Billede af gadeteater, fotograf Sofie Rønje
Slå adgang med tegn til/fra

Festuge i Fredericia

Programmet er klar, og igen i år kommer festugen til at fylde byen med kulturoplevelser for hele familien

Trekantområdets Festuge er også i år fyldt med masser af kulturoplevelser i alle syv samarbejdskommuner i løbet af Festugen. Der er teater, musik, litteratur, kunst og meget mere – og som sædvanlig fylder arrangementerne i Fredericia godt i programmet. 

I Fredericia kulminerer festugen med Kulturnatten fredag den 2. september. Kulturnatten er Fredericias store kulturelle byfest med masser af oplevelser for både store og små.

Gadeteater i hele byen
Igen i år vil gader og pladser i hele trekantområdet danne ramme om festlige, underholdende og tankevækkende forestillinger fra hele Europa. Det er gadeteater af højeste kvalitet for store og små, og der er fri entré til det hele. I Fredericia er der sjove gadeteaterforestillinger i hele festugen, og der er forestillinger på Biblioteket, Rådhuspladsen, i Kanalbyen, Skanseparken, Sønderparken og Korskærparken - og som noget nyt, også på Kulturkasernen.

ByCatch – interaktivt kunstværk på vandet
Et nyskabende og interaktivt kunstværk, ByCatch, udført af den internationale Berlin-baserede kunstnerduo Daniel Hölzl og Abie Franklin, kommer til Fredericia. Værket består af store oppustelige og flydende skulpturer i imponerende formationer, der inviterer til interaktion, eftertænksomhed og oplevelser med alle sanser. ByCatch vil blive placeret i den inderste del af Gammel Havn, hvor det bliver muligt at bevæge sig ud på værket.

Teater Figuletta
”En sang til dig” er en kombination af dukkespil og animation vist på en stor fjernsynsskærm som en del af scenografien. Oplev de flotte grafiske og visuelle virkemidler, når de akkompagneres af guitarmusik spillet live af guitaristen Egon Møller. Forestillingen handler om en gammel mand og hans hund - men også om at miste, om længsel og om at få håb og nye venskaber igen. En forestilling spækket med humor, poesi og tankefuldhed.

Grønne dage i Kanalbyen
Første weekend i Trekantområdets Festuge er der marked for klima, bæredygtighed og biodiversitet i Kanalbyen. Her kan du møde de mange grønne aktører i kommunen, blive klogere på madspild, prøve en elcykel og smage krabbesuppe fra Lillebælt. Du kan også komme på litterær vandring i den nye bypark Søndervold, bytte dig til noget lækkert tøj i tøjbyttemarkedet, sejle i gennemsigtige kajakker og høre om de nye fiskebørnehaver i Kanalbyen. Find hele programmet på Fredericia Biblioteks hjemmeside.

Stine Michel – Sommerfugledalen
Med en blanding af pop, folk og verdensmusik præsenterer Stine Michel sin fortolkning af Inger Christensens kanoniserede og 30 år gamle sonetkrans, “Sommerfugledalen”. Koncerten er en del af Grønne dage i Kanalbyen og understreger forbindelsen mellem kunsten og naturen.

Stine Michel er sanger og komponist og har gennem de sidste 20 år skabt medrivende musikalske fortællinger for børn og voksne.

Åben Kaserne
Kulturkasernen slår dørene op og inviterer hele Fredericia indenfor til en rigtig festugedag. Her kan man opleve bygningerne både udefra og indefra – der er rundvisning hver time.

Alle beboerne i Kulturkasernen inviterer til aktiviteter og underholdning ude og inde. Du kan bl.a. møde Lydmuren, Eksercerhuset, Bülows Makerspace, Lokalhistorisk Arkiv, Fredericia Musicalteater og Business Fredericias iværksættermiljø. Der vil være kunst, musik og gadeteater i gården og masser af oplevelser for børn og voksne. Det er også på denne dag, at alle kan dele deres idéer og drømme, når vi afholder workshops om, hvad Kulturkasernen skal være i fremtiden.

Du finder hele programmet for Festugen og Kulturnatten på www.trekantfest.dk