Korskærparken
Slå adgang med tegn til/fra

Kom til byrådsmøde i Korskærparken

Få en snak med dine lokalpolitikere og deltag i workshops, når Byrådet inviterer til Borgerdialogmøde mandag den 29. oktober.

Demokrati- og Borgerudvalget i Fredericia Kommune inviterer to gange om året til Byrådets Borgerdialogmøde. Her får borgere i Fredericia Kommune mulighed for at møde Byrådet til et utraditionelt byrådsmøde, hvor den fast dagsorden er erstattet af debat og workshops. Her er borgernes holdninger og erfaringer i centrum.

Mandag den 29. oktober fra kl. 17.00-19.00 afholdes Byrådets Borgerdialogmøde i Medborgerhuset i Korskærparken. Inden mødet er der mulighed for en rundvisning det nyrenoverede område fra kl. 16.00-17.00 fra Medborgerhuset.

”Borgerdialogmødet er et fantastisk arrangement. Det er vigtigt, at vi inddrager borgerne, og bruger deres erfaringer og holdninger. Vi holder borgerdialogmøderne væk fra byrådssalen for at få så mange borgere som muligt i tale om vores lokaldemokrati. Jeg er rigtig glad for at vi besøger Korskærparken, som har gennemgået en rigtig spændende forandring over de seneste år, og hvor der nogle spændende erfaringer vi kan lære af”, siger formand for Demokrati- og Borgerudvalget, Christian Jørgensen.

På mødet er der mulighed for at deltage i fire spændende workshops om udvikling, lokaldemokrati og lokalområdet i Korskærparken. Efterfølgende er der god tid til at følge op på debatten over en sandwich.

 

Alle er velkomne

Både borgermødet og rundvisningen er åben for alle. Programmet begynder i Medborgerhuset i Korskærparken, Ullerupdalvej 13, den 29. oktober kl. 16.00.