Senior- og Handicapudvalget - 04-02-2019

Referat
Dato:
Mandag, 4 februar, 2019 - 09:00
Hent som fil:
Lokation:
Dagsorden publiceret:
Torsdag, 31 januar, 2019 - 15:00
Referat publiceret:
Fredag, 8 februar, 2019 - 12:21

Punkt 1 Godkendelse af dagsorden

Beslutning i Senior- og Handicapudvalget den 04-02-2019

Godkendt med de ændringer at sag nr. 2 ”Hænder nok” udskydes til næste møde og at det ekstraordinære dagsordenspunkt vedrørende ”Status på brandsikkerhed i plejeboliger” tilføjes.

Punkt 2 Projekt Hænder Nok - Senior- og Handicapområdet

Sagsresumé

Som opfølgning på et fælles udvalgsmøde mellem Senior- og Handicapudvalget og Uddannelsesudvalget drøftes de initiativer, som Senior- og Handicapudvalget har valgt at prioritere i projektet ”Hænder Nok”.

 

Sagsbeskrivelse:

Den 11. oktober 2018 afholdtes et fælles udvalgsmøde mellem Senior- og Handicapudvalget og Uddannelsesudvalget om den forventede kommende udfordring med at rekruttere tilstrækkeligt med kompetent arbejdskraft til opgaverne på de store velfærdsområder.

 

På mødet drøftedes udfordringerne, mulighederne og løsningsforslag, herunder igangsættelse af initiativet ”Hænder nok”. Med ”Hænder nok” vil Fredericia Kommune invitere til et bredt samarbejde med relevante fagligheder, fagforeninger, borgere/pårørende, frivillige, virksomheder, uddannelsesinstitutioner m.fl. Målet er at oparbejde en samarbejdsstruktur i og ud af organisationen, som skal sikre, at vi er rustede til at imødegå fremtidige udfordringer ift. arbejdskraft, så vi også i fremtiden kan løfte opgaverne på de store velfærdsområder.

 

Drøftelserne mundede ud i, at hvert udvalg forpligtede sig på en række prioriterede indsatser. Senior- og Handicapudvalget forpligtede sig til at arbejde videre med følgende:

 

  • Forebyggelse hos ældre – Der er potentiale i at forebygge, at ældre får brug for hjælp fra den kommunale pleje.
  • Velfærdsteknologi – Vi skal genbesøge velfærdsteknologien og afsøge mulighederne for at implementere det mere omfattende i kommunen. Samtidig skal de gode erfaringer fra andre kommuner bringes i spil.
  • Fortælle den gode historie – Vi skal være endnu bedre til at fortælle de gode historier. Hverdagens helte skal i spil og være ambassadører og rollemodeller.
  • Branding af gode elev- og arbejdspladser – Der bliver større konkurrence om de kvalificerede medarbejdere, da de omkringliggende kommuner også møder de samme problemstillinger. Det gør branding af Fredericia Kommune som en spændende arbejdsplads endnu mere vigtig.
  • Samarbejde med Jobcentret – Kan vi kigge bredere på ledighedsgruppen og tænke nyt i omkvalificerings- og rekrutteringsmuligheder? Fx er der en politisk målsætning om at oprette flere fleksjobs, og fx kunne ledige HK’ere komme på tale til omkvalificering.
  • Opgavefordeling ml. sektorer – Er det de rette hænder, der har de rette opgaver? Vi skal kigge på opgaveglidning nedad.
    • Kan vi i højere grad undgå, at Plejen skal sende medarbejdere ud for at dosere medicin? Vi kan fx igen indgå i dialog med de privatpraktiserende læger om måden, der ordineres medicin på.
    • Skal vi tale om opgaveglidning til andre (evt. ikke-uddannede) medarbejdergrupper? Er der et potentiale i at åbne op for at lave studiejobs, også for studerende på andre typer af uddannelser?

 

  • Træning og forebyggelse – Er der potentiale i at arbejde med forebyggelse af nedslidning gennem træning? Evt. i arbejdstiden? Hvad siger forskningen, og hvad gør andre kommuner?

 

På mødet deltager leder af Uddannelse og Organisationsudvikling Stephan Raahede Kristiansen.

Økonomiske konsekvenser

De økonomiske konsekvenser fastlægges, når indsatserne er prioriteret og valgt.

Vurdering

Ingen vurdering.

Indstillinger

Senior og Handicap indstiller, at Senior- og Handicapudvalget drøfter udvalgets indsatser i projekt ”Hænder nok”

Beslutning i Senior- og Handicapudvalget den 04-02-2019

Udsat til næste møde.

Punkt 3 Kvalitetsstandard 2019 for personlig pleje og praktisk hjælp

Sagsresumé

Kvalitetsstandarderne for Senior og Handicap skal årligt revideres og godkendes politisk. Desuden skal kvalitetsstandarderne offentliggøres på kommunens hjemmeside.

 

Kvalitetsstandarderne udgives i en informationsfolder og beskriver Fredericia Kommunes politisk vedtagne serviceniveau for personlig- og praktisk hjælp, boligområdet samt handicapkørsel. Desuden beskrives aktivitetsområdet, rehabilitering samt sygeplejeområdet.

 

I folderen kan man desuden læse om de forskellige pasnings- og hjælperordninger som Borgerstyret Personlig Assistance, orlov til pasning af døende samt pasning af nærtstående med handicaps eller alvorlig sygdom.

 

Kvalitetsstandarderne er nu revideret af Visitationsafdelingen med henblik på godkendelse og efterfølgende offentliggørelse i en 10. udgave.

 

Sagsbeskrivelse:

Kvalitetsstandarderne på Senior- og Handicapområdet i Fredericia Kommune  er evalueret og justeret med relevante ændringer, og informationsfolderen i en 2019 udgave tilpasses efterfølgende.

 

Informationsfolderen udgives i 2019 i en 10. udgave, og den beskriver Fredericia Kommunes politisk vedtagne serviceniveau for personlig- og praktisk hjælp, boligområdet, handicapkørsel, aktivitetsområdet, rehabilitering samt sygeplejeområdet. Derudover beskrives forskellige pasnings- og hjælperordninger som Borgerstyret personlig Assistance, orlov til pasning af døende samt pasning af nærtstående med handicaps eller alvorlig sygdom.

 

Informationsfolderen beskriver hvilke indsatser, der kan bevilges, samt hvilke kriterier der visiteres efter. Der er i folderen henvisninger til hvilke lovbestemmelser, der er grundlaget for visitation og bevilling. Desuden er der en henvisning til de eksisterende tidsfrister for sagsbehandling og levering af den bevilgede hjælp.

 

Informationsfolderen medbringes og udleveres til nye ansøgere ved visitationsbesøget i borgerens eget hjem. Ved revurdering af eksisterende bevilling kan folderen ligeledes udleveres. Borgere kan hente et eksemplar i Visitationsafdelingen. Derudover offentliggøres kvalitetsstandarden på kommunens hjemmeside.

 

Informationsfolderen produceres efter en politisk godkendelse af ændringerne. De væsentligste ændringer udover redaktionelle er:

 

  • Generelt er navnet Pleje og Omsorg ændret til Senior og Handicap.
  • Alle takster er ændret til 2019 niveau.
  • Side 4, her er træffetid og adresse på Hjælpemidler og Kommunikation ændret til Sundhedshuset, ligesom det fremgår, at der nu er to åbningsdage for straks service. Træffetider for Genoptræningscentret er ændret med træffetider fra kl. 08.00 – 15.00 til kl. 07.30 -10.00 samt kl. 12.30 – 14.00.
  • Side 10, her er der i afsnit to tilføjet, at det er leverandøren, der skal sikre, at opgaven udføres fagligt forsvarligt, når der leveres hjælp af ikke sundhedsfagligt uddannet personale. Dette skal ses i lyset af, at alle leverandører pt. har vanskeligt ved at rekruttere fagligt personale i tilstrækkeligt omfang.
  • Side 11, her er der under overskriften ”rengøring” tilføjet efter ” hver 14. dag”. Der er ligeledes tilføjet ” En gang i leverandørens hovedferie (sommer) aflyses rengøringen”. Dette som følge af udmøntning af budget 2019-2022.

Derudover er der under overskriften ” Rengøring kan omfatte at ” tilføjet

” pudse vinduer indvendigt”. Dette skal ses med baggrund i Ankestyrelsens principafgørelse 31-18. Denne principafgørelsen betyder desuden, at kommunen i deres serviceniveau ikke generelt må afvise hovedrengøring som en indsats, uden en konkret og individuel vurdering.

  • Side 13 Tilføjes, at ”Senior og Handicap har ansatte ernæringskonsulenter, der i samarbejde med borger og leverandør kan medvirke til at sikre ernæringsrigtige måltider til den enkelte”.
  • Side 15 under sidste afsnit tilføjes ” Garantien kan til tider være udfordret af mange borgere på ventelisten og få ledige boliger.
  • Side 16, her er tilføjet, at ”hvis man flytter i plejebolig kan man vælge en forplejningspakke. Borgeren betaler for en servicepakke, der ikke valgfri”.
  • Side 17 under ”transportordninger” er der tilføjet, at ”du skal være synshandicappet med en syns rest 6/60 eller medlem af Dansk Blinde Samfund.

Samtidig er der under overskriften ”Aflastning af den pårørende uden for hjemmet” tilføjet        ” Intervalaflastning til demente i samarbejde med demenskonsulent”.

 

Ud over ovennævnte ændringer gøres der i forordet opmærksom på, at der findes mange andre  (uvisiterede) tilbud i Fredericia kommune, som fredericianerne gerne må gøre meget brug af. Teksten der indføres her er:

 

”For mange hører det med til det gode liv, at have muligheden for at være aktiv og fastholde eller udbygge sit netværk. I Fredericia har vi rigtigt mange gode tilbud, der kan opfylde netop det ønske; Byen har et rigt foreningsliv med tilbud i alle kategorier og du kan helt sikkert finde en aktivitet som passer til dig. Tilbuddene fremgår for eksempel af Pensionistavisen eller hjemmesiden www.aktivtaeldreliv.dk, samt www.fredericia.dk under Borger – Omsorg og Sundhed – Ældreliv. Hvis du ikke modtager Pensionistavisen kan du finde den i Borgerservice på rådhuset eller på Biblioteket. ”

 

Økonomiske konsekvenser

Med baggrund i Ankestyrelsens principafgørelse 31-18, skal det kommunale serviceniveau indeholde indsatser på indvendig vinduespudsning samt hovedrengøring, efter en konkret individuel vurdering. Dette kan betyde en øget udgift i frit valgs rammen, samt flere sagsbehandlinger i Visitationsafdelingen. Visitationsafdelingen kan pt. ikke estimere et beløb og tidsforbrug, men vil følge udviklingen på disse indsatser tæt.

Vurdering

Visitationsafdelingen vurderer, at informationsfolderen med Fredericia Kommunes kvalitetstandarder lever op til kravene om offentliggørelse af standarder/serviceinformation.

Visitationsafdelingen vurderer, at der vil være borgere, der vil være berettiget til indvendig vinduespudsning og/eller hovedrengøring, samt omfattende oprydning, der ligeledes er nævnt i principafgørelse 31-18.

Indstillinger

Senior og Handicap indstiller, at informationsfolderen med Fredericia kommunes kvalitetsstander for 2019 i en 10. udgave godkendes.

 

Beslutning i Senior- og Handicapudvalget den 04-02-2019

Udvalget udtrykte ønske om at Kvalitetsstandarderne til næste år præsenteres i en anden form.

Punkt 4 Rammer for udbud af fritvalgsydelser - Plejen (Lukket)

Punkt 5 Kommende udbud af tøjvask (Lukket)

Punkt 6 Status på brandsikkerhed i plejeboliger

Sagsresumé

Ejendomsafdelingen giver status på udvalgsmødet vedrørende det løbende arbejde med at sikre brandforhold i plejeboliger i Fredericia Kommune.

 

Sagsbeskrivelse:

På baggrund af Trafik, Bygge- og Boligstyrelsens nationale undersøgelse om brandforhold i plejeboliger, giver Ejendomsafdelingen en opfølgende orientering til Senior- og Handicapudvalget. På mødet redegøres for status på arbejdet med at sikre brandforholdene i de plejeboliger, som Fredericia Kommune visiterer til. Status omfatter blandt andet skitsering af tidsplan for det videre arbejde med vurderinger fra den eksterne brandrådgiver.

Økonomiske konsekvenser

Ingen.

Vurdering

Ingen.

Indstillinger

Ejendomsafdelingen indstiller, at orienteringen tages til efterretning.

 

Beslutning i Senior- og Handicapudvalget den 04-02-2019

Taget til efterretning.

Punkt 7 Orientering (Lukket)