Afvarslende beredskabsmeddelelse

Regnskab 2017

Fredericia Kommunes regnskab for 2017

Fortsat styr på økonomien


Årets regnskab markerer samtidig afslutningen på den forgangne byrådsperiode. Det har været fire år, hvor byrådet i samarbejde med kommunens dygtige medarbejdere har skabt fremragende resultater og fået økonomien tilbage på ret køl. Mange års sparerunder er blevet afløst af en økonomi i balance og en robust kassebeholdning. Styr på økonomien er afgørende for den vækst og velfærd, som byrådet ønsker at skabe. Vi overlader med andre ord en sund økonomi til det nye byråd, som tiltrådte den 1. januar 2018.

Vi har investeret i både vækst og velfærd i det forløbne år. Først og fremmest vil jeg gerne fremhæve igangsætningen af ombygningen af Danmarks bedste sundhedshus. Huset bliver en krumtap i udviklingen af den borgernære sundhed. Interessen for at flytte ind i huset har været så overvældende, at selv vores mest optimistiske forudsigelser er blevet overgået. Tak for opbakningen til sundhedshuset - det bliver et fantastisk aktiv for Fredericia.

Udviklingen og renoveringen af Fredericia Idrætscenter blev også påbegyndt i det forgangne år. Investeringen vil give et tiltrængt løft til centeret i form af nyt indgangsparti med velkomstområde og loungefaciliteter til hal 1 samt nye omklædnings- og tilskuerfaciliteter.

Endelig vil jeg også fremhæve investeringerne i nye cykelstier i kommunen. Byrådet ønsker at fremme cyklismen. Det er godt for både miljøet og for borgernes sundhed, og sikre cykelstier skal der til, hvis det skal lykkes. Jeg ved godt, at der har været gener i forbindelse med etableringen, og det kan jeg kun beklage. I skrivende stund er arbejdet færdiggjort til gavn for alle cykleglade fredericianere.

Men der er også et par områder, som maner til forsigtighed i årets regnskab. Kommunerne styres stramt af staten og er bl.a. forpligtet til at overholde den såkaldte serviceramme. Det er vi ikke helt lykkedes med i det forløbne år. Hvis kommunerne under ét overskrider den samlede serviceramme, står vi til en sanktion i form af reduceret bloktilskud. Det skal vi selvfølgelig undgå, og derfor er vi nødt til at foretage de nødvendige tilpasninger, så vi ikke overskrider servicerammen.

Jeg vil gerne slutte af med at sige god arbejdslyst til det nye byråd. Vi står over for en spændende periode, hvor der er rig mulighed for at udvikle en af Danmarks mest attraktive kommuner. Det er vigtigt, at vi fastholder den økonomisk ansvarlige kurs, så vi fortsat kan levere resultater.

Jacob Bjerregaard

Borgmester

Du kan finde hele regnskabet for 2017 via link her nedenfor :
http://ipaper.ipapercms.dk/fredericiaKommune/Okonomi/Regnskab/regnskab-2017/

Feedback