Ribbåd
Slå adgang med tegn til/fra

Over 500 aktiviteter fordelt over hele sommeren

Fredag den 25. juni blev sommerens store aktivitetsprogram vist frem for pressen i en ribbåd med 90 km i timen på Lillebælt. Og der er fart på ’Sommer i Fredericia’, der vender tilbage med endnu flere oplevelser for gæster i alle aldre – til vands og til lands

Er du til fart over feltet, fede koncerter og levende historie, eller foretrækker du at gå på opdagelse på egen hånd og nyde byens liv eller naturens stilhed? Fredericia er porten til store oplevelser.

Sidste års sommerprogram og succes har fået vokseværk, når Sommer i Fredericia vender stærkt tilbage med over 500 aktiviteter. Programmet offentliggøres 25. juni og er spækket med aktiviteter til børn og voksne i alle aldre fordelt over ugerne i børnenes skoleferie i uge 26-32. Borgmester Steen Wrist glæder sig over de mange valgmuligheder:

”Det er imponerende, så meget der sker i Fredericia, når man samler alle gode kræfter i et fælles program. Det skal vi både være stolte af og dele ud af, så flest mulige lægger vejen forbi vores fantastiske by. Det er også særligt at opleve Fredericia fra vandsiden. I dag var vi ude i en af de nye aktiviteter i år – en ribbåd – det en fed oplevelse med fart på. Jeg er sikker på, det er et hit hos både større børn og andre barnlige sjæle.”

Programmet skulle gerne give en god oplevelse til alle, men også i høj grad bidrage til den positive fortælling om Fredericia som destination og by. 1. viceborgmester Susanne Eilersen fik også set Fredericia i høj fart på Lillebælt. Hun fortæller:

”Vi har i Byrådet i forvejen sat gang i en kampagne for flere overnatninger på byens hoteller, og nu får vi koblet det kæmpe sommerprogram på og skruet op for markedsføring og formidling. På den måde får vi sat ekstra fokus på Fredericias fortræffeligheder også for de danskere, der besøger vores dejlige by for én dag eller er på gennemkørsel. Jeg glæder mig personligt til at vise byen frem”.

Sommer i Fredericia er et samarbejde mellem Fredericia Shopping, Experience Fredericia, Visit Fredericia og alle aktørerne, der byder ind, samt Fredericia Kommune. Formand for Experience, Grete Højgaard fortæller:

”Experience Fredericia glæder sig over det samarbejde, som vi i år har haft med både kommunen, byen og de øvrige turismeorganisationer her i byen. De forskellige aktører har stået sammen omkring udvikling af nye produkter men lige så vigtigt om at samle og kommunikere de oplevelser og attraktioner, som vi allerede har her i byen. For os handler det om at kommunikere hvad der gør byen unik og i den sammenhæng har vi rigtigt meget at byde på i både den nye og gamle bydel i forhold til historie, natur og kultur. Vi skal skabe glade gæster, der fortæller om de oplevelser de har haft her og, som meget gerne kommer retur.”

fra Fredericia Shopping er man glad for de mange aktiviteter og samarbejdet herom.

”I Fredericia Shopping er vi svært begejstret for der igen i år bliver sat fokus på at gøre midtbyen spændende i børnenes sommerferie. Sommer i Fredericia bliver med garanti en stor succes, og som direkte er med til at skabe omsætning i vores by”, udtaler formanden for Fredericia Shopping, Ole Mortensen – og fortsætter ”En stor tak til byrådet for deres økonomiske opbakning til aktiviteter og events – og ikke mindst den store kampagne, som skal sikre en masse turister til Fredericia. Det er dejligt når samarbejdet lykkedes, hvilket Sommer i Fredericia i den grad er beviset på, når kommune, foreninger og erhvervslivet samarbejder på tværs”, slutter Ole Mortensen.

Se det fulde program samt booking af de mange aktiviteter på www.sommerifredericia.dk.

Sommeraktiviteter for alle Fredericias børn og unge

Foruden det overordnede program for Sommer i Fredericia, som er åbent for både fredericianere og turister, er der lavet et særskilt program som inviterer alle Fredericias børn og unge til en sommer med en bred pallette af aktiviteter. Der vil være aktiviteter for børn og børnefamilier, for teenagerne og for de unge op til 25 år. Nogle aktiviteter kan man bare møde op til, mens andre aktiviteter kræver tilmelding. Skoler og dagtilbud sender programmet ud i Aula.

Formand for børn- og skoleudvalget Ole Steen Hansen fortæller.

”Vi har prioriteret et program for alle børn og unge i Fredericia. Både dem, der kommer med mor og far eller melder sig til aktiviteter selv, men også børn, der kræver en mere håndholdt indsats. Det er vigtigt, at alle børn får en god sommer og har masser at fortælle om, når de kommer tilbage efter ferien. Så jeg kan kun opfordre forældrene til at holde øje med det imponerende program i Aula”.

Du kan læse mere om sommeraktiviteter til børn på www.visitfredericia.dk/bornogunge.

Fakta om ture med hurtigsejlende ribbåd

Ribbådene sejler en tur dagligt på torsdage, fredage, og lørdage i skoleferien, og koster 200.- per person og 600.- for en familie med to voksne og to børn. Båden kan sejle op til 90 km i timen og kræver, at man som minimum vejer 30 kg, for at kunne deltage. Turene sejles af firmaet Go Sail og er arrangeret i et samarbejde mellem Fredericia Shopping og ADP A/S.

Alle sejlture, inkl. hvalsafari bookes via www.sommerifredericia.dk