Unge- og Uddannelsesudvalget - 23-08-2022

Referat
Dato:
Tirsdag, 23 august, 2022 - 08:30
Hent som fil:
Lokation:
Dagsorden publiceret:
Fredag, 19 august, 2022 - 13:58
Referat publiceret:
Torsdag, 25 august, 2022 - 13:47

Punkt 1 Godkendelse af dagsorden

Beslutning i Unge- og Uddannelsesudvalget den 23-08-2022

Godkendt.

Punkt 2 Orienteringssag: Besøg på EUC Lillebælt

Sagsresumé

Unge- og Uddannelsesudvalget besluttede på udvalgsmødet d. 25. januar 2022, at de ville placere deres udvalgsmøder i 2022 ved centrale samarbejdspartnere for udvalgets ansvarsområder. Dette møde foregår på EUC Lillebælt, og indledes med en rundvisning og herefter et oplæg ud fra udvalgets ønsker.

 

 

Sagsbeskrivelse:

Program for besøget:

 

  • Præsentation af EUC Lillebælt (mest fokus på unge, mindst fokus på efteruddannelse)
  • Udviklingen i elevtal og aktivitet i almindelighed
  • Indsatser i forhold til øget gennemførsel, herunder trivselstiltag som skolen arbejder med
  • Drøftelse af tiltag i forhold til at øge søgningen til erhvervsuddannelserne
  • En minirundvisning, hvor udvalget blandt andet har ønske om at se den nye HTX bygning.

 

Økonomiske konsekvenser

Ingen

Vurdering

Ingen

Indstillinger

Konst. direktør for Børn, Unge og Kultur indstiller, at udvalget tager besøget til efterretning.

Beslutning i Unge- og Uddannelsesudvalget den 23-08-2022

Besøg taget til efterretning.

Punkt 3 2. Budgetopfølgning Unge- og Uddannelsesudvalget

Sagsresumé

2. budgetopfølgning 2022 viser et forventet mindreforbrug på Unge- og Uddannelsesudvalgets serviceudgifter på 0,300 mio. kr. og et mindreforbrug på overførselsudgifterne på 0,500 mio. kr. (tabel 1).

Der ansøges om en omplacering på overførselsudgifter (0,500 mio. kr.), der primært skyldes nedgang i antal ledige på uddannelseshjælp.

Efter godkendelse af omplaceringen forventes der et mindreforbrug på serviceudgifter på 0,300 mio. kr. og overførselsudgifterne forventes at være i balance (jf. tabel 2).

 

Sagsbeskrivelse:

Udvalgets økonomi gennemgås ved tre årlige politiske budgetopfølgninger. Ved disse budgetopfølgninger fremlægger direktøren økonomien for de respektive områder.

 

Efter gennemgang og behandling i fagudvalget skal budgetopfølgningen sendes videre til godkendelse i byrådet. Budgetopfølgningerne skal sikre, at byrådet løbende informeres om kommunens økonomi, herunder om overholdelse af korrigeret budget, serviceramme og udvalgets anlægsbudget overholdes.

 

Ved budgetopfølgningerne kan budgettet rettes til, så det er i overensstemmelse med ny lovgivning, byrådsbeslutninger, fejl og mangler og ændret efterspørgsel på overførselsudgifter. Hvis fagområdet ser behov for tilretninger af budgettet herudover, skal disse kunne finansieres inden for udvalgets egen ramme.

Økonomiske konsekvenser

Nedenstående tabel viser udvalgets andel af kommunens samlede økonomi udtrykt ved det vedtagne og det korrigerede budget samt det forventede regnskab ved 2. budgetopfølgning 2022 før evt. godkendelse af tillægsbevillinger, som er indstillet i denne budgetopfølgning.

Tabel 1

Mio. kr.

Vedtaget budget 2022

Korrigeret budget

Forventet regnskab

Afvigelse

Serviceudgifter

32,753

39,564

39,264

-0,300

Overførselsudgifter

35,227

35,668

35,168

-0,500

Anlæg

2,550

0,550

0,550

0

- = mindreforbrug / merindtægt     + = merforbrug / mindre indtægt

 

ÆNDRINGER FRA VEDTAGET BUDGET TIL KORRIGERET BUDGET

Forskellene mellem vedtaget og korrigeret budget ved 2. budgetopfølgning 2022 omhandler:

SERVICE, 6,881 mio. kr.

  • Tillægsbevilling: Budgettilpasning – ungeindsats, 0,009 mio. kr.
  • Tillægsbevilling: Ændring af kapitalmiddel, de 4 mio. kr. der blev bevilliget i forbindelse med budgetlægningen 2022, til en sammenhængende ungeindsats, blev lagt på Økonomi- og Erhvervsudvalget. Efter styrelsesvedtægten, er de 4 mio. kr., nu flyttet til Unge- og Uddannelsesudvalget.
  • Overførsel mellem årene: Fuldtidsvejledning fra Unge- og Uddannelse og Senior- og Handicap, 1,900 mio. kr.
  • Overførsel mellem årene: Overførsel af midler Ungdommens uddannelsesvejledning, 0,940
  • Fra Økonomi- og Erhvervsudvalget: Udmøntning af særpulje OK21, 0,024 mio. kr.
  • Til Økonomi- og Erhvervsudvalget: Effektivisering vedrørende befordring, 0,062 mio. kr.

OVERFØRSLER, 0,441 mio. kr.

  • Tillægsbevilling, Budgettilpasning – Ungeindsats, -1,034 mio. kr.
  • Fra Beskæftigelses- og Sundhedsudvalget: Budgettilpasning i forbindelse med styrelsesvedtægten, overførsel af budget til Uddannelseshjælp driftsudgifter, 1,210 mio. kr.
  • Fra Beskæftigelses- og Sundhedsudvalget: Budgettilpasning i forbindelse med styrelsesvedtægten, overførsel af budget til Uddannelseshjælp mentor, 0,265 mio. kr.

ANLÆG, 2,000 mio. kr.

  • Til Økonomi- og Erhvervsudvalget: Omprioritering af midler til finansiering af negativ anlægspulje, 2,000 mio. kr.

 

JUSTERINGER AF UDVALGETS KORRIGEREDE BUDGET VED 2. BUDGETOPFØLGNING 2022

I forbindelse med 2. budgetopfølgning 2022 indstilles til en omplacering for i alt 0,500 mio. kr. på overførselsudgifter.

Dette vedrører følgende omplacering:

Overførselsudgifter 0,500 mio. kr.

•          Til kassen: Nedgang i antal ledige på uddannelseshjælp, 0,500 mio. kr.

Hvis Byrådet godkender ovenstående justeringer til 2. budgetopfølgning 2022 på mødet den 12. september 2022, vil udvalgets økonomi efterfølgende se således ud:

 

Tabel 2

Mio. kr.

Vedtaget budget 2022

Korrigeret budget

Forventet regnskab

Afvigelse

Serviceudgifter

32,753

39,564

39,264

-0,300

Overførselsudgifter

35,227

35,168

35,168

0

Anlæg

2,550

0,550

0,550

0

- = mindreforbrug / merindtægt     + = merforbrug / mindre indtægt

Vurdering

SERVICEUDGIFTER

2. budgetopfølgning 2022 viser en overholdelse af det korrigeret budget på Unge- og Uddannelsesudvalgets område.

Efter godkendelse af omplaceringerne, har Unge- og Uddannelsesudvalget et mindreforbrug i forhold til det korrigeret budget på 0,300 mio. kr. (jf. tabel 2).

Det forventede mindreforbrug på service kan specificeres som følgende:

  • Ikke fuld brug af puljen ”aktiviteter i uddannelsesudvalget” (mindreforbrug), 0,300 mio. kr.

 

ANLÆG

Området forventes at være i balance.

Der søges om frigivelse af rådighedsbeløb til Campus projektet, 0,550 mio. kr. Midlerne frigives til forarbejder for at kunne opstille finansieringsmodeller, beskrivelse og partneraftaler for campusprojektet. Til forarbejderne skal der bruges juridisk, finansiel, arkitekt, proces- og kommunikations bistand samt adgang til nødvendig information om den nationale fonds- og uddannelsesdagsorden

Indstillinger

Kommunaldirektøren samt Unge- og Uddannelsesudvalget indstiller:

  1. At 2. budgetopfølgning 2022 godkendes og fremsendes til Økonomi- og Erhvervsudvalget og Byrådet

Beslutning i Unge- og Uddannelsesudvalget den 23-08-2022

Godkendt, og sagen fremsendes til Økonomi- og Erhvervsudvalg og Byråd

 

Punkt 4 Orienteringssag: Evaluering af forsøg med uddannelsesvejledere til SOSU

Sagsresumé

Fredericia Kommune ansætter og er hvert år uddannelsessted for elever og voksenelever til social- og sundhedsuddannelserne. Uddannelsesudvalget og Senior- og Handicapudvalget besluttede på udvalgsmøder hhv. 01.02.2221 og 02.02.2021 at iværksætte et forsøg med en ny model med 2 uddannelsesvejledere til vores mange SOSU elever. Formålet var, at de nye uddannelsesvejledere skal kvalitetssikre et professionelt uddannelses- og læringsmiljø i elevernes praktik og samtidig arbejde med mentorstøtte til de svageste elever og dermed styrke kvaliteten af uddannelsen i praktikperioderne og fastholde flere elever, sådan at de gennemfører uddannelsen.

 

Sagsbeskrivelse:

D. 3. maj 2022 fik uddannelsesudvalget en midtvejsevaluering af forsøget, som dokumenterede følgende fremskridt:

 

  • Overblik, systematik og støtte til praktikvejlederne ude i plejen
  • En ny og bedre praktikvejlederuddannelse i samarbejde med Social- og Sundhedsskolen
  • Den gode opstart for alle SOSU elever og vejledning til alle SOSU elever
  • Mentorstøtte til elever med udfordringer
  • Uddannelsesvejlederne fast på SOSU skolen en gang om måneden
  • Nye tiltag sammen med SOSU skolen for tosprogede elever
  • Konkrete og positive tilbagemeldinger fra ledelsen i plejen, fra praktikvejledere og fra elever

 

Siden midtvejsevalueringen er der startet nye elevhold op, hvor alle elever fra dag 1 har fået tilknyttet én af de to uddannelsesvejledere. Den nye kvalitetsmodel er blevet implementeret med de nye hold, hvor der er en basismodel, som alle elever modtager og en udvidet model for udsatte elever.

 

Unge- og uddannelsesvejlederne vil præsentere de nye og implementerede modeller på udvalgsmødet i august.

 

Forsøget har kørt i knap 8 måneder og derfor er det endnu ikke muligt at dokumentere langtidseffekterne i forhold til tiltrækning af elever og fastholdelse af elever. Dog har uddannelsesvejlederne ”reddet” 2 SSA elever og 2 SSH elever, som var i færd med at stoppe eller dumpe lige op til deres afslutning. De har alle 4 bestået og 3 af dem er efterfølgende blevet ansat i plejen i Fredericia Kommune.

 

Økonomiske konsekvenser

Det vil koste 950.000 om året, at fastansætte de 2 uddannelsesvejledere. Der er i øjeblikket en ubesat deltidsstilling i team grunduddannelse, som kan dække 400.000,- kr. Forslaget er lagt ind til de kommende budgetforhandlinger.

Vurdering

Forvaltningen vurderer, at målsætningerne med forsøget er godt på vej til at blive realiseret. Vi er i hård konkurrence med andre kommuner om at skaffe elever og uddannet personale til social- og sundhedsområdet, og uddannelsesvejlederne er en indsats, der er med til at gøre os ekstra attraktive.

Indstillinger

Konst. direktør for Børn, Unge og Kultur indstiller, at orienteringen tages til efterretning.

 

Beslutning i Unge- og Uddannelsesudvalget den 23-08-2022

Orienteringen taget til efterretning.

Beslutning i Senior- og Socialudvalget den 23-08-2022

Taget til efterretning.

Punkt 5 Orienteringssag: Status på etablering af ingeniøruddannelsesudbud

Sagsresumé

UCL Erhvervsakademi og Professionshøjskole, Fredericia Maskinmesterskole og Fredericia

Kommune har indgået et forpligtende samarbejde om at udbyde en ny diplomingeniøruddannelse i Fredericia. Forvaltningen giver en status på processen frem mod prækvalifikation og etablering af uddannelsen.

 

Sagsbeskrivelse:

Et bredt flertal i Folketinget blev i marts enige om, hvordan udflytningsaftalen ’Flere og bedre

uddannelsesmuligheder i hele Danmark’ fra juni 2021 skal implementeres. Aftalepartierne er

enige om at tildele i alt 41 nye uddannelsesinitiativer landet over ekstra etableringsmidler –

herunder 9 mio. kr. til etablering af en ny maskiningeniøruddannelse i Fredericia.

 

UCL Erhvervsakademi og Professionshøjskole (UCL) og Fredericia Maskinmesterskole (FMS)

har forpligtet hinanden på at udbyde uddannelsen, og siden 2021 har parterne undersøgt

aftagerinteresser, arbejdsmarkedsbehov og beskrevet en mulig uddannelsesprofil på

professionsbachelorniveau (3½ år) med en særlig praktisk og erhvervsrettet karakter.

 

Parternes arbejde har resulteret i, at der søges om prækvalifikation til 2 forskellige ingeniøruddannelser, som i øjeblikket har arbejdstitlerne: ”Indeklima og bæredygtigt installationsdesign” og ”Pålideligt og cirkulært design”. I forbindelse med prækvalifikationsansøgningen bliver titlerne tilpasset, sådan at de appellerer til de unge og til virksomhederne.

 

Forvaltningen orienterer udvalget om status på processen, herunder om processen med at skabe partnerskabsaftaler med lokale virksomheder.

Økonomiske konsekvenser

Ingen

Vurdering

Ingen

Indstillinger

Konst. direktør  for Børn, Unge og Kultur indstiller, at udvalget tager orienteringen til efterretning.

Beslutning i Unge- og Uddannelsesudvalget den 23-08-2022

Orienteringen taget til efterretning.

Punkt 6 Orienteringssag: Status på arbejdet med Fritidsjob

Sagsresumé

I april 2021 besluttede det daværende Social- og Beskæftigelsesudvalg at afsætte 450.000 kr. til oprettelse af en Fritidsjobkonsulent. Tiltaget blev igangsat som en prøvehandling for ét år, med henblik på at måle effekten af indsatsen. Prøvehandlingen har givet gode erfaringer med at have en fritidsjobkonsulent, både i det direkte arbejde med unge og ved, at der nu er blevet skabt et koncept for en ny, fælles fritidsjobindsats, som vil blive forankret i Ungeenheden.

 

Sagsbeskrivelse:

I arbejdet med at understøtte, at alle unge i Fredericia kan lykkes med at skabe et selvstændigt liv med job og uddannelse er fritidsjob et vigtigt redskab. Forskningsbaseret viden peger på, at Fritidsjob har positive effekter for unge på både langt og kort sigt – udover at stille de unge i bedre økonomiske situationer, klæder fritidsjob unge på til voksenlivet og giver dem erfaringer og kompetencer, der styrker dem fremadrettet både ift. uddannelse og beskæftigelse.

 

Fritidsjobkonsulentens primære opgave er at støtte unge i at være opsøgende ift. at finde et fritidsjob, hjælpe med virksomhedskontakt og understøtte den unges vej ind i et fritidsjob. Målgruppen er unge i alderen 15-29 år, som vurderes enten at være udsatte, eller hvis forældre har en svag tilknytning til arbejdsmarkedet, og hvor den unge ikke selv modtager en offentlig forsørgelse.  

 

Der arbejdes tæt sammen med både skole og uddannelsesinstitutioner, unge- og fritidsmiljøer, UU, Familie- og ungdomscentret, faglige organisationer, virksomheder, Virksomhedsservice, Den Boligsociale Helhedsplan m.fl.

 

Resultater

Fritidsjobindsatsen har givet både positive resultater og erfaringer. Ved etableringen af stillingen besluttede man at sigte efter 100 stillinger det første år. Fritidsjobkonsulenten har indtil videre haft kontakt til 80 unge;

?                                       59 er/ har været i forløb/ fået formidlet job.

?                                       10 har kun haft behov for en enkelt sparring eller ikke ønsket et forløb efter første samtale

?                                       35 er kommet i fritidsjob

?                                       14 er aktuelt i gang med at få et relevant fritidsjob

?                                       13 er afsluttet uden job (7 har fået lavet ansøgning og ønsker selv at søge. 6 ikke motiveret/ behov for anden indsats)

?                                       4 erhvervspraktikker – 3 har ført til fritidsjob og 1 fører forhåbentlig til læreplads

?                                       Derudover er der givet sparring til samarbejdspartnere og virksomheder 

 

Udvikling af en Fælles Fritidsjobindsats

En tværgående arbejdsgruppe bestående af repræsentanter fra Familie- og ungdomscentret, Job og Uddannelse i Jobcentret, Fredericia Fritid, UU og Fritidsjobkonsulenten har udviklet ´Fredericia Fælles Fritidsjobindsats´. Visionen er at ´alle unge, der ønsker et fritidsjob, har et fritidsjob´, og der arbejdes med at udvikle tværgående tilbud, som rammer alle byens unge uanset deres individuelle behov for støtte.

 

Fredericia Fælles Fritidsjobindsats vil blive forankret i Ungeenheden med fokus på, at alle unge nemmest muligt får mulighed for at finde og mestre fritidsjob, samt at flest mulige medarbejdere inkluderer arbejdet med fritidsjob i deres daglige arbejde med unge.

 

Fritidsjobkonsulenten er fortsat en central del af at få den samlede fritidsjobindsats til at virke optimalt på tværs af Ungeenheden.

 

Rådet for Uddannelse, Beskæftigelse og Udvikling har indstillet til Beskæftigelses- og sundhedsudvalget, at den midlertidige finansiering af Fritidsjobkonsulenten forlænges frem til og med december 2022.

Økonomiske konsekvenser

Rådet for Beskæftigelse, Uddannelse og Udvikling råder over 1 mio. kr. årligt.

Fritidsjobskonsulenten har siden 15. sept. 2021 været aflønnet af denne pulje frem til 30. sept. 2022.

Vurdering

Forvaltningen vurderer, at der fortsat er uforløste potentialer i at sikre at flest mulige unge får et fritidsjob, og at der fortsat er behov for en fritidsjobkonsulent.

Det vurderes desuden at der er et stort potentiale i at udvikle indsatsen for at skabe en bredere forankring.

Indstillinger

Direktionen indstiller til Beskæftigelses- og Sundhedsudvalget, samt Unge og Uddannelsesudvalget, at:

-                                          Udvalgene tager orienteringen til efterretning

-                                          Beskæftigelses-og Sundhedsudvalget godkender Rådets indstilling

Beslutning i Unge- og Uddannelsesudvalget den 23-08-2022

Ad 1) Orienteringen taget til efterretning

 

Punkt 7 Orienteringssag: Orientering om ny hovedlov

Sagsresumé

Et flertal af Folketingets partier har indgået aftale om en ny hovedlov(HOI-loven), der sikrer en mere enkel og sammenhængende indsats overfor udsatte mennesker. Med aftalen samles lovgivning fra flere forskellige områder i en ny lov, som giver sagsbehandlere bedre mulighed for at finde løsninger på komplekse problemer i samarbejde med borgeren.

 

Sagsbeskrivelse:

Pr. 7. juni 2022 er der indgået aftale mellem regeringen, Venstre, Socialistisk Folkeparti, Radikale Venstre, Enhedslisten, Det Konservative Folkeparti, Dansk Folkeparti, Liberal Alliance, Frie Grønne, Alternativet og Kristendemokraterne om udmøntning af en ny hovedlov; ´Aftale om rammerne for en helhedsorienteret indsats for borgere med komplekse problemer´. Aftalen træder i kraft pr. 1.juli 2023.

 

Med aftalen er parterne enige om 10 principper for en ny lov om helhedsorienteret indsats, som skal skabe rammerne for en helhedsorienteret indsats for borgere med komplekse og sammensatte behov med det formål, at flere bliver i stand til at mestre eget liv og komme i beskæftigelse. 

 

De 10 principper er (for uddybende beskrivelse se bilag):

 

  • En målgruppe med flere udfordringer
  • Borgerens samtykke
  • En sammenhængende udredning
  • Sammenhæng for hele familien
  • En samlet afgørelse om indsatser
  • Enkel klageadgang
  • Kommunal forpligtelse til at tilbyde indsatsen indfases på to år
  • Kommunen vælger selv organisering
  • Implementeringsstøtte
  • Evaluering

 

Aftalen om udmøntning skal understøtte, at borgere med komplekse og sammensatte problemer og potentiale for udvikling og progression i forhold til arbejdsmarkedet og bedre livsmestring, får en sammenhængende udredning, en koordineret indsats og ret til en helhedsorienteret plan. Planen udarbejdes i samarbejde med borgeren og tager udgangspunkt i borgerens samlede aktuelle livssituation, behov og ønsker.

 

Der skelnes mellem en skal-målgruppe, som kommunerne forpligtiges til at tilbyde en indsats efter den nye HOI-lov, og en kan-målgruppe, som kommunerne har mulighed for at tilbyde indsatsen.

Skal-målgruppen

Aftaleparterne er enige om, at skal-målgruppen udgøres af borgere, som opfylder følgende kriterier:

 

1) Borger er fyldt 25, har Min Plan i jobcentret og modtager enten sygedagpenge, kontanthjælp, uddannelseshjælp, overgangsydelse (som ikke er omfattet af introduktionsprogrammet efter integrationsloven), revalideringsydelse, ressourceforløbsydelse eller ledighedsydelse, og

2) modtager enten socialpædagogisk støtte efter serviceloven § 85, eller døgnophold efter ser-vicelovens §§ 107, 108, 108 a eller i botilbudslignende tilbud eller misbrugsbehandling efter servicelovens § 101, og

3) kommunen vurderer, at den enkelte borger, som lever op til ovenstående objektive kriterier, har er et koordinationsbehov, som gør, at borgeren vil have gavn af en samlet udredning og indsatser inden for rammerne af HOI-loven.

 

Kan-målgruppen

Aftaleparterne er enige om, at kan-målgruppen for loven om en helhedsorienteret indsats er voksne borgere over 18 år, som har komplekse og sammensatte problemer, og som vurderes at have et potentiale for udvikling og progression i forhold til arbejdsmarkedet og øget livsmestring. Aftaleparterne noterer sig, at progression i forhold til henholdsvis at komme i beskæftigelse og opnå øget mestring af eget liv er hinandens forudsætninger, og at det er en forudsætning, at begge formål tages i betragtning, når borgere tilbydes at blive omfattet af HOI via kan-målgruppen.

Dermed gives kommunerne en bred adgang til at tilbyde indsatser efter HOI-loven, hvor det vurderes, at det giver fagligt mening i forhold til den enkelte borger.

 

Formålet med aftalen er, at skabe bedre og mere frie rammer for, at medarbejderne og ledere i kommunerne kan bruge deres faglighed til, sammen med borgeren, at finde de rette helhedsorienterede løsninger og dermed skabe resultater til gavn for den enkelte borger.

 

`Aftale om rammerne for en helhedsorienteret indsats for borgere med komplekse problemer´ er vedhæftet som bilag.

Økonomiske konsekvenser

Ingen

Vurdering

Forvaltningerne vurderer, at den nye hovedlov understøtter en ny måde at arbejde sammen med borgeren på, og en ny fælles kultur på tværs af forvaltningerne i kommunen, som understøtter, at der arbejdes efter de samme mål for borgeren. Den ny hovedlov vil være med til at give borgerne en oplevelse af en koordineret og sammenhængende indsats fra kommunens side.

 

Der iværksættes en proces internt i kommunen, omhandlende implementering af hovedloven. En eventuel konsekvens af en implementeringsproces kan være ny tilrettelæggelse af arbejdet og ændret organisering på tværs af fagområderne. Dette kan også indebære ændringer på tværs af udvalg og dermed behov for politisk stillingtagen på et senere tidspunkt. Udvalget vil blive præsenteret for projektplan for implementering i løbet af efteråret.

Indstillinger

Direktionen indstiller til Beskæftigelses- og Sundhedsudvalget, Senior- og Socialudvalget, Børne- og Skoleudvalget, samt Unge- og Uddannelsesudvalget, at:

 

  1. Udvalgene tager orienteringen til efterretning

Beslutning i Unge- og Uddannelsesudvalget den 23-08-2022

Ad 1) Orienteringen taget til efterretning

 

Punkt 8 Orienteringssag: Orientering om den kommende Planstrategi 2023

Sagsresumé

Ifølge planloven skal byrådet vedtage og offentliggøre en planstrategi hvert 4 år og indenfor den første halvdel af den kommunale valgperiode, dvs. inden udgangen af 2023.

Vækst, Teknik og Klima har den 13. juni 2022 været i dialog med Teknisk Udvalg omkring fastlæggelse af en tids- og procesplan for udarbejdelse af Planstrategi 2023 (PS23), hvilket blandt andet omhandler fastlæggelsen af den politiske involvering undervejs i processen.

Teknisk Udvalg har en ambition om at sikre en bred politisk involvering i og forankring af arbejdet med Planstrategi 2023. Indledningsvis får alle fagudvalg derfor en orientering om, hvad planstrategien er for et dokument, samt en orientering om den proces, der er tilrettelagt for udarbejdelsen af Planstrategi 2023. 

Parallelt med denne orienteringssag indstilles udarbejdelse af Planstrategi 2023 med tilhørende tids- og procesplan, hvori der sikres sammenhæng med Byrådets kommende Vision 2032, til formel igangsættelse af byrådet via Teknisk Udvalg og Økonomi- og Erhvervsudvalget.  

 

Sagsbeskrivelse:

Generelt om planstrategien

Planstrategiens formål

Planstrategien er et strategisk plandokument, som beskriver den ønskede udvikling i kommunen, og den fungerer som afsæt for den efterfølgende kommuneplanrevision. Udarbejdelsen af en planstrategi er således første skridt på vejen mod en ny kommuneplan.

Formålet med en planstrategi er, at byrådet drøfter og beslutter, hvad de overordnede strategiske pejlemærker skal være i forhold til kommunens udvikling og kommuneplanen.

Planstrategien skal desuden medvirke til at skabe en offentlig debat om den fysiske planlægning og indholdet i den efterfølgende kommuneplan.

Byrådet skal i planstrategien endvidere beslutte omfanget af den efterfølgende kommuneplanrevision ift. om der skal være tale om en fuld revision af kommuneplanen, eller om det kun er enkelte emner, der skal revideres.

 

Myndigheder

Planstrategier skal vedtages af byrådet. Byrådet kan, ud over den obligatoriske planstrategi indenfor den første halvdel af valgperioden, til enhver tid offentliggøre en planstrategi.

Andre myndigheder har mulighed for at fremsætte idéer, forslag og kommentarer til den fremlagte planstrategi i offentlighedsfasen. De har imidlertid ikke hjemmel til at fremsætte indsigelse mod en planstrategi, da planstrategien ikke er et planforslag (som forslag til hhv. kommuneplan eller lokalplan).

 

 

Krav til planstrategiens indhold

Der er kun få formelle krav til indholdet i planstrategien, og byrådet har derfor stor grad af frihed til at fastlægge indholdet i planstrategien.

Planstrategien skal dog indeholde oplysninger om:

  1. Byrådets vurdering af og strategi for kommunens udvikling

Byrådet skal i planstrategien fremlægge sin strategi for, hvordan kommunen skal udvikle sig fremover, sådan at borgerne gives mulighed for at drøfte byrådets tanker om kommunens fremtid.

Byrådets vurdering af og strategi for udviklingen er normalt de centrale afsnit i en planstrategi. Bortset fra de få indholdsmæssige krav, har byrådet frihed til at fokusere på de temaer, som det finder relevante.

  1. Planlægning, der er gennemført efter den seneste revision af kommuneplanen

Der er ikke detaljerede forskrifter for, hvilke oplysninger planstrategien skal indeholde om den gennemførte planlægning siden seneste revision af kommuneplanen. Ofte er det behandlet ganske kort fx via en liste over hvilke kommuneplantillæg og lokalplaner mv., der er vedtaget siden sidst.

  1. Revisionsbeslutning

Planstrategien skal indeholde en oplysning om, hvorvidt kommuneplanen skal revideres i sin helhed, eller det er enkelte temaer, der skal revideres i den kommende Kommuneplan 2025-2037.

Den statslige planlægning kan også medføre krav om planlægning for særlige emner. I det omfang der er sådanne krav, kan det betyde, at kommunen har pligt til at revidere dele af kommuneplanen. Det kan være i form af ny lovgivning på planområdet og/eller nye statslige udmeldinger via de ”Nationale interesser i kommuneplanlægningen”, som har relevans for den efterfølgende kommuneplanrevision.

 

Offentlig debat om planlægningen

En vigtig hensigt i planloven er, at befolkningen inddrages og høres i forbindelse med ændret planlægning.

Planstrategien har en vigtig rolle i forhold til at inddrage offentligheden i de strategiske sigtelinjer for planlægningen. Planstrategien fremlægges offentligt i minimum 8 uger, hvor offentligheden har mulighed for at komme med bemærkninger.

Kommunen skal sikre en offentlig debat i forbindelse med tilblivelsen af en ny kommuneplan. Debatten kan derfor ske i forbindelse med planstrategien eller senest i forbindelse med offentliggørelse af kommuneplanrevisionen.

 

Den debatskabende planstrategi

Planstrategien er ikke kun et produkt men også en proces.

Debatten i forbindelse med planstrategien vil typisk have fokus på de store linjer i den fremtidige udvikling. En grundig debat i denne fase vil afklare mange spørgsmål i forhold til den efterfølgende planlægning. Debatten vil medvirke til at sikre ejerskab til det efterfølgende kommuneplanforslag - både politisk og i befolkningen - og medvirke til en helhedsorienteret og bæredygtig planlægning.

 

Offentliggørelse

Planstrategien skal offentliggøres af to omgange. Første gang, når den er vedtaget af byrådet og herefter skal i offentlig høring. Anden gang, når byrådet har taget stilling til de indkomne bemærkninger, og den herefter skal offentlig bekendtgøres.

Når planstrategien er vedtaget, skal den offentliggøres i mindst 8 uger. I denne periode kan offentligheden komme med ideer, forslag og bemærkninger til den fremsatte planstrategi.

Planstrategien skal offentliggøres i det fælles plansystem (Plandata.dk). Det gælder både offentliggørelsen i forbindelse med høringen og den senere offentlige bekendtgørelse af den endelige planstrategi. Planstrategien vil også blive offentliggjort på kommunens hjemmeside.

Offentliggørelsen skal oplyse om tidsfristen for, at offentligheden (borgere, foreninger, virksomheder m.v.) kan komme med idéer, forslag og kommentarer til den offentliggjorte planstrategi, og hvordan disse fremsendes. Endvidere vil offentliggørelsen også ofte indeholde praktiske oplysninger om eventuelle borgermøder.

Efter udløbet af offentlighedsperioden skal byrådet tage stilling til de indkomne høringssvar, og beslutte om der skal ændres i strategien. Der er ikke nogen begrænsning i omfanget af de ændringer, der kan foretages af kommunalbestyrelsen i forbindelse med behandling af de indkomne høringssvar. 

Den endelig planstrategi skal herefter offentliggøres sammen med oplysningen om de eventuelle ændringer, der er foretaget.

 

Specifikt om Fredericia Kommunes planstrategi

Kommunerne i Trekantområdet har gennem mange år samarbejdet om en fælles planstrategi og kommuneplan, der er gældende for alle 7 kommuner.

Hver af de 7 kommuner har desuden valgt at tilføje nye lokale emner til planstrategien og uddybe dele af de fælles emner, så planstrategien kommer til at omhandle netop det, der er vigtigst for den enkelte kommune.

For Fredericia Kommune har det indtil nu betydet, at planstrategien reelt er to strategier i ét dokument; En fælles del som gælder for hele Trekantområdet og en lokal del som alene gælder for Fredericia Kommune.

I Planstrategi 2019 har Fredericia Kommune fokus på temaerne: Bymidten, Detailhandel, Bosætning, Erhverv, Infrastruktur og mobilitet, Natur, landskab og friluftsliv samt Klimatilpasning. Hvert tema bliver præsenteret via følgende afsnit: Status, Vision, ”Hvad er målet” samt ”Ved revisionen af kommuneplanen vil vi”.

Gældende planstrategi kan ses via følgende link: Planstrategi 2019 for Fredericia Kommune og Trekantområdet

 

Den lokale del af Planstrategi 2023

Ud over nogle få formelle krav er der metodefrihed ift. udarbejdelse af planstrategier. Det ligger derfor helt åbent, hvad indholdet og formen bliver i den kommende Planstrategi 2023.

I udarbejdelse af den lokale del af Planstrategi 2023 vil det dog være relevant at sikre størst mulig sammenhæng med byrådets kommende Vision 2032.

Dertil kommer allerede vedtagne politiske strategier og planer (fx Fredericia for Verdensmålene og Klimaplan 2020), som på forskellig vis har eller kan få et mere fysisk aftryk.

En række kommende strategier og planer (fx Bymidtestrategi, Bosætningsstrategi og Turismestrategi samt Klimatilpasningsplan 2022), har også - afhængig af tidspunkt for færdiggørelse - relevans for Planstrategi 2023.

I sidste instans er Planstrategi 2023 en forløber for den kommende Kommuneplan 2025-2037, som omhandler den fysiske planlægning for, anvendelse og disponering af kommunens arealer. Der ligger derfor en opgave i at få ”oversat” vision, strategier og planer til et mere fysisk sigte.

Såfremt der kommer ny lovgivning på planområdet og/eller nye statslige udmeldinger via de ”Nationale interesser i kommuneplanlægningen” med relevans for kommuneplanen, vil det skulle nævnes i planstrategien ift. den efterfølgende kommuneplanrevision.

 

Den fælles del af Planstrategi 2023

Ud over den lokale del af Planstrategi 2023, er det fortsat planen, at der skal udarbejdes en fælles Planstrategi 2023 for hele Trekantområdet. Den fælles planstrategi skal indeholde en revisionsbeslutning om, hvilke dele af den fælles kommuneplan for Trekantområdet, der skal revideres.

I forhold til den fælles del af Planstrategi 2023 vil det være relevant at holde fokus på Trekantområdets fælles visionsproces kaldet Vision 2050.

Visionsprocessen vil involvere de 7 byråd i Trekantområdet, men er endnu ikke igangsat. Det vil potentielt først ske i 2023, hvilket er sent i forhold til Fredericia Kommunes tidsplan for udarbejdelse af Planstrategi 2023. Der arbejdes derfor administrativt på at sikre, at Trekantområdets bestyrelse træffer en foreløbig revisionsbeslutning i løbet af efteråret 2023, som vil skulle drøftes i og godkendes af de 7 byråd i løbet af 2023.

 

Tids- og procesplan for udarbejdelse af Planstrategi 2023

På baggrund af den forudgående drøftelse i Teknisk Udvalg den 13. juni 2022, indstilles nedenstående tids- og procesplan for udarbejdelse af Planstrategi 2023 til godkendelse i byrådet den 12. september 2022.

Med tids- og procesplanen er der tilrettelagt en plan, der sikrer en bred politisk involvering i og forankring af arbejdet med Planstrategi 2023.

Hvad angår borgerinddragelse, så har Teknisk Udvalg et ønske om, at arbejdet med Planstrategi 2023 i høj grad hviler på arbejdet med den nye vision 2032, herunder at borgerinddragelsen bygger ovenpå de processer, der allerede er foregået i det regi. En nærmere afklaring af dette, forventes af ske i løbet af efteråret 2022.

 

29. aug., 5. sept. og 

12. sept. 2022 

Teknisk Udvalg > Økonomi- og Erhvervsudvalget > Byrådet

Formel igangsætning af PS23

Introduktion til planstrategi som dokument

 

Aug. 2022

Alle øvrige fagudvalg

Orientering om den kommende Planstrategi 2023

19. & 20. sept. 2022

Teknisk Udvalg, Klima, Energi- og Miljøudvalget, Bosætnings- og Turismeudvalget

 

Drøftelse af administrations bud på temaer

Drøftelse af politisk oversættelse fra ”Vision 2032  til PS23”

Fastlægge program og temaer til fælles temamøde for byrådet den 4. okt. 

4. okt. 2022

Fælles temamøde 

for hele byrådet

Fastlæggelse af temaer/fokusområder i PS23

24. okt. 2022

Teknisk Udvalg

Fastlæggelse af indhold i temaerne og revisionsbeslutning(er)

28. nov. 2022

Teknisk Udvalg

Fastlæggelse af indhold i temaerne og revisionsbeslutning(er)

Mar.-apr. 2023

 

Teknisk Udvalg > Økonomi- og Erhvervsudvalget > Byrådet

Vedtagelse af PS23

Maj-jul. 2023

 

 

Offentlig høring (min. 8 uger)

Aug. 2023

 

 

Opsamling på høringssvar

Sept. 2023

 

Teknisk Udvalg

Trykprøvning af evt. ændringer

Okt.nov. 2023

 

Teknisk Udvalg > Økonomi- og Erhvervsudvalget > Byrådet

Endelig vedtagelse af PS23

Dec. 2023

 

 

Offentliggørelse

 

Økonomiske konsekvenser

Ingen.

Vurdering

Ingen.

Indstillinger

Direktøren for Vækst, Teknik og Klima indstiller, at udvalget tager orienteringen til efterretning.

Beslutning i Unge- og Uddannelsesudvalget den 23-08-2022

Orienteringen taget til efterretning.

Punkt 9 Orientering

Sagsresumé

 

 

Sagsbeskrivelse:

Orientering og spørgsmål fra udvalgsformanden

 

Orientering og spørgsmål fra udvalgsmedlemmer

 

Orientering og spørgsmål fra afdelingerne

  1. Status på proces for etablering af ungeenhed.
  2. Lærerpladser
  3. Udvalgets næste besøg på IBC (International Business College)

Indstillinger

Konst. direktør for Børn, Unge og Kultur indstiller at orienteringen tages til efterretning.

 

Beslutning i Unge- og Uddannelsesudvalget den 23-08-2022

Orienteringen taget til efterretning.

Punkt 10 Underskrftsside

Sagsresumé

Udvalget skal godkende beslutningsprotokollen.

 

 

Sagsbeskrivelse:

Udvalget skal godkende beslutningsprotokollen.

 

For at godkende beslutningsprotokollen, skal hvert medlem underskrive ved at trykke på Godkend i First Agenda.

 

Indstillinger

Fagafdelingen indstiller