Slå adgang med tegn til/fra

Millioner skal styrke tidlig indsats for sårbare børn og unge i Fredericia Kommune  

Fredericia Kommune har modtaget 4,9 mio. kroner til at styrke PPR-området med nyt behandlingstilbud, der skal øge trivslen hos sårbare børn og unge i kommunen

”Barnets stemme” skal høres langt tidligere end i dag. Børne- og Skoleudvalget i Fredericia Kommune har derfor ansøgt om og modtaget 4,9 mio. kroner fra Socialstyrelses satspuljeaftale til at styrke den tidlige indsats for sårbare børn og unge i Fredericia Kommune.

”Jeg er rigtig glad for, at vi har modtaget midler til at styrke den tidlige indsats på PPR-området.  Pengene skal bruges på et nyt tilbud til de mest sårbare børn og unge, som vi ikke når ud til med de forebyggende gruppetilbud, som vi i forvejen har i Fredericia Kommune” , siger Ole Steen Hansen, formand for Børne- og Skoleudvalget.

Sårbare børn og unge i alderen 6-16 år i Fredericia Kommune tilbydes i dag en række samtalegrupper i Familie- og Børnesundhed. Samtalegrupperne er en del af den forebyggende indsats. Det er dog langt fra alle børn og unge, der har overskud til at deltage i en gruppesammenhæng, og derfor ønsker Børne- og Skoleudvalget at igangsætte en mere håndholdt indsats med projektet ”HÅB, MOD OG MESTRING”.

”Med dette projekt har vi mulighed for at møde sårbare børn og unge med en mere håndholdt indsats. Vi håber dermed, at langt flere børn og unge i vores kommune får den hjælp og behandling, som de har brug for og før, problemerne vokser sig store” , siger Cecilie Roed Schultz, næstformand i Børne- og Skoleudvalget.

Det nye tilbud skal blandt andet øge trivsel og dermed også mindske henvisning til behandlingspsykiatrien.

Projekt skal give håb, mod og mestring!
HÅB, MOD OG MESTRING er et lettere behandlingstilbud i kommunens Pædagogisk Psykologisk Rådgivning (PPR), der tager udgangspunkt i ”Barnets stemme”. Omdrejningspunktet i Barnets Stemme er en række møder, hvor barn og forældre, lærere og skolens tværfaglige ressourcecenter deltager. Formålet med indsatsen er at støtte op om det enkelte barns trivsel. I Barnets Stemme er der fokus på at få barnet selv til at give sit syn på udfordringer og løsninger. Der er samtidig fokus på at styrke forældrenes tro på, at de kan gøre en positiv forskel gennem en fælles indsats med fagpersonerne.

Visitationen til lettere behandling kommer til at ske gennem de allerede eksisterende Familie- og Børnesundhedsteams på skoler og daginstitutioner i Fredericia Kommune.

Projektet løber frem til udgangen af 2022