En af verdens største investorer bliver medejer i ADP
Det danske havneselskab ADP har ambitioner om at blive et af de førende havneselskaber i Norden. ADP med hovedsæde i Fredericia har formået at tiltrække en af verdens største infrastrukturinvestorer.
Et flertal i Fredericia Byråd har godkendt, at Brookfield indtræder som minoritetsaktionær i ADP. Brookfield er en af verdens største investorer i infrastruktur, der forvalter kapital på vegne af primært pensionskasser, forsikringsselskaber og institutionelle investorer. Partierne i byrådet har godkendt Brookfields investering på 700 millioner kroner, der består af en kombination af lånefinansiering og aktiekapital. Der er bred enighed i byrådet om, at kapitalfonden kan medvirke til ADP´s fortsatte udvikling, og dermed også øge skatteindtægter for kommunen, skabe flere arbejdspladser og højne velfærden.
- ADP er i rivende udvikling, og den udvikling skal fortsætte. Der er et uindfriet potentiale og ambitioner om at være et førende havneselskab i Norden, og til det er der fundet den helt rigtige medejer, som kan bidrage med både kapital og kompetencer. Samtidigt står vi med en skattesag, hvor vi risikerer at skulle betale 350 millioner kroner til Skat, og den sag har også spillet ind i forhold til de krav, vi har stillet til en ny investor, fastslår et flertal i byrådet i Fredericia Kommune.
Det er enighed blandt ejere og ADP om, at timingen er den rigtige, og at man ved at byde Brookfield indenfor som medejere sikrer, at kommunen står på et endnu stærkere fundament, som vil betyde udvikling i selskabet, og dermed også en mere stabil økonomi til fortsat udvikling af velfærden i Fredericia Kommune:
- Der er stor anerkendelse i byrådet af, at man har en virksomhed som ADP, der kan tiltrække en af verdens største investorer med stor viden om havne- og infrastrukturudvikling. Det vil blandt andet betyde øget velfærd for kommunens borgere på forskellige områder, da der vil komme gevinster i form af øget beskæftigelse, flere skatteindtægter, og højere udbytte fra ADP til kommunen, udtaler flertal i byrådet i Fredericia.
Faktaboks: ADP’s ejerfordeling
ADP blev etableret i år 2000 og har indtil nu været tværkommunalt ejet. I løbet af 2025 bliver Brookfield minoritetsaktionær:
- Fredericia Kommune: 76,5 procent
- Nyborg Kommune: 9,1 procent
- Middelfart Kommune: 0,3 procent
- Brookfield: 14,1 procent
Fakta om Brookfield:
Faktaboks: Hvem er Brookfield?
Brookfield Asset Management er en førende global kapitalforvalter inden for alternative investeringer med over 1 billion USD i aktiver under forvaltning på tværs af vedvarende energi og grøn omstilling, infrastruktur, private equity, ejendomme og kredit. Brookfield investerer kundekapital med et langsigtet perspektiv og har fokus på fysiske aktiver og essentielle servicevirksomheder, der udgør rygraden i den globale økonomi.
Brookfield er en global førende infrastrukturvirksomhed, der ejer og driver højkvalitets, langtidsholdbare aktiver inden for forsyning, transport og datainfrastruktur. Brookfield har investeringer i en række havne verden over, herunder i USA, Australien, Sydamerika og Storbritannien.
Brookfield investerer i ADP gennem sin strategi Brookfield Infrastructure Structured Solutions (BISS), som fokuserer på partnerskaber med sponsorer, udviklere og virksomheder i mellemmarkedet. BISS investerer i sektorer, hvor Brookfield allerede har etableret drift og betydelig ekspertise, og udnytter virksomhedens kapacitet som ejer og operatør af globale infrastrukturaktiver.