Sundhedsudvalget - 19-08-2019

Referat
Dato:
Mandag, 19 august, 2019 - 14:00
Hent som fil:
Lokation:
Dagsorden publiceret:
Fredag, 16 august, 2019 - 13:34
Referat publiceret:
Torsdag, 29 august, 2019 - 10:52

Punkt 35 Godkendelse af dagsorden

Beslutning i Sundhedsudvalget den 19-08-2019

Godkendt.

Punkt 36 Status på Fredericia Sundhedshus

Sagsresumé

Fast statuspunkt omkring etableringen og udviklingen af Fredericia Sundhedshus.

 

Sagsbeskrivelse:

Projektleder for Fredericia Sundhedshus Sille Kloppenborg giver en status på sundhedshuset. Denne status vil bl.a. indeholde en status på mulighederne for anskaffelse af udstyr, der kan benyttes på tværs af aktører.

 

Herudover vil åbent hus arrangementet den 1. september blive præsenteret og program for Byrådets besøg på sundhedshuset efter sommerferien vil blive gennemgået. Desuden vil der blive givet en status på de nyeste indflytninger på Sundhedshuset.

Økonomiske konsekvenser

Ingen.

Vurdering

Ingen

Indstillinger

Staben for Sundhed og Velfærdsinnovation indstiller, at Sundhedsudvalget,

  1. godkender programmet til Byrådets besøg på Sundhedshuset
  2. tager orienteringen til efterretning.

 

Beslutning i Sundhedsudvalget den 19-08-2019

Pkt. 1: Program for byrådets besøg blev drøftet og godkendt.

Pkt. 2: Orienteringen blev taget til efterretning.

 

Punkt 37 Status på ansøgning til WHO Healthy Cities Network fase VII

Sagsresumé

Fredericia Kommune blev optaget i WHO´s Healthy Cities Network fase VI i starten af 2018. Da Fredericia Kommune blev optaget i slutningen af fase VI, skal der genansøges i forbindelse med opstart af fase VII. Ansøgningsprocessen er koblet sammen med processen i forbindelse med udarbejdelse af en strategi for bæredygtig udvikling og FN’s 17 Verdensmål.

 

Sagsbeskrivelse:

Fredericia Kommune blev optaget i WHO´s Healthy Cities Network fase VI i starten af 2018. Da Fredericia Kommune blev optaget i slutningen af fase VI, skal der genansøges i forbindelse med opstart af fase VII.

 

Rammen for fase VII tager afsæt i FN’s 17 Verdensmål, da WHO European Healthy Cities Network er en del af FN. Omdrejningspunktet for dette er de 6 p’er:

 

  • People: Investering i de mennesker, der udgør vores byer.
  • Places: Skabe byrum, der styrker sundhed og trivsel.
  • Participation: Styrke deltagelse og partnerskaber målrettet sundhed og trivsel.
  • Prosperity: Forbedre velstand i lokalsamfundet og øge adgang til fælles goder og service-ydelser.
  • Peace: Understøtte fred og sikkerhed gennem inkluderende samfund.
  • Planet: Beskytte planeten gennem bæredygtigt forbrug og produktion.

 

Ansøgningsprocessen er derfor blevet koblet sammen med processen i forbindelse med udarbejdelse af en strategi for bæredygtig udvikling og FN’s 17 Verdensmål. Dette sker for at sikre en sammenhæng i retningen for ansøgningen og retningen for strategien.

 

Byrådet godkendte den 29. april en procesplan for udarbejdelse af strategien. Den forventes vedtaget på Byrådets møde den 2. december 2019, hvor ansøgningen til WHO Healthy Cities samtidig godkendes.

 

Særligt for ansøgningen til WHO Healthy Cities

I ansøgningen skal Fredericia Kommune forholde sig til alle emnerne, der hører under de 6 p’er foruden øvrige formalier og informationer. På mødet præsenteres Sundhedsudvalget for de del-elementer, som en ansøgning skal indeholde.

Et af del-elementerne er, at der skal beskrives tre eksempler på god praksis, der skal deles med de øvrige medlemmer til inspiration. Der lægges op til en drøftelse af, hvilke tre eksempler, som Fredericia Kommune vil dele med de øvrige medlemmer.

 

Specialkonsulent Malene Lund Grindsted deltager på mødet under dette punkt.

Økonomiske konsekvenser

Ingen.

Vurdering

Ingen.

Indstillinger

Sundhed og Velfærdsinnovation indstiller, at

  1. Sundhedsudvalget tager status på ansøgningen til WHO Healthy Cities til efterretning
  2. Sundhedsudvalget drøfter tre eksempler på god praksis, der skal deles med Heathy Cities netværket.

Beslutning i Sundhedsudvalget den 19-08-2019

Pkt. 1: Taget til efterretning.

Pkt. 2: Eksempler på god praksis blev drøftet, og behandles på næste udvalgsmøde.

Punkt 38 Status på mikro-partnerskaber

Sagsresumé

I forbindelse med WHO Healthy Cities Network arbejdes der med mikro-parterskaber. Status pr. juni 2019 er, at 48 mikro-partnere har meldt sig på banen. Der er fortsat fokus på at udvikle konceptet.

 

Sagsbeskrivelse:

I forbindelse med WHO Healthy Cities Network arbejdes der med mikro-parterskaber. Status pr. juni 2019 er, at 48 mikro-partnere har meldt sig på banen.

 

Der har fra start af være fokus på at udvikle konceptet mikro-partnerskaber. Dette er en proces, hvor der i samarbejde og dialog mellem Sundhedsudvalget, stab og mikro-partere løbende evalueres på afholdte arrangementer, samtidig med at gode idéer og udvikling af konceptet sker i dialog med mikro-partnere.

 

Dette forår har Fredericia Sund By haft fokus på følgende:

  1. Flere private aktører som mikro-partnere

Størstedelen af mikro-partnerne er kommunale aktører og frivillige foreninger. Derfor er der fokus på, at få flere virksomheder på banen som mikro-partere. Gennem oplysning om mikro-partnerskaberne i to erhvervsnetværk er håbet, at flere private aktører får lyst til at være mikro-partnere. Flere har tilkendegivet deres interesse i at være en del af Fredericia Sund By. Business Fredericia har som den seneste meldt sig som mikro-partner.

  1. Evaluering, udvikling og formidling

Fredericia Sund By har de seneste måneder inviteret sig til møde hos mikro-partnerne. Formålet med møderne er 1) at tale formidling af den enkelte mikro-parters arbejde, 2) at høre mikro-partnernes mening om afholdte Fredericia Sund By-arrangementer og 3) høre mikro-partneres gode idéer og meninger om arbejdet som mikro-partner fremover. Resultatet af dette bliver præsenteret på mødet.

  1. Arrangementer

Fredericia Sund By har i 2019s første halve år planlagt to store arrangementer, en række mindre arrangementer i Det Grønne Rum, samt et fælles arrangement med Strategi for Udsathed.

-          Januar 2019: Fredericia Sund By afholdte et stort arrangement i Fredericia Idrætscenter med TV-lægen Charlotte Bøving. Arrangementet trak mange gæster til og der er stor tilfredshed med arrangementet blandt deltagende mikro-partnere.

-          Maj 2019: Fredericia bevæger sig – Sammen. Aflyst. For få tilmeldte. Der arbejdes på at genbruge konceptet til en anden gang.

-          Marts-ultimo Maj 2019: Som en del af Fredericia Sund By udstilling i Det Grønne Rum bidrog flere mikro-partnere ved og med mindre arrangementer. Det forslås fortsat at have fokus på, at invitere mikro-partnerne til at være en aktiv del af arrangementer mm. I anledningen af sundhedsmåneden i september er en mikro-partner i spil til at lave mindre arrangementer, mens andre vil blive indbudt.

-          Juni 2019: Workshop: Fællesskab og trivsel i Fredericia i samarbejde med Strategi for Udsathed. Aflyst. For få tilmeldte. Arrangementet flyttes til d. 17. september.

Mikro-partnere har mulighed for at søge en pulje, som følgende har søgt og fået:

-          Vasegaardens Klinikker til gåturen Aktive fødder

-          Idræt i Dagtimerne til opstart af Mormor FC

-          Køkkenassistenterne i Daginstitutionerne til et arrangement omkring insektmad.

-           

Fredericia Sund By har modtaget et par enkelte henvendelser angående puljen fra aktører der ikke er mikro-partnere. Disse har fået tilsendt materiale og en opfordring om at melde sig på banen som mikro-partner.

 

Specialkonsulent Malene Lund Grindsted deltager under dette punkt.

Økonomiske konsekvenser

Ingen.

Vurdering

Ingen.

Indstillinger

Sundhed og Velfærdsinnovation indstiller, at udvalget drøfter status på mikro-partnerskaberne.

Beslutning i Sundhedsudvalget den 19-08-2019

Status drøftet og taget til efterretning.

 

Punkt 39 Fit for Kids Fredericia

Sagsresumé

I Fredericia findes tilbuddet Fit For Kids, som er et frivilligt drevet vægttabsprogram til overvægtige børn og deres forældre. I denne sag orienteres Sundhedsudvalget om tilbuddet. På mødet deltager en lokal frivillig fra Fit For Kids i Fredericia, og fortæller om tilbuddet og foreningens arbejde i Fredericia.

 

Sagsbeskrivelse:

Overvægt

Overvægt blandt børn er et stort og stadig stigende problem. I 2018 var mere end 14% af de 9-13-årige børn i Syddanmark overvægtige, og godt 3% var svært overvægtige. Overvægt kan have store konsekvenser for det enkelte barn og det enkelte individ på længere sigt. Og det har store samfundsøkonomiske omkostninger, som følge af livsstilssygdomme og –konsekvenser på længere sigt. Derfor er forebyggelse af overvægt, og indsatser målrettet overvægt vigtigt.

 

I Fredericia har Sundhedsudvalget besluttet, at overvægt er et af tre prioriterede områder. Reduktion af overvægt blandt børn, unge og voksne er ligeledes et af målene i den kommende sundhedsaftale i Region Syddanmark.

 

Fit for Kids

Foreningen Fit for Kids tilbyder børn i alderen 7-15 år, og deres forældre et vægttabsprogram med træning, kostvejledning, forældrecoaching og motivation og sociale events. Der er ingen krav til barnets vægt, og Fit for kids henvender sig derfor også til børn, der er inaktive, sårbare eller ikke føler, at de passer i de traditionelle idrætsforeninger. Forløbet er gratis, men forældrene, og gerne søskende er forpligtet til at træne med i den ene af de to ugentlige træningssessioner. Der er gode resultater af Fit for Kids program. Et videnskabeligt studie udført på Rigshospitalet viste i 2012, at det samlede program havde meget positive effekter på både fysisk sundhed (bl.a. vægt, BMI og insulinniveau i blodet) samt børnenes aktivitetsniveau og fysiske formåen. Andre positive effekter er, at en del af børnene efter et forløb i Fit for Kids, får lyst og mod til at starte i en traditionel idrætsforening.

 

Foreningen har eksisteret i Fredericia siden september 2018, og holder til på den tidligere Købmagergade skole, hvor der trænes tirsdag og lørdag. Der er løbende tilknyttet 20-25 børn og familier til tilbuddet, og der har siden opstarten i september været ca. 45 børn og familier tilknyttet Fit for Kids. En stor del af de tidligere deltagere er fortsat i andre idrætsforeninger.

Økonomiske konsekvenser

Ingen. Initiativet er forankret i helhedsplanen.

Vurdering

Det vurderes, at Fit for Kids tilbud udgør et særdeles vigtigt supplement til de kommunale tilbud til overvægtige børn. Tilbuddet er desuden et værdifuldt alternativ eller alternativ indgang til medlemskab i traditionelle idrætsforeninger, for ikke idrætsvante børn.

Indstillinger

Sundhed og Velfærdsinnovation indstiller, at Sundhedsudvalget tager orienteringen til efterretning.

Beslutning i Sundhedsudvalget den 19-08-2019

Taget til efterretning.

 

Punkt 40 2. budgetopfølgning 2019 for Sundhedsudvalget

Sagsresumé

Koncernområderne og staben under Sundhedsudvalget forventer i 2019 at have et merforbrug på i alt 1,6 mio. kr. på udvalgets andel af servicerammen, hvilket er en forbedring på 0,9 mio. kr. sammenlignet med 1. budgetopfølgning.

 

Merforbrug på de 1,6 mio. kr. skyldes primært merforbrug på genoptræning, frit valg, vederlagsfri fysioterapi samt sundhedsplejen. Forbedringen i forhold til 1. budgetopfølgningen kan primært henføres til, at der forventes et mindreforbrug på finansiering af sygehusudgifter samt at brobyggerstillingen forventes finansieret inden for eget budget i 2019.

 

Der indstilles i budgetopfølgningen, at udvalget permanent flytter 1,3 mio. kr. til Senior og Handicapudvalget vedrørende forebyggende hjemmebesøg og seniorkurser, som varetages af Senior og Handicap.

 

Sagsbeskrivelse:

Udvalgets økonomi gennemgås ved tre årlige politiske budgetopfølgninger. Ved disse budgetopfølgninger fremlægger koncern- og stabscheferne økonomien for deres respektive områder.

 

Efter gennemgang og behandling i fagudvalget skal budgetopfølgningen sendes videre til godkendelse i byrådet. Budgetopfølgningerne skal sikre, at byrådet løbende informeres om kommunens økonomi, herunder om serviceramme og den aktivitetsbestemte medfinansiering (øvrig drift) overholdes.

 

Ved budgetopfølgningerne kan budgettet rettes til, så det er i overensstemmelse med ny lovgivning, byrådsbeslutninger, fejl og mangler og ændret efterspørgsel på overførselsudgifterne. Hvis koncernområdet ser behov for tilretninger af budgettet herudover, skal disse kunne finansieres inden for udvalgets egen ramme.

 

Ved budgetopfølgningerne foretages en vurdering af udvalgets økonomi i forhold til udvalgets andel af rammerne for hhv. serviceudgifter og aktivitetsbestemt medfinansiering.

Økonomiske konsekvenser

Nedenstående tabel viser udvalgsområdets andel af servicerammen samt det forventede regnskab. Eventuelle afvigelser er et udtryk for enten et pres eller råderum på rammerne.

Tabel 1

Mio. kr.

Ramme

Forventet regnskab

Serviceudgifter

75,0

76,6

 

Nedenstående tabel viser udvalgsområdets økonomi udtrykt ved det vedtagne og korrigerede budget samt det forventede regnskab ved 2. budgetopfølgning.

Tabel 2

Mio. kr.

Vedtaget budget

Korrigeret budget

Forventet regnskab

Sundhedsudvalget

293,5

293,5

293,8

Serviceudgifter

76,3

76,3

76,6

Øvrig drift

217,2

217,2

217,2

 

Det er muligt at overføre opsparede midler og gæld fra 2018 til 2019, når det enkelte fagudvalg godkender det politisk jf. Økonomiudvalgets beslutning d. 29. april 2019. En opgørelse af udvalgets opsparede midler og gæld er vedlagt som bilag på sagen. Der anmodes ikke om overførsel af opsparede midler.

 

I budgetopfølgningen indstilles til Byrådet, at en permanent overførsel på 1,3 mio. kr., vedrørende forebyggende hjemmebesøg og kurser, til Senior og Handicapudvalget godkendes.

 

Status på politiske tiltag er vedlagt som bilag til orientering.

Vurdering

Serviceudgifter

Ved 2. budgetopfølgning for Sundhedsudvalget, vises et forventet merforbrug på 1,6 mio. kr. på udvalgets andel af servicerammen.

 

Forklaringer på merforbruget er:

  • Udfordringer med overholdelse af ventetiden for genoptræningsplaner på frit valg, 0,8 mio. kr.
  • Forventet merforbrug på vederlagsfri fysioterapi, 0,7 mio. kr.
  • Sundhedsplejen er udfordret på en projektstilling vedrørende Sex & Samfund samt et internt projekt ”Ung Mod” – i alt 0,6 mio. kr. Beløbene fremgår af oversigten over opsparing og gæld fra 2018, som er vedlagt som bilag.
  • Mindreforbrug på 0,5 mio. kr. vedrørende finansiering af sygehusudgifter omhandlende udgifter til hospice-ophold, færdigbehandlede patienter, begravelseshjælp mv.

 

Aktivitetsbestemt medfinansiering

Ved 2. budgetopfølgning forventes den kommunale medfinansiering at balancere – der vil dog komme en efterregulering af 2018, som på nuværende tidspunkt ikke er kendt. Udvalget er tidligere i år orienteret om, at der i 2019 er indført budgetsikkerhed for udgifterne til aktivitetsbestemt medfinansiering for året 2019.

Indstillinger

Økonomi og Personale, Senior og Handicap, Børn og Unge, Familie og Børnesundhed samt Sundhed og Velfærdsinnovation indstiller:

 

  1. At resultatet af 2. budgetopfølgning godkendes og fremsendes til Økonomiudvalget og Byrådet
  2. At status på politiske tiltag tages til efterretning

Beslutning i Sundhedsudvalget den 19-08-2019

Pkt. 1: Godkendt.

Pkt. 2: Taget til efterretning.

 

Punkt 41 Samarbejdsaftale mellem Fredericia Provsti og Fredericia Kommune

Sagsresumé

Fredericia Kommune og Fredericia Provsti ønsker at indgå en samarbejdsaftale. Formålet med samarbejdsaftalen er at styrke kendskabet mellem Fredericia Kommune og Fredericia Provsti, så vi i fællesskab kan udvikle nye initiativer og tilbud til borgerne i Fredericia Kommune.

 

Sagsbeskrivelse:

Fredericia Kommune og Fredericia Provsti ønsker at indgå en samarbejdsaftale. Kommunen og Provstiet samarbejder allerede om flere forskellige tilbud. Det nuværende samarbejde spænder vidt over forskellige tilbud inden for børne- og familieområdet, ældreområdet, socialområdet, beskæftigelses- og integrationsområdet, samt kulturområdet.

 

Formålet med en egentlig samarbejdsaftalen er at styrke kendskabet mellem Fredericia Kommune og Fredericia Provsti, så vi i fællesskab kan udvikle nye initiativer og tilbud til borgerne i Fredericia Kommune. Et eksempel på et nyt initiativ, der lige nu udvikles på, er samarbejdet omkring Sundhedshus præsten, et initiativ som startes op fra d. 1. september 2019.

 

Samarbejdsaftalen træder i kraft fra d. 1. september 2019, hvor aftalen underskrives af begge parter. Samarbejdsaftalen er gældende indtil den opsiges. Opsigelsen kan ske fra begge parter med to måneders varsel. Dialogen mellem Fredericia Kommune og Fredericia Provsti sikres ved fire årlige møder i opstartsfasen. Mødeantallet kan justeres i forhold til behov.

 

Samarbejdsaftalen er vedhæftet sagen, det samme er et bilag til samarbejdsaftalen, som viser de tilbud, der allerede samarbejdes omkring.

 

Fredericia Provsti dækker over 11 sogne fordelt på 10 pastorater med hvert deres tilhørende menighedsråd. Det enkelte pastorat og menighedsråd har en tæt tilknytning til lokalsamfund i kommunen. Det er en styrke i forhold til at udvikle nye tilbud tilpasset de enkelte lokalsamfunds behov og ønsker. Mere information om Fredericia Provsti kan ses på deres hjemmeside https://provsti.dk/fredericia/

Økonomiske konsekvenser

Ingen.

Vurdering

Det er vurderingen, at samarbejdsaftalen vil kunne styrke det allerede velfungerende samarbejde yderligere.

Indstillinger

Staben for Sundhed og Velfærdsinnovation indstiller, at Sundhedsudvalget:

 

  1. drøfter samarbejdsaftalen mellem Fredericia Kommune og Fredericia Provsti, herunder eventuelt kommer med flere input til samarbejdsaftalen
  2. godkender samarbejdsaftalen med de kommentar, som eventuelt må komme på mødet
  3. at udvalget godkender at aftalen underskrives af Susanne Eilersen og Susanne Bjerregaard Mørck.

Beslutning i Senior- og Handicapudvalget den 19-08-2019

  1. Drøftet.
  2. Aftalen tilføjes en bestemmelse om evaluering efter 1. år. Dette for at sikre forankring i hele kommunen.
  3. Godkendt.

Beslutning i Sundhedsudvalget den 19-08-2019

Pkt. 1: Drøftet.

Pkt. 2: Aftalen tilføjes en bestemmelse om evaluering efter 1. år. Dette for at sikre forankring i hele kommunen.

Pkt. 3: Godkendt.

 

Punkt 42 Orientering (Lukket)