Slå adgang med tegn til/fra

SSA-elev

Uddannelsen som Social- og sundhedsassistent er for dig, der vil sikre, at borgeren får det bedste forløb i mødet med sundhedsvæsenet – hele vejen igennem Du får ansvar for både at koordinere og udføre opgaver inden for grundlæggende pleje og rehabilitering af borgeren. Du er alarmklokken, som tidligt observerer ændringer i borgerens mentale og fysiske helbred.

 

Video

OM DIN UDDANNELSE
 

Målet for uddannelsen er at du som social- og sundhedsassistent kan løse borger- og patientnære opgaver, inden for følgende kompetenceområde:

Professionel helhedsorienteret sygepleje og rehabilitering, i samarbejde med borgere og patienter med grundlæggende behov i et tværprofessionelt og tværsektorielt samarbejde, i det nære og sammenhængende sundhedsvæsen.
 

Uddannelsens hovedforløb varer 2 år og 9 mdr. og 3 uger. Uddannelsen veksler mellem skole- og oplæringsperioder. Når du bliver ansat af Fredericia Kommune vil du automatisk få en læreplads. Oplæringsperioderne vil blive fordelt på Plejen, Socialpsykiatrien inkl. Demens og Misbrug og en oplæringsperiode på et sygehus. 

Når du er i oplæring i det nære sundhedsvæsen foregår det i Fredericia Kommune, både i hjemmeplejen og på et plejecenter.
Psykiatrien vil foregå inden for det socialpsykiatriske område i kommunen.
Når du er i oplæring i det sammenhængende sundhedsvæsen foregår det både på sygehus og i kommunen, under det såkaldte tværsektorielle samarbejde.

Under afsnittet "Oplæring" kan du få yderligere oplysninger.

I disse år ændrer arbejdsopgaverne hele tiden karakter. Det betyder du hele tiden skal omstille dig og være fleksibel.
Uddannelsens fokusområder er bl.a. det sundhedsfremmende, forebyggende og rehabiliterende samt den sygeplejefaglige indsats.

Som social- og sundhedsassistentelev vil du bl.a. skulle:

  • udføre praktisk og personlig hjælp
  • arbejde med sygeplejeopgaver herunder administration af medicin, dokumentation af den udførte sygepleje
  • samarbejde med borger, patienter og pårørende
  • tilrettelægge sammenhængende borger/patient forløb i samarbejde med sundhedsprofessionelt personale
Uddannelsens opbygning

Uddannelsen består af et grundforløb der tages på en SOSU-skole og varer 20 eller 40 uger, samt et hovedforløb der veksler mellem oplæringsperioder og skoleforløb. Det vil være uddannelsens hovedforløb du ansættes på.

Fag

På skolen undervises du fx i:

  • Mødet med borgeren og patienten
  • Det sammenhængende borger- og patientforløb
  • Sygdom og sygepleje (både fysisk og psykisk sygdom)
  • Sundhedsfremme, forebyggelse og rehabilitering
  • Farmakologi og medicinhåndtering

Du skal også have fag Dansk på C-niveau , Engelsk på D-niveau og Naturfag på C-niveau.

Uddannelsen er bygget op omkring følgende temaer:

  • Kliniske sygeplejefaglige kompetencer
  • Kunne understøtte og arbejde ind i det sammenhængende  borger/patient-forløb, herunder arbejde med patientsikkerhed
  • Tværprofessionelt og tværsektorielt samarbejde
  • Tidlig opsporing og observation
  • Hygiejne
  • Koordinerende og kvalitetssikring

Uddannelsesforløbet rummer mange muligheder:

  • Talentspor – hvor det er muligt at følge udvalgte fag på højere niveau, som er: Det sammenhængende borger- og patientforløb, Somatisk sygdom og sygepleje og Sundhedsfremme, forebyggelse og rehabilitering . Såfremt du er interesseret i talentsporet, skal du søge fra uddannelsens start (SOSU-skolen)
  • Oplæring i udlandet - er en mulighed som kan du vælge, mens du er i gang med uddannelsen
  • Erhvervsrettet påbygning – kan vælges på specialefagene, mens du er i gang med uddannelsen
  • EUX med fag på gymnasial niveau - svarende til en gymnasial uddannelse samt en erhvervsuddannelse. Vil du vide mere om EUX kan du besøge SOSU-skolens hjemmeside.

Oplæring

I oplæringen bliver du oplært i de arbejdsopgaver, som hører til uddannelsen. Oplæringen foregår på et oplæringssted.

Du afslutter uddannelsen med en eksamen og et uddannelsesbevis.

Adgangskrav til hovedforløbet

For at kunne gå i gang med hovedforløbet og gennemføre uddannelsen, skal du have bestået fagene:

  • Dansk på D-niveau
  • Naturfag på E-niveau

Du vil i grundforløbet - og inden start på hovedforløbet - få mulighed for at tage følgende certifikater:

  • Førstehjælp på mellemniveau
  • Elementær brandbekæmpelse

For at starte på uddannelsens hovedforløb, skal du desuden have en uddannelsesaftale.

Med denne uddannelse er det vigtigt, at du:

  • Kan arbejde selvstændigt og bevare overblikket
  • Er god til at tale med mange forskellige mennesker
  • Kan sætte dig ind i andre menneskers situation
  • Er psykisk robust, da du kan forvente at skulle arbejde med syge, psykisk ustabile, kriseramte eller døende mennesker
  • Er indstillet på, at du skal hjælpe andre med personlig hygiejne
  • Er ansvarsbevidst
  • Er indstillet på skiftende arbejdstider og i nogle tilfælde aften-, nat- og weekendarbejde
  • Har god fysik og er indstillet på at bruge forflytningsteknikker mv.
Sådan søger du ansættelse til SSA-uddannelsen

Det er Fredericia Kommune der ansætter SSA-elever. Derfor skal du søge stillingen direkte på vores hjemmeside under Ledige stillinger
Vi annoncerer som udgangspunkt to gange årligt, i februar og november. Du kan tilmelde dig en jobagent og få automatisk besked, når der lægges jobopslag ud
Klik her for at tilmelde dig jobagenten

Voksenelevløn

Hvis du er fyldt 25 år inden uddannelsens start, og opfylder kriterierne for at få voksenelevløn kan du søge voksenelevløn (pt. kr. 19.005,59). Læs mere på www.sosufvh.dk 
Du skal udfylde ”Arbejdsgiver erklæring m.h.p. voksenelevløn”. Dokumentet finder du længere nede under bilag. Ovennævnte dokumentation skal vedhæftes, når du går i gang med at søge stillingen som social- og sundhedassistentelev, ellers vil din ansøgning ikke blive behandlet.

Godskrivning i oplæringen

Hvis du opfylder kriterierne, skal du søge godskrivning for dele af oplæringen. Læs mere på www.sosufvh.dk
”Arbejdsgivererklæring m.h.p. godskrivning af praktik" skal udfyldes. Dokumentet finder du længere nede under bilag.
Ovennævnte dokumentation skal vedlægges når du går i gang med at søge stillingen som social- og sundhedsassistentelev, ellers vil din ansøgning ikke blive behandlet.

Dokumenter du skal have klar, inden du udfylder og sender din ansøgning online:

  • Uddannelsesbeviser
  • Kursusbeviser
  • Dokumentation for evt. erhvervserfaring/fritidserfaring (Ansættelsesbevis, seneste lønseddel, udtalelser)

Hvis aktuelt:

  • Arbejdsgivererklæring m.h.p. godskrivning af praktik
  • Arbejdsgivererklæring m.h.p. voksenelevløn

Vi kan kun modtage Word eller PDF filer.

Hvis du har overstående klar, kan du gå i gang med at udfylde ansøgningen, som du finder under Ledige stillinger

Vi lægger bl.a. vægt på at ansøgningen er udfyldt korrekt, hvordan du præsenterer dig selv og om relevant dokumentation er vedlagt.

Vi forventer, at du:

  • Viser du har lysten til at arbejde med mennesker.
  • Er selvstændig og fyldt med positiv energi.
  • Deltager aktivt i eget uddannelsesforløb.
  • Er imødekommende, serviceminded, samt har empati og situationsfornemmelse.

Vi tilbyder:

  • En spændende uddannelse, der veksler mellem teori og oplæring.
  • Oplæringssted i alle tre oplæringsforløb.
  • En oplæringsvejleder, der planlægger oplæringsforløbet sammen med dig samt oplæringsansvarlige.
  • Godtgørelse af transportudgifter til skoleperioder, hvis du har over 10 km til skolen.
  • Løn under hele uddannelsen.
  • Afvikling af ferie ifølge uddannelsens skole- og oplæringsplan. 

Bilag
Arbejdsgivererklæring mhp vokselelevløn (pdf)
Arbejdsgivererklæring mhp godskrivning (pdf)

Om din oplæring

Du er garanteret en læreplads, når du er kommet ind på social- og sundhedsassistentuddannelsen. Der er tre oplæringsperioder fordelt på plejehjem/hjemmeplejen, psykiatrien og sygehuset.

Du får elevløn under hele uddannelsen. Løn- og ansættelsesvilkår i henhold til gældende overenskomst mellem KL og den forhandlingsberettigede organisation FOA.

Lønsatserne i 2023 er: 
Almindelig elevløn: 13.996 kr. pr. måned. 
Voksenelevløn: 21.878 kr. pr. måned. 

Når du starter i oplæring 1, starter din prøvetid også. Prøvetiden er 3 måneder.

Der kan være mulighed for oplæring i udlandet. Såfremt du er interesseret i oplæring i udlandet, kan du kontakte SOSU-skolen.

I oplæringsperioderne arbejder du gennemsnitligt 37 timer om ugen, og du kommer til at arbejde i weekender og helligdage samt aftenvagter. Nattevagter kan forekomme.

Når du bliver ansat af Fredericia Kommune vil du få tilsendt oversigt over oplæring 1. Senere i forløbet vil du få tilsendt fordelingen over hhv. oplæring 2 og 3.

Du skal selv sørge for at kontakte distriktslederen og aftale mødetid- og sted for første arbejdsdag, såfremt du ikke har hørt noget fra oplæringsstedet 1 måned før du skal starte. Det anbefales at du indsender ønsker til ferie i god tid, af hensyn til stedets planlægning af oplæringen.

Af hensyn til borgerens sikkerhed bruger medarbejderne i Plejen uniform og ID-kort, hvilket du også skal have. Til det formål bedes du henvende dig til din oplæringsvejleder/planlægger, før du starter i oplæring og senest en måned før.


Oplæring 1a + 1b i alt ca. 40 uger i det nære sundhedsvæsen.

Målet: at du kan begå dig på ældreområdet, kender de øvrige områder (aktivitets-og genoptræningsområdet, sundhed- og forebyggelse, socialpsykiatri, omsorgstandplejen samt øvrige samarbejdspartnere, herunder læger, apoteker, frivillige m.m.).

Primær målgruppe er borgere med behov for grundlæggende pleje.

Fokusområder:

  • Grundlæggende pleje, sygepleje og forebyggelse
  • Hygiejne
  • Kommunikations og relationsdannelse med borgere/ pårørende
  • Samarbejde med andre faggrupper og samarbejdspartere
  • Dokumentation
  • Tidlig opsporing
  • Introduktion til medicin med henblik på farmakologiprøve i næste skoleperiode

Der er endvidere i oplæring 1 tilrettelagt temadag for eleverne i samarbejde med FOA, Bedrifts-sundhedstjenesten og hjemmeplejens sikkerhedsrepræsentanter om ”Forflytningsteknik og sikkerhed på arbejdspladsen” samt ernæring. Temadagen afvikles på – IP Schmidt, Vendersgade 4, 7000 Fredericia (ned ad kældergangen). Oversigt over dagens program vedrørende formål og indhold vil blive udleveret før uddannelsesstart.

Fællesmødet og temadag indgår i den planlagte tjenestetid.

Oplæring 2 – Psykiatri i alt ca. 18 uger.

Målet: er at du kan begå dig på det psykiatriske område enten i psykiatrien eller i en kommune og kende de relevante samarbejdspartnere.

Primære målgruppe er borgere og patienter med psykiatriske lidelser herunder demens.

Fokusområder:

  • Pleje- og sygepleje samt forebyggelse i relation til borgere/patienter med psykiatriske lidelse, herunder også borgere med demens.
  • Kunne agere i det system og i de tilbud der er til borgere og patienter med psykiske lidelser.
  • KRAMS-faktorerne i relation til borgere med psykiske problemstillinger.
  • Introduktion til at arbejde med psykofarmaka
  • Det sammenhængende patientforløb i psykiatrien
  • Tidlig opsporing
  • Udvikling i patientens tilstand
     

Oplæring 3  – i alt ca. 40 uger i det sammenhængende sundhedsvæsen.

Målet: er at du kan begå dig indenfor rammen af det sammenhængende sundhedsvæsen og kan samarbejde og kommunikere med alle relevante parter omkring patienten. Oplæringssteder er i de kommunale aflastningstilbud, udskrivningsafsnit på somatiske afsnit, hjemmeplejen, plejecentre

Primære målgruppe er patienten i eget hjem, patienter på sygehus, patienten på kommunale midlertidige evt. akut tilbud.

Fokusområde:

  • Sygepleje af patienter med grundlæggende og mere komplekse behov, involvering og kommunikation med patienter, pårørende, samt andre faggrupper og samarbejdspartnere. Dokumentation og håndtering af medicin indenfor oplæringsstedets rammer.
  • Understøtte patientsikre udskrivningsforløb samt sikre koordinerede rehabiliteringsforløb.
  • Samarbejde tværprofessionelt og understøtte patientforløb på tværs af sektorer.
  • Fokus på borger-/patient og pårørendes perspektiv.
  • Grundlæggende sygepleje på avanceret niveau.
Videreuddannelse og jobområder
Når du har bevis for en bestået social- og sundhedsassistentuddannelse, har du kvalificeret dig til at søge ind på en række mellemlange videregående sundhedsuddannelser som:
 
  • sygeplejerske
  • ergoterapeut
  • fysioterapeut
  • pædagog
  • socialrådgiver
  • bioanalytiker
  • jordemoder
  • radiograf
  • farmakonom

Med en social- og sundhedsassistentuddannelse kan du efterfølgende arbejde følgende steder:

  • i hjemmeplejen
  • i dagcentre
  • på ældrecentre
  • på plejehjem
  • på institutioner for psykisk syge
  • på sygehuse
G-dage - dagpengegodtgørelse fra din arbejdsgiver

G-dage er en betegnelse for den godtgørelse, din arbejdsgiver skal betale til dig på op til de 3 førstkommende ledighedsdage, efter du er stoppet på dit arbejde, når du er medlem af en a-kasse.

Hvis din arbejdsgiver tilbyder dig fortsat beskæftigelse efter du er stoppet, skal arbejdsgiveren ikke betale G-dage hvis du afslår tilbuddet.

Skemaet som skal afleveres til Team Grunduddannelse finder du under bilag.

Bilag