Broerne lader vente på sig: - Den gode dialog gør, at vi finder en løsning

Opsætningen af broerne over volden ved Prangervej-Sjællandsgade er udsat på ubestemt tid.

Udsættelsen skyldes behov for afklaring af kvalitetskravene til broerne mellem entreprenøren og Fredericia Kommune. Men at man finder en løsning og broerne nok skal komme op, det er parterne enige om.

- Vi har en god dialog med Arkil, og vi arbejder frem mod en fælles forståelse af kravene til broerne, så vi kan finde en løsning. Den gode dialog gør, at vi finder en løsning, siger Morten Christensen, direktør for teknik, klima og kultur i Fredericia Kommune.

Han tilføjer, at broerne med stor sandsynlighed først kommer op i 2026, og at det nøjagtige tidspunkt bliver koordineret i forhold til trafikken i byen.

- Jeg har fuld tillid til, at vi i forvaltningen finder en god løsning sammen med Arkil.