Slå adgang med tegn til/fra

Tilflyttere kan køre gratis med bussen

Fredericia Kommune deltager i et nyt pilotprojekt hos Sydtrafik, hvor tilflyttere bliver tilbudt fri rejse med kollektiv trafik i to måneder.

Gratis rejsekort i to måneder.

Det er, hvad kommunerne i Sydtrafiks område kan tilbyde tilflyttere i et nyt pilotprojekt.

- Jeg håber, at det kan være medvirkende til, at endnu flere opdager mulighederne i offentlig transport. Flytningen til en ny kommune er en oplagt mulighed for at ændre rejsevaner og opdage nye muligheder for at komme omkring på en billig og klimavenlig måde med den kollektive trafik. Håbet er, at det på længere sigt også kan betyde mindre trængsel og mindre CO2-udledning – både i Fredericia og i andre byer, siger John Nyborg, bestyrelsesmedlem i Sydtrafik og byrådsmedlem.

God begyndelse i en ny kommune

Tilbuddet giver nye tilflyttere gode muligheder for at opdage deres nye kommune.

- Det er en rigtig god begyndelse i en ny kommune, at man kan komme ud og se seværdighederne, naturperlerne og kommunens mange kulturtilbud. Det får man endnu bedre muligheder for, når man kan komme gratis med offentlig transport, så det er et rigtig flot tilbud til tilflyttere, som jeg håber, at de vil gøre brug af, siger Susanne Eilersen, formand for Bosætnings- og Turismeudvalget.

Rejsekortet gælder til alle Sydtrafiks busser i hele Sydtrafiks område inklusiv Arriva tog i Tønder, Esbjerg og Varde Kommuner. Kortet er gyldigt i 2 måneder, og derefter skal borgeren selv købe det billetprodukt, som passer til deres rejsemønster.

Kortet kan benyttes af alle husstandens medlemmer og giver fri rejse til én voksen ad gangen. Derudover er det gratis at medtage 2 børn under 12 år på rejsen. Rejsekortet skal bestilles senest 3 måneder efter borgeren er flyttet til Fredericia Kommune.

Læs mere om pilotprojektet og bestilling af rejsekort på: www.sydtrafik.dk/tilflytter