4. maj 2018

Friheden bliver fejret tidligere i år

4. maj-arrangementet og uddelingen af Arlette Andersens frihedspris starter tidligere i år

Hvert år markeres Danmarks befrielse med et traditionsrigt arrangement den 4. maj om aftenen i Fredericia. Men i år rykker starttidspunktet for 4. maj-arrangementet og uddelingen af Arlette Andersens frihedspris frem til kl. 16.

”Da 4. maj falder i år falder på en lørdag, har vi valgt at flytte starttidspunktet fra kl. 19 til kl. 16, så folk har mulighed for at komme hjem og nyde en forhåbentlig dejlig forårsaften. Det er ekstraordinært, at vi flytter tidspunktet for arrangementet, så næste år, hvor det også er jubilæumsår, vender vi tilbage til kl. 19 igen”, siger viceborgmester og formand for 4. maj-komitéen, Ole Steen Hansen.

Det er også tredje år i træk, at Arlette Andersens Frihedspris bliver uddelt i forbindelse med 4. maj-arrangementet. Prisen blev indstiftet i foråret 2017 af Danske Bank, Fredericia Gymnasium, Fredericia Dagblad og Fredericia Kommune. Arlette Andersen deltager lige som de foregående år i overrækkelsen af prisen, som forgår på Fredericia Rådhus.

Ufatteligt, men sandt
Arlette Andersen, der kom til Fredericia som ung kvinde i 1952, og som i en menneskealder var gymnasielærer i byen har lagt navn til prisen. Som 19-årig blev hun arresteret og spærret inde i udryddelses- og arbejdslejren Auschwitz. Det, der skete i koncentrationslejrene under Anden Verdenskrig, var så ufatteligt, at det kan være svært at tro på i dag. Men Arlette Andersen er en af dem, der kan bekræfte, at det virkelig var rædselsvækkende. I halvandet år kæmpede hun en daglig kamp for sit liv.
I 1990 satte hun sig selv på en mission for historien. Så længe hun kunne, ville hun fortælle om rædslerne i kz-lejren, så flest mulig af den nye generation ved, at det er rigtigt, at nazisterne på umenneskelig vis pinte og dræbte deres jødiske medmennesker. Arlette tager ikke længere ud og holder foredrag om sine oplevelser, men hun nåede at holde over 400 foredrag for bl.a. gymnasieelever rundt om i Danmark, inden hun stoppede pga. sin høje alder.

Programmet for mindehøjtideligheden
4. maj-arrangementet starter i år allerede kl. 16 ved Frihedsmonumentet foran Fredericia Banegård, hvor Fredericia Jernbaneorkester varmer op med musik fra kl. 15.30. Veteranbiler fra Dansk Militærhistorisk Køretøjs Forening og Telegrafregimentets Telegrafiske Samling vil være parkeret på p-pladsen overfor frihedsmonumentet. Ca. kl. 16 indledes mindehøjtideligheden med en faneindmarch og derefter lyder frihedsbudskabet fra 1945 nok en gang. Herefter er der fællessang med ”En vinter lang og mørk”.

Årets hovedtaler er folketingsmedlem og tidligere minister Bertel Haarder. Efter hovedtalen vil navnene på de faldne i Fredericia blive læst op. Herefter bliver der lagt kranse og buketter ved monumentet. Som afslutning på mindehøjtideligheden ved monumentet synges ”Altid frejdig når du går”.

Herefter går Fredericia Postorkester, Hjemmeværnet og publikum i fakkeloptog til Fredericia Rådhus. Her vil formanden for Demokrati- og Borgerudvalget, Christian Jørgensen, holde eftermiddagens anden tale – denne gang for friheden.

Herefter vil Arlette Andersens frihedspris blive uddelt. Mindehøjtideligheden sluttes af med et let traktement.   

Hele programmet for 4. maj-arrangementet kan ses her.

Feedback