedsat på landsplan. Endvidere er Naturrådet kommet med en række anbefalinger til Miljø- og Fødevareministeren som sekretariatet har videreformidlet og som er blevet besvaret, jf. bilag 2 og 1.

Bæredygtigt Landbrug har afgivet en mindretalsudtalelse, jf. bilag 3. De er ikke enige i at rådets arbejde skulle tage udgangspunkt i det eksisterende Grønne Danmarkskort og samtidig har de klaget over at denne mindretalsudtalelse er videresendt til KL og Miljø- og Fødevareministeren i en forkortet form; og derfor er udtalelsen eftersendt i sin fulde længde.

Økonomiske konsekvenser

Ingen

Vurdering

Anbefalingerne fra naturrådet til kommunerne kan sammenfattende opdeles i en række temaer:

Principper for udpegning

Naturrådet anbefaler, at der som udgangspunkt ikke udpeges intensivt dyrkede arealer til potentiel natur eller økologiske forbindelser.

Forvaltningernes bemærkninger

Udpegningerne af potentiel natur er i de 7 kommuner i Trekantsområdet sket ud fra forskellige kriterier. For nogle kommuners vedkommende stammer udpegningerne fra 1990’erne, mens andre har revideret temaet i forbindelse med kommuneplan 2017 -2021. Udpegningerne af potentiel natur kan i princippet have konsekvenser for placering af landbrugsbygninger, selvom forvaltningen ikke har kendskab til faktiske tilfælde.

Forvaltningerne foreslår at udpegningen af potentiel natur revideres i næste kommuneplan. I det arbejde skal der tages udgangspunkt i rådets anbefalinger og det skal i videst muligt omfang undgås at udpege potentiel natur på intensivt dyrkede arealer.

Udpegningen af potentielle økologiske forbindelser har ikke på samme måde konsekvenser for landbruget, men er mere møntet på større spærrende anlæg, herunder vejanlæg og byudvikling, der kan forhindre etablering af naturlige trædesten til at binde eksisterende naturområder sammen. Udpegningen blev revideret i 2013 efter en ny metode, og forvaltningen ser ikke behov for at revidere temaet i den næste kommuneplan.

 

Administrationspraksis

Potentiel natur bør ikke administreres som beskyttet natur, og potentiel natur bør ikke forhindre udvidelser af husdyrbrug. Der skal være åbenhed om konsekvenserne af udpegningerne

Forvaltningernes bemærkninger

Forvaltningerne er enige i naturrådets anbefaling.

 

Realisering af Grønt Danmarkskort

Jordfordeling bør tages i anvendelse som et værktøj til at få skabt mere natur, ligesom bedre/andre finansieringsmuligheder efterspørges. Kommunerne og staten bør afsætte flere penge til realisering. Projekter hvor der kan opnås synergieffekter, skal opprioriteres, ligesom klima- og lavbundsprojekter på tværs af kommunegrænserne. Der skal være fokus på at forbedre og fastholde den værdifulde natur. Behov for øget erfaringsudveksling/læring på tværs af myndigheder og interesseorganisationer.

Forvaltningernes bemærkninger

Forvaltningerne er enige i naturrådets anbefaling.

 

Kommunikation og dialog

Der skal være en dialog med lodsejerne, hvis kommunen ønsker at inddrage intensivt drevne arealer til potentiel natur med henblik på bl.a. at afdække eventuelle konflikter med ønsker om at udvikle nye/større landbrugsproduktioner. Kommunikation og dialog er i det hele taget altafgørende og det er vigtigt at lodsejere og interesseorganisationer inddrages tidligt. Information bør opprioriteres gennem opslag i de lokale aviser samt nyhedstjenester, borgermøder mv.

Forvaltningernes bemærkninger

Det er vigtigt at skelne mellem udpegninger af arealer i et Grønt Danmarkskort og realisering af arealerne til natur. I de tilfælde hvor en kommune ønsker at få realiseret et areal til natur, sker det på basis af frivillige aftaler med lodsejerne og i de tilfælde er der altid en tidlig dialog. Kommuneplanen rummer en lang række udpegninger, som kommunerne er forpligtet til at udpege i henhold til planloven og det er stort set alle arealer der er berørt af en eller anden udpegning. Offentliggørelsen af et kommuneplanforslag skal ske via erhvervsministeriets register, plandata.dk. Endvidere er kommunerne forpligtet til til at fremsende planforslaget eller planen til erhvervsministeren samt øvrige statslige, regionale og kommunale myndigheder som berøres af forslaget. Kommunerne er således ikke forpligtet til at orientere de enkelte lodsejere.

I praksis orienterer kommunerne mere bredt om offentliggjorte planforslag. Planforslag bliver lagt på hjemmesiden og der bliver lavet pressemeddelelse. Endvidere bliver en lang række lokale foreninger og interesseorganisationer, herunder landbrugets organisationer, orienteret om det offentliggjorte kommuneplanforslag.

Forvaltningerne foreslår at man undersøger mulighederne for at orientere endnu bredere ud via lokale aviser, sociale medier og andre digitale tjenester, herunder undersøge muligheden for udvikling af nye tjenester, der kan sikre en mere målrettet kommunikation med lodsejerne.

Indstillinger

Natur og Miljø indstiller at orienteringen tages til efterretning med henblik på håndtering af anbefalingerne i forbindelse med revisionen af kommuneplanen.

Beslutning i Miljø- og Teknikudvalget den 07-11-2018

Taget til efterretning

Beslutning i By- og Planudvalget den 07-11-2018

Taget til efterretning.

Bilag

 

 

Punkt 88 Orientering (Lukket)