Uddannelsesudvalget - 11-08-2020

Referat
Dato:
Tirsdag, 11 august, 2020 - 17:00
Hent som fil:
Dagsorden publiceret:
Fredag, 7 august, 2020 - 13:41
Referat publiceret:
Fredag, 14 august, 2020 - 13:30

Punkt 32 Godkendelse af dagsorden

Sagsresumé

 

 

Sagsbeskrivelse:

 

Indstillinger

Indstilles til godkendelse.

 

Beslutning i Uddannelsesudvalget den 11-08-2020

Godkendt.

Punkt 33 2. budgetopfølgning 2020 for Uddannelsesudvalget

Sagsresumé

Ved 2. budgetopfølgning 2020 forventes der balance på udvalgets andel af servicerammen og at budgetterne for både overførselsudgifter og anlæg overholdes.

 

Det er en nedjustering af det forventede forbrug med 0,600 mio. kr., da det er lykkedes forvaltningen at indhente medfinansieringen til DM i Skills 2021 i indeværende år. 

 

 

Sagsbeskrivelse:

Udvalgets økonomi gennemgås ved tre årlige politiske budgetopfølgninger. Ved disse budgetopfølgninger fremlægger koncerncheferne økonomien for deres respektive områder.

 

Efter gennemgang og behandling i fagudvalget skal budgetopfølgningen sendes videre til godkendelse i byrådet. Budgetopfølgningerne skal sikre, at byrådet løbende informeres om kommunens økonomi, herunder om serviceramme og udvalgets anlægsbudget overholdes.

 

Ved budgetopfølgningerne kan budgettet rettes til, så det er i overensstemmelse med ny lovgivning, byrådsbeslutninger, fejl og mangler og ændret efterspørgsel på overførselsudgifterne. Hvis koncernområdet ser behov for tilretninger af budgettet herudover, skal disse kunne finansieres inden for udvalgets egen ramme.

 

Økonomiske konsekvenser

Nedenstående tabel viser udvalgsområdets andel af service- og anlægsrammen samt det forventede regnskab ved 2. budgetopfølgning. Eventuelle afvigelser er et udtryk for enten et pres eller luft på rammen.

 

Tabel 1

Mio. kr.

Ramme

Forventet regnskab

Serviceudgifter

22,128

22,128

Bruttoanlægsudgifter

*

0,907

* Anlægsloftet for 2020 er jævnfør aftale mellem KL og regeringen ophævet

 

Nedenstående tabel viser udvalgsområdets andel af kommunens samlede økonomi udtrykt ved det vedtagne og korrigerede budget samt det forventede regnskab ved 2. budgetopfølgning.

 

Tabel 2

Mio. kr.

Vedtaget budget

Korrigeret budget

Forventet regnskab

Uddannelsesudvalget

32,146

25,697

25,697

Serviceudgifter

29,484

22,128

22,128

Overførselsudgifter

2,662

2,662

2,662

Anlæg

0,000

0,907

0,907

 

Forskellen på vedtaget og korrigeret budget på serviceudgifterne udgør ved 2. budgetopfølgning -7,356 mio. kr. Dette vedrører:

  • Udmøntning af puljer på administrationen fra Budget 2020 på -0,093 mio. kr.
  • Omorganiseringen af fritidsområdet til Børne- og Skoleudvalget jf. Budget 2020 på -7,328 mio. kr.
  • Frigivet spar/lån fra 2019 vedr. projekter for eksterne puljemidler for 0,219 mio. kr.
  • Overførsel fra Børne- og Skoleudvalget vedr. elevtalsregulering på 10. klasse for 0,320 mio. kr.
  • Udmøntning af Mulighedskataloget ved nedskrivning af budget på Videnparken for -0,300 mio. kr.
  • Nedskrivning af sparede driftsudgifter som følge af Corona-nedlukningen for -0,085 mio. kr.
  • Reduceret pris- og lønskøn for -0,089 mio. kr. jf. Økonomiudvalgets beslutning d. 15/06-2020

 

Forskellen mellem vedtaget budget og korrigeret budget på anlægsudgifterne udgør 0,907 mio. kr., som vedrører hhv. overførte spar/lån-midler fra 2019 og nye anlægsprojekter vedtaget af Byrådet.

 

Vurdering

SERVICEUDGIFTER

Koncernområderne forventer ved 2. budgetopfølgning balance på udvalgets andel af servicerammen. Ved 1. budgetopfølgning var forventningen et merforbrug på 0,600 mio. kr., som følge af forskydninger i regninger til DM i Skills i 2021. Det er imidlertid lykkedes koncernområdet at indhente en andel af medfinansieringen allerede i 2020, mens det resterende merforbrug kan skubbes til 2021. Herefter forventes rammen at kunne overholdes.

 

COVID-19

Der er ikke justeringer i udvalgets budget som følge af COVID-19.

 

OVERFØRSELSUDGIFTER

Koncernområderne forventer ved 2. budgetopfølgning balance på budgettet til overførselsudgifter.

 

ANLÆG

Anlægsprogrammet er justeret i overensstemmelse med Byrådets beslutning om fremrykning af anlæg. Helt overordnet forventes det, at udvalgets anlægsbudget overholdes. Der vil være stort fokus på at realisere det nye anlægsprogram.

 

Indstillinger

Økonomi og Personale, Politik og Kommunikation og Teknik og Miljø indstiller:

  1. At 2. budgetopfølgning godkendes og fremsendes til Økonomiudvalget og Byrådet

 

Beslutning i Uddannelsesudvalget den 11-08-2020

Godkendes og fremsendt til Økonomiudvalget og Byrådet.

Punkt 34 Møde med Fredericia Uddannelsesråd

Sagsresumé

 

Uddannelsesudvalget afholder deres årlige fællesmøde med Fredericia Uddannelsesråd i forbindelse med udvalgsmødet mellem kl. 16.30-17.30.

Økonomiske konsekvenser

Ingen.

 

Vurdering

Ingen.

 

Indstillinger

Politik og Kommunikation indstiller, at Uddannelsesudvalget drøfter diverse tiltag med FUR.

Beslutning i Uddannelsesudvalget den 11-08-2020

Drøftet.

Punkt 35 Status Skills 2021

Sagsresumé

 

DM i Skills afholdes i 2021 i Fredericia Kommune i Messe C. Projektleder for begivenheden, Rikke Hvid, giver ud fra det vedlagte bilag og projektoverblik en status på Skills 2021 i Fredericia.

 

Sagsbeskrivelse:

 

Rikke Hvid, der er projektleder på Skills 2021, giver en status på de projektmål, som hun, i samarbejde med Trekantområdet, Skills Danmark og UU Fredericia, har sat for Skills 2021. Herunder en status på de mål, der allerede er opnået. Der arbejdes med et undervisningsmateriale henvendt til udskolingen, aktive by-værksteder og rollemodeller, som sammen med Erhvervsskolernes Elevorganisation skal sætte et positivt fokus på erhvervsuddannelserne.

Økonomiske konsekvenser

 

Ingen.

Vurdering

 

Ingen.

Indstillinger

 

Politik og Kommunikation indstiller, at Uddannelsesudvalget tager orienteringen til efteretning.

Beslutning i Uddannelsesudvalget den 11-08-2020

Taget til efterretning.

Punkt 36 Afkortet grundforløb

Sagsresumé

Pilotprojektet ’Afkortet grundforløb’ blev til i et samarbejde på tværs af Uddannelsesudvalget og Senior- og Handicapudvalget, som en del af Projekt Hænder Nok. Projektet blev igangsat i foråret 2019 med det formål at sikre kvalificeret arbejdskraft til social- og sundhedsområdet. Nu skal udvalgene tage stilling til, om pilotprojektet skal gøres permanent.

 

Sagsbeskrivelse:

I 2019 var 50 igennem forløbet, der indeholder en intensiv oplæring, AMU-forløb og efterfølgende sommerferievikariat i Plejen. I alt ønskede 40 personer at blive realkompetencevurderet på SOSU-skolen efter vikarforløbet i Plejen og der var hele 49 ansøgere til det efterfølgende afkortede grundforløb på SOSU-skolen. Der blev ansat 15 i afkortet grundforløb.

Fra sommervikar til voksenelev

I år har Jobcentret sammen med Plejen slået sommerferievikarstillingerne op i foråret 2020, og Fredericia Kommune modtog 110 ansøgninger. Der er efterfølgende blevet ansat 52 personer, og 36 er stadig i ansættelse.

Det indstilles til, at udvalgene igangsætter et nyt afkortet grundforløb i 2020 og samtidig gør projektet permanent.

Kandidaten vil gå gennem følgende trin: et intensivt oplæringsforløb inden sommerferiejobbet, AMU-forløb, sommerferievikariat, realkompetencevurdering på SOSU-skolen og derefter et afkortet grundforløb, hvor man ansættes om voksenelev i Plejen. Et afkortet grundforløb betyder, at man som ny SOSU-studerende lidt hurtigere kan komme i gang med praktikken til voksenelevløn.

Eleverne, der søger det afkortede grundforløb, har oftest en højere gennemsnitsalder end øvrige unge elever og dermed også flere økonomiske forpligtelser end unge elever. Der rekrutteres ind i en målgruppe, som ellers ikke ville have mulighed for at tage en social- og sundhedsuddannelse uden store ændringer i deres livsførelse.

Derfor giver voksenelevlønnen dem en unik mulighed for et karriereskift og et fast arbejde inden for social- og sundhedssektoren.

Nyt afkortet grundforløb

Det foreslås, at der i 2020 rekrutters op til 20 af de mest kvalificerede afløsere til at starte på afkortet grundforløb til oktober 2020, så de kan blive klar til at starte på hovedforløbet til januar/februar 2021. Målet er, at ansætte 15 SSA-elever og 5 SSH-elever.

Til sammenligning blev der i efteråret ansat 15 personer på afkortet grundforløb, heraf 13 til SSA-uddannelsen og 2 til SSH-uddannelsen. 14 fra denne gruppe er nu i gang med deres hovedforløb og tilbagemeldingerne på kvaliteten af deres arbejde, både i skoleperioder og praktikperioder er meget positive.

Økonomiske konsekvenser

Regeringen og arbejdsmarkedets parter blev d. 28 maj 2020 enige om at bruge 5,4 mia. kr. på at holde en hånd under elever, lærlinge og danske virksomheder gennem midler fra Arbejdsgivernes Uddannelsesbidrag (AUB), jf. Trepartsaftale om ekstraordinær hjælp til elever og lærlinge samt virksomheder (håndtering af ubalance i Arbejdsgivernes Uddannelsesbidrag).

Aftalen indeholder bl.a. en bidragsnedsættelse på samlet set 1,4 mia. kr. for samtlige arbejdsgivere, hvoraf de offentlige arbejdsgiveres andel udgør 0,4 mia. kr. Dertil kommer en fremrykning af tilbagebetalingen af VEU-opsparingen på i alt 0,7 mia. kr., heraf 0,2 mia. til de offentlige arbejdsgivere.

Fredericia Kommunes andel af AUB midler vil andrage ca. 3,8 mio.kr. Tallet er beregnet efter Fredericia Kommunes andel af fuldtidsansatte, og vil blive udbetalt som en bidragsnedsættelse ved næste afregning. Fredericia Kommunes andel af AUB midler vil andrage ca. 3,8 mio.kr. Tallet er beregnet efter Fredericia Kommunes andel af fuldtidsansatte, og vil blive udbetalt som en bidragsnedsættelse ved næste afregning.

Det afkortede grundforløb kan finansieres af AUB-midlerne og koster ca. 525.000 mio. kr.

Vurdering

Ingen.

Indstillinger

Politik og Kommunikation indstiller, at Uddannelsesudvalget og Senior- og Handicapudvalget:

  1. Godkender igangsætning af rekrutteringen af et afkortet grundforløb i efteråret 2020, og at forløbet finansieres via AUB-midlerne.
  2. Gør det projektet ”afkortede grundforløb” permanent.

Beslutning i Uddannelsesudvalget den 11-08-2020

Godkendt.

Beslutning i Senior- og Handicapudvalget den 10-08-2020

Senior- og Handicapudvalget godkender igangsætning af rekrutteringen af et afkortet grundforløb i efteråret 2020, og at forløbet finansieres via AUB-midlerne.

 

Senior- og Handicapudvalget godkender desuden, at projektet ”afkortede grundforløb” gøres permanent.

Punkt 37 Orientering (Lukket)