Senior- og Handicapudvalget - 19-08-2019

Referat
Dato:
Mandag, 19 august, 2019 - 09:00
Hent som fil:
Dagsorden publiceret:
Onsdag, 14 august, 2019 - 17:00
Referat publiceret:
Fredag, 23 august, 2019 - 17:00

Punkt 27 Godkendelse af dagsorden

Beslutning i Senior- og Handicapudvalget den 19-08-2019

Dagsorden godkendt.

Punkt 28 2. budgetopfølgning 2019 - Senior- og Handicapudvalget

Sagsresumé

Koncernområderne forventer i 2019 at have et merforbrug på 23,1 mio. kr. i forhold til udvalgets andel af servicerammen, hvilket er en forbedring på 2,5 mio. kr. sammenlignet med 1. budgetopfølgning. 

 

Forbedringen på de 2,5 mio. kr. kan primært henføres til driften af plejecentrene og aflastning på Hannerup Pleje og Rehabilitering, Sygepleje, fællessprog III og udgifter til handicapområdet.

 

I budgetopfølgningen indstilles til Byrådet, at en permanent overførsel på 1,3 mio. kr. fra Sundhedsudvalget til Senior- og Handicapudvalget godkendes. Beløbet vedrører forebyggende hjemmebesøg, som varetages under Senior og Handicapområdet.

 

Koncernområderne forventer ved 2. budgetopfølgning i 2019, at anlægsbudgettet holder, hvilket er uforandret fra 1. budgetopfølgning.

 

Der søges i 2. budgetopfølgning om lån af 3,3 mio. kr. fra budget 2020 til implementering af Fællessprog III, samt frigivelse af anlægsmidler på 4 mio. kr. vedrørende renovering af Hannerup Pleje og Rehabilitering.

 

Sagsbeskrivelse:

Senior og Handicapudvalgets økonomi gennemgås ved tre årlige politiske budgetopfølgninger. Ved disse budgetopfølgninger fremlægger koncern- og stabscheferne økonomien for deres respektive områder.

 

Efter gennemgang og behandling i fagudvalget skal budgetopfølgningen sendes videre til godkendelse i byrådet. Budgetopfølgningerne skal sikre, at byrådet løbende informeres om kommunens økonomi, herunder om serviceramme og anlægsloft overholdes.

 

Ved budgetopfølgningerne kan budgettet rettes til, så det er i overensstemmelse med ny lovgivning, byrådsbeslutninger, fejl og mangler og ændret efterspørgsel på overførselsudgifterne. Hvis koncernområdet ser behov for tilretninger af budgettet herudover, skal disse kunne finansieres inden for udvalgets egen ramme.

 

Ved budgetopfølgningerne foretages en vurdering af udvalgets økonomi i forhold til udvalgets andel af rammerne for hhv. serviceudgifter og anlæg.

Økonomiske konsekvenser

Nedenstående tabel viser udvalgsområdets andel af servicerammen og anlægsloftet samt det forventede regnskab. Eventuelle afvigelser er et udtryk for enten et pres eller råderum på rammerne.  

Tabel 1 

Mio. kr. 

Ramme 

Forventet regnskab 

Serviceudgifter 

 625,9

649,0 

Anlægsloft  

 7,8

7,8

 

Nedenstående tabel viser udvalgsområdets økonomi udtrykt ved det vedtagne og korrigerede budget samt det forventede regnskab ved 2. budgetopfølgning. 

 

Tabel 2 

Mio. kr. 

Vedtaget budget 

Korrigeret budget 

Forventet regnskab 

Senior- og Handicapudvalget 

 

 

 

Serviceudgifter 

 628,9

625,1 

649,0 

Anlæg, skattefinansieret 

 8,6

42,6

42,6

Overførselsudgifter

6,9

6,9

6,9

Centrale refusionsordning

-10,1

-10,1

-10,1

Øvrige udgifter

1,0

1,3

1,0

Forskellen på vedtaget og korrigeret budget på serviceudgifterne i ovenstående tabel udgør 3,8 mio. kr., som er beskrevet nedenfor:

 

  • Overførte driftsmidler til Social- og Beskæftigelsesudvalget i forbindelse den nye organisation, 3,8 mio. kr., som blev politisk godkendt med Byrådets vedtagelse af koncernmodellen 17. december 2018
  • Udmøntning af finansieringskravet i budget 2019, -0,5 mio. kr.
  • Tilbageførelse af ressource vedrørende tættere samarbejde mellem Plejen og Handicap, 0,5 mio. kr.

 

Forskellen mellem vedtaget budget og korrigeret budget på skattefinansieret anlæg udgør 34 mio. kr., som primært vedrører udkonteringen af nye plejebolig- og aflastningspladser på Stævnhøj. I det vedtagne budget var anlægsprojektet medtaget som et nettobudget, hvor en stor del af byggeriet var lånefinansieret, 33,6 mio. kr.

 

Det er muligt at overføre opsparede midler og gæld fra 2018 til 2019, når det enkelte fagudvalg godkender det politisk jf. Økonomiudvalgets beslutning d. 29. april 2019. En opgørelse af udvalgets opsparede midler og gæld er vedlagt som bilag på sagen.

 

I budgetopfølgningen indstilles til Byrådet, at en permanent overførsel på 1,3 mio. kr. fra Sundhedsudvalget til Senior- og Handicapudvalget godkendes. Beløbet vedrører forebyggende hjemmebesøg, som varetages under Senior og Handicapområdet.

 

Det indstilles til Byrådet, at der frigives 4 mio. kr. til renovering af Hannerup Pleje og Rehabilitering.

 

Status på politiske tiltag er vedlagt som bilag på sagen. 

Vurdering

Serviceudgifter 

Ved 2. budgetopfølgning for Senior- og Handicapudvalget vises et forventet merforbrug på 23,1 mio. kr. på udvalgets andel af servicerammen. Merforbruget opstår dels på grund af pres på rammen i 2019 dels på grund af udgifter til aktiviteter, som er udskudt til 2019 efter opbremsningen i slutningen af 2018.

 

Det forventede merforbrug fordeler sig på følgende områder:

Seniorområdet:

  • Kommunal hjemmepleje, frit valg og delegeret sygepleje, sygepleje håndteret af kommunal hjemmepleje samt sygeplejersker, 7 mio. kr.
  • Udgifter til private leverandører af frit valg og delegeret sygepleje, 1 mio. kr.
  • Udlånshjælpemidler og kropsbårne hjælpemidler til borgere, 2 mio. kr.
  • Plejehjælpemidler til personalet i borgerens hjem, 1 mio. kr.
  • Plejevederlag, orlov til pleje af døende, 1 mio. kr.
  • Implementering af fællessprog III, som er budgetlagt i 2019 og 2020. Implementeringen foregår i 2019, og beløbet søges overført som lån af budget 2020 til budget 2019, 3,3 mio. kr.
  • Beløb, som fremgår af oversigten over opsparing og gæld fra 2018, som er vedlagt sagen, samlet 2,8 mio. kr.:
    • IT-midlerne til tilkøb i Nexus
    • Restbeløb for vaskemaskine
    • Etablering af sygeplejeklinik
    • Eksterne projektet og donation

Handicapområdet:

  • Udgifter til borgere på længevarende botilbud i andre kommuner, 3 mio. kr.
  • Kobbelgården, 1 mio. kr.
  • Ferieture med borgere, der tidligere er finansieret via opsparing fra foregående år, 0,4 mio. kr.
  • Tilbageførelse af ressource vedrørende tættere samarbejde mellem Plejen og Handicap, 0,5 mio. kr.

 

Følgende tiltag er sat i værk på baggrund af forventningen om merforbrug i 2019:

  • Analyse af Senior- og Handicapområdet
  • Nedbringelse af merforbruget på plejecentrene og aflastningspladser på Hannerup Pleje og rehabilitering
  • Sygeplejeområdet, herunder etablering af sygeplejeklinik
  • Takstforhandlinger på betaling af botilbud i andre kommuner på handicapområdet

 

Anlæg 

Byrådet besluttede på deres møde den 17. juni 2019, at opsparede midler overføres fra 2018 til 2019 og udskyde projekter til år 2020 med henblik på at overholde anlægsloftet i 2019.  

Der ansøges om frigivelse af anlægsmidler på 4,0 mio. kr. vedrørende Renovering af Hannerup Pleje og Rehabiliteringscenter.

Der er i 2. budgetopfølgning ikke behov for yderligere ændringer i anlægsbudgettet.

 

Øvrig drift 

På ældreboliger er der et mindreforbrug på 0,3 mio. kr. til beboerindskud til boligerne på Stævnhøj. Boligerne står først klar i 2020, derfor falder udgiften ikke i indeværende år.

Indstillinger

Økonomi og Personale og Senior og Handicap indstiller:

  1. At resultatet af 2. budgetopfølgning godkendes og fremsendes til Økonomiudvalget og Byrådet.
  2. At status på politiske tiltag tages til efterretning.
  3. At der frigivelses 4,0 mio. kr. vedrørende Renovering af Hannerup Pleje og Rehabiliteringscenter.
  4. At lån af 3,3 mio. kr. fra budget 2020 til implementering af Fællessprog III godkendes og overføres til budget 2019.

Beslutning i Senior- og Handicapudvalget den 19-08-2019

Godkendes og anbefales.

Punkt 29 Orientering (Lukket)

Punkt 30 Udbud af tøjvask (Lukket)

Punkt 31 Udbud af fælles hjælperordning i Region Syddanmark (Lukket)

Punkt 32 Ansøgning om støtte til Åbent Hus - Seniorhuset IP Schmidt

Sagsresumé

Centerbestyrelsen i Seniorhuset IP Schmidt har fremsendt en ansøgning om støtte til afholdelse af Åbent Hus lørdag d. 28. september 2019 i forbindelse med sæsonopstarten. På dagen har alle de tilknyttede foreninger mulighed for at præsentere deres aktiviteter for nye brugere.

 

Centerbestyrelsen søger om 12.000 kr. til annoncering, underholdning og tilskud til forplejningen.

 

Sagsbeskrivelse:

Centerbestyrelsen i Seniorhuset IP Schmidt her fremsendt en ansøgning om støtte til afholdelse af Åbent Hus lørdag d. 28. september 2019 i forbindelse med sæsonopstarten. På dagen har alle de tilknyttede foreninger mulighed for at præsentere deres aktiviteter for nye brugere. Dagen afholdes for at gøre opmærksom på Seniorhusets tilbud. Udover en mulighed for at se og prøve nogles af Seniorhusets aktiviteter, tilbydes der den dag et måltid mad til nedsat pris og der er underholdning i form af musik og sang. Dagen har hidtil tiltrukket rigtigt mange seniorer til, og foreningerne melder hvert år om tilgang af medlemmer i forbindelse med arrangementet.

 

Målet med dagen er tillige at tiltrække nye frivillige til, til for eksempel Seniorhusets information og café, der er to centrale tværgående funktioner.

 

Åbent Hus-arrangementet er blevet afholdt hvert år siden Seniorhuset slog dørene op i 2015. Centerbestyrelsen fik også i 2018 et kommunalt tilskud til arrangementet. Dagen var en stor succes med ca 3-400 besøgende, heraf 240 der benyttede sig af et billigt måltid mad. Tilskuddet blev i 2018 med det givet vilkår, at de relevante kommunale tilbud gives mulighed for at være repræsenteret på dagen og at eventuelt overskud af støtten anvendes til Åbent Hus arrangement i kommende år. Ifølge fremsendt regnskab for arrangementet i 2018 blev hele støttebeløbet anvendt til formålet i 2018.

Økonomiske konsekvenser

Centerbestyrelsens indtægtsgrundlag består af kontingent fra 12 foreninger, der er medlem af Seniorhuset. I 2018 er der budgetteret med ca. 10.000 kr. i årlige kontingentindbetalinger. Kontingentet går primært til forplejning af frivillige, der varetager tværgående opgaver, såsom bemanding af caféen, Informationen og booking af lokaler og duo-cykler. Derudover bruges nogle af pengene også til afholdelse af netop Åbent hus, men med det eksisterende budget er det ikke store beløb, som bestyrelsen kan anvende hér.

 

Centerbestyrelsen søger om 12.000 kr. til blandt andet annoncering, underholdning og forplejning. Budget for dagen fremgår af bilag til sagen.

 

Der er mulighed for finansiering af et eventuelt tilskud via restmidlerne til forenings- og medlemsstøtte til pensionistforeningerne.

Vurdering

Åbent Hus-arrangementet har vist sig at være en rigtig god ”reklamesøjle” for aktiviteterne i Seniorhuset. Der har gennemårene været 150 stigende til 300 besøgende på dagen. Seniorhuset er kommunens største aktivitetscenter for seniorer og huset bidrager i stort omfang til netværksdannelse og –fastholdelse, samt til aktivering generelt af målgruppen.

 

Der er gennem en årrække givet tilskud til lignende aktiviteter i Erritsø/Snoghøj området, når aktivitetscenteret på Øster Elkjær, sammen med lokale foreninger har afholdt en lignende aktivitetsdag (Pensionaden) for områdets seniorer.

Indstillinger

Senior og Handicap indstiller, at Senior- og Handicapudvalget tager stilling til om Centerbestyrelsens ansøgning skal imødekommes og i givet fald med hvilket beløb.

Beslutning i Senior- og Handicapudvalget den 19-08-2019

Ansøgningen imødekommes med kr. 12.000.

Punkt 33 Samarbejdsaftale mellem Fredericia Provsti og Fredericia Kommune

Sagsresumé

Fredericia Kommune og Fredericia Provsti ønsker at indgå en samarbejdsaftale. Formålet med samarbejdsaftalen er at styrke kendskabet mellem Fredericia Kommune og Fredericia Provsti, så vi i fællesskab kan udvikle nye initiativer og tilbud til borgerne i Fredericia Kommune.

 

Sagsbeskrivelse:

Fredericia Kommune og Fredericia Provsti ønsker at indgå en samarbejdsaftale. Kommunen og Provstiet samarbejder allerede om flere forskellige tilbud. Det nuværende samarbejde spænder vidt over forskellige tilbud inden for børne- og familieområdet, ældreområdet, socialområdet, beskæftigelses- og integrationsområdet, samt kulturområdet.

 

Formålet med en egentlig samarbejdsaftalen er at styrke kendskabet mellem Fredericia Kommune og Fredericia Provsti, så vi i fællesskab kan udvikle nye initiativer og tilbud til borgerne i Fredericia Kommune. Et eksempel på et nyt initiativ, der lige nu udvikles på, er samarbejdet omkring Sundhedshus præsten, et initiativ som startes op fra d. 1. september 2019.

 

Samarbejdsaftalen træder i kraft fra d. 1. september 2019, hvor aftalen underskrives af begge parter. Samarbejdsaftalen er gældende indtil den opsiges. Opsigelsen kan ske fra begge parter med to måneders varsel. Dialogen mellem Fredericia Kommune og Fredericia Provsti sikres ved fire årlige møder i opstartsfasen. Mødeantallet kan justeres i forhold til behov.

 

Samarbejdsaftalen er vedhæftet sagen, det samme er et bilag til samarbejdsaftalen, som viser de tilbud, der allerede samarbejdes omkring.

 

Fredericia Provsti dækker over 11 sogne fordelt på 10 pastorater med hvert deres tilhørende menighedsråd. Det enkelte pastorat og menighedsråd har en tæt tilknytning til lokalsamfund i kommunen. Det er en styrke i forhold til at udvikle nye tilbud tilpasset de enkelte lokalsamfunds behov og ønsker. Mere information om Fredericia Provsti kan ses på deres hjemmeside https://provsti.dk/fredericia/

Økonomiske konsekvenser

Ingen.

Vurdering

Det er vurderingen, at samarbejdsaftalen vil kunne styrke det allerede velfungerende samarbejde yderligere.

Indstillinger

Staben for Sundhed og Velfærdsinnovation indstiller, at Sundhedsudvalget og Senior- og Handicapudvalget:

 

  1. drøfter samarbejdsaftalen mellem Fredericia Kommune og Fredericia Provsti, herunder eventuelt kommer med flere input til samarbejdsaftalen.
  2. godkender samarbejdsaftalen med de kommentar, som eventuelt må komme på mødet.
  3. at udvalget godkender at aftalen underskrives af Susanne Eilersen og Susanne Bjerregaard Mørck.

Beslutning i Senior- og Handicapudvalget den 19-08-2019

  1. Drøftet.
  2. Aftalen tilføjes en bestemmelse om evaluering efter 1. år. Dette for at sikre forankring i hele kommunen.
  3. Godkendt.

Beslutning i Sundhedsudvalget den 19-08-2019

Pkt. 1: Drøftet.

Pkt. 2: Aftalen tilføjes en bestemmelse om evaluering efter 1. år. Dette for at sikre forankring i hele kommunen.

Pkt. 3: Godkendt.

 

Punkt 34 Tilsynsrapporter på handicapområdet 2018

Sagsresumé

Socialtilsyn Syd har ført 2 tilsyn, et anmeldt og et uanmeldt på tilbud i Senior og Handicap (tidligere Voksenservice) i 2018. Derudover har BDO ført 2 anmeldte tilsyn på beskyttet beskæftigelse og aktivitets- og væresteder.

 

Overordnet har tilsynene ikke givet anledning til kritiske bemærkninger.

 

Sagsbeskrivelse:

Tilsynet har til formål, i henhold til Lov om retssikkerhed og administration på det sociale område § 15 og § 16, at varetage kommunens forpligtigelse til at føre tilsyn med, hvordan de kommunale opgaver løses. Herunder at sikre kommunalbestyrelsen, brugere og pårørende indsigt i den pædagogik, omsorg og trivsel, der leveres fra hvert enkelt tilbud.

 

Tilsynet foretages henholdsvis af Socialtilsyn Syd, på baggrund af Lov om Socialtilsyn af 12. juni 2013, og af BDO Statsautoriseret revisionsaktieselskab på øvrige tilbud.

 

Følgende tilbud er inden for socialtilsynets opgaveramme i Senior og Handicap (tidligere Voksenservice):

Lovgivning

Tilbud

Anmeldt/uanmeldt tilsyn

Botilbudslignede tilbud efter, ABL § 105 og SEL § 85

Center for Længerevarende Botilbud 

Anmeldt tilsyn

31-05-2018

Uanmeldt tilsyn

10-09- 2018

 

Følgende tilbud er indenfor BDO´s opgaveramme i Senior og Handicap (tidligere Voksenservice):

Lovgivning

Tilbud

Anmeldt/uanmeldt tilsyn

Aktivitets og samværstilbud § 104, jf. SEL

 

ProAktiv

Anmeldt tilsyn

21-02-2018

 

Samværstilbud for borgere, som er visiteret til støtte, jf. SEL § 85

Onsdagsklubben for borgere med senhjerneskader

 Anmeldt tilsyn

05-12-2018

                 

 

 

Økonomiske konsekvenser

Ingen.

Vurdering

På baggrund af de tilsendte tilsynsrapporter fra Socialtilsyn Syd og BDO er det vurderingen, at Fredericia Kommunes tilbud i det store og hele er velfungerende. Ingen har fået alvorlige bemærkninger der skal handles på. Generelt får tilbuddene ros for, at borgerne trives, at de bliver hørt, bliver mødt med respekt og anerkendelse, og at de har indflydelse på eget liv.

 

Alle tilbud er godkendt af henholdsvis Socialtilsyn Syd og BDO.

Indstillinger

Senior og Handicap indstiller, at udvalget tager orienteringen til efterretning.

 

Beslutning i Senior- og Handicapudvalget den 19-08-2019

Orientering taget til efterretning.

 

Fremadrettet gives en kort status på gennemførte tilsyn på bostederne siden sidste møde under punktet ”Forvaltningen orienterer”. Der laves fortsat en årlig samlesag som almindelig dagsordens punkt.

Punkt 35 Orienteringssag - anvendelse af bestemmelserne i Serviceloven §§ 125-129 på Handicapområdet 2018

Sagsresumé

Der har i alt været 43 indberetninger i forhold til SEL § 125-129 i 2018 på Voksen- Handicapområdet. Der arbejdes kontinuerligt med opgaven både specifikt og generelt, så antallet holdes lavest muligt.

 

Sagsbeskrivelse:

Servicelovens § 125-129 omhandler 5 områder, hvor personalet lovligt kan anvende magt over for personer med en betydelig og varig nedsat funktionsevne. 

 

Alle indberetninger behandles af bemyndigede personer. Som også følger op i personalegrupperne, ved møder i personalegrupper for derigennem at informere om loven, de etiske overvejelser og anvendelse af pædagogiske muligheder.

 

Opgørelsen omfatter opgørelse af magtanvendelser i forhold til borgere på egne tilbud, men også i forhold til Fredericia-borgere på tilbud udenfor kommunen.

 

Oversigt – samlet antal for borgere i egne tilbud og tilbud i andre kommuner:

 

  2015

 2016   

2017

2018

§ 125

Personlig alarm og pejlesystem

  0

     2

     1

     1

§ 126

Fastholdelse af borger

  16

    13

    32

    41

§ 127

Tilbageholdelse i bolig

  0

     0

     0

     0

§ 128

Personlige beskyttelsesmidler

f.eks. bløde seler

  0

     1

     0

     1

§ 129

Flytning af borger fra en bolig til en anden

  0

     3

    0

     0

De 41 § 126 fastholdelser er fordelt på 10 borgere. Fem borgere bor i Fredericia Kommune og fem borgere er anbragt på tilbud i andre kommuner. 22 af de 41 hændelser er på en enkelt borger, hvorfor der ses en stigning i forhold til 2017. Dette er dermed ikke et udtryk for en generel tendens.

 

Der er blevet arbejdet fokuseret med forebyggelse af anvendelse af magt ved at undgå de situationer, som borgerne har svært ved at håndtere. Det er vigtigt, for både borgere og personale at have fokus på dette, da det kan være en belastning, også for personalet, at være deltager i en magtanvendelse. Med få undtagelser, er det dog meget milde og kortvarige magtanvendelser der foretages.

 

Udover det målrettede arbejde på det enkelte tilbud har den ansvarlige for opgaven i sekretariatet været ude på flere tilbud i Voksenservice med oplæg om de juridiske, pædagogiske og moralske forskrifter og dilemmaer, der er på området, i forhold til ønske fra leder på tilbuddene. Dette har været givende for medarbejdernes fokus på og indsigt i området.

 

I mere alvorlige situationer, og ved flere gentagelser med samme borger, følges der op på sagerne fra bemyndigede personer. Dette ved kontakt til leder og de implicerede medarbejdere for uddybning og supervision.

 

I forhold til § 125 og § 128 er der givet tilladelse til brug af GPS og bløde seler i en kørestol.

Økonomiske konsekvenser

Ingen.

Vurdering

Ingen.

Indstillinger

Senior og Handicap indstiller, at orienteringen tages til efterretning.

Beslutning i Senior- og Handicapudvalget den 19-08-2019

Taget til efterretning.

Punkt 36 Orienteringssag - Anvendelse af bestemmelserne i Servicelovens §§ 125 - 129 i Plejen

Sagsresumé

Servicelovens § 125 – 129 omhandler 5 områder, hvor personalet lovligt kan anvende magt overfor personer med en betydelig og varig nedsat psykisk funktionsevne, herunder demenssygdomme. Formålet med bestemmelserne om magtanvendelse er fra Ministeriets side at begrænse magtanvendelse til det absolut nødvendige. Reglerne gælder både for personer, der bor på plejecenter og i egen bolig.

 

Senior og Handicapudvalget orienteres om bestemmelsernes anvendelse i perioden marts 2018 til marts 2019.

 

Sagsbeskrivelse:

Servicelovens § 125 – 129 omhandler 5 områder, hvor personalet lovligt kan anvende magt overfor personer med en betydelig og varig nedsat psykisk funktionsevne, herunder demenssygdomme. Formålet med bestemmelserne om magtanvendelse er at begrænse magtanvendelse til det absolut nødvendige. Reglerne gælder både for personer, der bor på plejecenter og i egen bolig.

 

Demenskonsulenterne har myndighed til at modtage og godkende indberetninger om magtanvendelse overfor borgere med en demensdiagnose. Demenskonsulenterne vurderer og videresender indberetningerne til plejechefen med det sygeplejefaglige ansvar. Samtidig er en vigtig del af demenskonsulenternes arbejde at følge op på magtanvendelsen i personalegrupperne, for ad den vej at informere om loven, om demenssygdomme og om anvendelse af pædagogiske muligheder, som det fremgår af servicelovens § 130.

 

Fra marts 2018 til marts 2019 er der lavet 28 indberetninger om magtanvendelse i henhold til Servicelovens § 125 – 129. De 28 indberetninger er foretaget på 24 borgere.

 

Disse indberetninger går på følgende former for magtanvendelse:

  • Fastholdelse for at undgå omsorgssvigt ved badning, hårvask, skiftning af tøj, klipning af hår og negle, skiftning af ble v/behov samt engangskath. Dette foretages kun, når det anses for absolut nødvendigt for at undgå omsorgssvigt. Der er indberettet 7 tilfælde (§ 126 stk. 2).

 

  • Tilbageholde / skærme borger i eget hjem, for at borgeren ikke gør skade på andre borgere eller medarbejdere. Der er indberettet 1 tilfælde (§ 127).

 

  • Flytning til særlige bo tilbud. Der er indberettet 4 tilfælde (§ 129).

 

  • Ansøge om værgemål uden samtykke. Der er indberettet 16 tilfælde (§ 129)

 

  • Fastspænding med bløde stofseler. Denne form for magtanvendelse er ikke anvendt (§ 127).

Økonomiske konsekvenser

Ingen økonomiske vurdering.

Vurdering

Antallet af indberetninger om magtanvendelse holder sig på samme lave niveau som sidste år. Hurtig støtte og hjælp fra såvel demenskonsulenterne og videnspersonerne i demens gør, at der hurtigt udarbejdes socialpædagogiske handleplaner, og dermed ofte forebygges magtanvendelse. Alt personale i plejen har gennemgået et kompetenceudviklingsforløb i demens og herunder også lovgivning omkring magtanvendelse. Der er fortsat stor opmærksomhed på at forebygge magtanvendelse hos alt personale.

Indstillinger

Senior og Handicap indstiller, at orienteringen tages til efterretning.

Beslutning i Senior- og Handicapudvalget den 19-08-2019

Taget til efterretning.

Punkt 37 Orienteringssag - Status på tiltag i Plejen til nedbringelse af anvendelsen af antibiotika

Sagsresumé

Et forskningsprojekt mellem Frederikssund og Gentofte kommuner, samt Herlev og Gentofte Hospitaler har i 2017 og 2018 sat fokus på betydningen af god hygiejne og den afledte effekt på dels antallet af indlæggelser forårsaget af infektioner, dels anvendelsen af antibiotika.

 

Projektet har betydet en væsentlig nedgang i antallet af infektioner, og deraf følgende næsten en halvering af antallet af antibiotikaordinationer.

 

Sagen beskriver status for hygiejneindsatser i Fredericia Kommune, samt giver bud på, hvilke tiltag vi med fordel kan iværksætte eller intensivere med henblik på nedbringelse af infektioner i Senior og Handicap.

 

Sagsbeskrivelse:

Statens Serum Institut lavede i 2017 en omfattende undersøgelse af, hvor meget antibiotika der blev brugt på de danske plejecentre. Fredericia deltog med Plejecentrene Hybyhus og Othello, der blev valgt pga. deres størrelse. Deltagelse i undersøgelsen var frivillig. Undersøgelsen viste, at Plejen på trods af, at vi var rigtigt godt i gang med implementeringen af retningslinjerne fra Sundhedsstyrelsen og Statens Seruminstitut, lå meget tæt på det gennemsnitlige (lidt under) af hvad de andre plejecentre, der deltog i undersøgelsen, gjorde. Resultaterne for Fredericia Kommune fremgår af bilag til sagen.

 

I Plejen i Fredericia Kommune er der siden 2017 lavet en række tiltag for at klæde personalet endnu bedre på for at få styr på den grundlæggende infektionshygiejne. Alle nyansatte, elever og studerende, får undervisning i generel hygiejne. Desuden er afprøvet og anvendes en sensorble (forebyggelse af urinvejsinfektioner), og der er stort fokus på håndhygiejne samt uniformsetiketten. Undersøgelsen fra 2017 viste dog, at Plejen på de udvalgte plejecentre brugte for lidt hånddesinfektionsmiddel, i forhold til det forventede. Dette arbejdes der på, at forbedre. På Plejecenteret Øster Elkjær er der efterfølgende gjort en særlig indsats for at holde fokus på generel hygiejne - heriblandt håndhygiejne, nedre toilette og ble håndtering og med månedlig undervisning af personalet. Dette har ført til en betydelig nedgang i anvendelsen af antibiotika.

 

Et forskningsprojekt mellem Frederikssund og Gentofte kommuner, samt Herlev og Gentofte Hospitaler har i 2017 og 2018 sat fokus på betydningen af god hygiejne og den afledte effekt på, dels antallet af indlæggelser forårsaget af infektioner, dels anvendelsen af antibiotika. Projektet har betydet en væsentlig nedgang i antallet af infektioner og deraf følgende næsten en halvering af antallet af antibiotikaordinationer. I begge kommuner har man indført brug af særlige vaskeservietter ved bleskift samt morgentoilette, hvilket har en stor hygiejnemæssigt betydning, udover at der spares tid ved denne procedure. Vaskeservietterne er med god effekt anvendt på Plejecenteret Øster Elkjær.

I forhold til håndhygiejne samt uniformsetiketten, som er et af de store fokusområder de har haft i Gentofte og Frederikssund kommune, er Plejen i Fredericia (plejecentrene) godt med. Der forefindes hånddesinfektionsmidler, sæbe samt engangshåndklæder hos alle plejehjemsbeboere, og personalet bliver straks bedt om at tage evt. håndsmykker, neglelak eller lignende af, hvis de møder ind med dette. Et forbedringspotentiale er dog, at hånddesinfektionsmidler kommer tættere på borgerens hoveddør, så det er nemt for personalet at tilgå.

 

Desuden foretages håndhygiejneaudit ved hygiejnesygeplejersken ca. en gang årligt i alle distrikter og plejecentre, hvor personalet både bliver spurgt om deres teoretiske viden omkring håndhygiejne og får testet, hvor gode de er til at udføre den korrekt.

Økonomiske konsekvenser

Gennemførelse af yderligere kurser og instruktion af personale betyder udgifter til dels kursus, dels vikardækning. Dertil kommer udgifter til indkøb af yderligere hygiejneartikler.

 

Såfremt der laves en intern hygiejneorganisation vil dette i en opstartsfase betyde udgifter til særligt uddannelse af de lokale hygiejnekontaktpersoner, jfr nedenfor.

Vurdering

Fredericia Kommunes hygiejnesygeplejerske vurderer, at Fredericia Kommune er godt på vej med tiltag omkring god hygiejne og forebyggelse af infektioner og indlæggelser. Det vurderes dog samtidig, at Fredericia Kommune vil kunne bidrage til nedbringelse af antallet af infektioner og anvendelsen af antibiotika yderligere, ved at sætte fokus på særligt håndhygiejne og anvendelse af vaskeservietter i det daglige. Derudover anbefaler hygiejnesygeplejersken, at anvendelsen af Sensorbleer optimeres, idet disse har vist sig effektive til at forbygge urinvejsinfektioner.

 

En øget indsats kræver ledelsesmæssigt fokus, yderligere instruktion og uddannelse af personalet, og systematisering af de enkelte handlinger, ligesom de har haft succes med i Gentofte og Frederikssund kommune med tjeklister og lignende.

Indstillinger

Senior og Handicap indstiller, at orienteringen tages til efterretning.

Beslutning i Senior- og Handicapudvalget den 19-08-2019

Taget til efterretning.

Punkt 38 Orientering (Lukket)