Slå adgang med tegn til/fra

Disse veje bliver mere sikre at færdes på i 2019

Miljø- og Teknikudvalget i Fredericia Kommune har netop vedtaget trafiksikkerhedsplanen for det nye år. Otte nye lokaliteter får grønt lys til forbedringer.

I år vil otte lokaliteter blive forbedret, så de bliver mere sikre at færdes på. Der er afsat 821.000 kroner i budgettet for 2019, og Miljø- og Teknikudvalget har nu vedtaget, hvilke projekter der bliver gennemført.

Bl.a. forventer kommunen at etablere vejbump på Egumvej, hvor der har været flere uheld, og hvor 62,9 procent af bilisterne kører for stærkt.

”Vi har netop godkendt trafiksikkerhedsplanen for 2019, som kommer rigtig mange borgere til gode. Både bilister, cyklister og gående børn og voksne kan se frem til, at det bliver mere sikkert at færdes i trafikken, ” siger formand for Miljø- og Teknikudvalget Christian Bro.

Trafiksikkerhedsplanen revideres en gang om året af Vej & Park og præsenteres herefter for Miljø- og Teknikudvalget, som vedtager den politisk. Konkret har Vej & Park været ude at kigge på alle de strækninger, som borgerne mener er utrygge, undersøgt omfanget af problemet og vurderet, hvordan det kan løses.

De forskellige lokaliteter er blevet prioriteret efter en faglig model, som sikrer, at borgernes penge bliver brugt fornuftigt. Bl.a. har det høj prioritet at mindske antallet af uheld, og at trafikanter overholder hastigheden - særligt på skoleveje og hvor der ellers færdes bløde trafikanter.

”Jeg har stor forståelse for, at der er mange og forskellige ønsker til, hvilke veje vi bør forbedre. Derfor tager vi udgangspunkt i en objektiv prioriteringsmodel, så vi sikrer, at de midler vi har også bliver brugt, hvor vi får mest trafiksikkerhed for pengene, ” siger Christian Bro.

De otte projekter er udvalgt blandt flere end 60 ønsker, som borgerne har været med til at melde ind.

Disse trafiksikkerhedsprojekter bliver udført i 2019:

  • Hagenørvej – forbedret skiltning ved Skærbæk Ringvej
  • Egeskovvej – hastighedsdæmpning ved byzonetavlen nord for Egeskov
  • Kystvejen – indsnævring fjernes ved to eksisterende bump
  • Egumvej fra Vestre Ringvej til Thrigesvej – etablering af hastighedsdæmpning
  • Gl. Landevej ved Rubinvej – forbedring af krydsningspunkt for fodgængere
  • Herslevvej sving – synliggørelse og forbedret skiltning af 90-graderssving
  • Egumvej/Franz Hansens Allé – optimering af krydset
  • Kolding Landevej/Tonne Kjærsvej – udvidelse af krydset for at sikre bedre fremkommelighed

Læs mere om de otte projekter og kommunens arbejde med at forbedre trafiksikkerheden under Læs også.