Slå adgang med tegn til/fra

Kontant tilbud skal få affaldet væk fra naturen

Fra i dag bliver det muligt for frivillige foreninger i Fredericia at tjene penge på at samle affald i naturen.

3000 kr. kontant! Det er tilbuddet til de lokale foreninger, som er friske på at give et nap med og holde Fredericia fri for affald. Projektet hedder Ren Natur og er et samarbejde mellem Fredericia Kommune, det lokale erhvervs- og foreningsliv og organisationen Hold Danmark Rent.

”Vi vil alle sammen gerne have omgivelser, der er rene og pæne at færdes i. Derfor er det rigtig fint, hvis lokale erhvervsdrivende og foreninger kan samarbejde om en god ordning. For foreningerne betyder det et pænt tilskud til måske nye spillertrøjer eller grej, samtidig med at hele byen får gavn af deres arbejde. I udgangspunktet ser vi dog helst, at folk rydder op efter sig selv, ” siger formand for Miljø- og Teknikudvalget Christian Bro.

Det er Hold Danmark Rent, der står bag projektet og har indledt et samarbejde med Ren By i Fredericia Kommune.

Pengene til projektet er doneret af McDonalds, SPAR og Dansk Retursystem, der alle er forankret lokalt i Fredericia. Håbet er, at flere lokale erhvervsdrivende kan se idéen i at støtte de lokale foreninger og samtidig få mere ren natur for pengene. Det vil give mulighed for flere ruter, som kan komme endnu flere foreninger til gavn.

Foreløbigt 15 ruter i Fredericia
Der er foreløbigt udbudt 15 ruter i Fredericia, som lokale frivillige foreninger kan søge om at få. Kendetegnende for alle ruter er, at der ofte ligger en del henkastet affald, som Fredericia Kommune ikke har ressourcer til at fjerne. De lokaliteter får nu en hjælpende hånd af frivillige, der så til gengæld kan tjene lidt ekstra til deres forening.

Der er allerede fire foreninger, som har meldt sig til, så man skal skynde sig, hvis man vil have del i projektet. Ruterne fordeles efter først til mølle-princippet.

På Ren Naturs hjemmeside kan man ansøge om den rute, der passer ens forening bedst. Her kan lokale erhvervsdrivende også melde sig som sponsorer. Læs mere her.

Fakta: Lokale indsamlingsruter

  • Treldeskov (5,5 km)
  • Hybylund Fælledvej (3,8 km)
  • Stjernekvarteret (4 km)
  • Kystvejen (8 km)
  • Skærbæk (10,7 km)
  • Taulov (9,8 km)
  • Erritsø (11 km)
  • På og langs vandet ved kajakklubben (2,36 km2)
  • Dykkerspot ved Ammoniakhavnen (2,7 km2)
  • Trelde (10,6 km)
  • Bøgeskov/Egeskov (8 km)
  • Nordbyen (10 km)
  • Indre Ringvej (11,2 km)
  • Korskærparken (11 km)
  • Prangervej (4 km)