Fredericia Kommune gennemfører Ungeprofilen for elever i udskolingen og på ungdomsuddannelserne fra d. 1. november 2025 til d. 30. januar 2026. Alle elever i denne målgruppe inviteres til at deltage.
Ungeprofilens formål er at bidrage til at skabe de bedste betingelser for et godt ungeliv. Med Ungeprofilen får udskolingsskoler, ungdomsuddannelser og kommuner ny og aktuel viden om unges hverdagsliv, og de unge får ligeledes et talerør.
Kommunen, udskolingsskolerne og ungdomsuddannelsen kan bruge resultaterne fra undersøgelsen til at fremme gennemførsel og trivsel og styrke den forebyggende indsats.
Ungeprofilen gennemføres i Fredericia Kommune for:
7.-9. klasse
15-30-årige, der går på en ungdomsuddannelse, herunder 10. klasse.
Unge uden for job og uddannelse
Afviklingsperioden i Fredericia Kommune:
7. -9. klasse er fra den 3. november 2025 til den 21. november 2025.
Ungdomsuddannelserne og 10. kl. fra den 5. januar 2026 til den 30. januar 2026
Ungeprofilen består af spørgsmål inden for temaerne:
Trivsel
Sundhed
Familie-, skole/uddannelses-, arbejds- og fritidsliv
Rusmidler
Risikoadfærd.
Det er gratis for alle skoler og ungdomsuddannelser i kommunen at deltage.
De unge besvarer spørgeskemaet elektronisk på www.ungeprofilen.dk i skoletiden, med mindre andet aftales. De unge skal anvende Unilogin for at besvare undersøgelsen.
Det er frivilligt for de unge at deltage, og de må altid springe spørgsmål over, de ikke ønsker eller kan svare på.
Hvis en ung bliver afbrudt undervejs, er der mulighed for at logge ind igen og færdiggøre besvarelsen frem til midnat.
Da spørgsmålene i spørgeskemaet er følsomme, er det vigtigt, at der skabes rammer for, at der er tilstrækkelig fysisk afstand mellem de unge. Det anbefales derfor, at de unge besvarer via deres mobil eller tablet, da det bedst sikrer, at andre ikke kan se, hvad den enkelte svarer.
Ungeprofilen gennemføres som en statistisk undersøgelse til brug for forskning og statistik med hjemmel i databeskyttelsesforordningens artikel 6, stk. 1, litra e, og databeskyttelseslovens § 10. Data må således ikke anvendes til sagsbehandling. Kommunen behandler deltagernes CPR-nummer med hjemmel i databeskyttelseslovens § 11, stk. 1.
Da Ungeprofilen er en statistisk undersøgelse med det formål at indhente generel viden om unge, skal der ikke indhentes samtykke fra forældre eller de unge forud for undersøgelsen. Fredericia Kommune er dog forpligtet til at sikre, at de unge og forældrene til unge under 18 år modtager information forud for undersøgelsen. Fredericia Kommune har derfor udarbejdet det relevante informationsmateriale, som kan findes på her på hjemmesiden. Skolerne og ungdomsuddannelsen vil modtage informationsmaterialet og besked om, hvordan det skal videreformidles.
Fredericia Kommune er dataansvarlig. Kommunen skal sikre overholdelsen af databeskyttelsesforordningen samt de i øvrigt til enhver tid gældende databeskyttelsesbestemmelser i anden EU-ret og medlemsstaternes nationale ret.
Ungeprofilen gennemføres via platformen BørnUngeLiv. Fredericia Kommune har indgået databehandleraftale og kontrakt med BørnUngeLiv.
Kommunal undersøgelse
Ungeprofilen er en kommunal undersøgelse, der dækker elever, der går på en skole eller en ungdomsuddannelse i Fredericia Kommune - uanset bopælskommune.
Rapporter
Når Ungeprofilen er afsluttet, kan Fredericia Kommune trække rapporter for den enkelte skole eller ungdomsuddannelse. Det vil ikke være muligt at identificere enkeltpersoner i rapporterne.
Support
Det er muligt at få support alle hverdage i forbindelse med gennemførsel af Ungeprofilen via BørnUngeLivs support.
Hvis I har spørgsmål vedrørende Ungeprofilen i Fredericia Kommune, kan I henvende jer op mail: signe.buchholtz@fredericia.dk eller kasper.b.pihlkjar@fredericia.dk