Kræftrådgivningen i Fredericia bliver gjort permanent

Samarbejdet med Kræftrådgivningen i Vejle fortsætter

Siden efteråret 2018 har Fredericia Kommune haft et samarbejde med Kræftrådgivningen i Vejle, der har tilbudt rådgivning i Fredericia til kræftramte, der af forskellige årsager ikke magter at besøge Kræftens Bekæmpelses rådgiver i Vejle.

”Vi har et rigtig godt samarbejde med Kræftens Bekæmpelse om vores lokale tilbud til de borgere, der er berørt af kræft og har behov for rådgivning og støtte i forbindelse med deres sygdom. Samarbejdet er vi glade for, og det har fungeret så godt og tilfredsstillende, at vi har besluttet at gøre tilbuddet permanent”, fortæller Susanne Eilersen, formand for Sundhedsudvalget.

Tilbuddet om kræftrådgivning er organisatorisk placeret hos kræftrehabiliteringen ved Træning og Forebyggelse, der vurderer hvem, der kan have gavn af tilbuddet. Samtalerne ved en rådgiver bliver tilbudt individuelt til en kræftramt borger eller deres pårørende, men samtalen kan også foregå parvis med f.eks. ægtefælle eller barn.

”Vi meget glade for, at samarbejdet med Fredericia Kommune omkring den lokale kræftrådgivning nu er blevet et permanent tilbud. Det kommer især de brugere, hvor en køretur til nærmeste kræftrådgivning i Vejle kan virke uoverskuelig og måske umulig, til gode. Et af pejlemærkerne i Kræftens Bekæmpelse er, at ”Ingen skal stå alene med kræft”, hvilket vi med dette lokale tilbud også er med et at forebygge”, siger Susanne Haugaard Silkjær, rådgivningsleder hos Kræftrådgivningen i Vejle.

Borgerne kan selv tage kontakt til Kræftrådgivningen, men erfaringerne fra det første år med et lokalt tilbud viser, at ca. 75% af henvisningerne kommer via Kræftrehabiliteringen hos Træning & Forebyggelse.
Indtil nu har 27 borgere valgt at gøre brug af tilbuddet.