Slå adgang med tegn til/fra

Borgerdialogmøde: Træd ind i fremtidens boliger

Bliv klogere på fremtidens boliger og hør om boligprojekter, der er på vej i Fredericia

Der er gang i byudviklingen i Fredericia. Boliger skyder op i Kanalbyen, der opføres rækkehusprojekter flere steder, og nye udstykninger til parcelhuse er på vej. Under temaet ”bosætning” inviterer Demokrati- og Borgerudvalget i Fredericia Kommune til et spændende arrangement, hvor du kan høre om den nyeste forskning indenfor fremtidens boliger, og hvad der sker på bosætningsfronten i Fredericia.

Christian Jørgensen (V), formand for Demokrati- og Borgerudvalget, udtaler ”Jeg glæder mig, sammen med mine kollegaer i byrådet, til at møde borgere og boligudviklere, og få en konstruktiv dialog omkring bosætning og fremtidens boliger i Fredericia.”

Besøg af boligforsker
Glæd dig til et spændende oplæg med Mette Mechlenborg, der er boligforsker ved BUILD, Aalborg Universitet. Hun forsker særligt i sammenhængen mellem bolig, hjem og drømme om det gode liv. Mette Mechlenborg vil fortælle om fremtidens boligformer og boligliv, som giver en introduktion til nogle af boligmarkedets store tendenser i dag: Hvad drømmer danskerne om, når de kigger på boliger? Hvilke krav stiller vi til naboen – og til fællesskabet? Hvad vil børnefamilierne gerne have? Hvor skal seniorerne bo? Og hvad betyder bæredygtighed for vores boligliv i fremtiden?

Program
Arrangementet foregår den 24. februar kl. 17:00-19:00 i Tøjhuset, Gothersgade 34.

17:00 - Velkomst ved byrådet

17:05 - Inspirations- og vidensoplæg v. seniorforsker Mette Mechlenborg

17:30 - Oplæg om bosætning i Fredericia Kommune

17:50 - Refleksioner

18:00 - Besøg på stande med kommende boligudviklingsprojekter

18:25 - Tapas and Talk

18:50 - Fælles opsamling

19:00 - Tak for i aften

Det er gratis at deltage, men tilmelding er nødvendig af hensyn til forplejning. Tilmeld dig senest den 20. februar på mail: maria.l.b.andersen@fredericia.dk

Kom i dialog med dine politikere
I 2020 inviterer Fredericia Byråd til to borgerdialogmøder. Arrangementet den 24. februar er det første borgerdialogmøde og er arrangeret af Demokrati- og Borgerudvalget.