Slå adgang med tegn til/fra

Hjælpepakke til midtbyen

Fredericia Byråd har vedtaget en hjælpepakke for midtbyen, som skal afbøde den negative effekt af corona-krisen

Corona-krisen har bragt Fredericia midtby i en ganske sårbar situation. Byens detailhandel og restaurationsliv er udfordret, da antallet af kunder er kraftigt reduceret. Corona-krisen har påvirket den måde, vi lever og handler, og i øjeblikket kender vi ikke krisens omfang og påvirkning på detailhandlen. Nye tal viser, at Corona-krisen har givet det største fald i detailsalget i mindst 20 år.

For at afbøde de negative virkninger af krisen, har Fredericia Byråd hertil aften vedtaget en hjælpepakke for Fredericia Midtby. Pakken skal hjælpe detailhandlen igennem krisen og medvirke til fortsat at skabe en attraktiv bymidte i Fredericia.

”Det er vigtigere end nogensinde, at vi står sammen om at afbøde coronaens negative indvirkning på Fredericia Midtby. Vi skal stå sammen:  kommunen, byens detailhandel, restaurationer, erhvervsdrivende og ikke mindst fredericianerne. Vi skal i fællesskab sikre, at vi også har en attraktiv bymidte og købstad efter corona-krisen. Vi tager krisen meget alvorligt i Fredericia Byråd, og jeg er enormt glad for den store opbakning til den hjælpepakke, vi har vedtaget på byrådet møde her i aften”, siger borgmester Jacob Bjerregaard.

Hjælpepakken indeholder en række tiltag, som skal styrke detailhandlen og bymidten.

Byforum skal skabe liv i midtbyen
Byrådet har i forbindelse med budget 2020 besluttet at nedsætte et byforum, der får den koordinerende rolle i at sikre aktivitet og fremgang i midtbyen. Corona-krisen gør denne indsats ekstra vigtig.

”Vi har nogle rigtig gode erfaringer fra det tidligere initiativ ”Gang i Byen”, og jeg er glad for, at de nu bliver samlet op og videreført i en stærk fælles alliance. På den korte bane handler det om at få gang i midlertidige aktiviteter, markedsføring og kreative løsninger, der kan skabe liv i midtbyen. Men samtidig skal byforum sørge for at koordinere og planlægge tiltagene, så bymidten får det optimale udbytte af den gradvise genåbning - til gavn for detailhandel og restaurationsliv”, siger Christian Jørgensen, næstformand for Kultur- og Idrætsudvalget.

Byforum kommer til at bestå af borgmester Jacob Bjerregaard, en repræsentant fra By- og Planudvalget og fra Kultur- og Idrætsudvalget samt en repræsentanter fra henholdsvis Business Fredericia, Fredericia Shopping og Kanalbyen.

Kontingentfritagelse for medlemmer af Fredericia Shopping
Det har været et stort ønske for medlemmerne af Fredericia Shopping at blive kontingentfritaget for deres medlemskab i den nuværende situation. Derfor foreslår byrådet, at Fredericia kommune yder et ekstra tilskud til Fredericia Shopping, som muliggør at kontingentet kan dækkes i andet halvår af 2020. I alt ydes der ekstra støtte til Fredericia Shopping på 550.000 kr. Det skal også være gratis for nye butikker og erhvervsdrivende at melde sig ind i Fredericia Shopping resten af 2020.

”Jeg glæder mig over, at byrådet i den grad har fokus på midtby og detailhandel. Vi har under coronakrisen kunne mærke en stor opbakning fra både fredericianerne og byrådet, og der bliver lyttet til både de udfordringer, og de ideer, vi kommer med”, siger Ole Mortensen, formand for Fredericia Shopping.

Gavekort og vouchers skal øge omsætningen i midtbyens butikker  
En aktiv bymidte skabes ved, at fredericianerne bakker op og handler lokalt. Der er behov for tiltag, der kan trække fredericianerne ind til midtbyen, og samtidig er der behov for konkrete tiltag, der kan styrke likviditeten hos detailhandlen og hos byens restaurationer. Derfor har borgmester Jacob Bjerregaard indgået en aftale med Monjasa A/S og T. Hansen, der hver har indvilget i at donere 100.000 kr. til indkøb af gavekort og vouchers til byens detail- og restaurationsliv. Gavekortene bliver en konkret saltvandsindsprøjtning til midtbyen her og nu.

”Jeg er glad for, at borgmesteren har lyttet til Dansk Folkepartis ønske og allerede har indgået aftale med et par af byens store virksomheder om en gavekortsløsning. Stor ros for at gøre det muligt. Gavekort og vouchers skal indgå i forskellige konkurrencer, så fredericianerne kan vinde dem og bruge beløbet så hurtigt som muligt. På den måde skaber vi liv i bymidten samtidig med, at den konkrete omsætning hos de enkelte forretninger øges”, siger Inger Nielsen, medlem af Fredericia Byråd.  

Borgmesteren bemyndiges til at fortsætte dialogen med Fredericias erhvervsliv for at afsøge muligheder for flere sponsorater til gavekort og vouchers, der kan understøtte byens detailhandel og restaurationsliv

Fredericia Juleby
Fredericia Kommune har sammen med Fredericia Shopping de senere år skabt en række tiltag i midtbyen, der har skabt en rigtig hyggelig og smuk julestemning i december. Byrådet foreslår, at tiltagene bliver suppleret, så der udvikles en egentlig jule-attraktion. Derfor skal der investeres i øget julebelysning, flere juleboder og et julemarked i midtbyen og/eller Kanalbyen.

”Fredericia Juleby skal være et fælles tiltag mellem foreninger, detailhandel, restaurationer, og være et tilløbsstykke, som kan trække såvel fredericianere som gæster fra andre byer til for at få en god juleoplevelse”, fortæller Karsten Byrgesen, medlem af Fredericia Byråd.

Der bliver investeret 2 mio. kr. i etablering af Fredericia Juleby, og julebyen åbner i starten af november.

Anlæg, der understøtter midtbyen
Byrådet i Fredericia har vedtaget historisk høje anlægsinvesteringer i 2020. Flere af disse understøtter Fredericia midtby, for en attraktiv bymidte er afgørende for at understøtte en levende detailhandel og gode rammer for såvel butikker og restaurationer. Byrådet har i 2020 afsat midler til at forskønne midtbyen med øget beplantning og forskønne en række byrum. Nørreport renoveres og genetableres med sin ikoniske arkitektur, og springvandet i Obelisken og vandrenden i Gothersgade sættes i stand og i drift igen.  Der er også sat midler af til at give midtbyens offentlige toiletter et tiltrængt løft, så de vil fremstå indbydende for fredericianere og gæster til byen. ”Vi har også besluttet at etablere en legeplads ved volden, så udelivet for byens yngste medborgere også er mere attraktivt i bymidten”, fortæller Cecilie Roed Schultz, medlem af Økonomiudvalget.

Detailhandelsanalyse
Byrådet sætter også gang i en detailhandelsanalyse, som skal komme med konkrete anbefalinger til, hvordan detailhandel og midtbyen kan understøttes. Analysen sættes i gang med det samme og gennemføres i de kommende måneder.

Turismen i 2020
Som konsekvens af corona-krisen vil turismen i 2020 se ganske anderledes ud. Det forventes, at flere danskere vil holde ferie i Danmark, og samtidig forventes færre udenlandske turister til Fredericia. Det er en situation, som giver både udfordringer og en række muligheder. Derfor bliver Fredericias turismeaktiviteter en nøgle til at skabe et attraktivt Fredericia særligt i sommermånederne. Særligt udvikling af aktiviteter i midtbyen vil være vigtige. Det kræver en ganske hurtigt omstilling af turismeindsatsen, så Visit Fredericia kan imødekommer den nye situation.