Uddannelsesudvalget - 05-11-2019

Referat
Dato:
Tirsdag, 5 november, 2019 - 16:30
Hent som fil:
Dagsorden publiceret:
Lørdag, 2 november, 2019 - 03:00
Referat publiceret:
Tirsdag, 5 november, 2019 - 21:00

Punkt 38 Godkendelse af dagsorden

Sagsresumé

 

 

Sagsbeskrivelse:

 

Indstillinger

Politik og Kommunikation indstiller, at dagsorden godkendes.

Beslutning i Uddannelsesudvalget den 05-11-2019

Godkendt.

Sagen om 3. budgetopfølgning føres over på dagsorden.

Punkt 39 DM i Skills 2021

Sagsresumé

Der er indgået kontrakt mellem Fredericia Kommune, Trekantområdet og Skills Danmark om afholdelse af DM i Skills i Messe C, februar 2021. Kontrakten og aftaleforholdene fastlægger et kommende samarbejde mellem Skills Danmark og Fredericia Kommune, direktør for Skills Danmark, Simon Neergaard-Holm deltager i mødet under punktet.

 

Sagsbeskrivelse:

DM i Skills arrangeres af SkillsDenmark, der er en nonprofit organisation, som arbejder med talentudvikling, eksponering og internationalisering inden for danske erhvervsuddannelser. SkillsDenmark har siden 2011 hvert år afholdt DM i Skills. Formålet med DM i Skills er at give eleverne på erhvervsuddannelserne muligheden for at vise deres talenter og skærpe deres faglige niveau samt vise omverdenen – heriblandt grundskoleelever – erhvervsuddannelsernes mangeartede og spændende muligheder, og dermed synliggøre erhvervsuddannelserne som en attraktiv uddannelsesvej.

Fredericia Kommune ansætter en projektleder pr. 1.november, som udover ledelse af projektet og samarbejdet med erhvervsuddannelsesinstitutioner og Trekantområdet skal sikre følgende aktiviteter:

› Young Advisory Board

› Folkeskolerettede aktiviteter ifm. DM i Skills Fredericia 2021

› Åbne værksteder

› Markedsføringsindsats

› Øvrige aktiviteter mod elever og forældre m.fl.

Økonomiske konsekvenser

Der er fra IBC søgt 3 mio. kr. fra Region Syddanmarks Uddannelsespulje, og ansøgningen blev godkendt ultimo juni i Regionsrådet. Af de midler finder man pengene til projektansættelsen af en projektleder samt afholdelse af alle planlagte og relevante aktiviteter. Fredericia Kommune medfinansierer 875.000 samt et årsværk.

Vurdering

Ingen.

Indstillinger

Politik og Kommunikation indstiller, at orienteringen tages til efterretning

Beslutning i Uddannelsesudvalget den 05-11-2019

Uddannelsesudvalget tager orienteringen til efterretning.

Punkt 40 Status Bülows MakerSpace og iværksættermiljø

Sagsresumé

Der gives en status på aktiviteter i Bülows MakerSpace og iværksættermiljø.

 

Sagsbeskrivelse:

Iværksættermiljø

Business Fredericia har til opgave at etablere et mødested for iværksættere, virksomheder, foreninger, samt skoler og uddannelsesinstitutioner i iværksættermiljøet på Bülows Kaserne. Der er nu fem faste brugere af iværksættermiljøet. Derudover 10-15 personer, der primært kommer forbi i forbindelse med de fælles arbejdsdage, som afholdes hver onsdag. Erhvervskonsulent Stephen Bihl opholder sig i miljøet flere gange om ugen og afholder 1:1 sparrings- og vejledningsmøder.

Planlagte aktiviteter i iværksættermiljøet:

-          Månedlige netværksmøder – Go’ morgen med Business Fredericia. 1. tirsdag i måneden fra kl. 07.45 - 09.15.

-          Månedlige netværksmøder for Iværksættere. 2. onsdag i måneden fra kl. 17.30 - 20.00.

-          Business Fredericia afholder Iværksætterkurser i lokalerne.

-          IBC innovationselever (to klasser) kommer til idegenereringsdag (d. 28. august). De præsenteres for miljøet og får en rundvisning i MakerSpace.

 

MakerSpace

Bülows MakerSpace har oplevet en markant stigning i antallet af henvendelser fra uddannelsessteder, privatpersoner, foreninger og virksomheder om brug af MakerSpace. Dette skyldes bl.a. tilføjelsen af nye medarbejdere, nye teknologier (Lasercutter, Vinylskærer og Augmentet & Virtual Reality), en ny hjemmeside med information om tilbuddene og generelt større synlighed – bl.a. ved skiltning på kasernen.

Der er ansat to halvtidsmedarbejdere som pædagogiske konsulenter i tidsbegrænsede stillinger for skoleåret 2019/20. Ved siden af ansættelsen i MakerSpace er de fortsat ansatte i folkeskolen på hhv. mellemtrinnet på Fjordbakkeskolen (Skærbæk afd.) og i udskolingen på Erritsø Fællesskole. Den ene er lærer i Håndværk og Design samt naturfagsvejleder og den anden er innovations-, naturfags- og matematiklærer samt talentvejleder. Begge har stor erfaring udi arbejdet med teknologi, innovation, entreprenørskab, kodning og programmering.

De to halvtidsmedarbejderes primære opgave frem mod efterårsferien er at udvikle og afprøve et Åbent Skole-forløb – kaldet Byg&Hyg – som skal give elever mulighed for at stifte bekendtskab med klassiske erhvervsfaglige jobs. Efter efterårsferien skal 6. årgang i kommunen (20 kommunale klasser) igennem konceptet i MakerSpace. De nye medarbejdere vil desuden bistå med pædagogisk/didaktisk sparring til de uddannelsessteder (folkeskole, ungdomsuddannelser eller videregående uddannelser), der ønsker at låne MakerSpace til undervisningsforløb.

Derudover er én af de tre studentermedhjælpere blevet erstattet af en ny, som er ansat i en tidsbegrænset stilling for et halvt år (8 timer om ugen). Hun har en kandidat i IT og Produkt Design fra Syddansk Universitet i Kolding og har erfaring med at arbejde i et FabLab / MakerSpace. Hendes primære opgave er at udarbejde og afholde oplæringskurser i teknologierne samt være med til at afholde den åbne værkstedstid.

På baggrund af den store interesse fra privatpersoner, foreninger og virksomheder for brugen af teknologierne i værkstedet har MakerSpace udvidet den åbne værkstedstid, så der nu er åbent for alle interesserede både mandage og onsdage fra kl. 15:00 – 19:00. Der kommer ca. 7-10 personer pr. gang. Derudover er der et stigende antal elektroniske henvendelser på at få lavet specifikke emner og produkter. Teknologierne er meget i brug.

Planlagte aktiviteter i MakerSpace:

Uge 35 – 41

Uge 43 - 50

Uge 1 - 9

Løbende afprøvninger af Byg&Hyg som undervisningskoncept.

Præsentation af MakerSpace

-          28. aug.: Innovationsklasse IBC

-          2. sept.: Værkstedsskolen og Teorisemestrene, FMS

-          4. sept.: Værkstedsskolen og Teorisemestrene, FMS

AVR-kursusdag 1 og 2

-          3. sept.: Ungdomsudd. inkl. FMS (1)

-          5. sept.: Folkeskolen (1)

-          9. sept.: Ungdomsudd. inkl. FMS (2)

-          12. sept.: Folkeskolen (2)

Undervisningsforløb

-          10., 17., 24. sept. og 1. okt.: Skt. Knuds Skole (5. årgang)

-          26. sept.: Erritsø Fællesskole (2. og 3. årgang afd. Krogsager)

-          7. – 9. okt.: Ullerup Bæk Skole (6. årgang Skolesvinget og Skjoldborgsvej)

-          8. eller 9. okt. Ullerup Bæk Skole (4./5. årgang Skjoldborgsvej)

Primært reserveret til bookinger af Byg&Hyg (Kommunal 6. årgang).

Undervisningsforløb

-          Uge 43-45: FGU (Designlinje)

-          3., 5. og 6. dec.: Fredericia Gymnasium (2. og 3.G)

Andet

-          23. okt.: Netværksmøde Naturfagsvejledere (Folkeskole)

-          21. nov.: Stand ved Danish Entrepreneurship Award (Samarbejde m. Business Fredericia)

Besøg på folkeskolerne med Explonauten (Mobilt laboratorium og MakerSpace).

 

 

Økonomiske konsekvenser

 

Indstillinger

Politik og Kommunikation indstiller, at Uddannelsesudvalget tager orienteringen til efterretning.

Beslutning i Uddannelsesudvalget den 05-11-2019

Uddannelsesudvalget tager orienteringen til efterretning.

Punkt 41 Status AVR-pilotprojekt

Sagsresumé

Der gives en status på det 2-årige AVR-pilotprojekt, der skal integrere brugen af Augmentet & Virtual Reality teknologier i undervisningen på tværs af folkeskole-, ungdomsuddannelses- og videregående uddannelsesniveau i skoleåret 2019/2020.

 

Sagsbeskrivelse:

I foråret blev der afholdt præsentationsmøder om AVR-pilotprojektet i MakerSpace for ungdomsuddannelser og videregående uddannelser den 16. maj (EUC Lillebælt, IBC, Fredericia Gymnasium og Fredericia Maskinmesterskolen deltog) og for folkeskolen den 29. maj (IT-vejledere, naturfagsvejledere og PLUC-ledere på tværs af skolerne deltog). Formålet med møderne var at præsentere EON Reality og have en forventningsafstemning om de overordnede rammer for projektet.

På baggrund af møderne blev det aftalt at kernen i projektet skulle være et kompetencegivende uddannelsesforløb i AVR-teknologierne i form af to hele kursusdage opdelt efter uddannelsesniveau: Folkeskolen (d. 5. og 12. september) og ungdomsuddannelser inkl. Maskinmesterskolen (d. 3. og 9. september). I alt fire kursusdage fra kl. 8:30 – 14:30. Omdrejningspunktet for kursusdagene var, at deltagerne skulle udforme et undervisningsforløb ud fra en selvvalgt 3D-model i EON Realitys præsentationsprogram Creator AVR. Kursusdagene blev afholdt i iværksættermiljøet og MakerSpace på Bülows Kaserne.

I alt var 18 personer igennem én eller flere kursusdage. 5 undervisere og 3 elever fra folkeskolen (Kirstinebjergsskolen afd. Havepladsvej, Ullerup Bæk Skolen og Erritsø Fællesskole afd. Krogsager og Højmose) og 7 undervisere fra ungdomsuddannelserne og videregående uddannelse (IBC, Fredericia Gymnasium, EUC Lillebælt (HTX) og Fredericia Maskinmesterskole) deltog i begge kursusdage. Tre lærere fra Fredericia Gymnasium sprang fra efter ungdomsuddannelsernes første kursusdag, mens én ny lærer kom til fra Fredericia Gymnasium til den anden kursusdag. En af medarbejderne fra MakerSpace deltog i begge kursusdage, så der er sikret blivende AVR-kompetencer i MakerSpace.

Deltagerne på kursusdagene har forpligtet sig på at afholde et AVR-undervisningsforløb, hvor de booker en dertil indrettet teknologi-kuffert med 10 stk. iPads inkl. Creator AVR-licenser. Deltagerne har booket kufferten fra uge 39 (2019) – uge 6 (2020). I denne periode afprøver de deres udarbejdede undervisningsforløb på en eller flere af deres klasser. I løbet af foråret vil deltagerne på kursusdagene blive inviteret til en opfølgende workshop, hvor erfaringerne fra de afholdte undervisningsforløb deles.

Størstedelen af deltagerne udtrykker i evalueringen af kursusdagene, at de har været tilfredse eller meget tilfredse med udbyttet af dagene (14 ud af 15 deltagere), og at de er blevet inspirerede til at bruge AR og VR teknologierne i undervisningssammenhæng. En overvægt føler sig ligeledes i høj grad eller i meget høj grad klædt på til at låne kufferten og afholde en undervisningsgang for deres elever/studerende (10 ud af 15 deltagere).

Henover de næste måneder vil der blive indsamlet evalueringer fra lærernes afprøvninger af AVR-teknologien i deres undervisning før anden del af pilotprojektet rammesættes. Sideløbende dette vil der blive afholdt AVR-aktiviteter for iværksættere og startup-virksomheder med deltagelse af Business Fredericia.

 

Indstillinger

Politik og Kommunikation indstiller, at Uddannelsesudvalget tager orienteringen til efterretning.

Beslutning i Uddannelsesudvalget den 05-11-2019

Uddannelsesudvalget tager orienteringen til efterretning.

Punkt 42 Evaluering Studiestartsevent 2019

Sagsresumé

Den 27. august 2019 afsatte Uddannelsesudvalget midler til afholdelse af en studiestartsevent for elever og studerende fra 10’ende, ungdomsuddannelserne og de videregående uddannelser i Fredericia Kommune. Der evalueres på eventen, der blev afholdt lørdag d. 14. september 2019 i Tøjhuset.

 

Sagsbeskrivelse:

Studiestartsevent 2019 var en stor succes med massiv interesse for billetter og i alt 369 deltagende unge (ekskl. bands og frivillige) fra uddannelserne i Fredericia. Succesen skyldes især, at der blev bygget videre på erfaringerne fra sidste års studiestartsevent ’Picnic på Kastellet’, hvor 1) et tydeligere fokus på målgruppen, 2) mere eksklusivitet i antallet af kunstnere og valg af koncert-lokation og 3) øget ejerskab blandt de unge på uddannelsesstederne havde afgørende betydning.

Særligt dannelsen af en planlægningsgruppe blandt de unge i Studieforum havde en positiv effekt på arrangementet. Gruppen har siden februar samarbejdet med Tøjhuset om udvælgelse af kunstnere, reklame for eventen på uddannelsesstederne, planlægning af aktiviteter og program for aftenen samt påtaget sig en værtsrolle på dagen for arrangementet (inkl. konferencier). Alle i gruppen har fået Studieby-frivilligbeviser for deres indsats.

Programmet og valget af kunstnere var meget populært blandt de unge. Ét af de to hovednavne aflyste på dagen for arrangementet (kunstneren BRO), men der blev fundet to fuldgode erstatninger (kunstnerne Emil Stabil og Dø Chef Dø).

Program:

  • Kl. 20:00: Nic The Slick (lokal kunstner, tidl. IBC-elev)
  • Kl. 21:00: Emil Stabil
  • Kl. 21.30: Dø Chef Dø
  • Kl. 22:00: Blikfang (lokalt band, elever fra Fredericia Gymnasium)
  • Kl. 23:00: Ude af Kontrol

Allerede da begivenheden blev oprettet på Facebook før sommerferien blev der udvist stor interesse for arrangementet. Næsten tre uger før selve arrangementet (d. 25. august) var alle 425 billetter downloaded og der kunne meldes udsolgt. I de følgende uger op til eventen var der mere end 200 unge, der efterspurgte billetter til begivenheden. Tøjhuset oprettede en såkaldt ”Byttebørs”, hvor mere end 50 billetter skiftede ejermand op til d. 14. september.

Billetter blev scannet ved indgangen til Tøjhusets forgård, hvor alle deltagere skulle fremvise gyldig billet, gyldigt studiekort og at man var over 15 år. Dørene åbnede kl. 19:00 og mange kom tidligt. Da dørene lukkede kl. 21:30 havde 299 unge fået scannet deres billet. Selvom det kun var gyldigt at hente én billet pr. deltager blev nogle billetter videresendt mellem flere unge. Der var derfor unge, som ikke fik lov til at blive lukket ind. Alligevel blev yderligere 70 unge lukket ind via ekstra indscannede billetter og gæsteliste.

Deltagerne blev ved indgangen enten tildelt et lyserødt eller et lysegrønt armbånd alt efter om de var under eller over 18 år (måtte ikke/måtte købe alkohol). Af de scannede billetter var 200 af deltagerne under 18 år og 99 over 18 år. De yngre årgange på ungdomsuddannelserne syntes generelt at være overrepræsenteret, og der var også en flere unge fra 9. og 10. klasse. Dette billede stemmer godt overens med Facebook-begivenheden, som primært nåede ud til de 13-17-årige og 18-24 årige.

Al kommunikation om begivenheden foregik via Facebook med løbende information og teasere om kommende kunstnere. På Facebook trykkede 412 personer ’Deltager’ på begivenheden og 926 viste interesse. Begivenheden nåede i alt ud til ca. 30.600 personer og generede ca. 1800 klik videre til billetinformationerne uden brug af midler til sponsoreret indhold. Udover Facebook-begivenheden blev der lavet plakater og postkort, som blev fordelt på uddannelsesstederne.

Der er gjort følgende erfaringer, som bør ligge til grund for afholdelsen af et lignende event næste år:

  • Den primære markedsføring af begivenheden bør foregå på Facebook og ude på uddannelsesstederne
  • Større forpligtelse ved at fastsætte et mindre beløb på billetter samt fysisk tilmelding/udlevering af billetter ude på uddannelsesstederne
  • Eksklusivitet bør fortsat vægtes højere end at sætte flere billetter i omløb (Tøjhusets maksimale kapacitet er ca. 400-500 deltagere)
  • Aldersgrupperne (10’ende, ungdomsuddannelserne og de videregående uddannelser) synes for forskellige at samle til ét fælles event og man kan overveje at afholde to studiestartsarrangementer – ét for ungdomsuddannelserne (inkl. 10’ende) og ét for de videregående uddannelser

Den 2. oktober blev der afholdt evalueringsmøde af studiestartseventen i Studieforum. For at følge op på den store interesse for studiestartseventen påbegyndte Studieforum planlægningen af en fredagscafé d. 8. november i Ungdommens Hus fra kl. 15:00 – 18:00. De overskydende midler fra eventen benyttes til denne fredagscafé.

Indstillinger

Politik og Kommunikation indstiller, at Uddannelsesudvalget tager orientering til efterretning og drøfter en eventuel videreførelse af eventen.

Beslutning i Uddannelsesudvalget den 05-11-2019

Uddannelsesudvalget tager orientering til efterretning og vil gerne videreføre studiestartseventen.

Punkt 43 Fredericia for Verdensmålene

Sagsresumé

Alle fagudvalg behandlede i september et udkast til kommunens nye strategi for bæredygtig udvikling med FN’s 17 Verdensmål som overlægger. ”Fredericia for Verdensmålene” foreligger nu - efter den offentlige høring i oktober - til fornyet behandling.

 

Alle fagudvalg får den tilsendt forud for møderne og skal drøfte den med henblik på endelig vedtagelse i Byrådet.

Sagsbeskrivelse:

Byrådet satte den 29. april gang i processen med at udarbejde kommunens nye strategi for bæredygtig udvikling med FN’s 17 Verdensmål som overlægger. På møder i september fik alle udvalg mulighed for at kommentere det første udkast til ”Fredericia for Verdensmålene” forud for den offentlige høring.

 

Den offentlige høring har været afholdt fra den 3. oktober til den 24. oktober. Arbejdsgruppen har indarbejdet relevante kommentarer og bemærkninger fra de politiske udvalg samt den offentlige høring, og der forelægger nu en version af ”Fredericia for Verdensmålene” til endelig vedtagelse.

 

Alle fagudvalg får denne version til udvalgsmøderne i november med henblik på at sende videre til vedtagelse i Byrådet den 2. december. Det har været nødvendigt af hensyn til perioden for den offentlig høring, at eftersende bilaget til udvalgene forud for møderne, og det er dermed ikke vedlagt som bilag til sagen. Derudover får fagudvalgene en version af ”Fredericia for Verdensmålene”, der ikke er grafisk layoutet. Den layoutede version ligges på forud for Økonomiudvalgsmødet, således at det foreligger for såvel Økonomiudvalget og Byrådet på møderne.

 

Der vedlægges samtidig en liste, således at udvalgene kan se alle de ændringer, der er foretaget siden første udkast samt en oversigt over indkomne høringssvar. Økonomiudvalget og Byrådet får ligeledes et katalog med alle indkomne ideer og input, der er indkommet i forbindelse med udarbejdelsen af ”Fredericia for Verdensmålene”.

 

Nedenfor er der et overblik over temaerne i ”Fredericia for Verdensmålene”:

  • Forord
  • Introduktion?
  • Vandet omkring os
  • Læring, handlekraft of Fællesskaber
  • Lige muligheder for et sundt og godt liv?
  • Bæredygtig by og lokalsamfund?
  • Livet i naturen
  • Bæredygtig vækst og erhvervsudvikling?
  • Bæredygtig forsyning og ansvarligt forbrug?
  • Kommunen som bæredygtig koncern?

Planlovens § 33a

Ifølge planlovens § 33a skal kommunalbestyrelser inden udgangen af den første halvdel af den kommunale valgperiode offentliggøre en redegørelse for deres strategi for kommunens bidrag til en bæredygtig udvikling i det 21. århundrede med oplysninger om, hvordan der skal arbejdes helhedsorienteret, tværfagligt og langsigtet, og hvordan befolkningen, virksomheder, organisationer og foreninger vil blive inddraget i arbejdet (lokal Agenda 21).

 

”Fredericia for Verdensmålene” udgør kommunens strategi for bæredygtig udvikling i henhold til Planlovens §33a gældende for perioden 2020 til 2023. Med vedtagelsen af ”Fredericia for Verdensmålene” godkender Byrådet samtidig Fredericia Kommunes strategi for kommunens bidrag til en bæredygtig udvikling i det 21. århundrede.

 

Ansøgning til WHO Healthy City Network

Fredericia Kommune har siden starten af 2018 været en del af WHOs netværk af Healthy Cities. Kommunen skal nu ansøge om deltagelse i næste fase, fase VII 2019-2024. Igennem medlemskabet forpligter kommunen sig til at arbejde med WHOs strategiske fokusområder: ”People, Places, Participation, Prosperity, Peace & Planet”. Arbejdet med WHOs strategiske fokusområder går på tværs af kommunen og er i tråd med FNs verdensmål. Derfor har ansøgningsarbejdet til næste fase af Healthy Cities været koblet sammen med udarbejdelsen af ”Fredericia for Verdensmålene” og ansøgningen tager udgangspunkt i de førnævnte temaer.

 

Med vedtagelsen af ”Fredericia for Verdensmålene” godkender Byrådet samtidig Fredericia Kommunes ansøgning til fase VII 2019-2024 af WHOs netværk af Healthy Cities.

Økonomiske konsekvenser

Ingen

Vurdering

Det vurderes, at ”Fredericia for Verdensmålene” samler arbejdet med bæredygtig udvikling på tværs af alle fagudvalgsområder og omfatter alle aspekter af bæredygtighed - både grønne, sociale og økonomiske forhold.

 

Det vurderes, at ”Fredericia for Verdensmålene” lever op til Planlovens §33a i forhold til redegøre for Fredericia Kommunes bidrag til en bæredygtig udvikling i det 21. århundrede. Samtidig vurderes det, ”Fredericia for Verdensmålene” bredt dækker de fokusområder, som man som medlem af WHOs netværk af Healthy Cities forpligter sig til at arbejde med, og dermed danne det rette grundlag for ansøgningen til fornyet medlemskab.

Indstillinger

Det indstilles, at det anbefales over for Økonomiudvalget og Byrådet, at ”Fredericia for Verdensmålene” vedtages endeligt.

 

Beslutning i Uddannelsesudvalget den 05-11-2019

Anbefales.

Punkt 44 3. budgetopfølgning for Uddannelsesudvalget

Sagsresumé

Udvalgsområdet forventer ved 3. budgetopfølgning et merforbrug på serviceudgifterne på 1,031 mio. kr. ift. udvalgets andel af servicerammen i 2019. Sammenlignet med 2. budgetopfølgning er det en forbedring på 0,400 mio. kr.

 

Merforbruget på de 1,031 mio. kr. skyldes primært udfordringerne vedrørende forbrug af opsparede midler på aktiviteter godkendt i budget 2019 vedr. MakerSpace, Uddannelsescampus mm. samt en teknisk tilretning vedr. FGU.

 

I budgetopfølgningen indstilles der omplaceringer mellem Uddannelsesudvalget og andre udvalg for i alt 1,123 mio. kr. til udvalgets godkendelse.

 

Stabsområdet forventer balance på anlægsudgifter ift. udvalgets andel af anlægsloftet, hvilket er tilsvarende resultatet ved 2. budgetopfølgning.

 

Sagsbeskrivelse:

 

Udvalgets økonomi gennemgås ved tre årlige politiske budgetopfølgninger. Ved disse budgetopfølgninger fremlægger koncern- og stabscheferne økonomien for deres respektive områder.

 

Efter gennemgang og behandling i fagudvalget skal budgetopfølgningen sendes videre til godkendelse i byrådet. Budgetopfølgningerne skal sikre, at byrådet løbende informeres om kommunens økonomi, herunder om serviceramme og anlægsloft overholdes.

 

Ved budgetopfølgningerne kan budgettet rettes til, så det er i overensstemmelse med ny lovgivning, byrådsbeslutninger, fejl og mangler og ændret efterspørgsel på overførselsudgifterne. Hvis koncernområdet ser behov for tilretninger af budgettet herudover, skal disse kunne finansieres inden for udvalgets egen ramme.

 

Ved budgetopfølgningerne foretages en vurdering af udvalgets økonomi i forhold til udvalgets andel af rammerne for hhv. serviceudgifter, øvrige driftsudgifter samt anlæg.

Økonomiske konsekvenser

Nedenstående tabel viser udvalgsområdets andel af servicerammen og anlægsloftet samt det forventede regnskab. Eventuelle afvigelser er et udtryk for enten et pres eller råderum på rammerne.

 

Tabel 1

Mio. kr.

Ramme

Forventet regnskab

Serviceudgifter

21,024

22,055

Anlægsloft

1,000

1,000

 

Nedenstående tabel viser udvalgsområdets økonomi udtrykt ved det vedtagne og korrigerede budget samt det forventede regnskab ved 3. budgetopfølgning.

 

Tabel 2

Mio. kr.

Vedtaget budget

Korrigeret budget

Forventet regnskab

Uddannelsesudvalget

20,482

21,182

23,055

Serviceudgifter

20,699

20,399

22,055

Overførselsudgifter

-0,217

-0,217

0,000

Anlæg

0,000

1,000

1,000

 

Der forekommer ved 3. budgetopfølgning en mindre forskel på 0,300 mio. kr. imellem det vedtagne og det korrigerede budget på serviceudgifter. Differencen vedrører en omplaceringer af midler fra drift til anlæg ifm. 2. BO på 0,3 mio. kr., for at sikre vedligehold af Videnparken.

 

Forskellen mellem vedtaget budget og korrigeret budget på anlægsudgifterne udgør 1,0 mio. kr., som vedrører de ændringer, som blev foretaget ifm. Byrådets behandling af sagen om forskydning af anlægsprojekter d. 17. juni 2019.

 

I budgetopfølgningen indstilles til udvalget, at omplaceringer mellem udvalgene vedrørende samlet set 1,123 mio. kr. godkendes, hvor 0,906 mio. kr. vedrører serviceudgifter, mens de resterende 0,217 mio. kr. vedrører overførselsudgifter. Beløbet vedrører:

  • 0,722 mio. kr. fra Social- og Beskæftigelsesudvalget vedrørende FGU
  • 0,290 mio. kr.  fra Børne- og Skoleudvalget vedr. almindelig elevtalsregulering
  • 0,085 mio. kr. fra Børne- og Skoleudvalget vedr. enkeltintegreret
  • 0,026 mio. kr. fra Børne- og Skoleudvalget vedr. Dansk Som Andetsprog.

 

Alle ovenstående tilretninger er teknisk justeret i de kommende budgetår.

 

Det er muligt at overføre opsparede midler og gæld fra 2018 til 2019, når det enkelte fagudvalg godkender det politisk jf. Økonomiudvalgets beslutning d. 29. april 2019. En opgørelse af udvalgets opsparede midler og gæld er vedlagt som bilag på sagen.

 

Det indstilles i budgetopfølgningen, at udvalget godkender frigivelse af følgende opsparede midler:

  • 0,135 mio. kr. vedrørende forældrenes indbetalinger til lejrskole

 

Status på politiske tiltag er vedlagt som bilag til orientering.

Vurdering

Serviceudgifter

3. budgetopfølgning for Uddannelsesudvalget viser et forventet merforbrug på 1,031 mio. kr. på udvalgets andel af servicerammen. Merforbruget udgøres af en række mer- og mindreforbrug, som beskrives nedenfor.

 

  • Det forventede merforbrug udgøres hovedsageligt af forbrug vedrørende projekter prioriteret i tidligeres års budgetlægninger, som f.eks. MakerSpace, Vores Teater, koordinator til uddannelsesudvikling, elevaktiviteter og undersøgelse af Uddannelsescampus. Ved budgetlægningen blev der aftalt, at projekterne skulle finansieres ved brug af opsparede midler og indgik derfor ikke i budgettet, hvorfor et forbrug vedrørende disse projekter presser udvalgets andel af servicerammen i 2019. I det vedtagne budget for 2020 er en række af disse projekter prioriteret, hvorfor udfordringer hovedsageligt vurderes at vedrøre indeværende år
  • Derudover indstilles det ved 3. budgetopfølgning, at der godkendes en række omplaceringer som beskrevet under økonomiske konsekvenser. Blandt disse er omplaceringer fra Børne- og Skoleudvalget vedrørende tildelingsmodellen på 10. klasse. Såfremt at disse godkendes af udvalget vil presset på servicerammen falde til 0,125 mio. kr., da udvalget vil få tilført serviceramme fra Børne- og Skoleudvalget 

 

På den resterende del af udvalgets område er der mindre udsving, som kan henføres til hhv. forbrug af opsparede midler og tilbageholdenhed for at overholde budgettet. Set under ét vurderes det resterende af området at balancere og indeværende års udsving vurderes ikke at være varige udfordringer.

 

Overførselsudgifter

Ved implementeringen af den nye FGU-ordning under budgetlægningen for 2019, var der usikkerhed omkring, hvor denne skulle forankres. Den blev lagt på Uddannelsesudvalget med en forventet økonomisk effekt på 0,217 mio. kr. Man har i skrivende stund ikke truffet afgørelse omkring, hvor ordningen skal forankres, men man har samlet de samlede økonomiske effekter på Uddannelsesudvalget, hvorfor udgifterne vedr. overførselsudgifter er godtgjort for indeværende år.

 

Anlæg

Byrådet besluttede på deres møde den 17. juni 2019, at opsparede midler overføres fra 2018 til 2019 og udskyde projekter til år 2020 med henblik på at overholde anlægsloftet i 2019.

 

Forvaltningen forventer balance på anlægsudgifter ift. udvalgets andel af anlægsloftet. Der er i 3. budgetopfølgning ikke behov for yderligere ændringer i anlægsbudgettet.

Indstillinger

Økonomi og Personale, Børn og Unge og Politik og Kommunikation indstiller

  1. At resultatet af 3. budgetopfølgning godkendes og fremsendes til Økonomiudvalget og Byrådet
  2. At status på politiske tiltag tages til efterretning

Beslutning i Uddannelsesudvalget den 05-11-2019

Uddannelsesudvalget godkendte 3. budgetopfølgning, og frigiver 0,135 mio. kr. vedrørende forældrenes indbetalinger til lejrskole fra spar/lån samt overfører spar/lån fra 2019 til 2020.

Punkt 45 Eventuelt (Lukket)