Bliv automationsteknolog i Fredericia

Fra august 2019 bliver det muligt at tage hele automationsteknologuddannelsen i Fredericia

Det har længe været målet at få flere videregående uddannelser til Fredericia, især inden for det tekniske område. Så formanden for Uddannelsesudvalget, Pernelle Jensen hilser den nye uddannelse velkommen til Fredericia.

”Udvalget har igennem længere tid arbejdet for at få flere uddannelser til Fredericia, og det er godt for Fredericia som studieby, at vi nu får den fulde uddannelse. Vi forventer os meget af den i forhold til, at vores virksomheder efterspørger kompetencerne. Det bliver også nemmere at få uddannelsen som automationsteknolog til at vokse og gro, når de studerende kan tage hele uddannelsen her i Fredericia”, siger Pernelle Jensen.

Siden sommeren sidste år har det været muligt at tage en del af automationsteknologuddannelsen i Fredericia. Men både de studerende og Maskinmesterskolen har været så tilfreds med uddannelsen, at UCL Erhvervsakademi og Professionshøjskole søgte Uddannelsesministeriet om at tilbyde den fulde uddannelse i Fredericia.  Det har Uddannelsesministeriet nu givet grønt lys til.

”Trekantområdet er Danmarks produktionscentrum, og Fredericia ligger lige midt i Trekantområdet. Derfor er vi rigtig glade for, at vi nu får lov at etablere en fuld automationsteknologuddannelse i Fredericia”, siger Asger Rabølle Nielsen, direktør for Business-, Teknologi- og Byggeriuddannelserne hos UCL.

Uddannelsen er placeret fysisk på Fredericia Maskinmesterskole(FMS) og udbydes i et tæt samarbejde mellem UCL og FMS. Siden august har uddannelsen kørt som en såkaldt uddannelsesstation, hvor de studerende har skullet dele studietiden mellem Fredericia og Odense. Det var en model, som ikke gav megen mening for de studerende, som hellere vil have studiested i samme by under hele uddannelsen. Fredericia Maskinmesterskole har i samarbejde med UCL indkøbt meget nyt udstyr og indrettet lokaler i løbet af 2018, så alt er klar til, at hele udbuddet nu kan afvikles i Fredericia, hvilket rektor Torben Dahl ser rigtig meget frem til.

"Det er en rigtig stor ting for Fredericia Maskinmesterskole, at der nu kommer endnu en teknisk videregående uddannelse til byen. Flere uddannelser på samme adresse giver et stærkere studiemiljø og FMS bliver dermed mere attraktiv som studiested og Fredericia som studieby. Vi er meget glade for samarbejdet med UCL og håber dette kun er første skridt, og at der følger flere spændende muligheder fremover”, siger Torben Dahl.   

Fakta om uddannelsen
Uddannelsen er en 2-årig fuldtidsuddannelse med klasseundervisning vekslende med praktiske projektopgaver samt et virksomhedspraktikforløb på tre måneder.
Helt præcist er de to år bygget op om en obligatorisk del, en tilvalgsdel, en praktikperiode og et afsluttende afgangsprojekt i samarbejde med en virksomhed.

Du bliver uddannet til at varetage opgaver i forbindelse med opbygning, integrering og optimering af styresystemer for automatiske industrianlæg.

Du får viden inden for innovative processer, projektledelse og forretningsforståelse, ligesom du lærer at håndtere projektudvikling i alle faser ved strukturering, kvalitetssikring og dokumentation af løsninger under hensyntagen til gældende regler og standarder inden for automationsområdet.

De studerende skal i år søge uddannelsen i Odense men vil blive tilbudt en plads i Fredericia, hvis de ønsker det.