Uddannelsesudvalget - 14-01-2020

Referat
Dato:
Tirsdag, 14 januar, 2020 - 16:30
Hent som fil:
Lokation:
Dagsorden publiceret:
Torsdag, 9 januar, 2020 - 13:50
Referat publiceret:
Fredag, 17 januar, 2020 - 11:47

Punkt 1 Godkendelse af dagsorden

Sagsresumé

 

 

Indstillinger

Politik og Kommunikation indstiller, at dagsorden godkendes.

Beslutning i Uddannelsesudvalget den 14-01-2020

Godkendt.

Punkt 2 Videnparken - rundvisning og oplæg

Sagsresumé

 

Uddannelsesudvalget besøger Videnparken og starter med en kort rundvisning af Pia Mørk, leder af Videnparken. Derefter oplæg om Videnparken.

Indstillinger

Politik og Kommunikation indstiller, at orienteringen tages til efterretning.

Beslutning i Uddannelsesudvalget den 14-01-2020

Taget til efterretning.

Punkt 3 Uddannelsesudvalgets Kommissorium

Sagsresumé

Fredericia Byråds udvalg har alle kommissorier for deres politiske arbejde i byrådsperioden. Som følge af ændringer i opgaveporteføljen og nye politiske opgaver er der udarbejdet et udkast til et revideret kommissorium for Uddannelsesudvalget.

Kommissoriet indeholder en oversigt over de politiske opgaver i henhold til Styrelsesvedtægtens §2 samt de politiske opgaver, som Uddannelsesudvalget arbejder med. 

Økonomiske konsekvenser

Ingen.

Vurdering

Ingen.

Indstillinger

Politik og Kommunikation indstiller, at Uddannelsesudvalget drøfter kommissoriet.

Beslutning i Uddannelsesudvalget den 14-01-2020

Drøftet og godkendt.

Punkt 4 Orientering om uddannelsesstatistik 2019

Sagsresumé

På uddannelsesområdet eksisterer der både lokale og nationale mål for unges uddannelsesvej. For at kunne følge udviklingen, får Uddannelsesudvalget derfor en status på erhvervsuddannelsesområdet, ungdomsuddannelser generelt og befolkningens uddannelsesniveau. Det foreslås at gentage denne status mindst en gang om året.

.

 

Sagsbeskrivelse:

Uddannelsesudvalget præsenteres for en status på uddannelsesområdet, hvor der fokuseres på en generel status, den ungdomspolitiske målsætning og uddannelsesniveauet i Fredericia Kommune.

Nedenfor er oplistet de overordnede konklusioner for hvert fokusområde. En uddybning af resultaterne er vedlagt som bilag (Bilag kommer).

 

Udvalgte målsætninger på uddannelsesområdet – status 2019

Generel status for unge fredericianere pr. 1 september 2019

-          Fra ungdomsårgang 2019 er der 68%, som er påbegyndt en gymnasial uddannelse, 21,7% er påbegyndt en erhvervsuddannelse og 9,3% er påbegyndt FGU eller andet.

-          Størstedelen af de 16- 18-årige er i gang med en uddannelse. Få har afbrudt deres ungdomsuddannelse og en mindre del har gennemført deres ungdomsuddannelse. Dette er et øjebliksbillede fra 9 september 2019.

-          For de 21-24 årige er 10% under uddannelse, 17% i gang med andet en ungdomsuddannelse og 70% har afsluttet en ungdomsuddannelse.  Dette er et øjebliksbillede fra 9 september 2019.

 

Ungdomspolitiskmålsætning

 Målsætning 1a: I 2030 skal mindst 90 procent af de 25-årige have gennemført en ungdomsuddannelse (profilmodellen)

-          87 % af ungdomsårgang 2018 i Fredericia forventes at have gennemført mindst en ungdomsuddannelse i 2028 (profilmodellen, 2018). Det er nogenlunde samme andel for hele region Syddanmark og på landsplan.

-          13% af ungdomsårgang 2018 forventes at stå uden ungdomsuddannelse og uden (uddannelsesmæssige) kompetencer i 2028.

 

Målsætning 1.b: I 2030 skal andelen af unge op til 25 år, som ikke har tilknytning til uddannelse eller arbejdsmarkedet være halveret (Halveringsmålsætningen)

-          UU Fredericia anslår, at der er 350 unge i alderen 15-25 årige, som hverken er under uddannelse eller i arbejde, pr. 1. september 2019. Det er denne gruppe, som skal halveres.

 

Befolkningens uddannelsesniveau

Et højere uddannelsesniveau i blandt Fredericia Kommunes borgere (Uddannelsesudvalgets Uddannelsespolitik)

-          Størstedelen af borgerne i Fredericia Kommune har en erhvervsuddannelse, som højeste fuldførte uddannelse (40%), anno 2019. Dette er også tilfældet i Region Syddanmark og i de omkringliggende kommuner, såsom Horsens, Kolding og Middelfart. 

-          Næsten en fjerde del af fredericianerne har grundskolen, som højeste fuldførte uddannelse. Det er især mænd og borgere i aldersgruppen 45-64. Det er en større andel end på landsplan, i regionen og i de omkringliggende byer.

-          Der er sket et lille fald i borgere med grundskolen, som højeste fuldførte uddannelse, fra 2016 til 2019. Dette er på tværs af alle aldersgrupper.

-          7% af unge fredericianere (25-34 år) har en videregående uddannelse, som højeste fuldførte. På landsplan gælder det for 12%. 

Der er vedhæftet et bilag, som bliver gennemgået på mødet.

Økonomiske konsekvenser

Ingen

Indstillinger

Politik og Kommunikation indstiller til, at Uddannelsesudvalget tager orienteringen til efterretning.

Beslutning i Uddannelsesudvalget den 14-01-2020

Taget til efterretning.

Punkt 5 Status på implementering af en styrket uddannelsesvejledning

Sagsresumé

I Byrådets budget 2019 blev der endnu engang investeret i uddannelsesvejledning til vores børn og unge. Der blev afsat 750.000 kr. til en styrket vejledningsindsats med særlig fokus på rekruttering og gennemførsel af ungdomsuddannelse, erhvervspraktik og forældresamarbejde generelt.

Anders Ladegaard, leder af Unge og Uddannelse giver en status på arbejdet, samt orientere om arbejdet med implementering af de nye regler for uddannelsesparathedsvurderingerne.

 

Økonomiske konsekvenser

Ingen.

Vurdering

Ingen.

Indstillinger

Politik og Kommunikation indstiller, at orienteringen tages til efterretning.

Beslutning i Uddannelsesudvalget den 14-01-2020

Taget til efterretning.

Punkt 6 Drift af Bülows MakerSpace

Sagsresumé

Efter sommerferien 2019 er der kommet stor efterspørgsel på brugen af Bülows MakerSpace. Der lægges op til afsætte midler til drift af MakerSpace i 2020.

 

Sagsbeskrivelse:

Bülows MakerSpace har til formål at ruste fredericianske unge til fremtidens arbejdsmarked indenfor IT og teknologi, og bygge bro mellem skole, uddannelser, iværksættere og virksomheder.

MakerSpace løber i tre spor: Et borgerettet spor, et uddannelsesspor og et spor for iværksættere. Siden sommeren 2019 har MakerSpace oplevet en markant fremgang i efterspørgslen på tilbud rettet mod borgere og uddannelsessteder. Figuren viser antallet af aktiviteter pr. kvartal i MakerSpace siden åbningen d. 23. maj 2018.

 

 

Det primære borgerrettede tilbud kaldes ’Åbent Værksted’. Her kan alle interesserede benytte teknologierne i MakerSpace på udvalgte ugedage (mandage og onsdage kl. 15:00 – 19:00). Besøgende betaler kun for de materialer, de bruger. MakerSpace er ikke et produktionsværksted, hvor man kan bestille studentermedhjælperne til at lave sine designs, men de bistår med hjælp til brugen af designprogrammer og teknologier.

Som følge af et stigende antal besøgende og en øget efterspørgsel på fleksible åbningstider udvidede MakerSpace den åbne værkstedstid fra én til to dage efter sommerferien 2019. Besøgstallet ligger i gennemsnit på ca. 7-9 borgere pr. afholdt ’Åbent Værksted’. Teknologierne er hele tiden i brug og det er blevet nødvendigt at oprette bookinglister til 3D print og lasercut. Efter sommerferien har MakerSpace også deltaget i flere arrangementer ude af huset (eksempelvis Green Friday i samarbejde Det Grønne Rum og Danish Entrepreneurship Award i samarbejde med Business Fredericia). I 2020 udvides det de borgerrettede tilbud med superbrugerkurser i udvalgte teknologier (3D print, Lasercut og Skæreplotter), så man kan blive certificeret til selv at betjene teknologierne i den åbne værkstedstid.

Det primære tilbud til uddannelsessteder er muligheden for at afholde undervisningsforløb i MakerSpace. Dette tilbud gælder for folkeskoler, ungdomsuddannelser og videregående uddannelser i Fredericia Kommune. Halvtidsmedarbejdere og/eller teknologimedhjælpere udarbejder i samarbejde med uddannelsesstedet et undervisningsforløb og hjælper med afholdelsen i MakerSpace. Herudover består uddannelsessporet af Byg&Hyg, som hele 6. årgang i kommunen skal igennem. Det er gratis for uddannelsessteder at benytte MakerSpace og få afholdt undervisningsforløb af medarbejderne.

Efter sommerferien 2019 er antallet af undervisningsforløb i MakerSpace steget markant. I 4. kvartal 2019 blev der gennemført 15 undervisningsgange i MakerSpace. Der blev eksempelvis afholdt forløb for 4., 5. og 6. årgang Ullerup Bæk, 5. klasse Sct. Knuds Skole, FGU Designlinje og 2. og 3. årgang på Fredericia Gymnasium. Herudover blev der afholdt Byg&Hyg. I løbet af foråret 2020 skal 16 klasser fra 6. årgang igennem Byg&Hyg, ligesom der er planlagt undervisningsforløb og AVR-kursusforløb. I januar og februar er de to halvtidsmedarbejdere reserveret til besøg på alle folkeskoler med *explonauten - et mobilt laboratorium og MakerSpace.

Der er forespørgsler fra flere uddannelsessteder, der ønsker at lave undervisningsforløb, og borgere, der ønsker at benytte teknologierne, men MakerSpace har hverken personaleressourcer, teknologier eller materialer til at kunne tilgodese alle forespørgsler. Som følge af den øgede efterspørgsel på brug af MakerSpace forventes der forøgede udgifter til driften i 2020.

Økonomiske konsekvenser

Det vurderes, at et estimeret beløb på 150.000 kr. vil kunne dække de samlede driftsomkostninger for Bülows MakerSpace i 2020.

Indstillinger

Politik og Kommunikation indstiller, at Uddannelsesudvalget afsætter 150.000 kr. til drift af Bülows MakerSpace i 2020 fra udvalgets aktivitetspulje.

Beslutning i Uddannelsesudvalget den 14-01-2020

Godkendt.

Punkt 7 Status Trainee-læreruddannelsen

Sagsresumé

I august 2019 startede det andet hold op af lærer-trainee studerende i Fredericia, og dette hold har valgt matematik som hovedfag. Vi kan nu gøre status over samarbejdet med UCL og de to optag af studerende og ansættelser af to hold studerende.

 

Sagsbeskrivelse:

I juni 2017 fik UCL godkendt forsøg med oprettelse af en uddannelsesstation i Fredericia. I august 2018 startede det første hold af studerende, som udover at være studerende på læreruddannelsen i Jelling samtidig blev ansat som lærer på en folkeskole i Fredericia og modtog uddannelsesundervisning i lokaler på Maskinmesterskolen i Fredericia.

 

Hold 1 med 23 studerende har alle dansk som hovedfag, mens det andet hold, Hold 2, alle har matematik som hovedfag. Dette hold er en smule mindre, og 19 studerende startede i august 2019.

 

Alle studerende har ansættelse på en folkeskole i Fredericia, og alle fungerer som en del af undervisningsteam, deltager i to-lærer funktioner og enkelte vikartimer.

 

UCL har efter kontakt med Uddannelses- og Forskningsministeriet i oktober 2019 modtaget godkendelse af at forsøget med uddannelsesstation forlænges til og med 2021. Vi kan således i Fredericia Kommune markedsføre og planlægge to yderligere hold og ansættelser af lærer-trainees på folkeskolerne.

Økonomiske konsekvenser

 

Nedenstående tabel fremlægger forbruget på hhv. hold 1 og hold 2 i 2018 og 2019
 

Trainee

2018

2019

Hold 1 2018

1.120.000

2.735.000

Hold 2 2019

 

604.000

Total

1.120.000

3.339.000

 

 

Indstillinger

Politik og Kommunikation indstiller, at orienteringen tages til efterretning

 

Beslutning i Uddannelsesudvalget den 14-01-2020

Taget til efterretning.

Punkt 8 Udmøntning af pulje til styrkelse af forebyggende indsatser og pårørende indsatser på misbrugsområdet

Sagsresumé

I budgetforliget for 2020 er der afsat 1,4 mio. kr. til en styrkelse af forebyggelsesindsatsen på misbrugsområdet samt pårørende arbejdet. Baggrunden for beslutningen er bl.a. de mange forslag til forbedringer, der kom fra borgere, brugere, pårørende og medarbejdere i budgetprocessen optil. I denne sag forelægges et forslag til, hvorledes midlerne kan udmøntes. Udkastet til procesplan går på tværs af flere koncernområder og udvalg.

 

Sagsbeskrivelse:

Misbrugsanalysen, der blev gennemført i 2019 viser, at Fredericia kommune har store udfordringer, særligt når det handler om unge og misbrug. Med afsæt i de mange forslag til forbedringer på misbrugsområdet, der er indkommet fra borgere, medarbejdere, pårørende og fagpersoner, blev det med budget 2020 besluttet at styrke misbrugsområdet med i alt 5 mio. kr. heraf 1,4 mio. kr. til styrkelse af den forebyggende indsats og indsatsen for pårørende.

 

Opsamlingen fra borgermødet på Sundhedshuset er vedlagt som bilag 1-3.

 

Forslag til udmøntning:

Forvaltningen foreslår:

  • Styrkelse af U-turn med 750.000 kr. med helårseffekt fra 2020.

Baggrunden for dette forslag er, at Fredericia kommune har gode erfaringer med U-turn. Det er en veldokumenteret metode til forebyggelse, tidlig opsporing og behandling. Det vil kunne implementeres meget hurtigt og målgruppen vil kunne udvides fra 15-18 år til også at omfatte gruppen 18-25 som i projektperioden. 
Modellen er beskrevet i bilag 4. Midlerne placeres under Børne- og Skoleudvalget, da indsatsen er placeret der i dag. Forebyggelsesindsatsen vil her være centreret omkring ungdomsuddannelserne.
 

  • 650.000 kr. afsættes i en pulje til styrkelse af pårørendestøtten og forebyggelse generelt. Fokusområderne vil være:
    - Forebyggelsesindsatsen i folkeskolen
    - Indsatser for pårørende
    - Øget tilgængelighed af information om misbrug
    - Dannelse af tværgående alliance (læger, politi, SSP, restauratører, udsatterådet, uddannelsesinstitutionerne, apotekerne mv.)

 

Udvalgene forelægges en samlet pakke på møderne i marts.


Der vil skulle nedsættes en arbejdsgruppe på tværs af koncernområderne, som kan lave en samlet plan på baggrund af de mange forslag fra borgermødet.

Økonomiske konsekvenser

Ingen.

Vurdering

Ingen.

Indstillinger

Koncernledelsen indstiller til Social- og Beskæftigelsesudvalget, Sundhedsudvalget, Børne- og Skoleudvalget og Uddannelsesudvalget at det anbefales overfor Økonomiudvalget at,

 

-          750.000 kr. placeres under Børne- og Skoleudvalget til U-turn årligt og varigt.

 

 

Beslutning i Uddannelsesudvalget den 14-01-2020

Godkendt.

Uddannelsesudvalget ønsker, at indsatsen kommer til at omfatte børn og unge generelt og ikke kun begrænset til unge fra 15 år.

Punkt 9 Oprettelse af ny klasse i STU-tilbuddet

Sagsresumé

I budgetforliget for 2020 blev der fremsat et ønske om, at der igangsættes et arbejde med at gentænke STU i Fredericia med henblik på at målrette tilbuddet til endnu flere unge med særlige behov. I denne sag forelægges et forslag til, hvorledes beslutningen kan udmøntes. Udkastet til procesplan går på tværs af flere koncernområder.

 

Sagsbeskrivelse:

STU i Fredericia er i dag tilrettelagt som et bredt og inkluderende tilbud. Det er forvaltningens vurderingen, at man ved at oprette en klasse mere, målrettet unge med autisme spektrum forstyrrelser, vil kunne gøre det mere attraktivt for de unge og deres pårørende at vælge det lokale tilbud. Dette vil være første skridt i en løbende proces omhandlende udviklingen af STU tilbuddet.

 

Der vil blive tilrettelagt en hurtig involverende proces med henblik på, at et nyt tilbud kan stå klar efter sommerferien.

 

I andet halvår 2020 indledes en proces om næste skridt i udviklingen af det samlede STU tilbud. Udvalget vil blive forelagt en sag omhandlende dette til beslutning.

Økonomiske konsekvenser

Økonomiske og personalemæssige konsekvenser:

Der vil ikke være tale om en personalereduktion, tværtimod vil det blive nødvendigt at ansætte. Midlerne flyttes fra budgettet til eksterne tilbud og STUs rammebudget udvides.

 

Overordnet tidsplan:

Februar 2020 Interview med pårørende individuelt og derefter fællesmøde med de samme personer og arbejdsgruppen.
Begge processer for opsamling af ideer, handlemuligheder, erfaringer og fælles brainstorming.
Den endelige beskrivelse sendes i høring i handicaprådet.

 

Marts-April 2020 Arbejdsgruppen arbejder med indhold, indretning af lokaler, autismespecifikke undervisningsmaterialer, kommunikation og andet relevant i forhold til at starte op.
Ansættelsesprocedure igangsættes.

 

Maj – Juni 2020 Start på leje af lokal og indretning af dette.
 Praktik for kommende elever.
Valg af navn.
 

August 2020 Opstart af nye elever.
 

 

Der arbejdes tæt sammen med UU og Jobcenteret for at sikre, at der ligges gode spor for kommende overgange.

Vurdering

Det vurderes, at der er 5 elever til start august 2020, og der vil være 5-7 nye elever de kommende år. Prognoser på landsplan forudsiger stigning i antallet af unge med ASF.

Når tilbuddet tager hul på 3. år, vil der blive brug for mere plads.

Indstillinger

Koncernledelsen indstiller at:

-          Udvalget godkender forslaget til proces, samt sender sagen til orientering i Børne- og Skoleudvalget, Uddannelsesudvalget og Handicaprådet.

Beslutning i Uddannelsesudvalget den 14-01-2020

Godkendt.

Punkt 10 Eventuelt (Lukket)