Slå adgang med tegn til/fra

Gågader får nyt lys før tid

Gadelamper i Gothersgade og Jyllandsgade springer køen over og bliver skiftet før tid. Det sker efter, at lyset pludselig er gået på Rådhuspladsen.

Udskiftningen af kommunens mange gadelamper er i fuld gang, siden byrådet besluttede at erstatte dem med LED for at spare på energien. Første etape er afsluttet. Her har Bøgeskov, Egeskov, Bredstrup, Herslev, Taulov og Skærbæk fået nyt gadelys, og anden etape er i gang i Snoghøj og Erritsø. 

Ifølge planen er det først i 2021, at bymidten står for. Men på grund af defekte gadelys på Rådhuspladsen sker en del af udskiftningen allerede nu, da det ikke er muligt at reparere dem.

”Det giver god mening at fremrykke en del af udskiftningen i midtbyen, nu hvor lyset på Rådhuspladsen er gået. Det går ikke, at pladsen står mørklagt to år frem, så nu får vi det skiftet og tager i samme ombæring det øvrige af gågaden i Gothersgade og Jyllandsgade. Det vil også understrege arbejdet med at binde Gothersgade sammen og skabe et naturligt forløb ned mod havnen, ” siger formand for Miljø- og Teknikudvalget Christian Bro.

Nye lamper finansieret af besparelse
I 2016 besluttede byrådet at afsætte 50 mio. kroner til en gennemgribende renovering af kommunens gadelys. I alt bliver 12.000 lamper skiftet til og med 2021.

”På sigt bliver det en rigtig god investering for Fredericia Kommune. Vi kommer til at kunne bruge 58 pct. mindre strøm på at lyse kommunen op, når alle lamper er udskiftet i 2021. Rent økonomisk betyder det, at besparelsen kommer til at betale for de nye energivenlige lamper, som vi får glæde af mange år frem, ” siger næstformand i Miljø- og Teknikudvalget John Nyborg.  

Det forventes, at anden etape af udskiftningen bliver færdiggjort i år. Tredje etape går i gang i 2020, hvor det er lamperne i Fredericia Vest, der står for tur. Sidste og fjerde etape forventes gennemført i 2021 med Fredericia Øst og resten af midtbyen.