Slå adgang med tegn til/fra

Vær med, når tobakken kommer i jorden

Museerne i Fredericia holder den reformerte tradition i hævd og inviterer til tobaksdyrkning fredag den 24. maj.

I 2019 er det 300 år siden, at den danske Kong Frederik den fjerde inviterede reformerte til at slå sig ned i Fredericia. De tog traditionen for tobaksdyrkning med sig og gjorde Fredericia til hjemstad for dansk tobaksavl.

Huguenotterne, som de reformerte blev kaldt, kom fra Brandenburg. Her var de udvandret til, da deres religion blev forbudt af den franske, katolske Kong Ludvig den 14. i 1685.   

Huguenotterne havde ry for at være dydige og arbejdsomme. Derfor var de særdeles velkomne som nye borgere i den dengang halvtomme fæstningsby.

Bymuseet holder den reformerte tradition i hævd og dyrker tobak i den lille tobaksmark på Jernbanegade og tørrer tobaksblade i tobaksladen.

Kom og vær med, når tobakken kommer i jorden den 24. maj. Her vil der være mulighed for at høre historien om de reformerte og tobakken, og der vil være rundvisning i den historiske rosenhave. Fredericia Museums Venner byder desuden på et glas vin og en snack, og der er gratis adgang til Bymuseet.

Tid og sted

Fredag 24. maj kl. 13.00-15.00 på Bymuseet, Jernbanegade 10, 7000 Fredericia. Tilmelding er ikke nødvendig.