Slå adgang med tegn til/fra

Gode idéer til bedre tilgængelighed søges

Har du en god idé, der kan gøre det nemmere for mennesker med handicap at deltage i kultur, foreningsliv eller naturoplevelser? Så er det nu, du skal sende en ansøgning

Som en del af Budget 2020 blev der oprettet en tilgængelighedspulje i Fredericia Kommune, hvor foreninger og borgere kan søge om støtte til tiltag, der kan forbedre tilgængeligheden for mennesker med forskellige handicaps i Fredericia. Puljen udgør årligt 200.000 kr., men i 2021 øges puljen med 100.000 kr., som er målrettet særlige tiltag for mennesker med hørehandicap.

Nu efterlyser Senior- og Handicapudvalget gode idéer, der kan forbedre tilgængeligheden for mennesker med handicap.

”Det er vigtigt for os at skabe tilgængelighed for alle. Manglende tilgængelighed kan ekskluderer nogle grupper, og det kan skabe grobund for ensomhed. Derfor er det vigtigt at tænke tilgængelighed ind i vores fællesskaber her i Fredericia. Det gør vi blandt andet med tilgængelighedspuljen. Vi håber, at borgere og foreninger i Fredericia vil hjælpe os med at pege på, hvor der er behov for mere tilgængelighed ved at søge puljen”, siger formanden for Senior- og Handicapudvalget, Lars Ejby.  

Tilgængelighedspuljen støtter gode idéer, der kan forbedre tilgængeligheden for mennesker med handicap. Projekterne skal enten komme mange til gode eller have stor betydning for en mindre gruppe. Der kan ikke søges om tilskud til rent private udgifter.

”Vi vil gerne opfordre alle til at sende deres gode ide til bedre tilgængelighed ind, så endnu flere kan deltage i vores fællesskaber. Med tilgængelighed mener vi både muligheden for at komme frem til aktiviteten, men også mulighederne at kunne deltage i aktiviteter på lige fod med andre”, siger Flemming Larsen, formand for Seniorrådet

Alle foreninger og borgere kan søge om tilskud til tiltag, der kan forbedre tilgængeligheden for mennesker med handicap i Fredericia. Man behøver altså ikke være medlem af en forening eller en organisation for at søge puljen.

”Vi håber, at der kommer rigtigt ansøgninger med gode idéer, og man skal ikke lade sig begrænse. Selvom alle ikke får en del af puljen, så kan ansøgningerne danne grobund for en konstruktiv dialog omkring, hvilken udvikling vi gerne vil have i Fredericia på dette område”, siger Niklas Andersen, formand for Handicaprådet.

Retningslinjerne og ansøgningsskemaet finder du her: https://www.fredericia.dk/borger/omsorg-sundhed/tilgaengelighedspuljen

Fakta
Midlerne vil blive uddelt efter en ansøgningsrunde fra den 20. februar – 20. marts 2021. Det, der kan søges om tilskud til, er opstartsudgiften eller anlægsudgiften. Evt. drift, vedligehold og forsikring skal dækkes af ansøgeren.

Midlerne uddeles af Senior- og Handicapudvalget, men udvalget spørger Seniorrådet og Handicaprådet til råds.