Slå adgang med tegn til/fra

Fredericias unge mødes til udsolgt studiestartsevent

Den 25. september mødes unge studerende til studiestartsevent i Tøjhuset til en tiltrængt festlig stund

Sidste års studiestartsevent blev aflyst på grund af corona. Men i år tages der revanche, når studiestartseventen holdes den 25. september i Tøjhuset. Her mødes 400 elever fra byens 10. klasser og ungdomsuddannelser til socialt samvær, hotdogs og koncerter Tasty Spirit der er et lokalt band fra Fredericia Gymnasium, Nic The Slick, Patina og De Danske Hyrder.

”Jeg er glad for, at så mange af vores studerende bakker op om vores studiestartevent. Det vidner om, at studielivet og studiemiljøet atter er under opblomstring efter en lang coronatid. Samtidigt er arrangementet med til at styrke Fredericia som studieby og sætte rammen for, at nye relationer kan opstå på tværs af klasser og de mange uddannelser, der efterhånden er i Fredericia”, siger Pernelle Jensen, formand for Uddannelsesudvalget.

Studiestartsevent er en mulighed for at mødes med klasse- og skolekammerater i festligt lag, men eventen giver også mulighed for at mødes på tværs af uddannelser.

”Samfundet er nu genåbnet, og det er dejligt, at der igen er mulighed for vores unge studerende at mødes til fælles arrangementer, som studiestarteventen”, siger Inger Nielsen, næstformand i Uddannelsesudvalget.

Noget der har været efterspurgt af de unge selv.

”Studiestartsevent er med til at binde Fredericia sammen som studieby. Det giver mulighed for at hilse på folk fra andre skoler og bare have en fed fest sammen”, fortæller Nanna Halling fra Studieforum, som har været med til at arrangere studiestartsevent.

12 unge fra Studieforum er frivillige på dagen i samarbejde med et hold frivillige fra Tøjhuset. Eleverne får armbånd på, der viser, om de er 18 år eller under, da der sælges ikke alkohol til unge under 18 år.

”Sundhed og trivsel skabes der, hvor vi lever vores liv. Studieforum og studiestarteventen kan være med til at skabe gode rammer for aktiviteter og fællesskaber på ungdomsuddannelserne, der giver mening, værdi og livsglæde for den enkelte”, siger Anette Hyre-Jensen, medlem af Uddannelsesudvalget.

Eventen er arrangeret i samarbejde med Studieby Fredericia, Studieforum, Ungdommens Hus, Tøjhuset og Uddannelsesudvalget i Fredericia Kommune.

Fakta
Studieby Fredericia har til formål at sætte fokus på og udvikle Fredericia som en attraktiv uddannelsesby.

Studieforum er et dialogforum og et høringsorgan, hvor unge repræsentanter fra 10. klasse, ungdomsuddannelser og de videregående uddannelser kan mødes og drøfte udvalgte temaer i relation til uddannelses- og ungemiljøet i Fredericia Kommune.

Til studiestartsevent deltager elever fra:

  • 10ende – det kommunale 10. klassestilbud
  • 10PRO – den erhvervsrettede 10. klasse på IBC
  • 10’eren – 10. klasse på Fredericia Friskole
  • 10. klasse fra Sct. Knuds Skole
  • EUC Lillebælt
  • Gymnasiet HTX Lillebælt
  • Fredericia Gymnasium
  • IBC – International Business College
  • Social- og Sundhedsskolen