Slå adgang med tegn til/fra

Fredericia skruer op for sommercharmen

Sidste års sommersucces med Sommerby i Fredericia vender stærkt tilbage igen år med masser af aktiviteter og oplevelser for gæster fra nær og fjern, og ikke mindst byens borgere. Målet er at udnytte, at mange fortsat holder ferie i Danmark og dermed vil vælge Fredericia som deres foretrukne destination – uanset om det gælder feriegæster, der vælger at overnatte eller endagsgæster, der kører efter en hyggelig dag med familien: Fredericia har det hele.

Efter sidste forårs corona-nedlukning tænkte Fredericia Shopping, Visit Fredericia og Fredericia Kommune ud af boksen og skabte et ambitiøst program under overskriften ”Fredericia Sommerby”. Det resulterede både i et tiltrængt liv i byen med øget omsætning hos bl.a. butikker, hoteller, restauranter og attraktioner og hentede også prisen for ”Årets mest innovative handelsby 2020” hjem til Fredericia. Byrådet har igen besluttet at investere i Fredericia Sommerby – i år med flere aktiviteter og større fokus på markedsføring. 1. viceborgmester Susanne Eilersen glæder sig til at være turist i egen by:

- Fredericia har så overraskende meget at byde på for folk i alle aldre, og det skal vi have fortalt omverdenen. Tidligere har vi profiteret af branding af området ved Lillebælt og i Trekantområdet, men vi mangler at vise, hvad Fredericia kan som selvstændig destination. I år har vi alle muligheder med mange danskere hjemme og gode erfaringer fra sidste års Sommerby. Nu får vi pudset alle gode oplevelser af, føjet flere guidede ture og sejladser til og sidst - men ikke mindst - skruet op for den samlede markedsføring, så vi kommer ud over voldene med fortællingen.

En arbejdsgruppe på tværs af bl.a. turisme, handel, kultur, idræt, børn, unge, fritid og natur arbejder i disse dage på at samle trådene i sommerens program. Imens har Experience Fredericia, Shopping Fredericia og Fredericia Kommune fokus på en samlet plan for markedsføring, der sætter Fredericia på landkortet og giver flere overnatninger og endagsgæster byen.

Formålet med Sommerby er i allerhøjeste grad også at give fredericianerne en god sommer og profilere byen for nye borgere, fortæller borgmester Steen Wrist:

- Jeg ser frem til at gense en by fuld af liv med bl.a. gadeteater, aktiviteter for børn, udeservering, sejlture på Lillebælt, guidede byvandringer og en afslappet stemning ved Østerstrand, hvor hele familien kan nyde ferien. Corona har lært os mange ting, også at sætte pris på kvaliteterne i vores nærområde, og dem har vi mange af. Nu får vi en god lejlighed til at vise Fredericia frem fra sin allerbedste side.

Programmet for Sommerby forventes at vare fra uge 26-32 og bliver offentliggjort i løbet juni måned. Byrådet har afsat 1,5 mio. kroner til afholdelse af både Sommerby, efterårsferie og juleby.