Social- og Beskæftigelsesudvalget - 05-11-2018

Referat
Dato:
Mandag, 5 november, 2018 - 17:30
Hent som fil:
Lokation:
Referat publiceret:
Fredag, 9 november, 2018 - 19:00

Punkt 61 Godkendelse af dagsorden

Beslutning i Social- og Beskæftigelsesudvalget den 05-11-2018

Godkendt.

Punkt 62 Præsentation af økonomi- og gældsvejleder Ivan Bjørn Andersen

Sagsresumé

Social- og Beskæftigelsesudvalget besluttede i maj 2018, at der skulle ansættes en økonomi- og gældsvejleder, hvilket i juli blev iværksat med ansættelsen af Ivan Bjørn Andersen. Ivan er bankuddannet og har mange års erhvervserfaring fra bankverdenen.

 

På mødet fremlægger økonomi- og gældsvejleder Ivan Bjørn Andersen erfaringer fra de første 3 måneder i jobbet og giver et indblik i hvilke økonomiske udfordringer han indtil videre oplever borgerne har.

 

Sagsbeskrivelse:

Ivan Bjørn Andersen startede midt i juli måned og på grund af sommerferie hos medarbejdere og borgere, var det en rolig start. Der er siden kommet godt gang i mødeaktiviteterne, særligt som følge af en meget god pressedækning, herunder interview på P4 Trekanten den 27. august 2018. Ivan er blevet præsenteret for samarbejdspartnere i og udenfor Fredericia Kommune og der er etableret et netværk af nøglepersoner, som sikrer at borgerne kender til muligheden for at få støtte af en økonomi – og gældsvejleder. Ivan har præsenteret sig i Frivilligcenter Fredericia og også deltaget i et arrangement sammen med Frivilligcentrets økonomi – og gældsvejledning, hvor borgere og medarbejdere hørte om økonomi – og gældsvejledningstilbuddet.

 

Ivan arbejder 10 timer om ugen, som for nuværende ser ud til at være tilstrækkeligt jf. efterspørgslen efter økonomi – og gældsvejledning. Ivan kan kontaktes på mail eller telefon.

 

De foreløbige resultater af Ivans arbejde er:

Indtil 5.10.18 er der afholdt 26 møder med borgere. De kommer enten selv eller er blevet henvist fra Din Indgang (3), Jobcenter (5), Sagsbehandler (3) eller borgervejlederne (3). I langt de fleste møder drejer det sig om gældsvejledning (22), og ofte opstilles budget og SKAT tjekkes (17). Der har været ydet hjælp til ansøgning af enkeltydelser (2) og indledning af gældssanering (1). Borgeren har haft en ledsager med i 12 tilfælde.

 

Den feedback borgeren har givet er, at de har fået overblik over deres økonomi, hvilket hjælper meget, og giver lidt ro. Der ydes hjælp til selvhjælp, så i mange tilfælde sendes borgeren hjem med nogle opgaver, der skal løses inden næste møde.  Det er økonomi- og gældsvejlederens klare fornemmelse, at borgerne snakker sammen og anbefaler et møde med ham.

 

Det fremadrettede arbejde i økonomi – og gældsvejlederfunktionen er at bygge funktionen op, så det svarer til de standarder for ”best practice”, som anbefales fra Socialstyrelsen. Socialstyrelsen har gennem flere års satspuljearbejde, evalueret arbejdet i de forskellige økonomi – og gældsvejledninger i landet, såvel vejledninger organiseret i kommunalt-, i privat - som i civilsamfundsregi. Socialstyrelsen etablerer en Taskforce på området med henblik på at understøtte de forskellige økonomi – og gældsvejledninger.

 

Ivan vil endvidere prioritere tid til at sikre sammenhæng og synergi imellem økonomi – og gældsvejledningen i mellem den kommunale - og Frivilligcentrets vejledningsfunktion, f.eks. omkring målgrupper, metoder, sparring om fælles udfordringer mv.

Økonomiske konsekvenser

Ingen.

Vurdering

Ingen.

Indstillinger

Voksenservice indstiller at Social- og Beskæftigelsesudvalget:

  1. Tager orienteringen til efterretning.
  2. Beslutter hvordan der kan iværksættes mere kommunikation om funktionen eksempelvis på Facebook, plakater, opslag el. lign.

Beslutning i Social- og Beskæftigelsesudvalget den 05-11-2018

  1. Taget til efterretning.
  2. Social- og Beskæftigelsesudvalget anbefaler, at der udarbejdes en flyer, der kan øge informationen om indsatsen.

Bilag

Ingen

Punkt 63 3. budgetopfølgning 2018 for Social- og Beskæftigelsesudvalget

Sagsresumé

For at sikre, at Byrådet løbende informeres om kommunens økonomi og det forventede regnskab udarbejder fagafdelingerne i samarbejde med Økonomi og Personale hvert år tre budgetopfølgninger. ?Efter behandling i fagudvalget skal budgetopfølgningen sendes videre til godkendelse i Byrådet. ? 
 

Der bliver samlet søgt om tillægsbevillinger, omplaceringer og spar/lån på i alt 31,322 mio. kr. Det forventede regnskabsresultat for udvalgets ramme, inkl. forventet spar/lån, er derefter på 940,740 mio. kr. Der er et forventet mindreforbrug på service- og overførselsudgifter på henholdsvis 4,072 mio. kr. og 4,044 mio. kr. Endvidere er der omplaceringer på i alt 23,206 mio. kr.

 

Sagsbeskrivelse: 

Ved de tre årlige budgetopfølgninger kan budgettet rettes til, så det er i overensstemmelse med ny lovgivning, byrådsbeslutninger, fejl og mangler og ændret efterspørgsel på overførselsudgifterne. For alle andre afvigelser fra budgettet gælder rammestyringens principper om, at overskridelser skal finansieres inden for udvalgets ramme. 

 

Udvalgets økonomi fra korrigeret budget til forventet regnskab er vist i tabellen herunder: 

Social- og Beskæftigelsesudvalget: 3. budgetopfølgning 2018

Mio. kr.

Korrigeret budget

3. budget-opfølgning

Forventning spar/lån

Forventet regnskab

Serviceudgifter

     168,482

          -23,206

           -4,072

            141,204

Overførselsudgifter

    703,748

           -4,044

                 -  

            699,704

Forsikrede ledige

       99,342

                 -  

                 -  

              99,342

Skattefinansieret drift i alt

     971,572

          -27,250

           -4,072

            940,250

 

 

 

 

 

Skattefinansieret område i alt

     971,572

          -27,250

           -4,072

            940,250

 

 

 

 

 

Brugerfinansieret drift

         0,490

                 -  

                 -  

               0,490

Brugerfinansieret område i alt

        0,490

                 -  

                 -  

               0,490

 

 

 

 

 

Total

     972,062

         -27,250

           -4,072

           940,740

 + = udgift / lån af næste år (underskud) 

 - = indtægt / opsparing (overskud) 

 

Nedenfor er tabellens kolonner forklaret fra venstre mod højre.

Korrigeret budget 

Det korrigerede budget omfatter vedtaget budget, spar/lån-overførsler fra 2017 og godkendte budgetændringer. 

 

3. budgetopfølgning 

3. budgetopfølgning viser de budgetændringer, som udvalget ansøger om i denne sag, og som sendes videre til godkendelse i byrådet. Alle sager fremgår af bilag ”3. budgetopfølgning 2018 – specifikation – Social- og Beskæftigelsesudvalget”, men de væsentligste sager er kort beskrevet her: 

 

Arbejdsmarked søger om godkendelse af nedenstående tillægsbevillinger og omplaceringer: 

Der søges om tillægsbevillinger på i alt -4,044 mio. kr. omhandlende revideret skøn for ledighedsudviklingen på -4,091 mio. kr. og udmøntning af DUT-reguleringer som følge af lovændringer, der flytter opgaver til- og fra kommunerne, på i alt 0,047 mio. kr.

Der søges om omplaceringer på i alt -0,088 mio. kr. vedrørende tilskud til servicejob.

 

Voksenservice søger om godkendelse af nedenstående tillægsbevillinger og omplaceringer: 

Der søges om tillægsbevillinger på i alt 0,017 mio. kr. omhandlende udmøntning af DUT-reguleringer som følge af lovændringer, der flytter opgaver til- og fra kommunerne.

Der søges om omplaceringer på i alt -23,135 mio. kr. omhandlende udmøntning af barselsfonden på 0,219 mio. kr., overførsel af budget til Familie- og Børnesundhed vedrørende efterværn § 76A på -1,363 mio. kr., omplacering af midler vedrørende borgere boede på bosteder uden for kommunen på i alt       -32,191 mio. kr. samt fordeling af spar/lån mellem udvalg på 10,200 mio. kr.

Der søges om ovenstående omplaceringer mellem udvalg på grund af Styrelsesvedtægten pr. 1. januar 2018, hvor Voksenservice blev fordelt på Senior- og Handicapudvalget og Social- og Beskæftigelsesudvalget.

 

Forventning spar/lån 

Forventet spar/lån viser den forventede opsparing eller lån af næste års budget. Fordelingen af spar/lån mellem fagområderne kan læses nedenfor: 

 

Arbejdsmarked:

Området forventer et mindreforbrug på 1,372 mio. kr. Spar/lån og skal ses i sammenhæng med overført lån på 1,940 mio. kr. fra 2017-2018. Det drejer sig om projekter fra Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering (STAR) som går i nul i 2019.

 

Voksenservice:

Voksenservice forventer et mindreforbrug på i alt 2,700 mio. kr. Spar/lån skal ses i sammenhæng med overført spar på 13,480 mio. kr. Dette overførte spar er en fordeling mellem Senior- og Handicapudvalget og Social- og Beskæftigelsesudvalget, hvor Social- og Beskæftigelsesudvalget har fået overført 13,480 mio. kr. og Senior- og Handicapudvalget har fået overført 0,634 mio. kr. af et samlet spar på 14,114 mio. kr. fra det tidligere Social- og Omsorgsudvalg.

 

Spar/lån behandles og godkendes ved regnskabsafslutningen.

Økonomiske konsekvenser

Der henvises til afsnittene ”Sagsbeskrivelse” samt ”Vurdering”. 

Vurdering

Arbejdsmarked:

Resultatet for 3. budgetopfølgning for overførselsudgifter viser et samlet mindreforbrug på 4,044 mio. kr. i forhold til det korrigerede budget. Det lavere skøn for 2018 på overførselsudgifter kan hovedsageligt tillægges en mindre udgift til kontanthjælp, revalidering, jobafklaring, integrationsydelse og aktivering på i alt 6,044 mio. kr. Dette modsvares dog af forventede merudgifter til boligstøtte og mellemkommunale betalinger på i alt 2,000 mio. kr. Mens skønnet for forsikrede ledige er uændret i forhold til 2. budgetopfølgning.

Ved vurderingen af hele årets økonomi, bør det medtages, at kommunerne under ét fik nedjusteret deres bloktilskud, da der er en forventning om et faldende udgiftsbehov på overførsler.

I forhold til det forventede årsresultat er kommunernes bloktilskud under ét blevet nedjusteret på baggrund af en forventning om et faldende udgiftsbehov til overførsler. Fredericia Kommune har ikke oplevet et sådant fald i udgifter til overførsler, hvorfor det vurderes, at kommunen samlet set står til et tab på 27 mio. kr.

 

Status på de særlige udfordringer:

Økonomien er særligt udfordret på området for førtidspension grundet flere afklaringer og dermed et stigende antal førtidspensionister.

I 2017 udgjorde den samlede tilgang for personer til førtidspension i gennemsnit 7,3 person pr. måned. I årets første otte måneder er tilgangen steget til 13 personer pr. måned. Dog et fald på 3 personer pr. måned i forhold til sidste budgetopfølgning. Dette er stadigvæk en markant stigning i forhold til udviklingen på landsplan og i Sydjylland.

 

Hertil kommer udfordringer på mellemkommunal betalinger, som omhandler refusion for udgifter til førtidspension i op til 6 år fra det tidspunkt, hvor førtidspensionisten er fraflyttet den kommune, der tilkendte pensionen. Der er igangsat en undersøgelse for at kunne spore eventuelle fejlregistreringer og opkrævninger til og fra andre kommuner. Omfanget af eventuelle mellemkommunale betalinger kendes ikke til fulde endnu, men der forventes på nuværende tidspunkt en merudgift i størrelsesordenen ca. 1,000 mio. kr.

 

Økonomien er også udfordret på området for boligstøtte. Fredericia har i 2018 oplevet en udgiftsstigning på 2 procent. Til sammenligning har hele landet haft et udgiftsfald på 1 procent. Et kig på tallene viser, at det især er kvinder boende i de større boligkomplekser eller i Fredericias centrum, som modtager boligstøtte. Med baggrund i forbrug pr. 30.09.2018, og forventning til den resterende del af året, forventes en merudgift på ca. 1,000 mio. kr.

 

Voksenservice

Voksenservice er delvist flyttet til dette udvalg efter ikrafttrædelse af den nye styrelsesvedtægt 1. januar 2018.

 

Voksenservice forventer et mindreforbrug på 2,700 mio. kr., hvor mindreforbruget skal ses i sammenhæng med overført spar fra 2017 på 13,480 mio. kr.

 

Mindreforbruget på de 2,700 mio. kr. kan opdeles i et merforbrug på ca. 1,700 mio. kr. på de interne centre, et merforbrug på ca. 5,500 mio. kr. på det eksterne budget (borgere boende på enheder uden for kommunen mv.). Vurderingen vedrørende merforbruget på det eksterne området er usikkert – se nedenstående forbehold. Merforbruget modsvares af det overførte spar fra 2017.

Der er iværksat en analyse på området for alkohol- og stofbehandling på de interne centre, jf. sag 18/1783 Tids- og procesplan for evaluering af misbrugsområdet.

 

Kapacitets- og koordinationsmøder fortsættes for at sikre en god styring med området.

 

Regionen har opført særlige psykiatriske pladser pr. 1. marts 2018. Til disse pladser forekommer der en kommunal medfinansiering på 80% af udgiften. I loven står, at såfremt der er ledige pladser skal omkostningerne fordeles mellem kommunerne på baggrund af befolkningstal – objektiv finansiering. Det objektive finansieringsbeløb for 2018 beløber sig til maksimalt 0,703 mio. kr. – dette er ved ingen solgte pladser (pt. er 8 pladser besat ud af 15 pladser i 2018). Hvis ingen pladser sælges i år 2019 vil dette beløb lyde på 1,800 mio. kr., da der her vil være tale om 31 pladser i alt – 15 i Vejle og 16 i Esbjerg.

 

Forbehold:

Voksenservice er ved den nye udvalgsstruktur blevet fordelt mellem Social- og Beskæftigelsesudvalget og Senior- og Handicapudvalget. I fagafdelingens myndighedsafdeling er der arbejdet på en korrekt fordeling af borgere på de to udvalg. §§ 107- og 108-borgere er fordelt på begge udvalg alt efter hvilket handicap eller lidelse den enkelte borger har. Arbejdet med fordelingen er afsluttet, men der vil blive fulgt op resten af år 2018 og løbende fremover for at sikre korrekt inddeling.

Den løbende opfølgning og gennemgang af borgere på §§ 107 og 108, kan betyde, at vurderingen, og dermed det forventede regnskab i indeværende år, kan blive ændret i kommende opfølgninger.

Indstillinger

Social- og Beskæftigelsesudvalget indstiller: 

  1. at budgetopfølgningen godkendes og videresendes til Økonomiudvalget og byrådet 

Beslutning i Social- og Beskæftigelsesudvalget den 05-11-2018

Godkendt. Indstillingen videresendes til Økonomiudvalget og Byrådet.

 

Social- og Beskæftigelsesudvalget beslutter at afholde en temaaften i januar med fokus på visionen for beskæftigelsesindsatsen.

Punkt 64 Afrapportering på integrationsområdet

Sagsresumé

Antallet af flygtninge, der kommer til Fredericia Kommune har siden 2015 været aftagende.

 

Der er i 2018 kommet 13 voksne flygtninge samt familiesammenførte til kommunen.

 

Vi forventer i Fredericia Kommune at forbruge netto ca. 18 mio. kr. på flygtninge og familiesammenførte i 2018.

 

Sagsbeskrivelse:

I Budget 2017-2020 vedtog Byrådet, at Økonomiudvalget hvert kvartal skulle have en status på antallet og udgifterne til flygtninge og integration i Fredericia Kommune. I Budget 2019-2022 blev afrapporteringen flyttet til Social og Beskæftigelsesudvalget

 

Som bilag på sagen er lagt ”Afrapportering på integrationsområdet”, som beskriver udviklingen i antallet af flygtninge og familiesammenførte fra 2015-18, og indeholder en oversigt over den samlede økonomi i 2017 samt 3. kvartal 2018 samt en illustration af resultaterne på beskæftigelsesområdet.

Statussen udarbejdes i henhold til KL’s standarder for dokumentation og økonomistyring.

Økonomiske konsekvenser

Ingen.

Vurdering

Rapporteringen indeholder følgende konklusioner:

- At udviklingen i antal flygtninge siden 2015 har været aftagende.

- At der i 2018 kommer 13 voksne flygtninge samt familiesammenførte til kommunen.

- At vi i Fredericia Kommune netto forventer at forbruge ca. 18 mio. kr. på flygtninge og familiesammenførte i 2018.

 

Indstillinger

Økonomi og Personale indstiller:

  1. At afrapporteringen tages til efterretning.
  2. At udvalget afholder temamøde med fokus på integration og ny retning i januar 2019, hvor der træffes beslutning om konkret udmøntning af budget 2019 med særlig fokus på integration, beskæftigelse og færre i forsørgelse.

Beslutning i Social- og Beskæftigelsesudvalget den 05-11-2018

  1. Taget til efterretning.
  2. Social- og Beskæftigelsesudvalget beslutter, at temamødet med fokus på integration og ny retning udskydes til februar / marts 2019.

Punkt 65 Borgerens møde med jobcentret i Sjællandsgade

Sagsresumé

Analyseenheden har udarbejdet en rapport der kommer med et forslag til en servicepakke for borgere med ærinde i jobcentret. Rapporten tager udgangspunkt i borgenes oplevelse af mødet med jobcentret og skal ses som den første analyse på området, da der primært er lagt vægt på oplevelsen i jobcentret i Sjællandsgade.

 

Sagsbeskrivelse:

I denne analyse har vi lagt vægt på at belyse borgerens oplevelse af vigtige berøringspunkter i mødet med borger og jobcentret i Sjællandsgade. Analysen kommer med oplæg til en servicepakke.

 

En servicepakke består i at beskrive, hvad en borger kan forvente på sin rejse i jobcentret og hvad man som medarbejder skal være opmærksom på for at kunne yde en god service. Det er en strategisk forståelse for og planlægning af den oplevelse, jobcenteret gerne vil have at borgeren har efter et endt forløb.

 

I denne analyse har vi lagt vægt på at belyse borgerens oplevelse af vigtige berøringspunkter i mødet mellem borger og jobcenter.

 

Hovedvægten af de interviewede borgere har erfaring med forløb på sygedagpenge med overgang til kontanthjælp. Da alle interviewede borgere har været tilknyttet jobcentret på Sjællandsgade, er der primært lagt vægt på oplevelsen i dette jobcenter.

Denne analyse bliver suppleret af en tilsvarende analyse af jobcentret på Danmarksstræde og borgere tilknyttet her.

 

Analysen munder ud i følgende anbefalinger:

  • En strategisk udbredelse af det gode møde med borgeren  på tværs af jobcenterets afdelinger.

 

  • Formalisering af samarbejde med andre kommunale  afdelinger bl.a. Voksenservice om eks. bostøtte, Din Indgang, Udsatteteamet og Familieafdelingen.

 

  • Fokus på at skabe en læringsbaseret kultur, hvor eksempelvis  afgørelser fra Ankestyrelsen efterfølgende implementeres  i praksis.

 

  • Skærpelse af opmærksomheden på regler for notatpligt  og journalisering. Der udformes journalnotater ved alle typer af kontakt med borgerne.

 

  • Alle standardbreve udformes på ny. I arbejdet inddrages borgere og borgervejlederne.

 

  • Telefontider afskaffes, så sagsbehandler er tilgængelig inden for almindelig arbejdstid.

 

  • Alle breve og mails påføres sagsbehandlers mail  og telefonnummer.

 

  • Alle henvendelser til jobcentret besvares inden for  24 timer.

 

  • Alle servicemål for henvendelser til jobcentret

offentliggøres på Fredericia Kommunes hjemmeside.

 

  • Jobcentret skal sikre, at alle samtaler afholdes, så borgerens ret til beskyttelse af personfølsomme oplysninger og regler om tavshedspligt er overholdt.

 

Forvaltningen har efterfølgende udarbejdet en implementeringsplan, som præsenteres på mødet.

Økonomiske konsekvenser

Ingen.

Vurdering

Ingen.

Indstillinger

Kommunaldirektøren indstiller, at Social- og Beskæftigelsesudvalget tiltræder de i sagen nævnte anbefalinger og godkender implementeringsplan fra forvaltningen.

 

Beslutning i Social- og Beskæftigelsesudvalget den 05-11-2018

Tiltrådt. Implementeringsplanen godkendt.

Bilag

 

 

Punkt 66 Analyse af indsatsen for aktivitesparate kontanthjælpsmodtagere

Sagsresumé

Analyseenheden har udarbejdet en rapport, der omhandler indsatsen for de aktivitetsparate kontanthjælpsmodtagere. Rapporten har karakter af en kortlægning af opgaven i Fredericia Kommune. Udover en kortlægning af området kommer analysen med anbefalinger til, hvordan kvaliteten af indsatsen for aktivitetsparate kontanthjælpsmodtagere kan udvikles.

 

Sagsbeskrivelse:

Analyseenheden har udarbejdet en rapport, der omhandler indsatsen for de aktivitetsparate kontanthjælpsmodtagere.

 

Analysen er lavet på baggrund af interview med sagsbehandlere og ledelsen på området samt udsagn opsamlet fra interviews med borgere og ansatte i andre afdelinger.

 

Rapporten tager udgangspunkt i den evidens, der er opsamlet i Beskæftigelsesindikatorprojektet (BIP) og ser indsatsen i Fredericia Kommune i relation til denne.

 

De emner der ses på er:

  • Virksomhedsrettet indsats i kombination med andre indsatser
  • Mødet med borgeren herunder sagsbehandlerens tro på borgeren
  • Færrest mulige sagsbehandlerskift
  • Undgåelse af passive perioder

 

Analysen af hvert af disse emner udmunder i en række anbefalinger til det videre arbejde. Disse er i overskriftsform:

  • Fastholdelse af den virksomhedsrettede indsats
  • Bedre skriftlig kommunikation med borgerne
  • Mere fleksibilitet i mødet med borgeren
  • Kompetenceudvikling i forhold til at øge vidensniveauet om særligt psykiatriske diagnoser
  • Et formaliseret samarbejde med Voksenservice
  • Minimering af antal sagsbehandlerskift
  • Systematisk registrering og opfølgning på forløb
  • Minimering af ventetid ved sygdom og vakante stillinger
  • Dialog med Region Syddanmark i forhold til minimering af ventetid

 

Forvaltningen har efterfølgende udarbejdet en implementeringsplan, som præsenteres på mødet.

Økonomiske konsekvenser

Ingen.

Vurdering

Ingen.

Indstillinger

Kommunaldirektøren indstiller, at Social- og Beskæftigelsesudvalget tiltræder de i sagen nævnte anbefalinger og godkender implementeringsplan fra forvaltningen. Samt at Social- og Beskæftigelsesudvalget i samarbejde med Sundhedsudvalget tager initiativ til et politisk møde med Region Syddanmark i forhold til at sætte fokus på sammenhæng mellem sundhed og beskæftigelse.

 

Beslutning i Social- og Beskæftigelsesudvalget den 05-11-2018

Tiltrådt. Implementeringsplanen godkendt.

Social- og Beskæftigelsesudvalget beder forvaltningen om at etablere et politisk møde med Region Syddanmark. Mødet afholdes i samarbejde med Sundhedsudvalget.

Punkt 67 Godkendelse af Beskæftigelsesplan 2019

Sagsresumé

Social- og Beskæftigelsesudvalget godkender den endelige udgave af beskæftigelsesplanen for 2019.

 

Sagsbeskrivelse:

Hvert år udarbejdes en Beskæftigelsesplan på arbejdsmarkedsområdet. Planen består dels af den lokale prioritering, dels af nogle centralt fastsatte ministermål.

 

For 2019 er der seks centralt fastlagte beskæftigelsespolitiske mål:

  1. Flere personer skal i beskæftigelse eller uddannelse i stedet for at være på offentlig forsørgelse
  2. Virksomhederne skal sikres den nødvendige og kvalificerede arbejdskraft
  3. Flere flygtninge og familiesammenførte til flygtninge skal være selvforsørgende
  4. Flere jobparate personer på kontanthjælp skal i beskæftigelse, og flere aktivitetsparate bliver jobparate eller kommer i beskæftigelse. Der bør i indsatsen være et særligt fokus på kvinder med indvandrerbaggrund.
  5. Bekæmpelsen af socialt bedrageri og fejludbetalinger skal styrkes
  6. Udsatte ledige skal have en indsats

 

Herudover har ministeren valgt at skærpe kommunernes fokus på at få ledige med handicap i arbejde og vil i forbindelse med et samlet handicappolitisk udspil tilføje et 7. beskæftigelsespolitisk mål om, at flere personer med handicap skal i beskæftigelse.

Som supplement til de centralt fastsatte mål, har Social- og Beskæftigelsesudvalget lavede nogle lokale pejlemærker, der skal give retningen for indsatsen på beskæftigelsesområdet 2018-2021 med 9 overordnede mål:

  1. At skabe ”et menneskeligt jobcenter, som spiller borgerne gode”
  2. Hurtigere afklaring
  3. Flere i job og en sund økonomi
  4. At skabe en sammenhængende social- og beskæftigelsesindsats
  5. Jobcentret som den foretrukne samarbejdspartner for virksomheder
  6. Tiltrækning af socioøkonomiske virksomheder
  7. Fredericia er taget af ghettolisten
  8. Jobcentret har et godt omdømme
  9. Anvendelsen af den rette aktivering

 

For at sikre, at målene opfyldes inden 2021, vil nedenstående 5 fokusområder danne grundlag for indsatsen. Hvert punkt indeholder flere indsatsområder, der alle indgår i beskæftigelsesplanen.

  • Jobservice
  • Virksomhedsservice
  • Helhed og sammenhæng
  • Økonomi og styring
  • Kultur

 

Et led i den årlige fastlæggelse af beskæftigelsesplanen skal Fredericia Beskæftigelsesforum involveres i udarbejdelsen. Input for 2019 er:

  • Fokus på korteste vej til job, herunder nødvendig faglig opkvalificering for at opnå job og selvforsørgelse. Den hurtigste vej til job handler, udover de rette faglige kompetencer, i høj grad om motivation og fleksibilitet hos den ledige arbejdskraft.
  • Gode alliancer mellem virksomheder, faglige organisationer og a-kasser, kommune, uddannelsesinstitutioner og politikere, er forudsætninger for at lykkedes med både at matche borgere til job og sikre virksomhederne den fornødne arbejdskraft.
  • Beskæftigelsesforum lagde vægt på markedsføring og god presse, idet oplevelsen af kommunens beskæftigelsespolitik og italesættelsen af succeser skaber nye succeser.
  • En opfordring om at fortsætte takterne fra de seneste års prioritering af uddannelse som vej til beskæftigelse. Både uddannelse af den ledige arbejdsstyrke, men også de beskæftigede. Også almene kompetencer hos de ledige blev nævnt.
  • Unge som fremtidens kvalificerede arbejdskraft som et særligt fokuspunkt. Dette handler både om de unge der søger en praktikplads eller i gang med anden uddannelse, og de unge på kanten, hvor der kræves lidt mere rummelighed både på arbejdspladser og uddannelsesinstitutioner. Af særlige indsatser blev herudover nævnt fokus på mentoropbakning og pædagogisk udvikling for at hjælpe den unge helt igennem.

 

Sidst men ikke mindst vil også den nedsatte analyseenheds anbefalinger til arbejdet med beskæftigelsesområdet indgå som en del af beskæftigelsesplan 2019. Anbefalingerne medtages efterhånden som konklusionerne offentliggøres. Den endelige beskæftigelsesplan for 2019 vil efter godkendelse af Social- og Beskæftigelsesudvalget blive forelagt Fredericia Beskæftigelsesforum inden fremsendelse til Økonomiudvalg og Byråd.

Økonomiske konsekvenser

Ingen.

Vurdering

Ingen.

Indstillinger

Arbejdsmarked & Borgerservice indstiller, at det anbefales overfor Økonomiudvalget og Byrådet at den endelige udgave af Beskæftigelsesplan 2019 godkendes.

 

Beslutning i Social- og Beskæftigelsesudvalget den 05-11-2018

Beskæftigelsesplan 2019 godkendes. Efterfølgende forelægges den Fredericia Beskæftigelsesforum, hvorefter den fremsendes til Økonomiudvalget og Byrådet.

Punkt 68 Orientering om håndtering af speciallægeerklæringer

Sagsresumé

Arbejdsmarked & Borgerservice er blevet bedt om at fremlægge forslag til håndtering af speciallægeerklæringer. På den baggrund er de nuværende processer beskrevet, og med baggrund i dette, vurderes det, at behovet for at ændre proces ikke er tilstede.

 

Sagsbeskrivelse:

På mødet i Social- og Beskæftigelsesudvalget den 13. aug. 2018 er Arbejdsmarked & Borgerservice blevet bedt om at fremlægge forslag til håndtering af speciallægeerklæringer.

 

Alt afhængig af hvilket område det drejer sig om, så er der forskellige processer. Ens for alle områder er, at det enten er teamchefen eller regionens sundhedskoordinator, som tager den endelige beslutning om, hvorvidt der skal indhentes speciallægeerklæring. Det gøres i forhold til at få borgerens sag belyst bedst muligt.

 

Samarbejdet med regionens sundhedskoordinator er med baggrund i den til en hver tid gældende lovgivning med udgangspunkt i:

  • Lov om ændring af lov om aktiv beskæftigelsesindsats, lov om aktiv socialpolitik, lov om social pension og forskellige andre love herunder reform af førtidspension og fleksjob af 19. december 2012.
  • Lov om ændring af sygedagpenge, lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, lov om ansvaret for styring af den aktive beskæftigelsesindsat, lov om arbejdsløshedsforsikring m.v. og forskellige andre love af 25. juni 2014.

 

 

Nedenfor er beskrevet processen for indhentning af speciallægeerklæringer:

 


 

Forbrug af speciallægeerklæringer:

 

Udover speciallægeerklæringer, så er der også medtaget forbruget for neuropsykologisk undersøgelser idet, området udgør en væsentlig del af de indhentede erklæringer.

 

 

2013

(21 sager)

2014

(14 sager)

2015

(18 sager)

2016

(9 sager)

2017

(16 sager)

2018

(1. jan -31. aug.)

(10 sager)

Speciallægeerklæring

95.930

81.800

108.300

31.200

62.800

37.712

Neuropsykologisk undersøgelser

74.140

37.440

47.000

46.750

75.341

59.000

I alt (i kr.)

170.070

119.240

155.300

77.950

138.141

96.712

 

Enhedsprisen mellem de forskellige erklæringer ligger i mellem 1.500 kr. og 14.000 kr. afhængig af type.

 

Hvis der er et øget fagligt behov for at indhente speciallægeerklæringer og lignende, vil det være muligt via de midler, som er afsat i forbindelse med budgetudmøntningen, der blev vedtaget på mødet i Social- og Beskæftigelsesudvalget den 28. maj 2018. I den forbindelse blev der afsat 0,4 mio. kr. til opnormering af hurtigere udredning/klargøring af sager herunder indhentning af speciallægeerklæringer og lignende.

Økonomiske konsekvenser

Ingen

Vurdering

Arbejdsmarked & Borgerservice anbefaler, at den nuværende praksis bør forsætte, og der forsat skal være en ensartethed i, hvordan godkendelse til indhentning speciallægeerklæringer udmøntes i forhold til at stille borgerne ens.

Indstillinger

Arbejdsmarked & Borgerservice indstiller, at Social- og Beskæftigelsesudvalget tager orienteringen til efterretning.

Beslutning i Social- og Beskæftigelsesudvalget den 05-11-2018

Taget til efterretning. Social- og Beskæftigelsesudvalget beder forvaltningen afdække området dybere, hvorefter sagen drøftes på ny.

Punkt 69 Orientering (Lukket)