Slå adgang med tegn til/fra

Hjælp til pårørende til alvorligt syge og dødende

På mandag den 11. maj underskrives en samarbejdsaftale med Selvhjælp Fredericia Middelfart om et pårørendearbejde, der er målrettet pårørende til borgere med alvorlig og kronisk sygdom

Fredericia kommune har gennem rigtigt mange år haft er godt og værdifuldt samarbejde med Selvhjælp Fredericia Middelfart(Selvhjælp). Siden 2019 har der været en sideløbende samarbejdsaftale om et pårørendeprojekt målrettet pårørende til alvorligt syge borgere. Aftalen bliver formelt underskrevet på mandag.

”Vores samarbejdsprojektet med Selvhjælp er målrettet pårørende til mennesker med alvorlig og kronisk sygdom, eller som er døende. Projektet er båret af en medmenneskelig frivillig indsats, der gives til borgerne gennem et tæt og forankret samarbejde med os. Samarbejdsaftalen og den frivillige indsats skal ses som et supplement til den indsats, som kommunen i forvejen tilbyder”, siger Peder Tind, formand for Social- og Beskæftigelsesudvalget.

Et korps af frivillige tilbyder støtte og hjælp til pårørende. Det kan være i form af aflastning i hjemmet, selvhjælpsgrupper eller anden relevant støtte. Det er Selvhjælp, der står for rekruttering, forsikring og understøttelse af de frivillige i projektet. Selvhjælp har siden 2019 uddannet frivillige, der er klar til opgaverne.

”Det er utroligt hårdt at leve med alvorlig eller kronisk sygdom i et hjem, eller at have kræfter til at følge en døende derhjemme de sidste år og måneder.  Derfor glæder Selvhjælp sig over at indgå i et tæt samskabelsesprojekt med Fredericia kommune om støtte til pårørende”, siger Vita Andreasen, der er formand for Selvhjælp i Fredericia og Middelfart, og opfordre folk til at melde sig til projektet både som pårørende eller, hvis man har lyst og overskud til at være frivillig i projektet,

”Vi er rigtig glade for samarbejdet med Selvhjælp, og sammen med partnerskabsaftalen om driften af Selvhjælp udgør denne aftale et godt formelt grundlag for et i forvejen velfungerende samarbejde mellem Selvhjælp og Fredericia Kommune”, siger John Nyborg, næstformand i Social og Beskæftigelsesudvalget.

Fakta
Finansiering af Samarbejdsaftalen om støtte til pårørende er finansieret af budgetmidler afsat i 2018 og omdisponeret i forbindelse med vedtagelsen af budget 2019. Tilskuddet udgør 200.000 kr. årligt i perioden 2019 - 2022