Social- og Beskæftigelsesudvalget - 13-01-2020

Referat
Dato:
Mandag, 13 januar, 2020 - 17:30
Hent som fil:
Dagsorden publiceret:
Torsdag, 9 januar, 2020 - 15:01
Referat publiceret:
Torsdag, 16 januar, 2020 - 11:00

Punkt 1 Godkendelse af dagsorden

Beslutning i Social- og Beskæftigelsesudvalget den 13-01-2020

Godkendt.

Punkt 2 Endelig godkendelse af kvalitetsstandard på støttekontaktpersonsområdet

Sagsresumé

Social- og Beskæftigelsesudvalget godkender den tilrettede kvalitetsstandard på støttekontaktpersonsområdet på baggrund af høringssvar fra Handicaprådet.

 

Sagsbeskrivelse:

Fredericia Kommune har 15 borgere, som modtager støtte i henhold til servicelovens § 98. Myndighed – og Tværgående Udvikling har udarbejdet et forslag til en kvalitetsstandard til kontaktpersonsordningen for døvblinde borgere. Hensigten med kvalitetsstandarden er at sikre sammenhæng mellem serviceniveau, de afsatte ressourcer, afgørelserne og udmøntningen af støtten.

 

Ved at have en politisk godkendt kvalitetsstandard bliver serviceniveauet ensartet. Det bliver gennemskueligt og forudsigeligt for den enkelte borger og dennes pårørende, hvad man kan forvente.

 

Kvalitetsstandarden har været i høring ved Handicaprådet. Foreningen Danske DøvBlinde (FDDB) har indgivet vedhæftede høringssvar - med tilhørende notat - på vegne af Handicaprådet. På baggrund heraf foreslår forvaltningen følgende ændringer til første forslag:

 

Side

Tekst

Side 2 om ”indsatsens indhold og støtte”

Jf. vedledning til serviceloven ændres kontaktpersonens opgaver til:

–         At besøge og kommunikere med modtageren af hjælpen.

–         At orientere om hverdagen (avislæsning m.v.).

–         At være bindeled til omgivelserne.

–         At bistå med at oversætte breve, meddelelser, regninger m.v.

–         At ledsage til indkøb, besøg, forretninger m.v.

–         At ledsage og være bindeled til myndigheder, posthus, bank osv.

–         At ledsage til aktiviteter, kurser, møder o.l.

–         At informere om omgivelser/synsbeskrivelse

Side 2 om ”Vurdering af omfang af støtte”

Nederst i afsnittet tilføjes følgende:

Ved tildeling af støtten tages der højde for den hjælp borgeren får fra andre §§ i serviceloven og anden lovgivning med henblik på, at der ikke kompenseres flere gange for det samme behov.

Side 3 om ”Udmåling af fast ugentligt timetal”

Efter første afsnit tilføjes følgende:

Omfanget af de bevilgede timer er altid baseret på en konkret individuel vurdering og kan således fraviges ifht timerne i skemaet. For borgere med særlige behov kan der bevilges timer ud over udgangspunktet i skemaet.

 

I boksen ændres følgende:

Under timetal pr. uge tilføjes: vurderes individuelt

Teksten omkring brevlæsning udvides til: Orientere om hverdagen, oversættelse af breve, hjemmesider mv.

Og timetallet ændres til: Op mod 10 timer.

Side 3 om ”Ekstra timer/puljetimer”

Udgår.

Side 3 om ”Udmåling af ekstra timer/puljetimer ved døgnophold”

Første afsnit udvides med tilføjelsen af: frivilligt/handicappolitisk arbejde mv.

 

Følgende sætning udgår: Støtten kan fx gives, hvis borgeren ønsker at deltage i et kursus eller tage på et weekendophold.

 

Udmåling af udgifter ændres til: Udmåling af følgeudgifter

Tredje punkt ændres til: Der kan udbetales diæter til kontaktpersonen iht. SKATs gældende regler og satser.

Side 4 om ”Udmåling af ekstra timer/ puljetimer ved Ferier i Ind- og Udland”

Øverste del af afsnittet ændres med følgende tekst:

Hvis en borger har behov for kontaktperson til ferie i Danmark eller udlandet, skal der ansøges særskilt om at få ekstra kontaktpersonstimer. Ansøgningen vurderes altid konkret og individuelt.

Ansøgningen skal sendes til Myndighed og Tværgående Udvikling senest 8 uger inden start på døgnophold og ferie. 

I forhold til udlandsferier vil der være muligt at medtage sin bevilgede kontaktpersonstimer iht. Udlandsbekendtgørelsen.

 

Derudover kan bevilges ekstra kontaktpersonstimer til ferie i ind- og udland i op til 14 døgn pr. kalenderår.

 

Ved ferie i udlandet skal denne holdes i én omgang, hvor ferie i Danmark kan opdeles i to omgange.

Efter en konkret, individuel vurdering kan Fredericia Kommune dække dokumenterede følgeudgifter til kontaktpersonen til ferie:

 

  • Dækning af eventuel særlig transport fra afgangssted til det planlagte opholdssted.
  • Billigst muligt ophold til kontaktpersonen.
  • Der kan udbetales diæter til kontaktpersonen iht. SKATs gældende regler og satser.

Side 5 om ”Egenbetaling”

I første sætning slettes ordet ”egne”.

I linje 4 ændres ”møder og kurser” til: den bevilgede hverdagsaktivitet ift. betaling af foredrag/arrangementer/entre til aktiviteter m.v..

Nederst tilføjes: Der kan søges ledsagerkort hos Danske Handicaporganisationer på hjemmeside - https://handicap.dk/brugerservice/ledsagekort

Side 5 om ”Ansættelse af kontaktperson”

Der tilføjes at: borgeren medvirker til at godkende pågældende i det specifikke ansættelsesforhold.

 

Der vil forsat bevilges støttekontaktpersonstimer, ud fra en konkret, individuel vurdering af støttebehovet.

 

Første forslag samt den endelige udgave af kvalitetsstandarden er vedhæftet dagsordenspunktet.

 

Økonomiske konsekvenser

Ingen.

 

Vurdering

Ved at have en politisk godkendt kvalitetsstandard bliver serviceniveauet ensartet. Det bliver gennemskueligt og forudsigeligt for den enkelte borger og dennes pårørende, hvad man kan forvente.

 

Borgerne vil kunne opleve kvalitetsstandarden begrænsende i forhold til tidligere bevillingspraksis grundet bevillingsloft på kontaktpersonstimer og antal ferier.

Indstillinger

Social og Beskæftigelse indstiller, at Social- og Beskæftigelsesudvalget godkender kvalitetsstandarden for støttekontaktpersonsområdet med de foreslåede ændringer.

 

Beslutning i Social- og Beskæftigelsesudvalget den 13-01-2020

Godkendt.

Punkt 3 Drøftelse af rammerne for borgerdialogmøde i marts

Sagsresumé

Social- og Beskæftigelsesudvalget har besluttet at igangsætte en borgerinddragende proces med udgangspunkt i de vedtagne anbefalinger fra Analyseenheden. På baggrund af denne beslutning har der været afholdt to borgerdialogmøder i foråret 2019. Det tredje i rækken afholdes i foråret 2020 og sætter fokus på resultatet af analyserne. På mødet drøftes rammerne, og der sættes en dato for arrangementet.

 

Sagsbeskrivelse:

Social- og Beskæftigelsesudvalget valgte på udvalgsmødet i december 2018 at igangsætte en borgerinddragende proces med udgangspunkt i de vedtagne anbefalinger fra Analyseenheden for arbejdsmarkedsmarkedsområdet. Hensigten er at skabe åbenhed og sikre inddragelse af såvel borgere, medarbejdere og ledere i jobcentret samt andre med interesse for arbejdsmarkedsområdet.

 

Det første dialogmøde blev afholdt den 22. januar i det Bruunske Pakhus med titlen ”I Fredericia skaber vi arbejdsfællesskabet sammen”.  På mødet blev alle interesserede præsenteret for de politiske visioner for udviklingen af jobcentret samt analysens metoder, resultater og omsætningen heraf. Efterfølgende fik alle deltagerne mulighed for – via tre temastande - at give sine perspektiver på, hvordan endnu flere fredericianere bliver en del af arbejdsfællesskabet. Hver temastand behandlede et specifikt tema fra Beskæftigelsesplan 2019; udsatte ledige, jobparate borgere og arbejdsfællesskaber for mennesker med et handicap.  

 

Det andet dialogmøde, som blev afholdt den 24. juni, satte fokus på virksomhedsservice og havde titlen ”Sammen stiller vi skarpt på virksomhedsservice”. Blandt oplægsholderne var Fredericia Beskæftigelsesforum, som er sparringspartner for Fredericia Kommune i spørgsmål om beskæftigelsesområdet. Herudover var der mulighed for deltagelse i forskellige paneldebatter med fokus på både opkvalificering, rekruttering, fastholdelse ved sygdom og servicering af virksomhederne. 

 

Analyseenheden har nu afsluttet sit arbejde. Resultatet er 8 analyser og 80 anbefalinger, som jobcentret er i gang med at implementere. Det tredje borgerdialogmøde, som skal afholdes i foråret 2020, vil sætte fokus på den forandring, som er blevet – og løbende bliver – skabt på baggrund af anbefalingerne fra Analyseenheden. Borgerdialogmødet bliver afholdt som et åbent arrangement for både borgere, virksomheder og samarbejdspartnere.

 

På udvalgsmødet præsenteres Social- og Beskæftigelsesudvalget for et udkast til en drejebog, som drøftes og justeres på baggrund af udvalgsmedlemmernes ønsker.

 

Økonomiske konsekvenser

Ingen.

 

Vurdering

Social og Beskæftigelse foreslår, at der i planlægningen af borgerdialogmødet inddrages borgere og samarbejdspartnere som f.eks. Handicaprådet, Udsatterådet m.fl.

 

Indstillinger

Social- og Beskæftigelse indstiller, at Social- og Beskæftigelsesudvalget:

  1. Drøfter udkast til drejebogen for borgerdialogmødet.
  2. Beslutter hvilke aktører der skal inviteres til planlægning af dagen.
  3. Beslutter en dato.

 

Beslutning i Social- og Beskæftigelsesudvalget den 13-01-2020

  1. Drøftet. Arrangementet skal vise forandringen i jobcentret og have fokus på særligt to temaer: mødet med borgeren og det virksomhedsrettede.
  2. Social- og Beskæftigelsesudvalget pointerer, at der er mange vigtige samarbejdspartnere på området, som alle skal inviteres til arrangementet.  Forvaltningen vurderer, hvilke samarbejdspartnere der skal inviteres med til planlægningen ud fra de overordnede temaer.
  3. Arrangementet afholdes den 22. april 2020.

 

Punkt 4 Evaluering af - og beslutning om - sommerferieaktiviteter for borgere der ikke har ret til ferie og som har børn

Sagsresumé

Social- og Beskæftigelsesudvalget drøfter evalueringen af sommerens forsøg med sommerferieaktiviteter for borgere uden ret til ferie og som samtidig har børn. På baggrund af evalueringen, og erfaringer fra Aarhus Kommune, beslutter udvalget, hvorvidt tiltaget skal fortsættes i 2020.

 

Sagsbeskrivelse:

På mødet i Social- og Beskæftigelsesudvalget den 25. marts 2019 blev det besluttet at tilbyde 2 ugers sommeraktiviteter for borgere med børn, der ikke har ret til ferie. Aktiviteterne foregik i uge 28 og 29.

 

A2B fik opgaven med at planlægge og afholde ugerne, hvilket blev gjort sammen med frivillige. Målgruppen for tilbuddet var derfor borgere, som på det tidspunkt var tilknyttet enten Sprogskolen eller Jobskolen under A2B. I alt var 11 voksne og 18 børn i målgruppen for aktiviteterne.

 

Det var et alsidigt program, hvor der både var kulturelle og fysiske aktiviteter. Blandt andet var stranddagen med leg og krabbefiskeri en stor succes, men også kulturelle aktiviteter, som Vandtårnet og en historisk skattejagt, blev der taget godt imod. Det har undervejs været nødvendigt at ændre lidt i det oprindelige program grundet vejret, men det kunne håndteres.

 

Der blev i første omgang lavet en forhåndstilmelding samt en endelig tilmelding. Flere borgere havde ikke mulighed for at deltage i aktiviteterne, da de enten var overgået til selvforsørgelse eller var kommet i virksomhedspraktik. I alt deltog 8 voksne og 11 børn i aktiviteterne.

 

Deltagerantallet de enkelte dage var svingede og enkelte dage bestod kredsen blot af voksne. Generelt var der stort frafald blandt de børn, som var tilmeldt.

 

For de borgere, som udeblev uden gyldig årsag, er det håndteret på samme måde, som var de udeblevet fra Sprog- eller Jobskolen. Herudover har der også været gyldige fraværsgrunde for de borgere, som har været i praktik torsdag/fredag. Som en naturlig følge heraf der disse dage været færre deltagere.

 

Bilag 1 er A2Bs samlede evaluering af sommeraktiviteterne. Her fremgår det, hvilke aktiviteter, der har været samt antal deltagere de enkelte dage.

 

Der var afsat en ramme på 38.000 kr. til lønomkostninger, indgangsbilletter, transport og lignede. Som det fremgår af bilag 2, så er rammen en smule overskredet. Differencen finansieres af A2B.

 

Økonomiske konsekvenser

Ingen.

 

Vurdering

Forvaltningen har kendskab til, at Aarhus Kommune har afprøvet en lignende model som i Fredericia. I Aarhus lykkedes det at samle cirka 80 børn og voksne i sommeren 2019. Da Aarhus er en noget større kommune, vurderer forvaltningen, at fremmødeantallet på 8 voksne og 11 børn er fornuftigt set i relation til Fredericia Kommunes størrelse og antallet af borgere på Sprog- og Jobskolen, som har været faldende de senere år.

 

Erfaringerne fra Aarhus er desuden, at såfremt der ønskes et højere deltagerantal, kan målgruppen udvides til også at omfatte alle borgere på integrationsydelse, som ikke har ret til ferie. Såfremt dette er et politisk ønske, bør forvaltningen afsætte et betydeligt antal personalemæssige ressourcer op til og under aktiviteterne. Årsagen til dette skyldes primært den formidlingsopgave, som ligger i at få de rette borgere informeret og gjort interesseret i tilbuddet. Herudover kræver det opfølgning undervejs samt opgaven med at involvere og koordinere de frivillige i arbejdet. Det betyder, at andre indsatser i jobcentret vil skulle nedprioriteres i denne periode. Ligeledes kan et øget deltagerantal medføre, at bevillingsrammen justeres tilsvarende.

 

Det har været drøftet med ledelsen af Helhedsplanen, om det er muligt at samtænke tilbuddet med deres sommerferieaktiviteter. De er positivt stemt, men det kræver en nærmere drøftelse.

Indstillinger

Social og Beskæftigelse indstiller, at Social- og Beskæftigelsesudvalget:

  1. Tager evalueringen til efterretning.
  2. Drøfter hvorvidt der ønskes ressourcer prioriteret til et lignende tiltag i 2020 og i givet fald om målgruppen ønskes udvidet.

 

Beslutning i Social- og Beskæftigelsesudvalget den 13-01-2020

  1. Taget til efterretning.
  2. Social- og Beskæftigelsesudvalget beder forvaltningen afdække muligheden for at samtænke tilbuddet med aktiviteter under Helhedsplanen. Forslaget skal på næstkommende udvalgsmøde

Punkt 5 Godkendelse af opdateret samarbejdsaftale mellem Fredericia Kommune og Social Sundhed

Sagsresumé

I 2018 indgik Fredericia Kommune en samarbejdsaftale med Social Sundhed. På udvalgsmødet i november 2019, fik udvalget en status på dette samarbejde og som opfølgning er samarbejdsaftalen med Social Sundhed blevet ajourført. Opdateringen skal godkendes af udvalget.

 

Sagsbeskrivelse:

I 2018 indgik Fredericia Kommune en samarbejdsaftale med Social Sundhed, som er en organisation, der arbejder for at skabe større social lighed i sundhed i to tidsperspektiver. På kort sigt ved at følge og støtte borgere, der på forskellig måde har svært ved at benytte og få udbytte af kontakten med sundhedsvæsenet. På lang sigt ved at brobyggerne, som er fremtidens sundhedsprofessionelle, tilegner sig erfaringer i at kommunikere og være sammen med sårbare borgere, samt opnår viden og indsigt i de forhold og barrierer, der skaber og vedligeholder uligheden i sundhed.

 

På udvalgsmødet i november 2019, fik udvalget en status på dette samarbejde og som opfølgning er samarbejdsaftalen med Social Sundhed blevet ajourført.

 

Den gamle samarbejdsaftale indeholdt en del tekst omkring opstarten af Social Sundhed i Fredericia. Aftalen er nu opdateret, så den rammesætter det nuværende, etablerede samarbejde.

 

Den eneste ændring i samarbejdsaftalen er, at tilskuddet på 150.000 kr. overføres direkte til Social Sundhed. I den tidligere samarbejdsaftale stod Fredericia Kommune for administrationen af de 150.000 kr. og dermed for udbetaling til løn, kørsel, kurser mv.

Økonomiske konsekvenser

Ingen.

Vurdering

Ingen.

Indstillinger

Sundhed og Velfærdsinnovation indstiller, at Social og Beskæftigelsesudvalget godkender den opdaterede samarbejdsaftale.

Beslutning i Social- og Beskæftigelsesudvalget den 13-01-2020

Godkendt.

Punkt 6 Godkendelse af proces for udvikling af et fælles forløb for borgere på tværs af Social og Beskæftigelse

Sagsresumé

Forvaltningen præsenterer i denne sag et oplæg til, hvordan ønskerne fra papiret med beskrivelsen af koncernmodellen og beslutningerne i budget 2020 kan adresseres i en sammenhængende proces. Det er ønskerne om skabelse af synergi på tværs af social og beskæftigelsesområdet, samt ønskerne om fokus på værdiskabelse og afslutterkultur fra budgettet som danner rammen. Målet er at lave en samlet model, der kan skabe bedre sammenhæng i borgernes forløb på tværs. Der er udarbejdet en overordnet tids- og procesplan for 2020-2021, som udvalget skal godkende.

 

Sagsbeskrivelse:

Flere borgere end man kan forvente står udenfor arbejdsfællesskaber i Fredericia og har udfordringer, når det kommer til misbrug og psykiatri.

 

Der er derfor behov for et jobcenter og et socialområde, der samarbejder. Et socialområde der også tænker beskæftigelse og et menneskeligt jobcenter, der tager hensyn til borgerens udfordringer.

 

Erfaringen fra specielt Din Indgang viser, at flere midlertidige løsninger har hjulpet fredericianere på vej i livet med udgangspunkt i den enkeltes håb og drømme. Med baggrund i de gode erfaringer ønskes det at styrke denne udvikling på tværs af de samlede indsatser.

 

Sammen med borgere, medarbejdere og fagforeninger skal der laves en model, der helt konkret fokuserer på borgerens behov. Der skal arbejdes med hurtige, tidsbegrænsede og fokuserede indsatser, så den enkelte kan se, at de udvikler sig og kommer tættere på deres mål og drømme. Dette betyder, at de rammer der er i dag, skal have et servicetjek. Eksempelvis kan der være behov for at ændre i arbejdstiden, da det for den enkelte borger kan give mening at hjælpen gives, når der er behov i stedet for indenfor et bestemt tidsrum. Udviklingen skal være med til at skabe gode liv for endnu flere fredericianere, der er ramt af et fysisk eller psykisk handicap, sociale udfordringer eller misbrug.

 

For at dette skal lykkes vil det kræve en justering af arbejdsgangene på myndighedsområdet i både jobcenteret og i myndighedsafdelingen.  Dette skal bidrage til borgerens oplevelse af et samlet forløb samt bidrage til, at der i fremtiden vil være færre skift og mindre ventetid i sagsbehandlingen. Der vil også være behov for en omlægning af arbejdsgangene på de borgerrettede indsatser, med fokus på at skabe flere muligheder for midlertidig hjælp til borgere på det sociale område.

 

Proces og tidsplan

 

I løbet af første halvår af 2020 gennemfører Social og Beskæftigelse en proces, hvor udkast til et sammenhængende forløb efterfølgende udarbejdes.

 

I løbet af andet halvår vil der blive gennemført en afprøvning af modellen, baseret på input fra processen, med henblik på at finde frem til den bedst mulige model. Modellen forventes at blive klar til implementering i begyndelsen af 2021.

 

Følgende elementer vil indgå:

 

  • En kortlægning af eksisterende indsatser på tværs af Social og Beskæftigelse

 

  • Inddragelse af relevante råd, udvalg og interesseorganisationer, herunder:

 

-          Handicaprådet

-          Udsatterådet

-          Senior- og Handicapudvalget

-          Uddannelsesudvalget

-          Råd for beskæftigelse, uddannelse og udvikling

-          SIND

-          LEV

-          Bedre Psykiatri

 

  • En tilretning af arbejdstider i samarbejde med faglige organisationer og HR

 

  • Udarbejdelse af indsatsbeskrivelser for nye forløb, herunder takst, rammer, arbejdsgange samt visitationsprocedure

 

  • Kommunikationsplan i fht. relevante interessenter

 

  • Test af prototype - forløb inden implementering

 

  •  Kompetenceudvikling af medarbejdere

 

Økonomiske konsekvenser

Ingen.

Vurdering

Ingen.

Indstillinger

Social og Beskæftigelse indstiller, at Social- og Beskæftigelsesudvalget godkender proces og tidsplanen.

 

Beslutning i Social- og Beskæftigelsesudvalget den 13-01-2020

Godkendt.

Punkt 7 Interne tegnsprogstolke

Sagsresumé

Udgiften til eksterne tegnsprogstolke er stigende, og samtidigt er udbuddet begrænset og kvaliteten svingende. Forvaltningen præsenterer en procesplan for ansættelse af interne tegnsprogstolke i Fredericia Kommune, for at øge kvaliteten og stabiliteten på området. Det forventes, at der kan frigøres 100.000 kr. årligt, ved ansættelse af interne tolke.

 

Sagsbeskrivelse:

Udgiften til tegnsprogstolke er stigende, og samtidigt er udbuddet begrænset og kvaliteten svingende. Forligspartierne bag budget 2020 er derfor enige om, at der skal afsøges mulighed for etablering af et internt korps af tegnsprogstolke med det formål at øge kvalitet og stabilitet på området. Det forventes, at der kan frigøres 100.000 kr. årligt på området fra 2021 ved etablering af eget tolkekorps.

 

Cirka 300 borgere bosiddende i Fredericia Kommune er døve. Fredericia kommune skal sikre, at borgere der har behov for tegnsprogstolk, har en sådan til rådighed ved f.eks. samtaler på Jobcenter, myndighed, familieafdelingen, på skoler, i plejesektoren mfl. i henhold til sektoransvarlighedsprincippet.

 

Møder en hørehandicappet borger op og ønsker at tale med sin sagsbehandler eller at blive betjent ved en kvikskranke, skal myndigheden sikre sig, at de kan kommunikere med borgeren.

 

Fredericia kommune har således pligt til at sikre, at der kan kommunikeres med borgere, der har et kommunikationshandicap og kommunen har mulighed for at løfte ansvaret ved brug af eget tilbud.

 

Det skal afdækkes, hvorvidt borgere, der anvender tegnsprogstolke, skal kunne booke en samtale i f.eks. jobcentret og samtidig booke en tolk.

 

Dette med henblik på en sikring af borgerens lige muligheder samt medinddragelse og eget ansvar.

 

Konsekvens ved gennemførelse

Ved at Fredericia Kommune ansætter egne tegnsprogstolke giver det en bedre kvalitet, et stabilt udbud og en økonomisk gevinst, da der f.eks. åbnes op for større fleksibilitet.

 

Tegnsprogstolkene vil f.eks. kunne oprettes i Outlook kalender og via denne bookes til opgaven.

Dette bevirker, at opgaver kan aftales med kort varsel, da der er mulighed for at se om tegnsprogstolken er ledig. Det vurderes også, at kvaliteten i tegnsprogstolkningen vil blive øget med et fast tegnsprogskorps over tid, når korpset erhverver sig kendskab til diverse opgaver.

 

Endvidere sikres det, at der ved aflysninger af et møde, hvor der er booket tolk, ikke bliver opkrævet for en aflysning samtidig med at der skal betales for tolk til erstatningssamtale.

 

Det forventes desuden, at der kan opnås en besparelse i forhold til udgifter forbundet med aflysning af tegnsprogstolke, idet kommunen selv kan afgøre, hvilke aflysningsfrister, der skal arbejdes ud fra og tegnsprogstolken kan ligeledes varetage en anden opgave med kort varsel. I dag er praksis at tegnsprogstolken som minimum skal bestilles 1 – 2 uger før opgaven og gerne tidligere.

 

Økonomiske og personalemæssige konsekvenser

 

2020

2021

2022

2023

Budgetreduktion i mio. kr.

0

0,1

0,1

0,1

Personalereduktion

0

0

0

0

 

Der vil ikke være tale om en personalereduktion, tværtimod vil det blive nødvendigt at ansætte.

 

Overordnet tidsplan

1. kvartal 2020:

  • Inddragelse af Danske Døves Landsforbund, Foreningen Danske Døvblinde og medarbejdere i arbejdsgrupper der kommer med forslag til en model for kommunale tegnsprogstolke. Alle koncernområder skal være repræsenteret.

2. kvartal 2020

  • Model kvalificeres i forhold til lovgivning. Arbejdsgruppe undersøger mulighed for bookingsystemer.

3.kvartal 2020

  • Udkast til model sendes til Social- og Beskæftigelsesudvalget, med henblik på godkendelse.

4. kvartal 2020

  • Inddragelse af Danske Døves Landsforbund, Foreningen Danske Døvblinde og medarbejdere i udarbejdelse af endelig model. Klargørelse af bookingsystemer.

1.kvartal 2021

  • Opstart af kommunale tegnsprogstolke. Ansættelsesproces igangsættes. Der ønskes en proces med gradvis opjustering. Social- og beskæftigelsesområdet er først for. Erfaringer herfra bruges til tilpasning af modellen.

Økonomiske konsekvenser

På baggrund af tidligere års forbrug er det forventningen, at der vil kunne opnås en besparelse på cirka 100.000 kr. Budgettet til tolkeudgifter ligger i dag i de ansvarlige fagforvaltninger. Det skal afklares, hvilken model der skal anvendes, for intern afregning, fremadrettet.

Vurdering

Ingen.

Indstillinger

Social og Beskæftigelse indstiller, at udvalget godkender proces- og tidsplan.

Beslutning i Social- og Beskæftigelsesudvalget den 13-01-2020

Godkendt.

Punkt 8 Tids- og procesplan for etablering af Brugernes Hus

Sagsresumé

I budgetforliget for 2020-2023 er det besluttet, at der skal etableres et Brugernes Hus. Forvaltningen har lavet en tids og procesplan for Brugernes hus.

 

Sagsbeskrivelse:

I budgetforliget for 2020-2023 er det besluttet, at der skal skabes flere tilbud til Fredericias borgere på det sociale område. Konkret i forhold til Stoppestedet, er det besluttet, at der skal iværksættes etablering af et nyt tilbud kaldet Brugernes Hus. Tilbuddet vil være et aktivitets- og samværstilbud, som kan rumme en bredere målgruppe end i dag, ligesom der gives mulighed for flere aktiviteter, der ikke kræver visitation.

 

Der har gennem de seneste år været iværksat en række tiltag, der har fokus på fællesskaber på socialområdet. Dette berører også Stoppestedet og dets brugere og medarbejdere.

 

Med budget 2020 er der nu behov for at udvikle Stoppestedets funktion og se på i hvilke rammer opgaverne bedst løses fremover.

 

Sammen med Stoppestedets medarbejdere er der gennemført en undersøgelse af, hvilken målgruppe stedet rummer i dag, samt de måder der arbejdes på. Samtidig er det blevet undersøgt, hvilke muligheder medarbejderne ser for at udvikle tilbuddet, både i forhold til målgruppe samt ændringer i tilgang og praksis.

 

Brugerne af Stoppestedet i dag er borgere med en bred gruppe af psykiske sårbarheder og udfordringer. Det er borgere med eksempelvis personlighedsforstyrrelse, autisme, spiseforstyrrelse, senhjerneskadede mm.  Samtidig er der også en række udfordrede og sårbare borgere uden diagnoser. Der er pt. 112 visiterede borgere. De fleste er visiteret til 15 timer ugentligt i Stoppestedet, men den enkeltes brug varierer meget.

 

Udviklingen af tilbuddet tager udgangspunkt i erfaringer fra andre kommuner, hvor lignende tilbud har skabt gode resultater. Tilbuddet skal være med til at bringe flere ressourcer i spil til det fælles bedste og for den enkelte.

 

Etablering af tilbuddet ventes klar i 2021.

 

Fremtidig organisering – Brugernes hus

Brugernes hus skal indeholde følgende elementer:

  • En bredere målgruppe
  • Aktiviteter der ikke kræver visitation , og også nogle der gør
  • Aktivitet og samvær
  • Aktivering af ressourcer i bred forstand
  • Inddragelse af civilsamfund mm.

 

Brugernes Hus tænkes som et tilbud, der kan rumme en bred gruppe af indsatser, organiseret af kommunalt ansatte, brugere og frivillige. Fællesnævneren er, at tilbuddet indeholder indsatser, der som udgangspunkt kan defineres som enten aktivitets- eller samværsskabende.

 

Din Indgang har i samarbejde med Frivilligcenteret allerede etableret et åbent samværstilbud, der kan tænkes ind i Brugernes Hus.

 

Eksisterende indsatser der kan tænkes ind i Brugernes hus:

  • Stoppestedet
  • Samværstilbud i Din Indgang
  • Brugerstyrede aktiviteter
  • Frivillige tilbud
  • Diverse klubtilbud – Hippocampus klub og autist klub
  • §82 og §85 indsatser

 

Opgaver der skal afklares:

  • Juridisk grundlag for et nyt tilbud i fht. Serviceloven – visiteret og u-visiteret
  • Økonomiske rammer
  • Organisering
  • Åbningstider
  • Bemanding
  • Inddragelse af interessenter/deltagere
  • Forholdet mellem visiterede og uvisiterede tilbud
  • Dokumentation, sagsgange/arbejdsgange
  • Fysiske rammer for tilbuddet

 

Deltagere i udvikling af brugernes hus

Følgende interessenter deltager i en afklaringsproces. Interessenterne er udvalgt ud fra kriterier som målgruppefællesskab, snitflader samt organisatorisk tilknytning.

 

  • Borgere
  • Din Indgang
  • Myndighed
  • Bostøtte (bofællesskab)
  • Regionalpsykiatri
  • Medarbejdere – bostøtten og Stoppestedet
  • Civilsamfund
    • Interesseorganisationer

 

Tids og procesplan

1. kvartal 2020

  • Udkast til Brugernes Hus udarbejdes af forvaltningen i samarbejde med interessenter. Der indkaldes til en række workshops.

2.kvartal 2020

  • Udkastet præsenteres for Social- og Beskæftigelsesudvalget med henblik på drøftelse

3. og 4. kvartal 2020

  • Proces for etablering af Brugernes Hus starter op.

1. kvartal 2021

  • Brugernes Hus åbner som tilbud.

Økonomiske konsekvenser

Der frigives 0,5 mio. kr. via det nye tilbud fra 2021.

Vurdering

Ingen

Indstillinger

Sundhed og Velfærdsinnovation indstiller, at Social- og Beskæftigelsesudvalget godkender tids- og procesplan for etablering af Brugernes Hus.

Beslutning i Social- og Beskæftigelsesudvalget den 13-01-2020

Godkendt.

Punkt 9 Oprettelse af ny klasse i STU-tilbuddet

Sagsresumé

I budgetforliget for 2020 blev der fremsat et ønske om, at der igangsættes et arbejde med at gentænke STU i Fredericia med henblik på at målrette tilbuddet til endnu flere unge med særlige behov. I denne sag forelægges et forslag til, hvorledes beslutningen kan udmøntes. Udkastet til procesplan går på tværs af flere koncernområder.

 

Sagsbeskrivelse:

STU i Fredericia er i dag tilrettelagt som et bredt og inkluderende tilbud. Det er forvaltningens vurderingen, at man ved at oprette en klasse mere, målrettet unge med autisme spektrum forstyrrelser, vil kunne gøre det mere attraktivt for de unge og deres pårørende at vælge det lokale tilbud. Dette vil være første skridt i en løbende proces omhandlende udviklingen af STU tilbuddet.

 

Der vil blive tilrettelagt en hurtig involverende proces med henblik på, at et nyt tilbud kan stå klar efter sommerferien.

 

I andet halvår 2020 indledes en proces om næste skridt i udviklingen af det samlede STU tilbud. Udvalget vil blive forelagt en sag omhandlende dette til beslutning.

Økonomiske konsekvenser

Økonomiske og personalemæssige konsekvenser:

Der vil ikke være tale om en personalereduktion, tværtimod vil det blive nødvendigt at ansætte. Midlerne flyttes fra budgettet til eksterne tilbud og STUs rammebudget udvides.

 

Overordnet tidsplan:

Februar 2020 Interview med pårørende individuelt og derefter fællesmøde med de samme personer og arbejdsgruppen.
Begge processer for opsamling af ideer, handlemuligheder, erfaringer og fælles brainstorming.
Den endelige beskrivelse sendes i høring i handicaprådet.

 

Marts-April 2020 Arbejdsgruppen arbejder med indhold, indretning af lokaler, autismespecifikke undervisningsmaterialer, kommunikation og andet relevant i forhold til at starte op.
Ansættelsesprocedure igangsættes.

 

Maj – Juni 2020 Start på leje af lokal og indretning af dette.
 Praktik for kommende elever.
Valg af navn.
 

August 2020 Opstart af nye elever.
 

 

Der arbejdes tæt sammen med UU og Jobcenteret for at sikre, at der ligges gode spor for kommende overgange.

Vurdering

Det vurderes, at der er 5 elever til start august 2020, og der vil være 5-7 nye elever de kommende år. Prognoser på landsplan forudsiger stigning i antallet af unge med ASF.

 

Når tilbuddet tager hul på 3. år, vil der blive brug for mere plads.

Indstillinger

Koncernledelsen indstiller at:

-          Social og Beskæftigelse godkender forslaget til proces, samt sender sagen til orientering i Børne- og Skoleudvalget, Uddannelsesudvalget og Handicaprådet.

 

 

Beslutning i Uddannelsesudvalget den 14-01-2020

Godkendt.

Beslutning i Social- og Beskæftigelsesudvalget den 13-01-2020

Godkendt. Sagen sendes til orientering i de foreslåede udvalg.

Beslutning i Børne- og Skoleudvalget den 15-01-2020

Godkendt.

Punkt 10 Henvendelse fra Sind Fredericia om tilskud til husleje

Sagsresumé

SIND Fredericia har ansøgt om et engangstilskud på 43.412 kr. til dækning af husleje.

 

SIND Fredericia er en lokalforening under Landsforeningen SIND. På landsplan er hovedparten af medlemmerne og de aktive i Landsforeningen SIND typisk pårørende, professionelle, psykisk sårbare eller andre, der interesserer sig for psykisk sundhed. SIND er tværpolitisk og samler alle typer medlemmer med interesse for sindslidelser og sindslidendes forhold.

 

Sagsbeskrivelse:

SIND Fredericia har ansøgt om et engangstilskud på 43.412 kr. til dækning af husleje.

 

SIND Fredericia er en lokalforening under Landsforeningen SIND. På landsplan er hovedparten af medlemmerne og de aktive i Landsforeningen SIND typisk pårørende, professionelle, psykisk sårbare eller andre, der interesserer sig for psykisk sundhed. SIND er tværpolitisk og samler alle typer medlemmer med interesse for sindslidelser og sindslidendes forhold.

Økonomiske konsekvenser

SIND Fredericia ansøger Fredericia Kommune om et tilskud på 43.412 kr. til dækning af husleje.

 

Midlerne kan findes inden for Voksenservices eksisterende budget for 2019. Udvalget bedes drøfte, om der skal indgås en løbende aftale med SIND.

Vurdering

Ingen.

Indstillinger

Koncernledelsen indstiller, at:

  1. Social- og Beskæftigelsesudvalget godkender, at der ydes et engangstillæg til SIND Fredericia på 43.412 kr. til dækning af husleje. Midlerne findes inden for Voksenservices eksisterende budget.

 

Beslutning i Social- og Beskæftigelsesudvalget den 13-01-2020

Godkendt. Midlerne findes inden for Social og Beskæftigelses eksisterende budget.

Punkt 11 Udmøntning af pulje til styrkelse af forebyggende indsatser og pårørende indsatser på misbrugsområdet

Sagsresumé

I budgetforliget for 2020 er der afsat 1,4 mio. kr. til en styrkelse af forebyggelsesindsatsen på misbrugsområdet samt pårørende arbejdet. Baggrunden for beslutningen er bl.a. de mange forslag til forbedringer, der kom fra borgere, brugere, pårørende og medarbejdere i budgetprocessen optil. I denne sag forelægges et forslag til, hvorledes midlerne kan udmøntes. Udkastet til procesplan går på tværs af flere koncernområder og udvalg.

 

Sagsbeskrivelse:

Misbrugsanalysen, der blev gennemført i 2019 viser, at Fredericia kommune har store udfordringer, særligt når det handler om unge og misbrug. Med afsæt i de mange forslag til forbedringer på misbrugsområdet, der er indkommet fra borgere, medarbejdere, pårørende og fagpersoner, blev det med budget 2020 besluttet at styrke misbrugsområdet med i alt 5 mio. kr. heraf 1,4 mio. kr. til styrkelse af den forebyggende indsats og indsatsen for pårørende.

 

Opsamlingen fra borgermødet på Sundhedshuset er vedlagt som bilag 1-3.

 

Forslag til udmøntning:

Forvaltningen foreslår:

  • Styrkelse af U-turn med 750.000 kr. med helårseffekt fra 2020.

Baggrunden for dette forslag er, at Fredericia kommune har gode erfaringer med U-turn. Det er en veldokumenteret metode til forebyggelse, tidlig opsporing og behandling. Det vil kunne implementeres meget hurtigt og målgruppen vil kunne udvides fra 15-18 år til også at omfatte gruppen 18-25 som i projektperioden. 
Modellen er beskrevet i bilag 4. Midlerne placeres under Børne- og Skoleudvalget, da indsatsen er placeret der i dag. Forebyggelsesindsatsen vil her være centreret omkring ungdomsuddannelserne.
 

  • 650.000 kr. afsættes i en pulje til styrkelse af pårørendestøtten og forebyggelse generelt. Fokusområderne vil være:
    - Forebyggelsesindsatsen i folkeskolen
    - Indsatser for pårørende
    - Øget tilgængelighed af information om misbrug
    - Dannelse af tværgående alliance (læger, politi, SSP, restauratører, udsatterådet, uddannelsesinstitutionerne, apotekerne mv.)

 

Udvalgene forelægges en samlet pakke på møderne i marts.


Der vil skulle nedsættes en arbejdsgruppe på tværs af koncernområderne, som kan lave en samlet plan på baggrund af de mange forslag fra borgermødet.

Økonomiske konsekvenser

Ingen.

Vurdering

Ingen.

Indstillinger

Koncernledelsen indstiller til Social- og Beskæftigelsesudvalget, Sundhedsudvalget, Børne- og Skoleudvalget og Uddannelsesudvalget at det anbefales overfor Økonomiudvalget at,

 

-          750.000 kr. placeres under Børne- og Skoleudvalget til U-turn årligt og varigt.

 

 

Beslutning i Uddannelsesudvalget den 14-01-2020

Godkendt.

Uddannelsesudvalget ønsker, at indsatsen kommer til at omfatte børn og unge generelt og ikke kun begrænset til unge fra 15 år.

Beslutning i Social- og Beskæftigelsesudvalget den 13-01-2020

Anbefales.

Beslutning i Børne- og Skoleudvalget den 15-01-2020

Godkendt med bemærkning om at målgruppen for U-turn er børn og unge generelt, og at det gøres obligatorisk for folkeskolerne at samarbejd med U-turn om forebyggelse.

Punkt 12 Udmøntning af budgetforliget på misbrugsområdet

Sagsresumé

I budgetforliget for 2020 blev der i alt afsat 5 mio. kr. til en styrkelse af misbrugsområdet. Dette på baggrund af et politisk ønske om retvisende budgetter samt de mange forslag til forbedringer, der indkom fra borgere, brugere, pårørende og medarbejdere i budgetprocessen op til indgåelse af forliget om budget 2020. I denne sag forelægges et forslag til, hvorledes beslutningen om tilførelsen af 3,6 mio. kr. til løbende drift kan udmøntes.

 

Sagsbeskrivelse:

Misbrugsområdet i Fredericia har været under pres gennem længere tid. Der er stor efterspørgsel på tilbuddene og mange søger behandling. Dette har over en årrække sat økonomien på misbrugsområdet under pres, da også finansieringen af en række implementeringsprojekter udløb.

 

For at kunne genoprette økonomien på misbrugsområdet og skabe retvisende budgetter, blev det i budgetaftalen besluttet, at de 3,6 mio. kr. af rammen på 5 mio. kr. skal bruges til et permanent budgetløft. Forvaltningen indstiller, at midlerne udmøntes med helårsvirkning i 2020 og fremadrettet. Midlerne tilføres primært til en styrkelse af de sundhedsfaglige indsatser i behandlingen, så det er muligt at leve op til kravene fra Sundhedsstyrelsen. Ungebehandlingen styrkes ligeledes i form af socialfaglig behandling og rådgivning. Derudover finansiers de merudgifter, som det øgede behov for døgnbehandling, især til borger med meget komplekse problemstillinger, har medført for Rusmiddelcenteret.

 

Organisering og fysisk placering:

Af forligsteksten fremgår ligeledes, at der ønskes en optimering af kommunens tilbud på misbrugsområdet, organisering og fysiske placering, så den mest optimale drift sikres fremadrettet. For den del som omhandler tilrettelæggelse af indsatsen iværksættes arbejdet med det samme. Arbejdet med den fysiske organisering og planlægning koordineres med analysearbejdet i ’kloge kvadratmeter’.

 

Overordnet tidsplan

Løft af driften i Rusmiddelcenteret iværksættes med det samme. På næste udvalgsmøde gives en status på det øvrige arbejde.

Økonomiske konsekvenser

Jf. budgetforliget.

Vurdering

Ingen.

Indstillinger

Koncernledelsen indstiller at:

-          3,6 mio. kr. frigives til implementering i driften af Rusmiddelcenteret.

Beslutning i Social- og Beskæftigelsesudvalget den 13-01-2020

Godkendt.

Punkt 13 Styrkelse af synergieffekten mellem social- og beskæftigelse (Lukket)

Punkt 14 Løbende opfølgning på beskæftigelsesplanen (Lukket)

Punkt 15 Orientering (Lukket)