Social- og Beskæftigelsesudvalget - 17-12-2018

Referat
Dato:
Mandag, 17 december, 2018 - 18:00
Hent som fil:
Dagsorden publiceret:
Torsdag, 13 december, 2018 - 18:00
Referat publiceret:
Fredag, 21 december, 2018 - 12:00

Punkt 73 Godkendelse af dagsorden

Beslutning i Social- og Beskæftigelsesudvalget den 17-12-2018

Godkendt.

Punkt 74 Analyse af rehabiliteringsteamet

Sagsresumé

Analyseenheden har udarbejdet nærværende rapport, der omhandler kvalitetsudvikling og organisering af det rehabiliterende team. Rapporten kortlægger den nuværende organisering og fremsætter derefter en række anbefalinger. Analysens anbefalinger er ordnet under temaerne Politik, Borger­perspektiv, Ledelse og organisering, Faglig udvikling samt Rammer. Rapporten fremlægges på mødet.

 

Sagsbeskrivelse:

Analyseenheden har udarbejdet en rapport, der behandler kvalitetsudvikling og organisering af det rehabiliterende team.

 

Rehabiliteringsteamet er et dialog- og koordineringsforum, som afgiver anbefalinger i borgersager for at sikre, at borgere med komplekse problemstillinger får en tværfaglig og helhedsorienteret behandling. Formålet er, at borgerne får tilknytning til arbejdsmarkedet. Rehabiliteringsteamet har derfor en tværfaglig sammensætning med repræsentanter fra beskæftigelsesområdet, social­om­rådet, sundhedsområdet, regionens sundhedskoordinator samt i visse tilfælde undervisningsområdet.

 

Denne analyse har til formål at komme med konkrete anbefalinger til kvalitetsudvikling af rehabili­teringsmøderne, herunder organisering. Ud fra dette formål er kvalitative metoder de mest anvendelige, eftersom de belyser et analysetema i dybden. Antallet af interviewpersoner afhænger i den situation af, hvornår data er ”mættede”. Data er ”mættede” når yderligere interviews ikke tilføjer nye ting til analysen.

 

På den baggrund er der i analysen af rehabiliteringsteamet foretaget 25 kvalitative, semistrukturerede interviews med 29 ledere og medarbejdere på tværs af organisationen samt borgere. Udvælgelsen af interviewpersoner er foretaget med henblik på opnå et så dækkende og repræsentativitet interviewmateriale som muligt.

 

Analysen er lavet på baggrund af interviews med borgervejledere samt borgere, som har været på rehabiliteringsteamets møder. Ligeledes er lederne med ansvar for medarbejdere i rehabiliteringsteamet samt repræsentanter for medarbejderne interviewet.

 

Rapporten bygger videre på anbefalingerne fra de første analyser og inddrager derudover viden fra udgivelser ved Styrelsen for Arbejdsmarkedet og Rekruttering.

 

Forvaltningen har efterfølgende udarbejdet en implementeringsplan, som præsenteres på mødet.

Økonomiske konsekvenser

Ingen.

Vurdering

Ingen.

Indstillinger

Kommunaldirektøren indstiller, at Social- og Beskæftigelsesudvalget tiltræder de i sagen nævnte anbefalinger og godkender implementeringsplan fra forvaltningen.

Beslutning i Social- og Beskæftigelsesudvalget den 17-12-2018

Tiltrådt og implementeringsplanen godkendt. Social- og Beskæftigelsesudvalget præciserer anbefaling 5 i resumeet med følgende tilføjelse:  Analyseenheden anbefaler derudover, at der udarbejdes skriftlige aftaler for, hvornår og hvordan Familie og Børnesundhed samt arbejdsmarkedsområdet samarbejder og koordinerer i øvrigt.

 

Social- og Beskæftigelsesudvalget beder forvaltningen udarbejde et oplæg til en borgerinddragende proces med udgangspunkt i de vedtagne anbefalinger fra analyserne generelt. 

 

Punkt 75 Politiske ændringer i budget 2019-2022 - Social- og Beskæftigelsesudvalget

Sagsresumé

Som opfølgning på det vedtagne budget for 2019 skal de besluttede politiske ændringer gennemgås for at sikre, at de gennemføres som tiltænkt fra politisk side.

 

Sagsbeskrivelse:

Jf. vedlagte oversigt er der i Budget 2019 vedtaget en række politiske ændringer, som skal gennemføres i den kommende tid. På mødet gives en orientering herom.

 

Økonomiske konsekvenser

De økonomiske konsekvenser af de enkelte politiske ændringer er beskrevet i budgettet for 2019. Gennemgangen medfører ikke yderligere økonomiske konsekvenser.

 

Vurdering

Ingen.

Indstillinger

Arbejdsmarked og Voksenservice indstiller, at Social- og Beskæftigelsesudvalget tager orienteringen til efterretning. 

 

 

Beslutning i Social- og Beskæftigelsesudvalget den 17-12-2018

Taget til efterretning.

Punkt 76 Fremskudt ungemedarbejder i Din Indgang

Sagsresumé

Social- og Beskæftigelsesudvalget har på mødet den 28. maj 2018 godkendt forslag til udmøntning af 5 mio. kr. indeholdt i budget 18 til beskæftigelsesområdet, herunder er der afsat 0,45 mio. kr. til at udbrede de gode erfaringer fra Din indgang. Initiativet skal koordineres mellem Social- og Beskæftigelsesudvalget og Uddannelsesudvalget, og derfor forelægges sagen til beslutning i begge udvalg. 

 

Sagsbeskrivelse:

Social- og Beskæftigelsesudvalget har tidligere besluttet følgende:

 

Det anbefales, at samarbejdet mellem Din Indgang og Jobcenteret understøttes, og at der udvikles en ny arbejdsgang/tilgang, hvor der dedikeres en fremskudt medarbejder fra Jobcenteret til at sikre sammenhængende og koordinerede forløb for borgere, der er i begge regi. På den måde udvides Din Indgang til i højere grad at være ”en indgang” for unge med sociale og beskæftigelsesrettede udfordringer. Det foreslås, at der i en opstartsperiode særligt fokuseres på unge under 30 år, som er i forløb begge steder. Indsatsen understøttes af en ungekoordinator, med særlige kompetencer ift. unge udsatte med fokus på job, sociale forhold og uddannelse. Indsatsen ses i tæt sammenhæng med den nye reform på ungdomsområdet, etablering af FGU og den koordinerede ungeindsats i Fredericia Kommune, hvorfor koordinering med Uddannelsesudvalget bliver centralt.

 

Der afsættes 0,45 mio. kr. Der afsættes midler til en systematisk udbredelse af erfaringerne fra Din Indgang. Erfaringerne udbredes med udgangspunkt i Din Indgang og der iværksættes internt kompetenceløft ved brug af borgere, medarbejdere og ledere fra Voksenservice. Ses i sammenhæng med reserverede midler til kompetenceudvikling.

 

Det anbefales derfor, at den tidligere beslutning udmøntes med den tilføjelse, der er under punktet vurdering.

Økonomiske konsekvenser

Ingen.

Vurdering

For at sikre, at flere unge får mulighed for at komme ind på og gennemføre en uddannelse, er det afgørende, at der sikres et tæt samarbejde med Den Kommunale Ungeindsats om uddannelsesvejledning og øvrige indsatser, der støtter op omkring den unge.

Indstillinger

Arbejdsmarked & Borgerservice og Politik & Kommunikation indstiller til Social- og Beskæftigelsesudvalget og Uddannelsesudvalget:

  1. At ungekoordinatoren ansættes i Din Indgang.
  2. At det sikres et tæt samarbejde med Den Kommunale Ungeindsats om uddannelsesvejledning og øvrige indsatser, der støtter op omkring den unge.

Beslutning i Social- og Beskæftigelsesudvalget den 17-12-2018

Tiltrådt som indstillet.

Punkt 77 Strategi for Udsathed - den fremadrettede proces

Sagsresumé

I foråret 2018 besluttede Social- og Beskæftigelsesudvalget i partnerskab med Udsatterådet at opdatere den eksisterende udsattestrategi fra 2011. Social- og Beskæftigelsesudvalget og Udsatterådet satte fase 1 af processen i gang i juni måned og har i løbet af det sidste halve år afholdt tre events, der tilsammen har dannet et fundament for Strategi for Udsathed. Udvalget og Rådet tager nu hul på fase 2, som her fremlægges for Udvalget.

 

Sagsbeskrivelse:

Fase 1 – Vi former strategiens indhold i fællesskab

Kick-off – en samskabt strategi

Strategi for Udsathed blev skudt i gang på et kick-off arrangement i juni 2018 i De Orange Haller. Her deltog 120 mennesker. VIVE og TrygFonden kom og fortalte om Fællesskabsmålingen. Deltagerne blev sendt rundt til en række temastande, hvor lokale aktører fortalte om deres arbejde med at mindske udsathed i Fredericia. Der var undervejs mulighed for at notere idéer, tanker og input til strategiens indhold. Deltagernes ord er blevet omsat til 12 temaer, som danner fundamentet i strategien, og som vi vil arbejde med fremadrettet.

 

Event I – samarbejde på tværs

Samarbejde på tværs var et af de mest fremtrædende temaer i det materiale, som deltagerne gav os med hjem fra kick-off arrangementet. Til et arrangement i Ungdommens Hus i oktober 2018 fik deltagerne i en samarbejdsøvelse derfor som opgave, at fortolke de 12 temaer i en lille kort film. Da det er en samskabt strategi er det vigtigt for os, at borgere og andre aktører selv er med til at fortolke strategiens indhold og sætte ord og billeder på indholdet. Det er der blevet 12 små fine film ud af.

 

Event II – bliv ambassadør

Arrangementet d. 4. december blev holdt i Panorama Biografen i Fredericia. Der var premiere på de 12 små film, og deltagerne havde mulighed for at blive ambassadører i Strategi for Udsathed og hjemmesiden og strategiens Facebookside blev lanceret.

 

Fase 2 - Udviklingsplan for Strategi for Udsathed

I fase 1 har vi haft fokus på at lægge fundamentet, og i fællesskab at formulere de værdier vi gerne vil arbejde med. Vi har samlet et stort netværk af ambassadører, som allerede nu er med til at gøre en forskel i det arbejde de laver, og som gerne vil være med til at omsætte idéer til handling. I Fase 2 fastlægges blandt andet en toårig udviklingsplan for Strategi for Udsathed frem mod 2020.

 

På den lange bane

Udviklingsplan for Strategi for Udsathed

Der er udarbejdet en toårig udviklingsplan i Strategi for Udsathed. Udviklingsplanen fungerer som et værktøj, der er retningsgivende for en ambitiøs vision om at mindske udsathed i Fredericia. Udviklingsplanen indeholder udviklingsprincipper, indsatsområder, tiltag, succeskriterier og pejlemærker. Herunder er et mindre udpluk af udviklingsplanens indhold.

Udfordringer

Ensomhed

Misbrug

Hjemløshed

Udviklingsprincipper

 

De 12 filmatiserede temaer

 

Indsatsområder

 

En samlet strategi

Udbrede viden om strategien

Ambassadører

Tiltag

 

Udvikling af fælles kernefortælling

Kommunikationsstrategi

Handlingsnetværk

Succeskriterier

 

At vi formår at lave menneske til menneske løsninger fremfor system til menneske løsninger

At vi rammer den brede målgruppe fra 0 – 100 år: sorg, krise, ensomhed, misbrug, hjemløshed, psykisk sårbarhed, veteraner, sindslidelser mv.

At vi ser en større integrering af et ’forebyggelseselement’ i strategiens primære aktiviteter

Procesmål

 

70 ambassadører i 2020

20 % af ambassadørerne er borgere i Fredericia i 2020

30 igangsatte handlingsnetværk, dialogmøder, temadage mv. i perioden 2019 – 2020

Effektmål

 

Et fald i antallet af hjemløse

 

 

 

Se vedlagte bilag ’Udviklingsplan: Strategi for Udsathed frem mod 2020’ for det fulde overblik. På møde kommer udvalget med input til udviklingsplanen. Herefter starter den politiske proces frem mod godkendelse af Strategi for Udsathed:

-          4. februar   : Udvalgsmøde i Social- og Beskæftigelsesudvalget

-          5. februar – 1. marts   : Høringsfase

-          25. marts   : Godkendes i Social- og Beskæftigelsesudvalget

-          29. april   : Godkendes i Byrådet

 

På den korte bane

Halvårlige- samt ad hoc møder

Fremadrettet vil vi indkalde alle ambassadører til halvårlige møder, hvor vi kan gå i dybden med forskellige temaer og udfordringer. Ved behov vil vi indkalde og matche ambassadører, som kan hjælpe med at løse konkrete udfordringer i handlingsnetværk, til dialogmøder, temaeftermiddage med videre. Vi håber, at ambassadørerne vil bruge netværket til også selv at sætte handlinger og initiativer i gang, der hvor de har deres styrker og interesser. Der er allerede nu sat dato på de to halvårlige møder for næste år. Den 27. maj og 11. november 2019.

 

Flere ambassadører i nær fremtid

I Strategi for Udsathed samler vi alle dem, der vil være med til at arbejde for at mindske udsathed i Fredericia. Det kan være borgere, frivillige, organisationer, virksomheder, politikere m.fl. Alle har mulighed for at blive ambassadør i Strategi for Udsathed og få indflydelse på det vigtige arbejde. Som ambassadør bliver man en del af et større netværk, hvor formålet med fællesskabet er at forebygge og mindske udsathed i Fredericia med fokus på de 12 temaer. Vi gør det muligt at blive ambassadør via vores hjemmeside, facebookside og personlig kontakt. Vi kontakter de deltagere der har været med på kick-off, event I og event II, med tilbud om at blive ambassadør. Vi tager på besøg på byens væresteder, brugermøder mv. for særligt at gøre borgerne opmærksomme på muligheden for at blive ambassadør og få indflydelse på i Strategi for Udsathed.

 

Information via Facebook og hjemmeside

I Strategi for Udsathed vil vi gerne tættere på og i dialog med borgere/brugere. Dertil er Facebook og hjemmeside et rigtig godt værktøj. De kan fungere som platforme for informationsdeling, opdateringer om events, arrangementer, dialog med borgere/brugere om forskellige emner og generelt skabe synlighed om strategien. Det overordnede mål er, at informere, engagere og opdatere interesserede borgere, så flest muligt tager ejerskab i Strategi for Udsathed og så det samtidigt bliver synligt for øvrige borgere, hvad strategien går ud på og hvilke effekter strategien medfører. Vi deler gerne historier og aktiviteter, der omhandler at forebygge og mindske udsathed i Fredericia, så alle får mulighed for at følge med i arbejdet hen imod mindre udsathed.

 

Strategien har fået sin egen e-mail

Strategi for Udsathed har fået sin egen e-mail adresse mindreudsathed@fredericia.dk, udgående post vil figurere i modtagerens postkasse som ’Strategi for Udsathed’. 

Økonomiske konsekvenser

Ingen.

Vurdering

Ingen.

Indstillinger

Voksenservice indstiller, at Social- og Beskæftigelsesudvalget:

  1. Drøfter fase 1
  2. Drøfter og godkender fase 2

Beslutning i Social- og Beskæftigelsesudvalget den 17-12-2018

Fase 1 drøftet.

 

Fase 2 drøftet og godkendt.

Punkt 78 Fredericia Fælles

Sagsresumé

Fredericia Fælles handler om at give borgerne mulighed for at søge meningsfulde fællesskaber, uden at blive klientgjorte/ en sag i kommunen, med det formål at modvirke/forebygge ensomhed. Fredericia Fælles henvender sig til borgere, der har et ønske om at tage del i eller bidrage til fællesskaber.

 

Projektleder Rachel Møller Lund vil på udvalgsmødet fortælle om indsigter indhentet i undersøgelsesfasen og planen for Fredericia Fælles.

 

Sagsbeskrivelse:

Ifølge Sundhedsprofilen for Region Syddanmark 2017 er der sket en stigning over de seneste par år, i antallet af Fredericianere, der ofte oplever at være uønsket alene, sjældent eller aldrig er i kontakt med venner mv. Ligeledes viser erfaringer fra henvendelser til Fredericia Kommunes Voksenservice, at en stor del af borgerne har et begrænset socialt netværk, oplever ensomhed eller føler, at de mangler indhold i hverdagen. Herunder skitseres 3 faser for Fredericia Fælles:

 

Fase 1. Undersøgelse:
Med henblik på at kvalificere ovenstående erfaringer, iværksatte Voksenservice en undersøgelse af, hvordan borgerne oplever ensomhed. Resultatet af undersøgelsen er samlet i en rapport med indsigter, der bl.a. belyser;

 

  • Borgernes definition af et godt fællesskab.
  • Værdien af frivillighed og borgernes ønske om at bidrage mere, uden at blive væltet omkuld af krav og forpligtigelser.
  • At muligheden for at være noget for nogen, ifølge borgerne, kan øge selvværdet og modvirke/forebygge ensomhed.

 

Fase 2. Studie og bevidstgørelse:
I samarbejde med Mette Wichmand, assisterende professor ved Roskilde Universitet, etableres et handlingsnetværk under Strategi for Udsathed, bestående af bl.a. borgere og medarbejdere fra allerede etablerede fællesskaber fx fra Stoppestedet eller Din Indgang. Handlingsnetværket har til formål at vidensdele og sætte handling på resultaterne af undersøgelsen fra fase 1.

 

Fase 3. Fysisk fælleshus:
På den længere bane tænkes der i at åbne et fysisk tilbud i Sundhedshuset i tæt relation til Din Indgang og Flere skal med. Et fælleshus som tilgodeser ønskerne om et efterværnstilbud til Din Indgang og Flere skal med. Her bringes handlingsnetværkets initiativer i spil.

Økonomiske konsekvenser

Ingen.

Vurdering

Fredericia Fælles lægges dermed ind under Strategi for Udsathed. Med strategien som platform sikrer vi en højere sammenhæng mellem Fredericia Fælles og strategiens øvrige initiativer, ligesom der arbejdes ud fra en fælles involveringsagenda mellem strategiens forskellige aktører.

Indstillinger

Voksenservice indstiller, at:

  1. Orienteringen tages til efterretning

 

  1. Udvalget drøfter og godkender, at projektet fremover navngives Fredericia Fælles. Navnet indikerer, at der er fokus på fællesskaber, at det ikke blot er ét tilbud, men også en bevægelse, samt at det er noget, vi udvikler sammen på tværs. 

 

  1. Udvalget drøfter og godkender projektet kobles til Strategi for Udsathed, da der kan trækkes mange røde tråde mellem Fredericia Fælles og strategien. Derved sikres samskabelse og en rød tråd imellem strategi og handling.

Beslutning i Social- og Beskæftigelsesudvalget den 17-12-2018

  1. Taget til efterretning.
  2. Drøftet og godkendt.
  3. Drøftet og godkendt.

Punkt 79 Sociale frikort skal give udsatte borgere mulighed for at tjene op til 20.000 kr. om året.

Sagsresumé

Folketinget har vedtaget lov om forsøg med socialt frikort, som træder i kraft 1. januar 2019, hvorefter udsatte borgere kan blive visiteret til et socialt frikort. Formålet med lovændringen er, at borgere med særlige sociale problemer i en forsøgsperiode i 2019 og 2020 har ret til at modtage et socialt frikort. Frikortet skal give udsatte borgere mulighed for at tjene op til 20.000 kr. skattefrit pr. kalenderår ved ordinært og ustøttet arbejde for virksomheder, offentlige myndigheder m.v., uden at indtægten fradrages i forsørgelsesydelser eller andre indkomstafhængige offentlige ydelser.

Sagsbeskrivelse:

Det sociale frikort skal give de mest udsatte borgere i samfundet bedre muligheder for at deltage i samfundets fællesskaber, bidrage og opleve værdi i hverdagen. Hensigten er også, at det sociale frikort tilskynder virksomheder til at tage et socialt ansvar ved at engagere udsatte borgere.

Målgruppen for det sociale frikort er personer med særlige sociale problemer, herunder psykiske vanskeligheder, der er i målgruppen for” afsnit V i lov om social service” (Voksenbestemmelserne). Det er en forudsætning, at personerne i målgruppen skal være langt fra beskæftigelse og uddannelse, således at man hverken har været under uddannelse eller har haft arbejdsindkomst over 10.000 kr. inden for det seneste år.

Det er kommunerne, der skal visitere borgerne til ordningen med det sociale frikort. Børne – og Socialministeriet vil i december 2018 komme med anbefalinger til, hvor opgaven mest hensigtsmæssigt organiseres, dvs. i socialt -  eller i jobregi.

Virksomhederne skal indberette borgernes aktivitet, når de har ansat en borger med et frikort. Borgerne kommer til at kunne identificere sig selv ved hjælp af en form for identifikationsnummer for det pågældende sociale frikort. Via frikortet vil både borger og virksomhed kunne danne sig et overblik over det optjente beløb.

Loven skal administreres af kommunerne via en fælleskommunal it-løsning, som KL og KOMBIT har ansvaret for at udvikle. It-løsningen skal bruges af borgerne, virksomhederne og de offentlige myndigheder.

Børne – og Socialministeriet vil understøtte implementeringen af kommunernes arbejde med Det Sociale Frikort i form af:

-          Pjece til borgerne

-          Vejledning til sagsbehandlerne

-          Teknisk vejledning til kommunerne vedr. IT løsningen

-          Gode råd til kommunerne omkring organisering

-          En pjece til virksomhederne.

Materialet er klar i løbet af december 2018.

Økonomiske konsekvenser

Fredericia Kommune vil blive kompenseret for lovændringen via DUT princippet. I 2019 vil Fredericia Kommune få tilført 55.000 kr. og i 2020 14.000 kr.

Vurdering

Tilbuddet om Sociale Frikort lægges ind under Strategi for Udsathed. Strategien bliver således et håndtag til at få spredt budskabet om denne mulighed for udsatte borgere og udbrede viden om lovforsøget til relevante aktører, f.eks. arbejdsmarkedets partnere, herunder Business Fredericia.

Indstillinger

Voksenservice indstiller at ordningen opstartes og at den evalueres efter 6 måneder, hvor udvalget holdes orienteres om effekt.

 

Bilag

Forslag til Lov om forsøg med socialt frikort - retsinformation.dk:  https://www.retsinformation.dk/eli/ft/201712L00161

Beslutning i Social- og Beskæftigelsesudvalget den 17-12-2018

Tiltrådt som indstillet.

Punkt 80 Ankestatistik for 2017 fra Ankestyrelsen (Danmarkskortet)

Sagsresumé

Byrådet skal orienteres om Danmarkskortet, som omhandler kommunernes omgørelsesprocenter på sager på social-, børne- og voksenhandicapområdet, som er påklaget til Ankestyrelsen. Kortet er udarbejdet af Børne og Socialministeriet.

 

Sagsbeskrivelse:

Børne- og Socialministeriet offentliggør hvert år oversigter over omgørelsesprocenterne af kommunernes afgørelser, som er påklaget til Ankestyrelsen. Det seneste danmarkskort, der er offentliggjort i 2018, kan ses på https://socialministeriet.dk/nyheder/nyhedsarkiv/2018/apr/der-er-stadig-...

 

Det følger nu af retssikkerhedslovens § 79 b, at byrådet inden udgangen af det år, hvor danmarkskortet er offentliggjort, skal behandle danmarkskortet på et møde. Kravet indebærer, at der hvert år skal ske en aktiv politisk behandling af danmarkskortet. Det danmarkskort, der er offentliggjort i 2018, skal derfor behandles på et byrådsmøde inden udgangen af 2018.

 

Ankestyrelsen er en uafhængig klageinstans, som blandt andet behandler klagesager indenfor social- og beskæftigelsesområdet.

 

Oversigterne med omgørelsesprocenterne er kommuneopdelt, og omfatter afgørelser inden for Serviceloven (kaldet Danmarkskort). De tre oversigter/kort, som er offentliggjort, er:

 

  1. Kortet for socialområdet generelt
  2. Kortet specifikt for børnehandicapområdet
  3. Kortet specifikt for voksenhandicapområdet

 

Formålet med disse oversigter er at skabe gennemsigtighed om, hvor mange sager, som de enkle kommuner får omgjort, samt at skabe et sammenligningsgrundlag for kommunerne.

 

I oversigterne anvendes tre begreber:

Stadfæstelse: Det betyder, at Ankestyrelsen er enig i afgørelsen. Der sker ingen ændringer for den, der har klaget.

 

Hjemvisning: Det betyder, at kommunen skal genoptage sagen og afgøre den på ny. Det kan eksempelvis ske, hvis der mangler oplysninger i en sag, eller at den indeholder formelle mangler.

 

Ændring: Det betyder, at Ankestyrelsen er helt eller delvist uenige i afgørelsen og ændrer den.

 

Når en afgørelse hjemvises eller ændres, kaldes det, at kommunens afgørelse bliver omgjort. Det hedder det, selvom en hjemvisning ikke nødvendigvis betyder, at afgørelsen bliver ændret. Omgørelsesprocenten er derfor andelen af sager, der bliver omgjort (hjemvist eller ændret) ud af alle realitetsbehandlede sager.

 

Kortet for socialområdet generelt:

I Danmarkskortet for hele socialområdet ses det, at Ankestyrelsen har truffet 79 afgørelser for Fredericia Kommune i 2017. Heraf blev 66 % stadfæstet, 10 % ændret og 24 % hjemvist til fornyet behandling efter serviceloven. Dette svarer til en omgørelsesprocent på 34 %. På landsplan er omgørelsen 38 % (Heraf er 25 % ændret og 75 % hjemvist). Fredericia Kommune ligger således lidt under landsgennemsnittet i forhold til omgjorte ankesager.

 

I forhold til kortet socialområdet generelt skal bemærkes, at Danmarkskortene for børne- og voksenhandicapområderne er en delmængde af hele socialområdet/Serviceloven. Det betyder, at man ikke kan lægge tallene fra de enkelte Danmarkskort sammen.

 

Kortet specifikt for børnehandicapområdet:

I Danmarkskortet for børnehandicapområdet indgår sager efter:

  • Pasningstilbud, hjemmetræning m.m. §§ 32, 32a, 36, 39-40
  • Merudgiftydelse § 41
  • Tabt arbejdsfortjeneste §§ 42- 43
  • Personlig hjælp og ledsagelse §§ 44 - 45

 

Det fremgår heraf, at Ankestyrelsen har truffet 17 afgørelse for Fredericia Kommune i 2017. Heraf blev 59 % stadfæstet, 12 % ændret og 29 % hjemvist til fornyet behandling. Dette svarer til en omgørelsesprocent på 41 %. På landsplan ligger omgørelsesprocenten på 52 %. Fredericia Kommune ligger således pænt under landsgennemsnittet.

 

 Kortet specifikt for voksenhandicapområdet:

 I Danmarkskortet for voksenhandicapområdet indgår sager efter:

 

  • Voksne - kontante tilskud § 95
  • Voksne - borgerstyret personlig assistance § 96
  • Voksne - ledsageordning § 97
  • Voksne - merudgifter § 100

Det fremgår heraf, at Ankestyrelsen har truffet 5 afgørelser for Fredericia Kommune i 2017. Heraf blev 100 % stadfæstet, 0 % ændret og 0 % hjemvist til fornyet behandling. Dette svarer til en omgørelsesprocent på 0 %. På landsplan ligger omgørelsesprocenten på 21 %. Fredericia Kommune ligger således markant under landsgennemsnittet.

Økonomiske konsekvenser

Ingen.

Vurdering

I sammenligning med landsgennemsnittet ligger Fredericia Kommune pænt.

Indstillinger

Fællessekretariatet indstiller til byrådet, at orienteringen tages til efterretning.

 

Beslutning i Økonomiudvalget den 26-11-2018

Taget til efterretning.

Beslutning i Byrådet den 03-12-2018

Taget til efterretning.

Beslutning i Senior- og Handicapudvalget den 17-12-2018

Taget til efterretning.

Beslutning i Social- og Beskæftigelsesudvalget den 17-12-2018

Taget til efterretning.

Beslutning i Børne- og Skoleudvalget den 19-12-2018

Orienteringen taget til efterretning.

Punkt 81 Orientering (Lukket)